For enden af vejen

Følelsen af bare at gå. Man ved ikke hvor vejen fører dig hen. Bare gå, selvom ens ben ikke kan mere. Du er træt, sulten og forfrossen, men dine ben fører dig videre.

(For enden af vejen er et oneshot, jeg fik lyst til at skrive, da jeg var rigtig ked af det i en periode. Jeg håber i kan lide den. Skriv gerne kmt. så jeg høre jeres mening.)

3Likes
3Kommentarer
218Visninger

1. Cold.

 

Kulden brændte i mig. Ironisk nok kan en kulde godt brænde. Jeg gik ned af vejen. Jeg kendte ikke dens navn, men det betød intet. Sneen dalede lydløst ned fra den grå vinter himmel. Jeg hev min vante af. Jeg stak min blege hånd frem, og ventede på at snefnuggene ville lande på mig. Jeg betragtede dem så langt tid jeg kunne, før de smeltede. Jeg smed vanten fra mig, og lagde mig i sneen. Først lavede jeg en sneengel, derefter begyndte jeg at bygge en snemand. Jeg rev også min anden vante af, og byggede videre. Mine frosne hænder var blålige, og kulden gjorde mine hænder følelsesløse. Men alligevel byggede de. De blev ved og ved.

Mine tanker var slørede. Det var begyndt at sne mere kraftigt. Mine vanter var ikke til at se, og jeg kunne pludselig mærke smerten. Smerten fra mine iskolde hænder. Den bredte sig over hele min krop, og gjorde mig lam. Jeg vaklede. Min hjerne havde ikke længere kontrol over mine handlinger. Jeg væltede ned i en kæmpe snedrive, og blev omfavnet af sneens smertende kulde. Jeg ville rejse mig, men kunne ikke. Jeg ville råbe, men min mund bevægede sig ikke. Mine læber var blå, og jeg kunne ikke overskue smerten. Den var ulidelig.

Men alligevel gjorde det mig træt. Jeg lukkede mine øjne i, og min hjerne koblede fra. Jeg ville bare..

"Hvad laver du dog herude! Du fryser jo ihjel!" En dames stemme lød i det fjerne. Jeg åbnede øjnene lidt op. Hun så bange ud.

"Hvad er dit navn? Hvor bor du? Hvorf.." hun talte til mig. Eller hvad? Jeg kunne ikke koncentrere mig om hendes ansigt. Det blev mere og mere utydeligt.

"For enden af vejen." mumlede jeg, og blev overrasket over lyden af min egen stemme. Den lød svag og skrøbelig. Men mit svar havde ikke givet mening. Jeg kendte ikke den her vej. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Jeg vidste ikke hvem jeg var.

Men én ting vidste jeg. For enden af vejen var svaret på alting. Jeg lukkede mine øjne, og åndede langsomt ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...