Helpless - Oneshot

Det er i året 3023, og mennesket lever i en bedre og renere verden. Men en dag Clare bliver hentet af en leder og sammen med en dreng på hendes egen alder, kørt ud til et laboratorie, bliver hendes verden vendt på hovedet. Forskerne prøver ikke kun at løse problemer, de skaber dem.


0Likes
0Kommentarer
319Visninger

1. Help

Kapitel 1 - Help

Jeg sad og trommede kuglepennen mod panden, mens jeg så op på vores historie lærer. Oppe i tavlens højre hjørne stod datoen, 8-02-3023. Jeg kunne virkelig godt lide historie. Bare det at hører om dengang folk kørte rundt i det der blev kaldt biler, om fældningen af regnskoven i 2000’ tallet, o.s.v... Det var noget at det bedste jeg vidste. Lige netop de få beslutninger kunne jeg lide. Beslutningerne de forskellige verdens ledere havde taget, om at udrydde de fleste unødvendige elektroniske ting, stoppe med at fælde skov, redde dyrene, lave grus veje, bruge heste som transport middel, og passe meget bedre på klimaet. Jeg havde set billeder fra dengang hvor alt var lige ved at gå galt... De store oversvømmelser, de udsultede isbjørne unger, de få kvadrat kilometer regnskov der var tilbage og alle de andre forfærdelig ting. Men nu så alt meget anderledes ud... Meget bedre og renere.

 

På venstre side af mig sad Tarmas, en af de beslutninger jeg hadede Englands leder for. England, mit hjemland. Tarmas – min Vidd som de jo kaldte det, var min ’beskytter’. Jeg havde ingen idé om hvorfor, og ingen jeg kendte vidste eller måtte sige det. Tarmas var omkring de tredive og jeg selv var seksten. Jeg kiggede ud af vinduet, up på de mange sneklædte træer og de hvide hjorte der stod imellem dem. Jeg kunne ane genspejlingen af mit ansigt i vinduet, mit kastanjefarvede hår, mørke grønne øjne, lange sorte øjenvipper og sølv kæden fra min far, hang som altid rundt om min hals. Jeg lagde hånden om den lille diamant der hang i kæden, mens jeg så min fars ansigt for mig. Hans grønne øjne der var fuldstændig magen til mine og hans mund der bredte sig i et kæmpe smil... Min far, som lederne havde taget fra mig. Vreden mod lederne begyndte at boble op inden i mig. De modbydelige monstre, bare fordi min far var en ualmindelig klog forsker, var han blevet udvalgt til at forske i EN5F – Englands Niveau 5 Forskere. EN5F stod for at forske om nye ting og finde løsninger på problemer i hele verden, og hvis man først blev valgt var der ikke noget at gøre. Niveau 1 var det ’dårligste’ og Niveau 5 det bedste. Jeg blev hevet ud af mine vrede tanker, da en høj mand i politi uniform og en lille mand, med en alt for lille skjorte, trådte ind af døren. Den lille mand kiggede rundt i klasseværelset og fik øjenkontakt med mig. Han var en af lederne, det var jeg sikker på. Hans stive holdning og uhyggelige ansigts udtryk. Min lærer stod fuldstændigt ret og med åben mund. ”Undskyld vi forstyrrer din undervisning, Hr. Mesh... jeg håber ikke at du har noget i mod hvis jeg tager Clare med mig.” Var det eneste han sagde, derefter åbnede han døren og efter ham fulgte politibetjenten. Jeg sad fuldstændig mundlam, mens Tarmas rejste sig og kiggede afventende på mig. Jeg tog mig sammen, rejste mig og svang min taske over skulderen. Ude på gangen stod politibetjenten og lederen. En karet holdte uden foran skolen, jeg satte mig ved siden af en dreng på min egen alder. Jeg kiggede kort på ham og kunne konstatere at han var virkelig smuk. Blå øjne, mørkebrunt hår, markerede kindben og muskuløs krop.

Vi kørte i to-tre timer, uvisse om hvorfor vi egentlig sad der. Vi standsede uden foran et lille skur, ude på landet... og det var der det startede.”  Jeg tog hurtig den lille bog, og lagde den ind i den lille luft skakt. På den anden side af glas døren, der adskilte mig fra alt og alle, stod den lille leder – ham der havde hentet mig den dag i skolen. Han smilede til mig og gik videre. Jeg vendte ryggen til ham og fandt bogen frem igen... ”Vi var gået over mod skuret da kareten stoppede. Jeg havde i starten undret mig over hvad vi skulle der, og endnu mere da vi kom ind. Skuret var fuldstændigt tomt, ikke et eneste møbel. Lederen satte sig på hug, tog et lille kort frem og kørte det hen over gulvet. I hjørnet var gulvet gledet fra hinanden og havde dannet en åbning, som viste ned til en lang hvirvel trappe. Vi gik ned af den og efter at vi havde gået i noget der føltes som en labyrint, endte vi i et laboratorium. På vejen havde lederen forklaret at drengen og jeg var blevet udvalgt til et forsøg, forsøget på at skabe en klon. De havde forsket i det i mange år, og ville derfor prøve det af på mennesker. Og det var grunden til at jeg havde en Vidd, der skulle være en til at beskytte mig, så der ikke skete noget med deres ’forsøgsdyr’. De havde udvalgt to af de smukkeste børn i England til deres forsøg. Jeg var rasende, og jeg så det samme i drengens blå øjne. Drengen hvis navn var Olak. Men betjenten gik bag os hele tiden, og vi ville alligevel fare vild hvis vi prøvede at flygte. I laboratoriet forklarede en kvinde at de skulle tage en masse prøver og andre ting. Men alt hvad hun sagde lød sløret og jeg fik et blackout. Jeg vågnede op i et værelse, som lige så godt kunne have været et hotelværelse, pænt og moderne.  Men uden noget privat liv. Døren var lavet af glas og der var video kamera i alle rum. Jeg delte værelset med Olak. Jeg var øm i hele kroppen og fuldstændigt udmattet, og i en seng lidt væk fra min lå Olak. Sådan gik månederne med prøver, teste og spørgsmål. Efterhånden lærte jeg Olak bedre og bedre at kende, og han var det mest fantastiske menneske jeg nogensinde havde mødt. Han var alle pigers drøm, og ikke mindst min...” Jeg lagde bogen på plads i skakten.  Jeg gik over til Olak’s seng og lagde mig ved siden af ham. Han kiggede på mig og jeg kiggede ind i hans lyse blå øjne. Han kyssede mig blidt på munden og lagde armen rundt om mig. Jeg lagde mit hoved mod hans brystkasse og tænkte på hvor godt det var jeg havde ham. Lederen åbnede døren, og trådte ind på værelset. Jeg kiggede på kalenderen og der stod: 4-12-3024. ”Det lykkedes!” lederen smilede og gentog det. I starten kunne jeg ikke forstå hvad han mente, men så gik det op for mig. De havde lavet en klon af Olak og mig. Vi fulgte efter lederen og ind i laboratoriet. Midt i rummet stod tog brikse. Min klon lå på den ene og Olak’s på den anden, begge med lukkede øjne. En forsker stod med ryggen til og mindede mig om en jeg kendte... men hvem huskede jeg ikke. Han vendte sig om og så på mig. Far. Det var min far. Jeg begyndte at gå over mod ham, men blev stoppet af to vagter. Jeg prøvede i gen og igen, og til sidst blev jeg sat på en stol ved siden af Olak. Alle ventede spændt på at de to kloner skulle vågne... og efter flere timer, så jeg det. Et åndedrag og et blink. Min klon satte sig op og kiggede på os. Først med forvirring i øjnene og derefter med had. Lige efter gjorde Olak’s det samme... Min klon kiggede på mig med foragt. Hun kiggede sig omkring, tog en kanyle fra bordet, vendte rundt og stak den i maven på min far. Hans øjne udvidede sig og han faldt på gulvet med et brag. Jeg skreg og betjente stormede ind. Det var lykkedes dem at skabe smukke, men ondskabsfulde kloner...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...