Mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2013
  • Opdateret: 13 sep. 2013
  • Status: Færdig
For dette oneshot har jeg valgt at tage udgangspunkt i billedet med gravstenene, da billedet ser meget uhyggeligt ud har jeg valgt at bruge billedet på en anden måde og bare bruge gravstene som indspiration. Det er en lille historie om det at miste en du holder af og de tanker og følelser der er i en person der har mistet.

3Likes
2Kommentarer
387Visninger

1. Mor

Da døren lukkede fyltes mine øjne med tårer, de løb langsomt, stille ned ad mine blege kinder og fyldte min mund og løb ned i kraven på min lyse skjorte. Hun var vœk. Hun forlod mig da jeg allermest havde brug for hende.

 

Jeg står. Står der bare og kigger på den samme dør som den dag, jeg kigger på det indrammede fotografi af en dame der sidder i en stol med en lille pige på skødet-den lille pige er mig. Dryp. Dryp. De salte tårer laver en lille rand af vand nede i det højre hjørne af den mørke trœramme, hun er vœk. Jeg kan sagtens klare mig selv. Langsomt sœnker jeg billedet, et fotografi fra den gang jeg var lykkelig-dengang vi var lykkelige, jeg tog lykken for givet, satte ikke pris. Ikke pris. Jeg kaster et sidste blik på den hvide, kolde dør inden jeg langsomt sœnker hånden, putter billedet på bordet og går ned at metaltrappen, beslutsomheden er malet i mine klare, blå øjne. Stopper ude foran døren. Hœnderne bliver ført op til mit lille, glatte ansigt og tårene tørret vœk i en hastig bevœgelse, det er nu, jeg skal se hende.

 

Jeg trykker langsomt det gammeldags udskårne håndtag ned med en knirkende lyd, langsomt går døren op og med langsomme men faste skridt går jeg hen til manden i stolen. Min far sidder det samme sted hun sad med mig på skødet den dag billedet blev taget- også den selv samme store, svœre lœderstol han sad i den dag hun forlod os. Hun blev ført vœk af mœnd, hun lå i den smukt udskårne trœ œske med de blomster på toppen min far havde fået overtalt mig til at plukke mens hulken var ved at overmande hans fornuft. Stilhed. Jeg forstod det ikke. Ville ikke. Kunne ikke. Kunne ikke få mig selv til at tro på det. Om aftenen havde jeg spurgt min far hvornår hun ville komme tilbage, han svarede ikke. Ville ikke. Kunne nok heller ikke forstå. Jeg gik lydløst med bløde skridt hen ved siden af min far, stod der bare, stod der bare. Han ikke så meget som drejede hovedet, hans øjne var fulde af tårer, de trillede stille, som små perler ned af hans skœggede ansigt. Da drejede han hovevet kiggede mig i øjnene og så et glimt af ham jeg engang kendte som min far gemt  dybt inde i de dybblå øjne. Han rejste sig op samtidig med at jeg gik tœttere på ham, jeg tog hans hånd, men i nœste nu gjore han nået, nået jeg aldrig i mit liv havde forventet. Han trak mig ind i et kram, hans arme nåede hele vejen rundt om min spinkle krop. I fire år havde jeg ikke følt mig så godt tilpas eller afslappet, noget inde i mig åndede lettet op mens mine arme hang slapt ned langs siden. Gemt. Jeg tog hans hånd og med faste, beslutsomme skridt begyndte jeg at gå hen mod døren. Min far fulgte med. Vi gik ned af den lille grusvej med den fine, klippede grœsstribe i midten, Lågen. Vi åbnede den lille hvidmalede låge, i min hånd hvilede en gren, en œblegren. Hendes yndligsgren. De hvide blomsterblade var som sne i alt det grønne. Haven var prydet med sten i alle størelser og former, alle smukt udskårne, prydet med blomster og små gaver. Hendes lignede ikke de andre, den var grå, kun et navn stod hugget ind i den firkantede gravsten, “Savnet”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...