Alexander - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Færdig
Det er en still vi fik besked på at skrive i skolen og tænkte at jeg da ville dele det med jer... fik 10 for den og vil gerne ha jeres mening så vær sød at skrive jeres mening i kommentaren.

6Likes
2Kommentarer
472Visninger

1. Alexander

”Alex, Alex Drej!” De to lyskegler nærmede sig os med rivende hastighed. Før man kunne nå at blinke kom først hvinene af bil dæk og så, før jeg nåede at opfatte noget, ramte det mig. Det var som at få en fodbold i maven bare være. Mine øjne sitrede, lyden af sirener lød tæt på, mens den rustne lugt af blod vækkede mig. Hvor var jeg? Hvad var der sket? Hvor var Alex? Jeg kunne stadig ikke se, men jeg kunne mærke noget tungt ligge over mig, noget tungt hvor fra noget varmt klistrede stads løb ud, der sortnede alt igen.

Først efter jeg igen var vågnet op på hospitalet, gik det op for mig hvad den tunge masse med det klistrede stads var. Det var ham, og det var hans blod.  Det skulle have været mig, mig der havde ligget der oven på ham, død. Problemet var bare at, det var det ikke, det var ham, det var Alexander. Alexander der lå på mig. Der var gået præcis en måned siden ulykken, men det føltes stadig forkert. Det føltes som at have fået flået sit hjerte ud eller som om at en del manglede. Som i det puslespil det lille barn lagde, hvor den sidste brik manglede. Han var der ikke mere. Pludselig var det kun mig der her i natten gik ned ad landevejen i mørket, alene. Jeg kunne hører træernes blade bevæge sig i den blide sommer vind, og en fugl synge sin sidste sang i det fjerne, selv den skindende runde sølvkugle sad nu oppe på himlen og bekendt gjorde at det var nat. Jeg gik på den øde vej i skoven, der førte ned til kirke gården. En lille dråbe formede sig i mit øje og begav sig ned ad min kind for at ende i min mundvig hvor fra den spredte en salt smag. Jeg skuttede mig da en ugle begyndte at tude, lugten af den friske skov bund var kraftig og her var mørkt det eneste lys der var her var en gadelampe ved indgangen til kirkegården lidt længere fremme. Jeg forsatte der hen.

Da jeg nåede hen til lågen, var den ikke som jeg huskede den, den var rusten og knirkede sælsomt da jeg åbnede den, jeg trådte videre ind på kirke gården. Jeg så mig omkring, det var det rigtige sted her var bare anderledes. Stemningen var uhyggelig, tung, sælsom og kold. Ikke bare normal kold som når man fryser, men en som en dyne af is inden i en. Jeg gik lidt rundt omkring de mange gamle grave før jeg nåede til hans, den nyeste. Jeg satte mig ned på hug, og lod stille min hånd glide over stene med indskriften Alexander James Knife. Pludselig brød nattens stilhed af en lyd fra glas der knuses, det lød ovre fra kirken. Jeg rejste mig op og snurrede rundt.

”Hvem der? Er her nogen!?” Men ingen svarede, Jeg prøvede igen mens jeg gik over mod kirken.

”Hallo!?” Nu begyndte jeg at kunne mærke kuldegysningerne komme og jeg listede stille hen mod kirkens dør jeg til min rædsel fandt ulåst og åben! Inde kirken lignende alt sig selv, med det hvide hvælvede loft og de lange rækker kirkebænke. Jeg bevægede mig frem mod alteret da det lignede en person stod der oppe, en lille mørk skikkelse, som kiggede ud ad vinduet. Jeg trådte endnu et skridt frem og stivnede lyden den var der igen men nu lige bag mig, som en der stod og pustede mig i nakken. Det var for meget jeg løb hen mod døren tog i den og forventede den var åben, men det var den ikke. Der blev det hele for meget, jeg var træt, udmattet, jeg frøs også kunne jeg godt bare bruge en sovepille. Jeg besluttede mig for at det eneste jeg kunne nok var at overnatte i kirken og finde ud i morgen når præsten jo nok kom forbi. Jeg lagde mig ned på en af de kolde kirke bænke og faldt hurtigt i søvn.

Det var overalt i aviserne historien om den unge pige en præst hade fundet frosset ihjel i kirken, hun havde ligget på en kirke bænk helt krummet sammen og blå i hovedet. Pigen var den samme som en måned forinden havde været involveret i en trafik ulykke med sin kæreste. Nu var de sammen igen, i himmelen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...