Jeg og mig

Følg stemmen. Det er det rigtige at gøre. Indtil videre har jeg ikke fundet ud af, hvor den kommer fra. Den er der bare. En god stemme. En venlig stemme. (Bidrag til Lynkonkurrencen - billede 1)

45Likes
46Kommentarer
1232Visninger

1. One Shot

 

”Elisa.”

En fløjlsblød stemme hvisker mit navn igen, og det er nu ottende gang inden for den sidste time. Stemmen virker utrolig genkendelig, men problemet er bare, at jeg ikke kan huske, hvor jeg har hørt den. I en drøm, en tilfældig forbipasserende eller noget helt tredje? Det er ikke til at sige.

Mit navn giver ekko i mit hoved, og jeg hører det om og om igen, mens det fortsætter i en uendelig strøm. Til sidst bliver det for meget, og jeg sætter mig op i sengen og ser rundt. Mit værelse er indhyllet i mørke. Der er ingen billeder eller plakater på væggene, men jeg har det bedst sådan. På den måde føler jeg ikke, at der bliver holdt øje med mig.

Mine ben finder ud over sengekanten, hvor de rammer det iskolde trægulv. Gulvbrædderne knirker højlydt, da jeg rejser mig fra sengen. Der er kun få uger til jul og temperaturerne befinder sig konstant under frysepunktet. Alligevel vælger jeg at gå ud af mit værelse, ned ad gangen og videre ud af hoveddøren, uden at tage den mindste smule mere tøj på. Det eneste der dækker min spinkle krop, er de løse natshorts og en t-shirt, som er flere numre for stor.

Min krop bliver indhyllet i kulde, mens mine nøgne fødder forsigtigt træder hen over den hårde asfalt. Vejen føles endeløs midt om natten, hvor den mørke vej næsten går i ét med nattehimlen. Men jeg ved, at vejen kun er 143 meter lang. Derefter kan man vælge enten at gå til højre eller venstre.

Jeg stopper op, da jeg efter 143 meter, har nået enden af vejen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorfor jeg står her lige nu, men noget indeni mig siger, at det her er det rigtige at gøre. Følg stemmen. Men stemmen er væk… Jeg lytter i flere lange sekunder, hvor der stadig ikke er nogen spor af stemmen. Måske er den forsvundet?

"Elisa." Stemmen får mig til at se til venstre. Jeg vidste, at den ikke var væk. Den er her altid. "Følg med mig," fortsætter stemmen i den samme næsten engleagtige klang.

Mine ben begynder automatisk at følge stemmen. Det er som om, jeg ikke har noget valg. Jeg gør det bare. Følger stemmen, fordi det er det rigtige at gøre. Efter næsten sytten år i den samme by, kender jeg den ud og ind, og det bliver hurtigt klart for mig, at jeg er på vej imod kirkegården. Dog stiller jeg ingen spørgsmål, men følger i stedet den fløjlsbløde stemme uden en tøven. Jeg folder armene omkring mig selv, for at holde bedre på varmen. Min ånde danner en sky for hver gang jeg ånder ud, og mine fødder har efterhånden mistet evnen til at føle. Jeg stopper op igen, da jeg når kirkegården, mine kastanjebrune øjne stirrer hen over metallågen. Gravsten og kors på lange rækker kan ses, så langt øjet rækker.

"Kom nærmere."

Jeg tager i håndtaget og åbner lågen. Hvad der engang har været skinnende metal, er nu ikke andet end en bunke rustne stolper, der er sat sammen til en faldefærdig låge. Den kommer med nogle underlige lyde, men da jeg igen lukker lågen efter mig, bliver der stille igen. Fuldmånen er det eneste lys til at oplyse de mange gravsteder. Der har engang været små lygter overalt herinde, men med tiden er de én efter én gået ud, og ingen af dem er nogensinde blevet repareret igen. Faktisk tvivler jeg på, om der overhovedet kommer folk på kirkegården længere. Altså ud over mig. Visne blade i brune og orange farver dækker stierne, så det hele nu går ud i et. Man kan ikke længere se forskel fra gravstederne og stierne, og flere slyngplanter beklæder størstedelen af gravstenene, hvilket er endnu et tegn på, at der ikke har været mennesker her i en evighed.

"Elisa, kom herhen." Stemmen har intet ansigt. Ingen krop. Det er blot en stemme, der leder mig på vej. Nogle gange synes jeg, jeg har set et par brune øjne. Dog er de altid forsvundet med det samme igen, så måske er det bare mig, der har set syner.

Mine fingre er efterhånden lige så følelsesløse som mine tæer, og mine tænder klaprer uafbrudt. Det er lige før min klapren med tænderne overdøver den knasende lyd, der kan høres hver eneste gang, jeg tager et skridt. Jeg er ret sikker på, at det bare er bladene, men hvad der er nedenunder bladene, ved jeg ikke. Desuden skal jeg følge stemmen, så jeg har ikke tid til at stoppe op og undersøge det.

Størstedelen af alle mennesker vil nok mene, at det er underligt at stå op klokken tre om natten og følge en stemme hen til kirkegården. Men sandheden er, at det ikke er første gang. Jeg hører stemmen hver eneste dag, flere gange om dagen. Indtil videre har jeg ikke fundet ud af, hvor den kommer fra. Den er der bare. Den tager alle de svære valg for mig og hjælper mig med at gøre det rigtige. En god stemme. En venlig stemme. Jeg træffer alle mine valg ud fra, hvad stemmen fortæller mig jeg skal gøre. Den er blevet en del af mig, selvom jeg stadig ikke ved, hvor den kommer fra.

Jeg stopper op igen, da jeg når til en stor stenkiste. Der er et mystisk hul under kisten, der lige præcis er stort nok til, at jeg vil kunne mase mig derind, hvis det er hvad jeg vil. Stemmen er forsvundet igen. Den har i hvert fald været væk i syv og et halvt minut. Mindst. En uro begynder at fordele sig i hele min krop. Jeg føler mig forvirret, usikker og nervøs. Stemmen må ikke forsvinde. Jeg har vænnet mig til at høre den overalt i nærheden af mig, og jeg har lært at leve med den i tryghed. Uden den, føles det hele forkert.

Flere sekunder tikker forbi, før trygheden vender tilbage igen.

"Kom her," hvisker stemmen. "Elisa." Stemmen lyder til at komme fra lige ved siden af mig, og jeg vender mig hurtigt rundt og spejder ud i hver en krog af kirkegården for at se, hvor stemmen kommer fra.

"Elisa," gentager stemmen.

”Hallo?” råber jeg. Ikke fordi jeg forventer et svar, men man har vel lov at håbe. ”Er her nogen?”

Der er helt stille på kirkegården. Ikke andet en den susende vind, bladenes raslen og en enkelt ugles tuden. Lyden af fodtrin nærmer sig, og jeg vender mig lynhurtigt om og bliver mødt af en ældre mand med hvidt hår, overalls og en pibe i mundvigen. Han holder en gammeldags lygte op foran sit ansigt, for bedre at kunne se. Han kigger på mig med et sørgmodigt blik.

”Hvad laver du dog herude midt om natten?” spørger han, og jeg skal lige til at stille ham det samme spørgsmål, men lader alligevel være.

”Stemmen… J-jeg-”

”Kom til mig, Elisa,” lyder det igen, denne gang fra nede under gravstedet. Jeg drejer hovedet imod det sorte hul under stenkisten, og synes at kunne ane et sæt brune, skinnende øjne dernede, men de forsvinder igen i løbet af få sekunder.

”Dén stemme. Kan du ikke høre den?” spørger jeg forsigtigt. Jeg kan svagt høre stemmen igen, men jeg kan ikke tyde, hvad der bliver sagt.

Et koldt gys går igennem hele min krop. Jeg kan endelig genkende stemmen. Jeg ved hvem der ejer den. Jeg troede det ville være en lettelse endelig at indse, hvor stemmen stammede fra, men tværtimod, så kan jeg mærke hver en celle i min krop begynde at ryste. Ryste af skræk. Stemmen har jeg kendt i utrolig lang tid, og det er næsten forbløffende, at jeg ikke har genkendt den før nu.

”Hvilken stemme?” Manden ser forvirret på mig. ”Her er jo ikke nogen.”

 

Stemmen er en pige.

Stemmen er der altid.

Stemmen er mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...