Han elsker mig, han elsker mig ikke

"Han elsker mig, han elsker mig ikke"
Er en movella der skal deltage i en af movellas konkurencer.
Håber at i kan lide den :)


Jeg har valgt billede nummer 3.


0Likes
10Kommentarer
184Visninger

1. Kapitel 1

Stella sad på engen, det havde hun efterhånden gjort en helt del på det sidste. Engen havde snart ikke flere hvide maguritter, men det tænker man ikke så meget over når man er så dybt, håbløst forelsket i en ganske særlig og vidunderlig fyr, som Stella var. 

Hun havde kunne lide en fyr ved navn Ross Jones i et par måneder nu, men hun turde ikke sige noget om det til nogen, og mindst af alle ham selv. Det ville være katastrofalt hvis han fandt ud af det, han var på ingen måde en fyr hun nogensinde ville kunne få. Hun var jo bare Stella, pigen som alle hadede, eller pigen folk var ligeglade med. Han vidste sikkert ikke engang at hun eksisterede. 

Hun sad med en magurit i hånden, fjernede et efter et bladene, til ordene: han elsker mig, han elsker mig ikke. 

Hun var på en og samme tid, glad og ked af det. Glad som man for det meste er når man er forelsket, ked af det, fordi hun vidste at hun ikke havde den fjerneste chance hos en som ham. Hun var nok skolens mindst populære pige på skolen, han var helt klart skolens populæreste fyr. Alle pigerne flokkedes som fluer omkring ham, alligevel så det ikke ud til at nogen af dem interesserede ham det fjerneste. Han smilede til dem, og snakkede med dem, men det var også det. Stella vidste at han var single, så måske der alligevel var en lille chance? Sikkert ikke, men man havde vel altid drømmene, eller hvad? 

En bippende lyd vækkede hende fra dagdrømmerierne om hende og Ross, hun tog mobilen frem, og så en rimelig vred sms fra hendes mor. Ups, de skulle jo egentligt ud og shoppe sammen efter skole, det havde Stella glemt alt om. Hun skyndte sig at skrive til sin mor, at hun var på vej. Hun smed blomsten fra sig, nået til et blomster blad hvor hun skulle have sagt at han elskede hende, men det nåede hun ikke. Hendes mor havde ventet over en time på hende, så det var bedst at skynde sig hjem så hurtigt som muligt.

"Undskyld mor, jeg havde glemt vores aftale. Kan jeg nogensinde gøre det godt igen?"

Hendes mor smilede, hun var ikke god til at være sur på Stella, slet ikke nu hvor hendes datter endelig var glad. Hun var godt klar over at det havde noget med en fyr at gøre, men hun ville ikke spørge ind til det, for hun kendte Stella godt nok til at vide, at Stella ville klappe i som en østers, og måske ville den ulykkelige Stella så vende tilbage. Nej, hun lod som ingenting, hun var bare glad for at hendes lille pige langt om længe var glad. 

"Det er okay, hent de ting du vil have med, så er vi kørt." 

Stella nikkede, løb ovenpå, hvor hun smed skoletasken på sengen. Tog sin lille taske med pungen i med, og løb tilbage til moderen der stod og ventede i hoveddøren. 

"Det må du altså virkelig undskylde mor, mine tanker var bare lidt langt væk fra alle ting i dag."

Hendes mor nikkede, smilede og satte sig ind bag rettet. Snart var de på vej til centeret. 

 

Ross Jones var gået af en omvej hjem fra skole, fordi han havde brug for at tænke. Men hvad han skulle tænke over, forstod han ikke rigtigt selv, han havde bare følelsen af, at han havde brug for at tænke over tingene. 

Han var ubevidst gået forbi en eng, fyldt med maguritter. Han holdt af at plukke blomster til sin syge bedstemor, så måske det var derfor han ubevidst var gået herhen? Han var ikke sikker, men han gav sig ihvertfald til at plukke en masse vidunderlige blomster til sin bedstemor. Han stod nu på en bakke, så ud over den skønne eng, hvor fuglene kvidrede lykkeligt. Ross havde altid været lidt af en romantiker, men det eneste sted hvor han gav romantikken frit løb, var hjemme hos sig selv. I skolen havde han et rygte at leve op til, der kunne han ikke være romantiker, så ville han miste sit omdømme. 

På en måde var han lidt ligeglad med sit omdømme, det var ikke meningen at han var blevet skolens mest populære fyr, det var bare sket. Han kunne ikke gøre for at pigerne fandt ham tiltrækkende, ikke fordi nogle af de der popduller, sminkedukker eller cheerleadere sagde ham det fjerneste. Det var endnu en ting der bragte hans omdømme i fare, at han ikke havde scoret en af de lækreste piger på skolen endnu, det var åbenbart en eller anden uskreven regel, at skolens mest populære dreng og pige skulle date, eller komme sammen. Men Ross ville ikke have noget med den snobbede, arrogante, sminkedukke Elisa Johnson. Hun så ned på alt og alle, det var bare et par, af de mange ting han hadede ved en pige som Elisa. 

Som han stod på bakken, faldt hans blik pludselig over en pige der sad på en af de andre bakketoppe. Hun sad med en hvid magurit i hænderne, tog blomsterbladene af en efter en. Han kunne se at hun sagde noget, men kunne ikke høre hvad. Han var dog sikker på, at hun som så mange andre forelskede piger, sad og sagde: han elsker mig, han elsker mig ikke. Det havde piger og unge kvinder vel gjort i mange hundrede år, når de var forelsket, havde de ikke? 

Men ihvertfald blev han betaget af den naturlige skønhed, hvis hun havde makeup på, var det så lidt, at det ikke rigtigt kunne ses på hende. Alt ved hende så bare så naturligt ud. Han ville gerne tættere på hende, måske endda snakke med hende, finde ud af hvem hun var. Men da han havde taget beslutningen, og var ved at skulle gå derhen, rejste pigen sig og løb. Hun skulle nok skynde sig, det var ærgeligt, jeg ville gerne have lært hende at kende, men jeg var for langsom.

Han gik med tænkende skridt hjem, han skulle vel også lave nogle lektier. Han havde besluttet sig for, at han ville gå ned til engen igen den næste dag, for at se om den naturligt smukke pige ville være der igen. Han turde ikke rigtigt håbe på det, men den der intet vover, vinder ingenting. 

 

"Hvilken butik skal vi ind i først?" 

Spurgte Stellas mor, men hun hørte ikke rigtigt noget. Hun tænkte igen på Ross, hvis hun ikke havde taget fejl, stod han på et tidspunkt, på en af de andre bakker nede ved margurit engen. Men hvorfor skulle han dog være der? Blomster var vel ikke noget for en som ham, skolens populæreste fyr. 

Men hun kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, at det var ham. 

Sammen med sin mor, gik hun rundt i centeret. Ind i de fleste butikker, dog ikke mandebutikkerne. Dem så de ingen mening i at gå ind i, de kunne ikke bruge mandeting. Stellas far boede ikke sammen med dem, det havde han ikke gjort i mange år. Da Stella ikke var ældre end blot tre år, forlod han familien, med en kort besked på en lille lap papir. "Jeg har mødt en anden, lev vel." Siden havde Stella ikke set sin far, hun savnede ham end ikke. De eneste følelser hun havde tilovers for ham, var had. Hun kunne ikke mindes at hun hadede nogen, som hun hadede sin far. Hun havde svoret for et par år siden, at hvis hun nogensinde mødte ham, ville hun ikke tale til ham overhovedet. Hun havde ingen ting at sige til ham, ikke andet end yderst grimme ord. 

De shoppede hele dagen, og besluttede sig for, at en god shoppeturs dag, ikke kunne ende, uden en tur i biografen. Men inden da, tog de på en fin lille restaurant der lå i midten af centeret. Der havde Stella og hendes mor altid kommet, mest til Stellas fødselsdage, men også efter den årlige shoppingtur. 

Som de sad og spiste, fik Stella øje på en vidunderlig skabning. Det var Ross, han var tæt på hende! Eller tæt og tæt, han stod i den anden ende af centeret. Men aldrig havde han været så tæt på hende, som nu. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvis han kom hen imod hende og hendes mor. Men hvorfor skulle han også gøre det? Han vidste med garanti ikke, at hun fandtes. 

 

Ross havde besluttet sig for at tage en tur i centeret, sidst på eftermiddagen. Han havde en uro i kroppen, han ikke selv kunne forklarer. Følelsen kom, efter han havde set pigen på bakken. Han undrede sig stadig over, hvem den naturligt smukke pige var. Han var sikker på at han ville kunne genkende pigen, hvor end han så hende. Han kunne ikke få hende ud af hovedet, han ville ned på bakken igen dagen efter, for at se om hun var der igen. Men tiden gik så ubeskriveligt langsom, hvis han bare sad derhjemme foran sin pc.

Han startede med at gå hen i sin yndlings spil butik, for at se om der var kommet nogle nye spil. Det var der han fik øje på pigen igen, hun sad med en voksen kvinde, sikkert hendes mor. Hans hjerte sprang et slag over, kunne han gå over til hende? Han kendte hende jo ikke, men det var nu han havde chancen, måske fik han aldrig en chance for at snakke med hende igen.

Han gemte sig lidt i spille butikken, for at tænke sig om hvad han burde gøre. Det lå vel ligefor, at han skulle gå hen til hende, men af en eller anden grund, turde han ikke. Han så at pigen og hendes mor rejste sig for at gå videre, hvis han ville have en chance for at tale med hende, måtte han gå derover nu.

Benene var lidt længe om at lystre, men i sidste øjeblik nåede han pigen, og hendes mor. 

Han sagde venligt hej, pigen der havde stået med ryggen til, for at sætte en stol på plads hun havde brugt, var ved at vælte stolen.

"Undskyld, det var ikke meningen at forskrække dig."

Pigen vendte sig om, men Ross anede stadig ikke hvem denne naturligt skønne pige var. Men hun vidste udmærket hvem han var. 

"Det gør ikke noget, hej Ross."

Han så undrende på hende, der blot stod med ansigtet vendt mod gulvet.

"Du kender mig?" 

Hun nikkede, og fortalte at de havde fysik sammen.

"Det umuligt, så havde jeg vel bemærket dig."

Smilede han, men pigen rystede på hovedet, og sagde at de havde været makkere i et forsøg dagen før. Ross stirrede målløst på hende.

"Stella?" 

Pigen nikkede, Ross vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde ikke lagt mærke til hende før, han havde ikke lagt mærke til hvor køn hun i virkeligheden var. Hvad var han dog for et menneske, ikke at tænke over hvem han var makker med i et forsøg. 

"Det må du undskylde, jeg kunne ikke se at det var dig. Du må undskylde jeg ikke kunne huske hvem du er."

Stella nikkede, og sagde at det ikke gjorde noget. Hun var vant til at folk ikke lagde mærke til hende i skolen, men da hun ville gå hen til sin mor, der stod i døren til spise stedet, tog Ross forsigtigt fat i hendes arm.

"Det er da ikke noget man skal være vant til, det er da frygteligt. Specielt når du er så køn."

Heldigt for Stella at hun så ned i gulvet, så Ross ikke så den rubinrøde farve, hendes kinder havde fået af hans bemærkning. 

"Tak skal du have, men min mor venter på mig. Jeg må hellere gå hen til hende." 

Ross kunne knapt høre hende, men slap det forsigtige tag i hendes arm.

"Vil du ikke mødes en dag efter skole, måske til en smoothie eller noget?"

Stella nikkede, og gik hen til sin mor.

 

"Hvem var den unge mand?"

Stella rystede på hovedet, og sagde at det bare var en fra skolen.

"Bare en fra skolen siger du? Helt almindelig kan han da ikke have været, jeg har aldrig set dig være så genert. Hvad ville han?" 

Spurgte hun med et smil.

"Ikke noget, han spurgte bare om vi ikke skulle mødes efter skole en dag."

Hendes mor puffede hende stille i siden, men Stella lagde knapt mærke til det.

"Så det gjorde han? Det lyder spændende." 

Drillede hun sin datter.

"Mor hold nu op, det ikke sjovt, han mente det sikkert ikke engang."

Men inderst inde, var Stella sikker på at han havde ment hvert et ord. Han havde kaldt hende køn! Skolens mest populære fyr, havde sagt at Stella, skolens mindst populære pige, var køn! I Stellas hoved, var der vild musik og fløjten. Hun var ikke til at skyde igennem, den fyr hun havde kunnet lide det sidste lange stykke tid, havde sagt at hun var køn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...