Punk'd {One Direction}

Ida vågnede op i en fremmed seng, dagen efter hun havde været til en spontan og hemmelig fest med hendes veninde. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet i sengen, men da hun slog øjnene op, så hun en fremmed, anderledes fyr med piercinger og tatoveringer sidde på værelset.
Hun var vågnet op i Hullet, det anarkistiske punk-kollektiv!
I Hullet bor de fem punkere; Lou, L.P., Niall, Haz og Zayn, som sammen lever et liv præget af socialistiske og anarkistiske standpunkter, mens de kæmper for solidaritet og sammenhold. Først blev Ida chokeret over deres udseende, men endte med at lære et helt nyt livssyn at kende... Følg med hende på en guidet tur gennem punkernes univers og hvad det vil sige at være anarkist!

41Likes
37Kommentarer
2160Visninger
AA

8. Kapitel 3 - Niall (1/3)

Temaer:

- Hvad er "at skralde"?
- Vegetarisme & veganisme
- Økologi & dyrevelfærd

_______________________________________________________________________

Mens jeg stod i det, jeg ville kalde en gang, nærstuderede jeg væggene, der var fyldt med forskellige plakater af rock- og punkbands. Der var nogle få af dem, jeg havde hørt om, men jeg ville ikke kunne nævne en sang eller to af deres. Egentligt var jeg utrolig spændt på, hvad det var, jeg havde sagt ja til, eftersom at dagen allerede havde været langt fra min normale hverdag. Egentlig var jeg lidt småtræt ovenpå demonstrationen med L.P. og alle de indtryk jeg havde fået indtil videre, men et træt smil spredte sig alligevel henover mine læber; Hullet mindede overhovedet ikke om mit eget hus, men her var alligevel meget hyggeligt.

”Nå, er du klar til at komme af sted?”

Nialls stemme overraskede mig en smule, da jeg ikke havde opdaget, at han var kommet tilbage fra køkkenet. Han stod med en lommelygte i den ene hånd, som han hurtigt proppede i hans baglomme. I den anden hånd havde han noget der lignede gamle klude, men da han rakte én af dem frem imod mig, kunne jeg se, at det var en indkøbspose i lærred. 

Han stod afventende og kiggede på mig, indtil jeg langsomt nikkede og tog imod den, hvorefter han fortsatte beslutsomt ud af døren. Jeg småløb efter ham, mens han fortsatte med at gå ud på fortorvet i et hastigt tempo. Der var efterhånden blevet helt mørkt udenfor, så kun gadelamperne oplyste vejen foran os.

”Niall …”

Jeg prøvede at indhente ham på de få meters forspring han havde, inden han sank farten og rettede sin opmærksomhed hen på mig. Han smillede, mens han ventede på, at jeg fortsatte. 

”Hvad er det, vi skal?” 

Nialls smil blev større, inden han tog sig sammen til at fortælle.

”Vi skal ud at skralde.” Hans smil var stadig at finde på hans læber, mens jeg var endnu mere forvirret end før.

”Hvad betyder "at skralde"?”

Mit spørgsmål hang i luften, mens vi fortsatte med at gå i samme tempo ved siden af hinanden. Niall åbnede langsomt og velovervejende sin mund.

”At skralde betyder i alt sin enkelthed, at man tager mad, som butiksarbejdere har smidt ud. Det kan for eksempel både være i bagere og supermarkeder. Hver dag bliver der smidt mad ud, som sagtens kan spises.

Man ser steder rundt omkring i verden, hvor op til 40 procent af frugt og grønt bliver smidt ud, fordi det ikke lever over til supermarkedernes kosmetiske krav. Vi har i forvejen et alt for stort madspild, så derfor mener jeg, at man skal tage alt det, der kan bruges. Altså, jeg får sgu personligt lidt dårlig samvittighed, når jeg ser hvor meget mad vi smider ud her i den vestlige verden, mens der er en masse mennesker i eksempelvis Afrika, som dør af sult hver dag...

Når man skralder får man et indblik i, hvor stor en overproduktion vi har i vores samfund. Så i stedet for at støtte overproduktionen med vores penge i butikkerne, så hjælper vi samfundet og formindsker den her overflod, ved at spise ting som har overskredet salgsdatoen. Og så er det jo økonomisk for os i Hullet, fordi vi jo ikke skal bruge ligeså mange penge på at handle, fordi man ikke skal betale for at tage tingene i containeren!”

Mens han fortalte, lyttede jeg eftertænksomt efter. Jeg havde hørt lidt om det med overproduktionen, men det var ikke noget, jeg som sådan havde tænkt over. Men da ordene flød ud af Nialls mund, gik det op for mig, hvor meget mad der egentligt bliver smidt ud. Nysgerrigheden fra tidligere ramte mig igen, og inden jeg nåede at tænke over formuleringen, røg ordene ud.

"Men er det ikke ulovligt? Jeg mener, man tager vel andres ting?”

Niall stoppede op i et kort sekund, mens han overraskende kiggede på mig.

”På en måde jo, men så alligevel ikke. Man må jo gå ud fra, at butikkerne ved, hvad de smider ud. Og når man smider ting ud, så er det jo fordi, at man ikke vil have det længere. Eftersom at alt det mad, jeg skralder, ligger i frit tilgængelige containere, så er det i orden. Altså, de har jo smidt det ud, fordi de ikke vil have det...”

Jeg blev overrasket over, hvor god han var til at forklare tingene. Hans måde at svare gav mig lysten til at spørge om mere.

”Så det, du mener, er, at hvis det står frit tilgængeligt, så kan alle faktisk tage skraldet?” Jeg vendte hovedet langsomt og kiggede opmærksomt på Niall, som straks begyndte at snakke igen. 

”Ja, altså, med frit tilgængeligt mener jeg, at der ikke må være lås på eller sådan noget, som skal brydes op, inden man kommer ind til skraldet. Hvis man skal det, bliver det nemlig ulovligt."

Han holdt en kort pause; jeg nikkede langsomt, mens tankerne og spørgsmålene fór rundt i mit hoved. 

"Altså, så længe du kan gå direkte over til en container og åbne den, uden at kravle over et hegn eller bryde en lås op, så er det helt iorden!"

Mens hans sidste kommentar fyldte stilheden på den svagt oplyste villavej, guidede Niall mig ned af en sidegade, hvor jeg kunne spotte et lysende gult Netto-skilt forenden.

”Se!” pegede Niall. ”Nu er vi klar til at skralde." Han smilede begejstret og puffede til mig.

Mens jeg grinede over hans pludselige udråb, kom vi tættere og tættere på Nettoen.

”Vi skal herom bagved, hvor de store containere står.” Igen guidede Niall.

”Men hvad er det, vi skal finde?” Min stemme lød lille og forvirret; præcis som jeg følte mig.

Niall sukkede dybt, inden han endnu engang måtte forklare mig hvad vi havde gang i. 

”Vi må starte med at se, hvad der er, og så kan vi planlægge vores aftensmad ud fra det." Han smilede overbærende over min uvidenhed og mine mange spørgsmål, inden han fnes og tog lommelygten frem. Med et stort ryk tog han fat i lågen og åbnede containeren

side 1 ud af 3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...