Punk'd {One Direction}

Ida vågnede op i en fremmed seng, dagen efter hun havde været til en spontan og hemmelig fest med hendes veninde. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet i sengen, men da hun slog øjnene op, så hun en fremmed, anderledes fyr med piercinger og tatoveringer sidde på værelset.
Hun var vågnet op i Hullet, det anarkistiske punk-kollektiv!
I Hullet bor de fem punkere; Lou, L.P., Niall, Haz og Zayn, som sammen lever et liv præget af socialistiske og anarkistiske standpunkter, mens de kæmper for solidaritet og sammenhold. Først blev Ida chokeret over deres udseende, men endte med at lære et helt nyt livssyn at kende... Følg med hende på en guidet tur gennem punkernes univers og hvad det vil sige at være anarkist!

41Likes
37Kommentarer
2265Visninger
AA

7. Kapitel 2 - L.P. (3/3)

Temaer:

- Ungdomshusets historie
- Demo: SU-forringelser
- Libertære Socialister og Che Guevara

_______________________________________________________________________

Demonstrationen havde efterhånden varet et par timer, hvilket betød, at der ikke var så mange mennesker tilbage på pladsen. Jeg havde fået snakket en del med nogle af L.P.s venner, som alle havde været ligeså engagerede i dagens emne som L.P. og de havde allesammen fortalt mig meget mere om det hele, så jeg nu var klar over mange flere aspekter i samfundet og dets systemer. Eftermiddagen var gået hurtigt; det føltes i hvert fald sådan, fordi jeg havde hygget mig rigtig meget.

"Nå, men skulle vi aldrig komme hjemad?" 

L.P.s stemme lød ved siden af mig, mens jeg hurtigt smilede og nikkede. Vi begyndte at gå væk fra den menneskemængde, som stadig stod samlet foran Christiansborg. 

"Det har været en meget spændende dag. Tak fordi du tog mig med." 

Min stemme var hel hæs af at have råbt så meget idag, selvom jeg i starten slet ikke havde forestillet mig, at jeg ville ende med at blive så dedikeret. 

"Jamen, tak fordi du ville med! Nu skal vi bare lige hen til stationen og tage et tog, så vi kan komme hjem til drengene."

Der gik ikke længe, før vi nærmede os den nærmeste togstation og fik begivet os hjemad igen. Man kunne stadig mærke atmosfæren fra demonstrationen, da der var mange unge der skulle samme vej som os; mange gik med deres bannere over skuldrene og snakkede på kryds og tværs om de forskellige talere, og jeg overhørte også forskellige bud på, hvad politikerne nu ville stille op med SU'en. Jeg trak på smilebåndet, inden jeg hørte L.P. sige mit navn og fik mig revet ud af mine tanker. Vi skulle begge stemple vores klippekort, inden vi kunne gå ind i toget - heldigvis holdt det der et par minutter, så vi havde lige akkurat tid nok til at finde et par pladser, inden det ville køre.

"Ville du fortælle mig hvad de Libertære Socialister er for noget? Er det et parti eller hvad?" 

Mit blik var nysgerrigt, og en smule bedende, mens jeg satte mig til rette på en af de pladser, som L.P. havde spottet, da vi trådte ombord. Jeg fulgte ham med øjnene, idet han hurtigt sukkede og smilede stort.

"Du har mange spørgsmål, hva'? Har du overhovedet ikke lært om sådan noget i skolen?"

Han begyndte at smågrine, da jeg genert rystede på hovedet og gengældte hans store smil. Dørene til toget lukkede og vores hjemtur begyndte; der var en del mennesker i toget, men L.P. gav sig endnu engang til at fortælle. Jeg kunne godt lide at høre hans forklaringer, for jeg havde efterhånden fundet ud af, at han havde styr på alle de svar jeg søgte.

"Nej, altså, de Libertære Socialister er en føderation, eller, en samling af mennesker - for det meste unge - som går ind for et socialistisk samfund uden en stat, baseret på føderalisme og direkte demokrati. Man kan vel sige, at de er det tætteste på en gruppe af socialistiske anarkister man kommer på i Danmark...

Men det ville være forkert at kalde LS et parti, for vi stiller jo ikke op til eksempelvis Folketingsvalget, fordi vi ikke tror på repræsentativt demokrati. Det var det som Lou forklarede dig imorges, hvis du kan huske det? Altså, vi tror ikke på politikere og staten som en magthaver, men derimod på at det er alle borgerne i de små samfund, som skal have magten." 

Jeg sad og nikkede i takt med at han fortalte, for jeg kunne godt huske, at Lou havde snakket om det. Der opstod en kortvarig stilhed mellem os, mens jeg tænkte over mit næste spørgsmål, men inden jeg nåede at få formuleret min sætning, havde L.P. allerede åbnet munden og kommet med en sidste kommentar.

"Og så er det vigtigt lige at understrege, at LS er revolutionære!"

"Hvad betyder det?" Min stemme var endnu engang fyldt med forvirring, for dét ord havde jeg aldrig hørt før. 

Inden han nåede at besvare mit spørgsmål, kom der en togkontrollør der ville se vores billetter; vi rakte hvert vores klippekort frem samtidigt, inden kontrolløren nikkede og begav sig videre gennem toget. I et kort sekund havde jeg tabt tråden i vores samtale, men da L.P. begav sig til at snakke videre, faldt jeg straks tilbage i vores samtaleemne.

"At være revolutionær betyder bare, at vi tager kampen op mod de politiske og økonomiske magthavere, som kapitalismen har skabt. Det gør vi ved at arrangere og at afholde demonstrationer, såsom den vi lige har været til i dag, men at være revolutionær går egentlig bare ud på, at man ikke finder sig i det samfundssystem der eksisterer og derved gør hvad man kan, for at bekæmpe det. 

Vi tror nemlig ikke på, at det er muligt at nå et socialistisk samfund gennem det statsstyrede samfund vi har i dag, fordi vi tror på, at staten går imod kampen for frihed. Jeg tror på, at et libertært socialistisk samfund kun kan skabes ved at man danner nogle helt nye samfundsstrukturer, som man kun kan opnå gennem en socialistisk revolution.

Du ved, ligesom den revolution Che Guevara prøvede at gennemføre, men som vi kæmper videre for..."

L.P. fastholdt sit blik rettet imod mig, som om han prøvede at aflæse mit ansigtsudtryk. Et genert og nervøst smil formede sig på mine læber, mens jeg prøvede at nikke.

"Ej, det mener du ikke..." Han sukkede. "Seriøst, du kan ikke mene, at du heller ikke har hørt om Che?!" 

Det chokerede og nærmest paniske udtryk i L.P.s ansigt var tydeligt, mens jeg slog en nervøs latter op. 

"Beklager..."

Jeg grinte stadig, især fordi det efterhånden var blevet en selvfølge, at jeg ikke anede, hvad drengene snakkede om. Men til mit held, så var min sortklædte punkerven mere end villig til at fortælle mig om ham; det lod ikke til, at jeg havde noget valg.

"Det er simpelthen skandaløst, at I ikke har lært om det her i skolen, for det er ligeså vigtig historisk viden som Anden Verdenskrig! Måske har det noget at gøre med, at det ikke foregik i Europa, men lad mig forklare...

Che Guevara hed i virkeligheden Ernesto Rafael Guevara de la Serna og kom fra Argentina, og var en marxistisk revolutionær i Sydamerika og forsøgte også at starte revolutioner i andre lande. 'Che' var egentlig hans kælenavn, for han kaldte altid alle dem han snakkede med for 'che', som er argentinsk slang for 'ven' eller 'kammerat'. Han blev født i 1928 og var egentlig uddannet læge, men efter at have rejst rundt i forskellige sydamerikanske lande, endte han med at blive politisk aktiv indenfor venstrefløjen og blev til sidst guerillaleder i Cuba..."

"Undskyld jeg afbryder, men hvad betyder guerilla?" Mine øjne kiggede nysgerrigt på L.P.

"Åh, det betyder bare en form for krig i et besat område, men hvor krigen er støttet af lokalbefolkningen. Altså, hvor det er de lokale fra området, som støtter krigen, og går imod eksempelvis en statsmagt. Her er det ligesom mottoet, at man skal skride eller blive slået ihjel, for i en guerillakrig gælder alle kneb; sabotage, overfald, bagholdsangreb, henrettelser og tilfangetagelser... Alt sådan noget skal hjælpe guerillaen med at vinde deres område eller deres magt tilbage, så man giver aldrig op. Gav det mening?"

Jeg nikkede tilfreds og lænede mig endnu engang tilbage i sædet, så han kunne fortsætte med at forklare. 

"Jamen, det startede egentlig med, at han begyndte at læse medicin på universitetet, men midtvejs i sine studier, omkring 1950, drog han på eventyr på sin motorcykel. Han kørte gennem det meste af Sydamerika, hvor han for første gang virkelig oplevede forskellen mellem rig og fattig og benyttede sig af, hvad han havde lært under sin uddannelse til at hjælpe syge og spedalske. Under hans rejse satte den store sociale forskel sig fast i hans sind og derved udviklede han en vis interesse for politik, hvilken kun blev styrket da han mødte eksilcubaneren Fidel Castro i 1955. 

Castro var nemlig leder af hans egen revolutionære bevægelse, 26. juli-bevægelsen, som var optakten til en kommunistisk og marxistisk revolution der skulle sørge for lige muligheder og rettigheder til alle i Cuba. Denne tanke kunne Che godt lide, så han tilsluttede sig bevægelsen og i 1959 overtog de magten på Cuba, hvor den cubanske diktator Fulgencio Batista ellers havde siddet og styret landet i mange år. Herefter blev Che udnævnt til at være kommandant for et fængsel, hvor han styrede bødlerne, der henrettede op mod 400 politiske fanger, som blandt andet kom fra Batistas politi- og militærstyrker.

Netop på grund af alle disse henrettelser, som Che Guevara stod bag, diskuterer man stadig den dag i dag, om hvilken slags mand han dog var... Jeg mener, han havde jo en idealistisk tankegang om at alle skulle være lige og ingen skulle undertrykke hinanden, men han var også med til at slå rigtig mange mennesker ihjel..." 

Han nikkede langsomt, mens han tænkte videre. Jeg sad lidt og trippede efter at høre resten af historien, for hvordan endte hele revolutionen overhovedet? Det var egentlig spændende, at høre om den cubanske historie og Che, for jeg synes, jeg har hørt navnet før. Men så alligevel, jeg ville aldrig kunne have forklaret hvem han var.

"Men hvad skete der så? Hvordan endte revolutionen?" 

Mit spørgsmål hang kort i luften, inden L.P. tog en dyb indånding og fortsatte.

"Efter magtskiftet og Batista-styret var faldet, forlod Che Cuba i 1966 i håbet om at kunne blive leder eller bare starte nye revolutioner rundt omkring i resten af verden, for at formindske den sociale ulighed i de forskellige samfund. Derfor tog han blandt andet til Bolivia, sammen med nogle af sine gamle kammerater fra Cuba. 

Men de bolivianske soldater og militærstyrker var hårde, så de dræbte en del af Ches hjælpere, fordi man havde hørt meget om ham i Bolivia og de var overhovedet ikke interessede i at han skulle blande sig i deres politik. Til sidst blev han fanget, men han blev ikke slået ihjel med det samme, fordi alle de bolivianske soldater havde meget respekt for ham trods deres forskelligheder, og desuden ville de amerikanske CIA-agenter gerne have fat i ham.

Men det endte dog med, at han blev henrettet af en soldat, mens han var taget til fange på en skole og ikke kunne slippe væk. Det skete sandsynligvis efter en ordre fra den bolivianske regering, men CIA blev rigtig sure, for de havde sagt, at Che skulle holdes i live for enhver pris.

Men ja ja, han nåede jo stadig at udrette en hel masse og er blevet et kæmpe symbol for frihedskamp! Altså, også selvom han slog en masse mennesker ihjel på sin vej - Han troede jo, at han gjorde det rigtige..." 

Mens de sidste ord kom ud af L.P.s mund, kiggede jeg ud af ruden ved siden af mig og bemærkede, at vi snart ville trille ind på vores endestation. Der ville ikke gå lang tid, før vi ville være hjemme i Hullet, hvilket jeg egentlig havde det helt fint med. Jeg smilede til L.P. og takkede for endnu en af hans historiefortællinger, inden vi begge fik øjenkontakt, da toget stoppede. Vi fulgtes ud af toget og bevægede os ned ad trapperne til cyklen, som stadig holdt parkeret samme sted som tidligere idag. 

"Hvis jeg kører frem, så hopper du bare på, ikk'?" 

Han blinkede til mig, inden jeg smilede og fik fat i det tynde metal, som tidligere i dag.. Hvor var det rart, at vi ikke skulle gå hjem, for jeg var virkelig træt i benene efter at have stået op i flere timer.

***

Efterhånden som L.P. og jeg begyndte at cykle væk fra stationen, kunne jeg allerede genkende området. Det var begyndt at blive aften og jeg havde endnu ikke snakket med mine forældre, men det var også ligemeget; de troede stadig, at jeg var hos min veninde og troede sikkert, at jeg ville blive der hele weekenden. Jeg følte ikke, at min dag var slut endnu, for jeg havde lært så meget indtil videre og var nysgerrig efter mere. Stille og roligt drejede L.P. ind på villavejen og et par hundrede meter foran os lå Hullet. 

"Tak for turen." smilede jeg, da jeg hoppede af bagagebæret. 

Mens han parkerede den slidte cykel omme bag huset, gik jeg op mod hoveddøren og gik indenfor. Der var pludseligt helt stille i huset, hvilket undrede mig; jeg bøjede mig ned for at tage mine sko af, da jeg hørte en stemme tale til mig. 

"Ahh, godt I er hjemme! Vil du med ud at skralde?" 

Nialls ivrige stemme lød foran mig, hvilket fik mig til at stoppe mine handlinger og rette mig op; hans blå øjne kiggede forventningsfuldt på mig. En undrende lyd forlod min mund, mens L.P. trådte ind af døren bag mig, inden jeg nåede at svare.

"Jeg går op på mit værelse, jeg bliver altid vildt træt efter en demo." mumlede han, inden han gik mod trappen. "Men fedt at have dig med, Ida!" 

Mine læber formerede sig i et smil, inden L.P. forsvandt og Niall rømmede sig. At være omgivet af mennesker hele tiden, forvirrede mig; jeg glemte hurtigt hvem der snakkede til mig og hvad der blev sagt. 

"Undskyld, hvad?" spurgte jeg. 

"Bare behold dine sko på, jeg kommer om lidt." 

Smilende småløb Niall ud i køkkenet, mens jeg bare stod og ventede på flere oplysninger om, hvad jeg nu skulle være med til.

side 3 ud af 3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...