Punk'd {One Direction}

Ida vågnede op i en fremmed seng, dagen efter hun havde været til en spontan og hemmelig fest med hendes veninde. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet i sengen, men da hun slog øjnene op, så hun en fremmed, anderledes fyr med piercinger og tatoveringer sidde på værelset.
Hun var vågnet op i Hullet, det anarkistiske punk-kollektiv!
I Hullet bor de fem punkere; Lou, L.P., Niall, Haz og Zayn, som sammen lever et liv præget af socialistiske og anarkistiske standpunkter, mens de kæmper for solidaritet og sammenhold. Først blev Ida chokeret over deres udseende, men endte med at lære et helt nyt livssyn at kende... Følg med hende på en guidet tur gennem punkernes univers og hvad det vil sige at være anarkist!

41Likes
37Kommentarer
2187Visninger
AA

6. Kapitel 2 - L.P. (2/3)

Temaer:

- Ungdomshusets historie
- Demo: SU-forringelser
- Libertære Socialister og Che Guevara

_______________________________________________________________________

På Nørreport station var der mange mennesker, hvilket nok havde noget at gøre med, at vi nu befandt os i hjertet af København. L.P. signalerede, at jeg skulle følge efter ham, mens han begyndte at gå op ad trapperne til busserne oppe på gaden. Han gik målrettet over mod et bestemt busstop, hvor vi ventede i få minutter, inden der kom en bus med nummeret "5A" og holdt ind. Selvom jeg havde fået at vide, at Ungdomshuset lå på Dortheavej 61, så vidste jeg egentlig ikke hvorhenne i København det var. Men efterhånden gik det op for mig, at denne dag var rutine for L.P; han havde været derinde mange gange før.

Efter lidt tid ombord den proppede bus, stod vi af igen. L.P. sørgede for at holde øje med mig og sikre sig, at jeg fulgte med og ikke forsvandt i menneskemængden; her var mange personer klædt i stil med min nye punker-ven, som så ud til at være på vej samme sted hen. Jeg fulgte smilende med, da jeg endnu ikke vidste hvad jeg skulle forvente af dagen. 

"Vi skal bare lige ned ad den her gade, dreje og så er vi der snart." informerede han. 

Jeg nikkede og gengældte hans smil, mens vi gik ved siden af hinanden på fortorvet. Der gik en mindre gruppe sortklædte unge foran os; en med hanekamp, en anden med en sort kasket og et rødt tørklæde hængende ud af den ene bukselomme. Mens jeg lagde mærke til deres påklædning, fulgte L.P. og jeg samme vej som dem, da vi drejede om hjørnet ved en stor bygning. Gruppen foran os drejede ind ved en åbning til en af de grå bygninger, som jeg ikke var i tvivl om, var det forsamlingssted for punkere, som L.P. havde fortalt mig om. Der var grafitti på bygningens ellers kedelige facade; lyserøde og hvide farver prægede muren ud mod vejen. 

"Kom, vi skal ind her." 

Jeg løsrev mit blik fra grafittien og fulgte hurtigt med ham, da han gik hen og åbnede en stor dør, som ledte os indenfor. Vi trådte ind i et stort rum, hvor der var mange andre mennesker; nogen sad ved et stort bord i midten af lokalet, andre sad i sofaerne der var placeret langs væggen. I et kort sekund følte jeg mig malplaceret, fordi jeg slet ikke havde samme påklædning som de andre, men pludselig kom der en ung fyr over til os og hilste. Hans hoved var glatbarberet i den ene side, mens der lå noget sort, glat hår langs den anden side. 

"Hey L.P.! Fedt du kunne komme, mand." De to drengene gav hurtigt hinanden et par klap på skuldrene, mens de kortvarigt krammede. "Hvem er din veninde?" 

"Det er Ida. Lou mødte hende til en fest igår." 

Jeg smilede en smule akavet, da jeg blev mindet om, hvordan jeg var havnet i selskab med drengene fra Hullet, men blev hurtigt taget godt imod af den fremmede fyr, der stod overfor mig. De to drenge begyndte at snakke om demonstrationen i dag, mens jeg fulgte efter dem gennem det menneskefyldte lokale. Jeg lagde mærke til indretningen, det lignede Hullet utroligt meget; plakater og slagord fyldte væggene, og snakken gik på kryds og tværs. På det store bord kunne jeg se, at der lå en del bannere og skilte, som tydeligvis skulle bruges senere i dag, når demonstrationen gik i gang. Men jeg havde endnu ikke forstået, hvad det var, demonstrationen gik ud på. 

"L.P.?" Jeg prøvede at få kontakt til ham, men jeg blev nødt til at hæve stemmen, for at overdøve al snakken herinde. 

Han vendte sig hurtigt imod mig og kiggede opmærksomt, inden jeg fortsatte.

"Hvad er det demonstrationen går ud på?" 

Han sendte mig et hurtigt smil, inden han pegede hen på en af de ledige sofaer, vi var gået forbi. 

"Hvis du sætter dig dér, så henter jeg lige noget at drikke til os. Så skal jeg nok forklare det." 

Han gik hurtigt ind i et andet rum, hvorefter jeg gjorde som han havde sagt. Det virkede lidt underligt at være her, for jeg følte ikke rigtigt, at jeg hørte til herinde. Men stemningen var høj, jeg kunne fornemme på personerne omkring mig, at de glædede sig til i dag og havde brugt lang tid på at forberede sig. Ud af øjenkrogen spottede jeg fyren fra før, som modtog flere mennesker der trådte ind ad døren, inden han guidede dem rundt til de forskellige aktiviteter indenfor. Der var åbenbart meget deres skulle forberedes til i dag.

Pludselig bemærkede jeg en mørkegrøn flaske blive holdt ind foran mit hoved, inden L.P. dumpede ned på pladsen ved siden af mig.

"Søbogaard?" mumlede jeg for mig selv, da jeg læste navnet på embalagen. 

"Ja, jeg tænkte, at du ikke ville have en øl, eftersom at I jo drak igår." Han smilede drillende til mig. "Desuden drikker vi aldrig inden, eller under, demonstrationer. Og det er en rigtig god økologisk saft!"

Han tog en tår af sin flaske, hvorefter jeg hurtigt tilsluttede mig ham og tog en tår af min egen. 

"Nå, men altså, vi skal ind og demonstrere foran Christiansborg, altså, Folketinget. Der kommer SU-forringelser igen og det er fuldstændig håbløst..." 

Jeg sad og sippede lidt til min saft, mens jeg langsomt nikkede. L.P. må have aflæst mit forvirrede blik, for han tøvede ikke med at åbne munden og snakke videre. 

"Kom nu, Ida! SU... Statens Uddannelsesstøtte? Når man fylder 18 og går på en uddannelse, så får man et vis beløb fra Staten hver måned? Denne gang er det gymnasieeleverne det går ud over..."

"Nå ja, ja, jeg mener bare... Hvad går demonstrationen ud på? Afskaffer de SU'en eller hvad?" spurgte jeg forsigtigt. 

"Nej, de afskaffer den ikke - endnu! Det kan sagtens være, at det er planen i fremtiden... Men så er det også vigtigt, at vi siger fra." 

"Kan du ikke forklare mig hele situationen?" Jeg smilede genert over min uvidenhed, men L.P. nikkede straks og gik igang med at forklare. 

"Der er egentlig ikke så meget at forklare, men for det første så hænger SU'en jo sådan sammen, at jo mere dine forældre tjener, jo mindre penge får du, som elev. Det vil sige, at hvis dine forældre ikke tjener så meget, så får du flere penge; de her penge, som SU'en jo er, skal bruges til at betale for en dyr lommeregner eller en studietur til udlandet - Ting, som man måske ikke ville have råd til at købe, hvis ikke man havde sin SU.

Altså, man kan jo kalde det her beløb, som du får hver måned, for Statens investering i din uddannelse og fremtid. Det er jo planen, at du i fremtiden selv skal tilbagebetale din SU gennem de penge, som du kommer til at betale i SKAT, når du bliver voksen og får et arbejde. Det er også sådan man betaler for SU'en nu; det er dine forældre og alle andre lønmodtagere og arbejdere i Danmark, som finansierer alle de her ting."

Vores samtale blev i et kort sekund afbrudt af et par piger, som kom over og hilste på os. Den ene smilede stort til L.P. og lagde ikke skjul på, at hun syntes, at han var sød. De snakkede sammen i lidt tid, inden den anden pige trak L.P.'s beundre med ind i rummet, som han forsvandt hen i før, da han hentede noget saft til os. Det tog mig et øjeblik at komme i tanke om, hvad vi lige havde siddet og snakket om, før jeg fortsatte samtalen dér hvor vi slap den.

"Men er det ikke også fint nok? Altså, at dem der har rige forældre får færre penge, så dem der ikke kan få så mange penge hjemmefra, kan få flere fra Staten?" mumlede jeg.

"Jo, i teorien lyder det jo fint nok, men problematikken opstår i, at ikke alle rige forældre gider betale for deres børns skoleudgifter. Personligt synes jeg, at hele systemet skulle laves om, så det ikke blev bedømt ud fra dine forældres indtægter, men generelt hvilke forudsætninger du har; hvor langt væk fra skolen du bor, hvilken transport du skal bruge, om dine forældre er skilt, om du har et fritidsarbejde... Alt sådan noget.

Jeg synes det er ærgerligt, at politikerne glemmer, at der er en masse unge elever der fremover bliver 'tabt på gulvet' i de sociale sammenhænge, fordi de pludselig ikke ville kunne have råd til at tage på studietur med resten af klassen, og måske falder bagud rent fagligt, fordi der ikke vil være råd til en lommeregner til matematikundervisningen. Og matematik på gymnasiet er jo meget sværere end i folkeskolen." 

Rynken i L.P.'s pande blev mere og mere tydelig, jo mere han snakkede om SU'en og hele systemet der var bygget op omkring den. På en eller anden måde var det charmerende, at han var så optaget og engageret i politiken, selvom jeg ikke rigtigt havde nogen mening om det - endnu. Hans måde at fortælle og forklare mig om det hele, fik mig hypnotiseret, mens vi tømte vores flasker for de sidste dråber saft. 

"Kammerater! Nu er det tid til at gå! Vi skal have fat i fanen og det store banner, og så går vi ellers derned af. I samlet flok!" 

Den venlige fyr, som havde taget imod os i døren, havde stillet sig på en stol og fået alles opmærksomhed, mens han råbte op. Hurtigt begyndte folk at bevæge sig rundt i lokalet, mens alle tingene fra bordet blev løftet op og taget med udenfor. L.P. fulgte mig ud på gaden igen, hvor der efterhånden var dukket mange unge op, som alle havde hættetrøjer og læderjakker på. Et kampråb blev sunget, mens vi stillede os bag det store sort-røde banner og begyndte at marchere imod Christiansborg. 

"Kan du mærke stemningen?" 

Jeg vendte hovedet mod L.P. som gik smilende ved siden af mig, mens han pegede fremad. 

"Ja, wow..." 

Et par hundrede meter foran os, kunne jeg både se og høre tusindevis af unge mennesker stå i store grupper, mens bannere og slagord hang i luften. Musik fra forskellige musikvogne spillede, mens politiet gik i cirkler rundt om den store sammenslutning af mennesker; stemningen var høj og lagde ikke op til, at folk var utilfredse og sure. 

Med hastige skridt bevægede vi os ind i mængden og stillede os op ved en af statuetterne, hvor nogle andre af de sortklædte unge hang ud. Det store røde og sorte banner blev hængt foran os, mens alle de unge fra Ungdomshuset stillede sig rundt omkring det. Jeg prøvede at læse hvad der stod på banneret, mens L.P. gik over og hilste på nogle han kendte. 

"Libertære Socialister?" 

Jeg troede, jeg mumlede for mig selv, men hurtigt var han tilbage ved min side og bød ind med en forklaring. 

"Ja, i daglig tale kalder vi os bare for LS, mens andre kalder os 'sort blok' på venstrefløjen. Det kan jeg forklare dig om senere, for nu skal du lige hilse på nogle af mine venner." 

Hurtigt blev jeg hevet hen til en mindre gruppe mennesker, som alle smilende hev mig ind i deres samtale om dagens talere; de var tydeligvis fulde af gejst og snakkede ivrigt om optoget der ville komme senere i dag, når demonstrationen var slut. 

side 2 ud af 3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...