Punk'd {One Direction}

Ida vågnede op i en fremmed seng, dagen efter hun havde været til en spontan og hemmelig fest med hendes veninde. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet i sengen, men da hun slog øjnene op, så hun en fremmed, anderledes fyr med piercinger og tatoveringer sidde på værelset.
Hun var vågnet op i Hullet, det anarkistiske punk-kollektiv!
I Hullet bor de fem punkere; Lou, L.P., Niall, Haz og Zayn, som sammen lever et liv præget af socialistiske og anarkistiske standpunkter, mens de kæmper for solidaritet og sammenhold. Først blev Ida chokeret over deres udseende, men endte med at lære et helt nyt livssyn at kende... Følg med hende på en guidet tur gennem punkernes univers og hvad det vil sige at være anarkist!

41Likes
37Kommentarer
2191Visninger
AA

5. Kapitel 2 - L.P. (1/3)

Temaer:

- Ungdomshusets historie
- Demo: SU-forringelser
- Libertære Socialister og Che Guevara

_______________________________________________________________________

Døren bag mig blev lukket, efter jeg havde taget mine ting og sagt farvel til Lou, som stadig sad på sit værelse. Stuen var nu tom, eftersom at alle drengene var gået ind på deres værelser efter morgenmaden; kun L.P. og jeg var på vej ud af døren.

"Hvor skal vi hen? Og hvad er det helt præcist vi skal?" spurgte jeg, mens jeg tog mine sko på.

"Vi skal til demonstration foran Christiansborg, men først skal vi i Ungeren." 

L.P. åbnede smilende hoveddøren, inden vi trådte ud i solskinnet udenfor. Det var dejligt vejr i dag, men jeg havde ikke regnet med at bruge min dag med tømmermænd på at hænge ud med fremmede fyre, og slet ikke nogle punkere. L.P. smuttede hurtigt om bag husets facade og fandt en gammel cykel frem fra baghaven. Jeg stod lidt og stirrede på cyklen, inden han satte sig op og kørte frem imod mig.

"Hop op, så kører jeg os ned til stationen." Han hentydede til bagagebæret. 

I stedet for at sige ham imod og påpege hvor farligt - og ulovligt - det er, satte jeg mig til rette på det spinkle metal, inden han kørte os ud af deres indkørsel. Jeg kunne slet ikke huske, at have gået her i nat, da Lou og jeg var smuttet herhjem efter festen, men jeg nød cykelturen med L.P. Vi kørte op ad nogle lange villaveje, mens han begyndte at tale til mig. 

"Så, har du nogensinde været i Ungeren?"

"Jeg ved ikke engang hvad det er." Indrømmede jeg. 

Jeg holdt godt fast om livet på ham, mens han drejede op ad nogle stier og fortsatte i et rask tempo. Igennem hans store, sorte hættetrøje kunne jeg mærke, at han smålo over min kommentar.

"Det er også bare et kælenavn for Ungdomshuset. Det ved du godt hvad er, ikk'?" 

Mens jeg tænkte over hvad han lige havde sagt, kunne jeg se at vi nærmede os togstationen; jeg hoppede forsigtigt af cyklen, så han kunne parkere den. 

"Du ved, Ungdomshuset, kæmpe demonstrationer tilbage i 2007? Der hvor de fleste unge punkere og anarkister hænger ud inde i København?" Han blinkede til mig, inden vi begyndte at gå op mod perronen. 

"Nå, nej, beklager... Jeg har ikke fulgt så meget med." sagde jeg forsigtigt. 

På informationsskærmene stod der, at toget mod Nørreport ville komme indenfor få minutter.

"Det er okay, jeg skal nok forklare dig det, når vi sætter os ind i toget." smålo han.

Imellemtiden kom toget kørende og holdt ind på perronen, hvorefter vi hurtigt smuttede ind og fandt en plads overfor hinanden. L.P.'s hårde ydre stod i stor kontrast til det lyse tog, mens toget begyndte at køre væk fra stationen og mod hovedstaden. 

"Altså, for det første er det ikke Ungdomshuset på Jagtvej 69 vi skal ind til i dag, for det er jo blevet revet ned..." sukkede han dybt. "Men vi skal i stedet ind på Dortheavej 61, hvor det nye ligger." 

"Det nye? Hvorfor blev det gamle revet ned?" 

I et kort sekund stirrede han bare på mig, som om jeg kom fra en anden planet, men jeg smilede undskyldende over mit spørgsmål. Efter at have taget sig til panden, besluttede han sig alligevel for at give mig hele historien.

"Har du levet under en sten? Ej, undskyld..." Han smågrinte, inden han fortsatte. "Heldigvis tager det lidt tid at komme derind, for så kan jeg fortælle dig historien imens. Du ved ingenting om Ungeren, vel?" 

Jeg rystede let på hovedet, hvilket fik ham til at sukke dybt igen.

"Fint, så starter jeg bare fra begyndelsen... 

Det startede egentlig tilbage i 1897, hvor selve bygningen på Jagtvej blev indviet som Folkets Hus. Dengang var det Arbejderbevægelsen, der fik huset stillet til rådighed som et forsamlingshus. Helt frem til 1950'erne lejede de sig ind i bygningen og benyttede lokalerne til at holde møder og foredrag, men i 1956 konstaterede man, at huset var for slidt og derfor skulle de have et nyt hus. Derfor "flyttede Arbejderbevægelsen ud" og fik en anden bygning til at bruge som Folkets Hus - Faktisk de bygninger, som spillestedet Vega bruger i dag. 

Fra omkring 1960'erne stod det gamle Folkets Hus på Jagtvej tomt, fordi Arbejderbevægelsen jo ikke brugte det mere. Imidlertid var der mange foreninger der ville købe huset, men det var aftenskolen Tingluti der endte med at købe huset i 1978 - selvom de endte med kun at bruge huset i et par år.

I 1982 fik BZ-brigaden så lov af Københavns Kommune til at benytte huset, fordi huset jo bare stod tomt og ikke blev brugt. Men for at det formelle skulle gå op, sørgede kommunen for at købe huset af Tingluti, som på daværende tidspunkt stadig ejede huset, så de kunne overdrage retten til huset til BZ'erne. 

Med tiden udviklede huset sig til et Ungdomshus og forsamlingshus, og med tiden forsvandt BZ'erne, så til sidst var der ikke særligt mange politiske arrangementer tilbage; mest koncerter og alt sådan noget. Dengang fandtes der også et andet spillested kaldet Saltlageret, som dyrkede undergrunds- og punkmusik, men da det blev revet ned i 1987, blev Ungdomshuset byens nye centrum for alternativ musik og punkkultur. Det var også i begyndelsen af 1990'erne at den autonome bevægelse begyndte at træde til og formede derefter stemningen i huset, og senere hen fik huset kælenavnet "Ungeren".

Desværre led Ungeren under en brand i '96 og der begyndte at gå råd og svamp i selve bygningens trækonstruktion, hvilket fik kommunen til at træffe den beslutning, at det var nemmere at lukke huset, end at installere centralvarme og renovere huset; det var jo allerede omkring 100 år gammelt på det tidspunkt. Men husets brugere valgte at tage sagen i egen hånd og begyndte herefter at reparere alle skaderne, så de kunne få lov til at beholde det - Men kommunen havde andre tanker, fordi de stadig syntes, at huset var ubeboeligt..."

L.P. tog en dyb indånding og kiggede på mig; jeg var helt opslugt af hans fortælling, selvom jeg kæmpede lidt med at huske alle de årstal han lige havde nævnt. 

"Og hvad skete der så?" 

Mit spørgsmål var ivrigt, fordi jeg var imponeret over hvor meget han faktisk vidste om Ungdomshusets historie. Jeg smilede forlegent over min opførsel, for i virkeligheden mindede jeg nok mest om en lille pige, som sad og hørte min onkel fortælle røverhistorier. L.P. smilede bare og virkede glad for min interesse, inden han fortsatte. 

"Jamen, som sagt, så havde kommunen andre tanker med hvad der skulle ske med huset, så de fik husets repræsentanter til at skrive under på en aftale om, at kommunen havde ret til at opsige deres ret til at bruge huset på tre måneders varsel.

I 1999 blev det første skridt mod opløsningen af Ungdomshuset så taget, da Københavns Kommune valgte at sætte huset til salg til den højest bydende. Det var derefter, at husets brugere valgte at hænge et kæmpe banner udenpå huset, hvor der stod noget i stil med: 'Til salg sammen med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra Helvede'. Og det var kun begyndelsen på den krig der opstod...

Der gik over et år, før der overhovedet var nogen købere der meldte sig, for der var jo ingen der ville blande sig i de autonomes strid med kommunen. Men i slutningen af 2000 kom et ukendt aktieselskab med et bud på huset, som kommunen accepterede, fordi der ikke var andre der ville købe det. Som jeg også nævnte før, så er der en masse formelle ting der skal gå op, når man sælger huse og skal skifte ejer og sådan nogle ting, så der var et punkt i salgsaftalen der gjorde, at aktieselskabet ikke kunne videresælge huset, uden at kommunen havde førsteret til at købe det tilbage, inden det ville blive solgt videre...

MEN!"

L.P.s pegefinger hang i luften, da han stoppede brat op og holdt øjenkontakten med mig. 

"Jeg troede ikke jeg skulle sige det her, men for fanden hvor er jeg ked af, at kommunen ikke havde mere styr på den salgsaftale, for den dér regel sagde ikke noget om, at aktieselskabet ikke måtte skifte ejer. Det betød nemlig, at da den kristne sekt Faderhuset i 2001 købte aktieselskabet, så købte de også retten til Ungdomshuset - Det havde kommunen ikke forudset, så da formanden for Faderhuset, Ruth Evensen, meddelte, at de ville indrette Ungdomshuset som et kristent ungdomshus, opsagde de kort efter brugsretten for husets brugere med de tre måneders varsel, som kommunen i starten havde lavet en aftale med BZ'erne om. 

Herefter blev det gamle Ungdomshus' beboere og brugere jo mega sure, for lige pludselig var der nogen der havde smidt dem ud af deres elskede forsamlingshus, så de prøvede at gøre alt for at holde Faderhuset væk. Men i 2003 besluttede Faderhuset så at gå i retten med det hele, for at få en offentlig erklæring på, at det altså var dem, og ikke de autonome, der ejede ejendoms- og brugsretten til Ungdomshuset. I starten af 2004 afgjorde retten så, at Faderhuset havde ret til huset, men de autonome valgte at anke dommen og nægtede stadig at flytte ud. 

Herefter gik Faderhuset og de autonome en lang strid i møde, da de fra 2004 til 2006 blev hevet ind og ud af de forskellige retssale i Danmark - både byretten og landsretten, alt imens at der var mange voldelige demonstrationer i Københavns gader... Over 200 demonstrationer blev anholdt og sigtet for vold mod tjenestemænd i aktion - Altså, sigtet for vold mod politibetjente."

Jeg sad lidt og tænkte det hele igennem, for L.P. havde godt nok meget styr på det; jeg kunne knap nok huske hvad Ungdomshuset blev brugt til i starten. Da jeg kiggede op fra mine små hænder, blev jeg mødt af et par flotte brune øjne, som blev ved med at kigge på mig. L.P. sendte mig et lille smil.

"Vil du høre resten?" 

Jeg nikkede glad og satte mig til rette igen, mens jeg lagde mærke til hvor langt vi var kørt allerede. Vi var snart på Nørreport station. 

"Der er ikke så meget historie tilbage egentlig, jeg vil bare lige tilføje nogle sidste detaljer.

For det første, så begyndte brugerne af de gamle Ungdomshus straks at undersøge mulighederne, for at søge fonde og få folk til at smide penge i en kasse, så de kunne købe huset tilbage. Men Faderhuset afviste alle bud de fik, også selvom det højeste bud var over 13 millioner kroner - Da de afslog buddet, understregede de, at de under ingen omstændigheder var interesserede i at sælge huset. 

Til sidst besluttede de så, at de ville rive huset ned, fordi de ikke kunne bruge det selv, fordi der simpelthen var for mange demonstrationer og ballade omkring det hele - Men at rive et historisk kulturhus ned, gør sagen endnu værre! 

Derfor kæmpede vi meget med at prøve, at holde politiet væk, så vi kunne beskytte vores elskede hus på Jagtvej 69... Men den 1. marts 2007 klokken tidligt om morgenen blev grunden afspærret og politiet begyndte at rydde og nedrive Ungdomshuset. Det var en meget kold og trist dag, kan jeg huske..." 

Hans blik blev fjernt, da han kiggede drømmende ud af vinduet. Han så egentlig ikke ud til at være ked af det, men det var som om at der var ild i hans øjne; hans styrke og kærlighed til Ungdomshuset skinnede igennem ham, mens han sad og stolt fortalte om baggrundshistorien bag et hus, vis konflikt jeg slet ikke kendte til. Der gik lidt tid, hvor vi ikke rigtigt sagde noget, men pludselig kørte toget gennem Københavns Hovedbanegård og så vidste vi, at vi skulle af om få minutter. 

side 1 ud af 3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...