Punk'd {One Direction}

Ida vågnede op i en fremmed seng, dagen efter hun havde været til en spontan og hemmelig fest med hendes veninde. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet i sengen, men da hun slog øjnene op, så hun en fremmed, anderledes fyr med piercinger og tatoveringer sidde på værelset.
Hun var vågnet op i Hullet, det anarkistiske punk-kollektiv!
I Hullet bor de fem punkere; Lou, L.P., Niall, Haz og Zayn, som sammen lever et liv præget af socialistiske og anarkistiske standpunkter, mens de kæmper for solidaritet og sammenhold. Først blev Ida chokeret over deres udseende, men endte med at lære et helt nyt livssyn at kende... Følg med hende på en guidet tur gennem punkernes univers og hvad det vil sige at være anarkist!

41Likes
37Kommentarer
2163Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Lou (2/3)

Temaer:

- Punkens historie
- Anarkisme
- LGBT-rettigheder

_______________________________________________________________________

Jeg nikkede langsomt, mens Lou talte færdigt. Han var god til at give eksempler og forklare mig det hele, hvilket kun gjorde mig mere nysgerrig. Hver gang han fortalte noget, nævnte han et nyt ord, som jeg ikke vidste hvad betød; jeg lagde hovedet på skrå og studerede ham på tværs af bordet. Han sendte mig et smil og tog en tår af hans juice, inden jeg igen stillede et spørgsmål. Nu hvor han var gået igang med den helt store fortælling, kunne jeg ligeså godt stille af de spørgsmål der dukkede op hen ad vejen. 

"Hvad er anarkisme?"

"Ja, Lou, forklar det lige." smilede L.P. drillende til Lou, som han blidt puffede i siden. Der var ingen tvivl om, at L.P. selv kendte svaret, men det lod til, at vi alle nød Lous fortælling.

"Okay, hvorfor har du ikke lært om det her i skolen? Det er jo livsnødvendigt! Men skolerne er jo også underlagt staten og dets uddannelsessystem, tsk..." fnøs Lou fornærmet. Han tog en dyb indånding og forsatte.

"Jamen, anarkisme er både et livssyn og en politisk overbevisning. Først og fremmest betyder anarki 'ingen leder' og stammer fra det græske ord 'anarkhia', og anarkisme går egentlig ud på lige præcis hvad det betyder. Vi anarkister tror på, at mennesket fra naturens side er skabt solide og fornuftige, og på den måde sagtens kan administrere og organisere et godt samfund uden ulighed, krig og ødelæggelser, hvis bare staten gad forsvinde. Anarkisme anerkender ikke en stat som et velfungerende styresystem, da det bare er en ledelse af dem der i teorien 'ved bedre' end folket og på den måde bliver staten magtfulde og kan undertrygge folket. 

Altså, nu skal det heller ikke lyde som om, at vi slet ikke går ind for at der skal være nogle regler eller folk til at bestemme noget som helst; vi mener faktisk bare, at vi allesammen skal være med til at bestemme. Men der er jo mange former for anarkisme, blandt andet anarkistisk feminisme, markedsanarkisme, grøn anarkisme, syndikalisme, kristen anarkisme... Men vi er kollektivistiske anarkister!"

Jeg sad i et kort sekund og stirrede intenst på Lou, da han stoppede. På en måde virkede det om om, at han håbede, at jeg vidste hvad dét betød, men endnu engang måtte jeg smile undskyldende. Han sukkede, mens han let rystede på hovedet, inden han gav sig til at fortælle videre.

"Vi synes at det er en dårlig idé at alle beslutninger vedrørende samfundet bliver truffet af politikerne i Folketinget, når de kunne blive truffet ude i hele landet, hvor alle dem, der bliver påvirket af beslutninger, bor. På den måde sørger man for, at hvert lokalsamfund, eller hver tilslutning af mennesker, får mulighed for at blive hørt, hvilket er meget vigtigt for os i et velfungerende samfund. Magten skal komme nede fra folket og op, magten skal ikke komme fra toppen og ned, for så bliver der hurtigt skabt en ulighed i form af en topstyret elite.

Et eksempel på politikernes indflydelse kunne være, at de jo arbejder inde i Folketinget på Christiansborg, som ligger i midten af København, og selvfølgelig kan de jo ikke have styr på alle situationerne rundt omkring i Danmark. Det kunne være, at de syntes, at skolebusserne skulle afskaffes, fordi der ikke rigtigt er behov for det i store byer og så bruge pengene på noget andet. Men så glemmer de at tænke på alle dem, der bor i små byer og udenfor de store byer, som er afhængige af skolebusserne for at komme i skole. Sådanne problemer ville man undgå, hvis man havde nogle små udvalg og råd ude i alle byerne, så man allesammen kunne være med til at bestemme hvad der skulle bruges penge på i samfundet. Den her form for styresystem kalder man en decentralisering.

Desuden mener vi også, at et menneskeværdigt samfund kun kan opbygges af frivillighed, så man ikke undertrykker eller tvinger nogen at være med til noget, som de ikke har lyst til. Så kan man jo selv sige 'ja tak' hvis man gerne vil være med i samfundet, eller 'nej tak' hvis man hellere vil lave sit eget samfund med nogle andre der har det ligesom dig." 

Hans forklaring lød egentlig meget fin, men jeg kom straks til at tænke tilbage på vores nuværende samfundsordning. 

"Men Lou, har vi ikke allerede en form for decentralisering? Jeg mener, vi har jo kommuner og sådan, dér sidder der jo også byrådspolitikere og bestemmer over hvert enkelt lokalsamfund?"

Min spørgsmål hang kun kort tid i luften, før han gav sig til at forklare igen.

"Jo, men som du selv sagde, så er det politikerne der bestemmer. Det er hvad man kalder repræsentativt demokrati, altså, når man vælger nogen der repræsenterer de samme holdninger som du selv har. Men vi går ind for direkte demokrati, fordi vi synes at politikerne har en tendens til at blive for magtliderlige og på den måde gør de mere skade end gavn, da de ofte misbruger deres magt og ikke overholder alle de løfter, som de giver, før et valg.

Direkte demokrati fungerer på en måde ligesom når der er folkeafstemninger, sagt med andre ord: når magten er hos folket. Ved at man har politikere til at varetage og træffe disse beslutninger, er man ikke sikker på, at alle borgere i samfundet bliver repræsenteret. Derfor virker det mere logisk for os kollektivistiske anarkister, hvis alle bliver spurgt direkte om deres mening, før der bliver truffet en beslutning, som vedrører os allesammen." 

Endnu engang sad jeg og tænkte over hans svar, men efter lidt tids stilhed, nikkede jeg og drak det sidste af min juice. Drengene omkring bordet kiggede forventningsfuldt på mig, hvilket fik mig til at tale igen.

"Jo tak, jeg tror jeg har forstået det nu."

Vi begyndte ligeså stille at rydde bordet, mens snakken livligt gik på andre emner end min spørgerunde. Jeg følte mig godt tilpas efter at have spist´, hvilket fik mig til at rejse mig fra den behagelige sofa og bevæge mig ind på Lous værelse igen; jeg skulle finde mine ting, så jeg kunne komme hjemad. Niall sad stadig i sofaen, mens Haz og L.P. gik igang med opvasken; det havde været rigtig hyggeligt og meget interessant at spise morgenmad sammen med drengene. 

side 2 ud af 3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...