Punk'd {One Direction}

Ida vågnede op i en fremmed seng, dagen efter hun havde været til en spontan og hemmelig fest med hendes veninde. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet i sengen, men da hun slog øjnene op, så hun en fremmed, anderledes fyr med piercinger og tatoveringer sidde på værelset.
Hun var vågnet op i Hullet, det anarkistiske punk-kollektiv!
I Hullet bor de fem punkere; Lou, L.P., Niall, Haz og Zayn, som sammen lever et liv præget af socialistiske og anarkistiske standpunkter, mens de kæmper for solidaritet og sammenhold. Først blev Ida chokeret over deres udseende, men endte med at lære et helt nyt livssyn at kende... Følg med hende på en guidet tur gennem punkernes univers og hvad det vil sige at være anarkist!

41Likes
37Kommentarer
2186Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Lou (1/3)

Temaer:

- Punkens historie
- Anarkisme
- LGBT-rettigheder

_______________________________________________________________________

Jeg vågnede langsomt og gabte højlydt. Mit hoved dunkede lidt, hvilket ikke kom bag på mig; aftenens fest havde budt på meget alkohol. Normalt plejede jeg ikke at drikke meget, men denne gang havde min veninde hevet mig med til en spontan og hemmelig fest, som jeg ærlig talt ikke kunne huske meget fra. Mine øjne begyndte at flakke i et ynkeligt forsøg på at slå dem op, men jeg besluttede mig for at hive dynen op over hovedet i stedet for. Men så slog det mig: det var ikke min egen dyne.

Hurtigt hev jeg dynen ned igen og satte mig forfærdet op i den fremmede seng, som jeg ikke kunne huske, jeg var havnet i. Mit tunge og nu forvirrede hoved begyndte langsomt at studere væggene ved siden af mig, som var dækket af alskens musikplakater med gamle bands og slagord. Tapetet under de mørke plakater var revnet og begyndt at krakelere; kommoden for enden af sengen stod halvt åbent og beskidt tøj flød på gulvet. Her lugtede surt, eller var det bare mig selv? Solens stråler skinnede ind på værelset, men pludselig bemærkede jeg en tåge som spredte sig langsomt i rummet, hvilket fik min opmærksomhed. Jeg fulgte røgskyen med sammenknebne øjne, som hurtigt blev opspilede over min opdagelse. Jeg var ikke alene på det fremmede værelse.

”Hej,” smilede fyren, som sad i vindueskarmen bag mig. ”Har du sovet godt?”

Han tog endnu et hiv af sin cigaret og fnes en smule, da jeg hurtigt hev dynen op omkring mig. Jeg kunne ikke genkende ham og vidste ikke hvem han var, hvilket gjorde mig utryg til tanken om, at jeg åbenbart havde sovet i hans seng, mens jeg havde været fuld. Hvad havde jeg lavet i går? Spørgsmålene blev mange, især fordi jeg aldrig havde forestillet mig at ende sammen med en fyr som ham. De få totter hår, der stak ud under hans store hue, så rodede ud og hans piercing i underlæben skinnede i sollyset. Hans krøllede t-shirt så ikke specielt ren ud og han havde forskellige sokker på. Faktisk så han en smule usoigneret ud; han trængte virkelig til et bad - ligesom mig selv. De mange armbånd på begge hans håndled stjal min opmærksomhed, men jeg vendte hurtigt tilbage til hans spørgsmål, da han fangede mit blik med sine lysende øjne.

”Ø-Øh, ja, tak.” svarede jeg genert. ”Hvor er jeg?”

Jeg betragtede ham, mens han tog det sidste hvæs af sin smøg og kastede den ud af vinduet, inden han hoppede ned fra vindueskarmen. Han satte sig let på den ødelagte kontorstol, som stod ved skrivebordet, inden han smilede og begyndte at snakke igen.

”Du kan ikke huske så meget fra i går, hva’?”

Rødmen steg op i mine kinder, mens jeg flovt rystede på hovedet.

”Det er også okay, du var for stiv til at lave noget anyway. Jeg tog dig herhjem, fordi du lagde an på mig til festen, men vi endte aldrig med at… du ved.” Han sendte mig et par løftede øjenbryn, hvilket fik mig til at smile forlegent.

”Du faldt faktisk bare i søvn lige dér.” smålo han og pegede på sengen, som jeg stadig sad i.

Der gik et øjeblik hvor jeg prøvede at huske så meget fra i går som jeg kunne, men det var som om jeg havde fået et black-out efter de sidste tequila shots, vi havde drukket. Jeg var i hvert fald overhovedet ikke klar over, at jeg havde lagt an på en fyr, og så sådan en fyr som ham. Hvad var det overhovedet han hed? Det virkede akavet og pinligt at spørge, for jeg havde virkelig ingen anelse om hvordan jeg var kommet herhen; jeg vidste ikke engang hvor jeg var i forhold til mit hjem. Dog blev jeg afbrudt i min undren, da han rejste sig fra stolen og bevægede sig mod døren.

”Kom, lad os gå ud til de andre, der er snart morgenmad.”

I et øjeblik sad jeg og undrede mig over hvem ’de andre’ var, men jeg opgav at tænke længere over det, for sagen var jo, at jeg heller ingenting vidste om min såkaldte ”scoring” fra i går aftes. Sløvt fik jeg trådt ud af sengen og mod døren, hvor fyren med piercingen i læben stod smilende og ventede. Inden vi trådte ind i det næste rum, hørte jeg ham hviske til mig.

”Hvad var det nu du hed?”

”Ida.” smilede jeg. Heldigvis var jeg ikke den eneste, der var glemsom. ”Og dig?”

Overrasket over mit spørgsmål, smilede han hurtigt til mig, inden han bukkede sig ned igen og hviskede i mit øre endnu engang.

”Lou.”

***

Da jeg trådte ind i rummet på den anden side af døren, bemærkede jeg straks sofagruppen om et lille sofabord, der var overdækket med aviser og andre papirartikler. Der sad to drenge henslængt i hver sofa, som begge vendte sig rundt, da vi trådte nærmere. Der var ingen tvivl om, at drengene fulgte samme stil som Lou; piercinger, tatoveringer og sjusket påklædning. På trods af deres iøjnefaldende og anderledes ydre, så smilede de alligevel venligt til mig og inviterede mig til at sidde sammen med dem.

”Hey, hvor kom du fra?” spurgte den krølhårede fyr nysgerrigt med et smil; jeg havde sat mig ved siden af ham.

”Jeg hedder Ida, jeg mødte åbenbart Lou til en fest igår.” smilede jeg høfligt igen, fordi jeg forinden selv lige havde fundet ud af det.

”Cool. Jeg bliver kaldt Haz.” Hans smilehuller blev tydelige, da han svarede mig. ”Og det er L.P.”

Haz pegede på fyren, som sad overfor os i den anden sofa. Han sad og læste i en avis, som skærmede ham fuldstændig af fra vores samtale; umiddelbart lod det ikke til, at han ville forstyrres. Men blot som han hørte hans navn blive nævnt, sænkede han avisen og smilede til mig. Sammenlignet med Haz, så havde han ikke særligt meget hår på hovedet og hvis ikke det var fordi han smilede, ville han nok se skræmmende ud.

”Åh, undskyld, jeg blev bare opslugt af en artikel.” undskyldte han og stak hånden frem.

Tøvende tog jeg i mod den og gav ham et forsigtigt håndtryk; han havde en sort fingerløs vante på og hans fingernegle var malet sorte. Det virkede underligt, for normalt var det kun pigerne i min vennekreds der gik med neglelak. Et sekund efter forsvandt min tanke igen, da han trak hånden til sig og læste videre. Mine tømmermænd prægede stadig mit hoved, hvilket gjorde mig fjern og fik mig til at studere rummet jeg nu befandt mig i.

Væggene var ligesom på Lous værelse; plakater der hang skævt, krakeleret tapet og en masse fængende slagord spraymalet hist og pist. Jeg havde aldrig set noget lignende; ingen af møblerne passede sammen, alting så ud som om det var 30-40 år for gammelt til vores tid. Pludselig kom Lou tilbage til stuen, men drejede ind i det der måtte være køkkenet, hvor han begyndte at snakke til nogen. Jeg havde ikke bemærket det før nu, men her duftede dejligt af madlavning, hvilket fik min mave til at lave sulte lyde. Det var en smule pinligt, men jeg måtte indrømme, at jeg var meget sulten og det duftede rigtig godt. Der kom en svag lyd af småsnak ude fra køkkenet, mens man kunne høre at der blev åbnet og lukket køkkenskabe. Haz, som stadig sad ved siden af mig, gav mig et chok, da han begyndte at råbe.

”Niall, er du snart færdig? Vi er sultne!”

Han skævede til mig og smilede igen, mens vi lyttede efter et svar, der ikke kom; lyden af småsnak i køkkenet fortsatte. Lou stak dog hurtigt hovedet ud af køkkenet og rakte tunge, hvilket kun fik Haz til at sukke dybt og lægge hovedet tilbage i sofaen. Hvem var Niall? Der gik ikke længe før Lou kom smilende ind i stuen med tallerkener, som han stillede på sofabordet; Haz hjalp ham hurtigt med at fordele tallerkenerne rundt. Uden tøven blev der placeret én foran mig, selvom jeg ikke havde tænkt på at spise med; men jeg sagde ikke noget, for jeg var alt for sulten til at sige nej. Lyden af tallerkener på bordet fik L.P. til at folde avisen sammen og lægge den på stolen ved siden af ham, mens de andre bar fade og store tallerkner ind med forskellig mad; en lyshåret fyr kom ind til sidst og satte sig ved siden af os andre i sofaerne. Han havde nogle synlige tatoveringer på hans overame og enkelte piercinger som de andre, men høfligheden var den samme; han smilede og hilste hurtigt på mig, inden han forvirret kiggede rundt på de andre.

”Hvor er Zayn?”

”Han sover stadig, han havde en lang nat.” blinkede Lou som svar.

I stedet for at spørge yderligere ind til det, trak Niall blot på skuldrene og præsenterede maden. Det var intet jeg havde smagt før, men i stedet for at holde mig tilbage, sagde jeg glædeligt ja tak til hver af de forskellige retter jeg fik tilbudt. Der gik ikke længe før de fire drenge begyndte at snakke sammen på kryds og tværs af bordet, hvilket skabte en hyggelig stemning. Mens vi spiste, kom jeg i tanke om flere og flere spørgsmål, som hobede sig op i mig. For det første var det første gang, jeg var taget med en fremmed fyr hjem og det var første gang jeg var vågnet op et sted, som jeg ikke kendte. Og så endda et sted som det her. Jeg prøvede at samle spørgsmålene, så det ikke virkede for forvirrende.

”Bor I alle sammen her?” spurgte jeg forsigtigt.

Pludselig blev der stilhed og drengene kiggede forvirret på mig, hvorefter Lou hurtigt svarede.

”Ja?” Han løftede øjenbrynet og fortsatte med at spise.

Det virkede som om jeg havde stillet et dumt spørgsmål, men for mig virkede det altså ikke normalt, at nogle unge fyr som dem, boede sammen. Og hvor var deres forældre overhovedet? Ét spørgsmål af gangen.

”Hvad er det her for et sted?”

Der gik et øjeblik, før drengene havde spist op én efter én og endnu engang svarede Lou på mit spørgsmål.

”Har du aldrig været i et kollektiv før?” Han kiggede overrasket på mig, mens jeg genert rystede på hovedet.

”Jamen, velkommen til Hullet.” brød L.P. ind. ”Det fedeste punk-kollektiv, der findes.”

Jeg smilede bare over hans velkomst, men egentlig vidste jeg ikke hvad et kollektiv var. I stedet for at stille endnu et spørgsmål, sad jeg bare og prikkede til resterne af min mad, som stadig lå på tallerkenen. Selvom det smagte rigtig godt, kunne jeg ikke spise mere. Forvirringen over det her sted og de drenge, som sad overfor mig, virkede som en uoverskuelig blanding med de tømmermænd der blev ved med at presse på. Jeg løftede mit svage blik og studerede Lou, som havde sat sig overfor mig, hvorefter mine tanker begyndte at cirkulere videre. Hvad var punk overhovedet? Var det sådan de så ud?

”Forklar mig hvad det er.” mumlede jeg stille.

Pludselig var deres blikke rettet mod mig og Lou holdt op med at snakke med de andre, for at høre mit spørgsmål endnu engang. Han havde bedt mig uddybe, eftersom at han havde tabt tråden i den anden samtale, som han lige havde haft med de andre. Dog formede hans læber sig i et smil, hvilket fik hans piercing til at bevæge sig, inden han begyndte at fortælle.

”Det er en meget lang forklaring, men hvis du har tid, så kan vi da forsøge…” Han lænede sig tilbage og strakte sine arme.

De andre drenge havde, ligesom mig, satte sig til rette, som om vi ventede i spænding på en eventyrsfortælling.

”For det første er et kollektiv en form for bofællesskab, hvor man er nogle stykker, som beslutter sig for at bo sammen. Der er en masse forskellige slags kollektiv, men som L.P. så fint sagde før, så er vi et punk-kollektiv. Det er vi, fordi vi vil gøre op med systemets idealisering af hvad en kernefamilie er, så derfor har vi valgt at bo sammen. Vi kommer fra meget forskellige familier og baggrunde, men har alle dét tilfælles, at vi gerne vil bidrage til en fælles hverdag, hvor alle har det godt.

Men udover dét, så betyder Hullet meget mere for os end som så… Det er vores måde at gøre op med det kapitalistiske samfundssystem, som tvinger os i isolation og individualisme. Vi tror på, at vi står stærkere sammen, hvor alle bidrager lige meget og alle hjælper til, for at styrke fællesskabet. Vi har for eksempel vores egen køkkenhave, hvor vi gror lækre grøntsager, i stedet for at gå ned i supermarkedet og smide en masse penge i den kapitalistiske statskasse og derved styrke op omkring de multinationale virksomheder, som tjener penge på forsvarsløse arbejdere. Desuden er der et kæmpe madspil...

Og her i Hullet hjælper vi alle til, der hvor vi kan, og danner sammen en kollektiv ledelse, hvor vi alle aktivt deltager i beboer-demokratiet der følger med, ved at bo i et kollektiv som det her.”

De andre nikkede og erklærede sig enige i hans mange ord, mens jeg bare sad og prøvede at sluge al informationen jeg lige havde fået. Der var mange ord og ting som jeg ikke helt forstod, men det kunne være, at jeg kunne spørge mere ind til det hele og derved få flere svar. Det virkede ellers meget hyggeligt, bare at bo sammen med nogen der har det på samme måde, som man selv har det, men hvorfor er det egentlig et punk-kollektiv? De lignede alle sammen min stereotype fordom om hvad punkere var, men jeg har egentlig ikke helt forstået, hvad punk gik ud på.

”Hvad er punk overhovedet? Altså, siden I har et punk-kollektiv…”

Spørgsmålet forlod naturligt mine læber, fordi stemningen omkring sofabordet var ret afslappet. Det virkede som om, de syntes det var hyggeligt at svare på mine spørgsmål; der var i hvert fald ikke latter, hver gang jeg stillede et nyt. Det var spændende at høre Lou fortælle, for han havde godt nok styr på de forskellige begreber; en viden, som jeg også gerne ville have.

”Jeg er glad for at du spørger, for der er utroligt mange, som bare tror, at punk er en tøjstil. Altså, du ved, nitter, sort neglelak, læderjakker, hanekam, tatoveringer og piercinger…” Han smilede og kiggede rundt på de andre drenge. De lignede fordommen, han lige havde remset op. Pinligt, for det var lige præcis sådan jeg forstillede mig, at punkere så ud.

”… Altså, punk var på en måde en oprørsbevægelse, der startede i midten af 1970’erne og start 1980’erne i England. Dengang var der meget klasseopdeling i samfundet, hvor man skulle være rig og konservativ, for at have en god status. Og med god status mener jeg: adgang til gode uddannelser, forsikringer og job, altså, alle de ting der giver dig muligheden for at have et godt liv og en lys fremtid.

Jeg forestiller mig, at der var en gruppe unge fra arbejderklassen, som besluttede sig for at gøre op med samfundets pæne system, ved at gøre oprør. Det gjorde man ved at skrive samfundskritiske sange og råbe op, demonstrere og tage afstand fra de konservative idealer om at gå i uniformer og passe ind, når man allermest havde lyst til at udtrykke sig og være sig selv. På den måde blev punken ligesom også en anti-autoritær bevægelse mod politiet og enhver form for autoritet eller magthaver, som forsøgte at kontrollere, hvordan man skulle leve sit liv.

Et eksempel på en autoritet kunne være en skolelærer, og fordi man i England skal gå i skoleuniformer. Det er en måde at undertrygge individet, fordi man bliver tvunget ned i en boks og på den måde havde man ikke mulighed for, at udtrykke og ligne sig selv. Derfor handlede det om at se så anderledes ud som muligt og kæmpe for frihed, uden nogen form for autoriteter til at bestemme over dig. På den måde endte punk med at blive mere og mere anarkistisk.” 

side 1 ud af 3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...