De fire ryttere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2013
  • Opdateret: 12 sep. 2013
  • Status: Igang
Der findes 4 soldater, som vil komme når jorden går under.

Vrede,
Sygdom,
hunger,
Død.

Disse er djævels stærkeste våben. De vil ride ud i natten på deres heste, og sprede deres ondskab blandt mennesker. De vil jage, de vil smile som deres våben rammer os. De vil slå ihjel.

"When the seven seals are broken, four horsemen shall ride forth to punish the wicked, be they sons of man, Lords of heaven, or the Dregs of hell..."

Dette er til Lynkonkurrencen, og er skrevet til billede 1.

0Likes
0Kommentarer
328Visninger

1. Dagen før...

Det var en kold efterårsdag, bladene faldt tungt til jorden, og alt virkede stille. Sådan husker jeg det ihvertfald. Ingen fugle sang, ingen vind pustede liv i træerne. Ingenting. Kun mine hæles klikken mod de hvide sten, som jeg gik der, på vej ned for at give min søn nogle blomster. Jeg var træt. Det var kun en måned siden han døde. Ingen ved hvordan, eller hvorfor. Det var... Som om nogen var kommet og taget ham med sig. Begravelsen var smuk. Alle hans venner, og familien var dukket op for at sige et sidste farvel. Alle undtagen én. Hans far.

Jeg lagde blomsterne ved siden af gravstenen, og kørte stille mine fingre henover stenen. Det var blank marmor, med en lille fugl der kiggede ned, på toppen. Jeg smilede, rejste mig op, og stod et kort øjeblik og sundede mig. Jeg skulle til at gå, da jeg hørte det. Hove. Som om nogen red ned langs stien jeg lige var kommet fra. Jeg kiggede ned af de hvide sten, men der var ingen. Jeg slog det fra mig, tænkte at jeg nok bare havde arbejdet for meget, og gik ned langs stien. Lyden kom igen. tættere på denne gang. Jeg stoppede op, og snurrede rundt.
Stien snog sig ned til en cirkel af de samme hvide sten. Jeg kiggede længe ned af stien, og cirklen. Den var der ikke før - Det var jeg sikker på. Men det må den jo have været. Jeg tog et skridt derhen, men følte en pludselig trang til at lade være. Som om nogen beskyttede mig, og fortalte mig bare at gå min vej, og aldrig komme tilbage. Jeg burde have lyttet til den stakkels fortabte sjæl, men gjorde det ikke. Jeg slog det ud af hovedet, og gik ned mod cirklen, og ind i den. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se noget, andet end en masse sten. Gravsten. Jeg satte mig på hug, for at se hvem det var der lå rundt i siderne af cirklen.
Min hals blev tør, da jeg læste navnene. Jeg læste dem igen og igen, men det kunne ikke passe. På gravstene, i gammelt latin, stod der 4 navne. Alle de andre gravsten var tomme, bortset fra en fødselsdato. Der stod ikke engang en dødsdato endnu! Ingen navne, kun hvornår de var født. Som om de 4 navne som stod der, havde nogle tjenere, som skulle ligge ved siden af dem, men at de ikke var væk endnu. Jeg faldt, og lanede på halebenet, med et hårdt bump. Lige der. Gravstenen ved siden af det første navn, stod der en dato som virkede bekendt. Min dato. Jeg læste navnet på gravstenen igen. Mortem. Jeg sank en klump. Mortem betød Døden. Det kunne jeg huske, fra dengang jeg fik læst biblen op af en præst. Mortem. Men hvad betød det?
Jeg læste de andre igen. Ira - vrede, Morbus, sygdom, Fames, Hungersnød, og Mortem.. Døden..


Jeg kendte disse navne! Disse fire navne har været med mig siden jeg var lille. De 4 ryttere. Djævlens stærkeste våben i den kommende dommedag. Jeg rejste mig op. Jeg skulle væk. Nu. Jeg drejede rundt på hælen, og gik med raske skridt, da jeg hørte det igen. Hove. De var lige bag mig nu, og min nysgerrighed trak i mig, og tvang mig til at vende mig om. Jeg drejede rundt, og foran mig stod der en ældre herre. Han lignede en gartner. Jeg ånede lettet op, og smilede til ham.
"Du skræmte mig." Han bukkede hurtigt.
"Det må du undskylde Frue, jeg så du faldt, og ville hjælpe dig op. Ville skam ikke skræmme dig." Jeg nikkede tilbage til ham, og efter en kort samtale, tog vi afsked, og jeg var atter alene. Jeg gik nu med raske skridt ned langs de hvide sten, og var næsten ude ved parkeringspladsen, da jeg opdagede jeg ikke havde mine nøgler på mig. Jeg tænkte jeg sikkert havde tabt dem da jeg faldt, og skulle til at vende mig op, da lyden af hove overdøvede mine tanker, og nærmest skar ind i ørene på mig. Jeg faldt på knæ, og holdt mig for ørene, prøvede at lukke lyden ude. Jeg kiggede op mod min bil, men kunne ikke se min bil. Jeg kunne se ben. 4 sorte, nærmest rådne ben. Ranglede, og manglede hud nogle steder. Jeg kiggede skræmt længere op, og så ham. Mortem. Han svingede sin le mod mig, og alt blev sort.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...