For sent


0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. Tågebanken

Hun vandrer stille rundt i gaderne, hun kigger frem, men ser ikke rigtig noget. Man kan se at hun har grædt, hendes øjne er klare, og hun har røde rande under øjnene. Hun stopper op og stirrer sig frem for sig. Kigger rundt, men kan ikke finde ud af hvor hun er. Langsomt går der panik i hende. Hun begynder at gå hurtigere, men hun kan ikke finde rundt. Hun fortsætter, men hun finder ikke hjem. Hun ender i en mørk blindgyde. Hun sætter sig ned, læner sig op ad den klamme væg, og begynder stille at græde igen.

Da det er blevet mørkt og skummelt, sidder hun der stadig. Hun tænker på, hvad hun gjorde, hvad der skete. Tænker tilbage på, hvad hun kunne have gjort, men det er for sent nu.

 

  ”Sabrina, kom lige herind” råber min bror fra stuen. Jeg skynder mig ikke, jeg har ikke lyst til at tale med ham. Han er så irriterende.
  ”Vil du ikke godt hente et tæppe til mig?” Han spørger uden at kigge på mig.
  ”Nej, jeg har ikke lyst til at hente et tæppe til dig” svarer jeg. Han vil altid have andre til at gøre alting for ham.
  ”Du gider da heller aldrig gøre noget for mig” siger han bebrejdende og rejser sig op. Nu kigger han på mig.
  ”Hvorfor skal du altid kommentere det dårlige? Kan du nogen gange ikke bare holde din mund og lade være med at sige noget, hvis du ikke har noget godt at sige. Jeg har det som om, jeg altid gør alting galt. Jeg kan slet ikke tage, at du skal kritisere mig hele tiden.” Jeg råber nærmest nu.
  ”Du gør sgu da heller ikke noget for mig. Jeg har det som om, at du er sur på mig hele tiden, kan du ikke bare lade være med at være så sur?” Han er også begyndt at råbe.
  ”Jeg har slet ikke energi til at tale med dig lige nu. Kan du ikke bare lade mig være?” Da jeg har sagt det vender jeg rundt og skynder mig ud. Jeg vil væk, væk fra ham.

Hun opdager ikke at der kommer nogen. Ikke før de står lige foran hende. Hun løfter hovedet og kigger på dem. Der er tre. Det er tre drenge, de ser ud som om de er lidt ældre end hende, en 16 – 17 år. De tårner sig op over og kaster mørke skygger over hendes ansigt. De ser ud som om, de er fulde eller på stoffer. De kigger på hinanden, og så griner de.
Da der er blevet stille, tager en af de, fat i hendes arm. Han hiver hende op og skubber hende ind i væggen. Hun slår hovedet mod væggen og bider sig i tungen. De slipper hende og hun falder tungt mod jorden. Foran hende står de som en blokade. Hun dækker ansigtet i sine hænder og begynder at hulke, men de bliver stående som statuer. Opgivende begynder hun at kravle mod enden, men hver gang hun rykker sig, rykker de med og for hver gang kommer de tættere på. Hun har nået enden af gyden og ser sig febrilsk om for en anden udvej, men det eneste hun kan se er dem, der langsomt kommer nærmere.
Pludselig forsvinder de. Hele verden forsvinder. Der går lidt tid, før det går op for hende, at det er tåge, en mørk og tæt tåge. I noget tid sidder hun bare og ser på tågen, så går det op for hende at de er lige i nærheden. Hun kravler langs væggen, mens hun famler sig frem. Da hun endelig når ud af gyden, rejser hun sig op, og begynder at gå i en tilfældig retning. Fornemmelsen af at de er lige bag ved hende, vil ikke slippe hendes tanker og hun begynder at gå hurtigere og hurtigere. Hun kigger sig konstant over skulderen, men tågen rækker hænder ud efter hende. Hænder der prøver at trække hende tilbage til den lille gyde. Hun begynder at løbe. Pludselig støder hendes fod mod en kantsten, og hun mister balancen. Hun når ikke at tage af med hænderne, før hendes hoved rammer fortovet, så er hun forsvundet, forsvundet i tågen.

 

Der står folk hele vejen rundt om hende. Hendes hår er sølet ind i blod, der ligger i en stor pøl rundt om hendes hoved. Blodet drypper ned i afløbsristen, der er helt rød af blod.

Der er nogle der siger, at det er tågen, der er skyld i, at hun er død. Hvis de havde fundet hende før tågen var lettet, var hun nok ikke død. Men ikke alle er enige i det. I mængden står der en dreng. Han græder stille, vel vidende at det var hans skyld. Vel vidende, at det var ham, der havde fået hende til at gå. Han kunne have gjort det anderledes, men det gjorde han ikke. Nu er det for sent at gøre det om, for sent for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...