Louis/Marcel • Oneshots *STOPPET*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2016
  • Status: Færdig
Min Louis/Marcel oneshot samling på 10 oneshots. Der vil være fluff, smut, pining, generelt alt hvad hjertet kan begære. En standart længde på 5000-10000 ord pr. kapitel.
Indholdsfortegnelse: Tutor - færdig. | Big, blue eyes - færdig. | Only the forest will know [15+] - færdig. | Out of the closet - ikke begyndt. | Detention [15+] - ikke begyndt. | Straight into my heart and stole it - ikke begyndt. | The babysitter - ikke begyndt. | Bus ride - ikke begyndt. | The show's over - ikke begyndt. | I hate you, I love you [15+] - ikke begyndt. | Enjoy :)
**LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Jk, det er ikke så slemt*
***Der kan (vil højst sandsynligt) gå meeeeeeget langt mellem opdateringer, vi snakker 1 gang hvert andet år, hvis I er meget heldige :))))***

69Likes
110Kommentarer
4668Visninger
AA

1. Tutor (1/10) - ikke rettet igennem

Resumé: Louis dumper de fleste af sine fag og bliver tvunget ud i lektiehjælp fra skolens største taber Marcel. Men man skal bare aldrig dømme en bog på omslaget, for hvad der måske først ser ud som en kedelig ordbog, kan i virkeligheden være den dybeste poesi.

~7573 ord~

 

"De ville se mig, Ms?" Spurgte Marcel, da han stak hovedet ind ad døren til Ms Franks klasselokale. Han var blevet hentet midt i matematiktimen, fordi Ms Frank havde sagt til hans lærer, at hun lige skulle snakke med ham, og Marcel håbede, det var hurtigt, for han ville gerne tilbage til matematik så hurtigt som muligt, så han ikke gik glip af noget, men hvis det nu havde været idræt for eksempel, så havde piben nok haft en anden lyd.

"Ja, Marcel, kom indenfor, og du må gerne lukke døren," sagde hun smilende, og Marcel gik ind og lukkede døren efter sig. "Værsgo at sætte dig." Hun indikerede til den ene af de to stole, der stod foran kateteret, hun selv sad bag. Marcel dumpede ned på den stol tættest på vinduet.

"Ms? Hvad er det helt præcist, jeg skal? Har jeg gjort noget forkert? For hvis det er det med bøgerne på biblioteket, så er jeg ked af, hvis det ikke var meningen, de skulle stilles i alfabetisk rækkefølge, det så bare så rodet ud, og jeg-"

"-Åh Gud nej da, søde Marcel, du har skam ikke gjort noget forkert," forsikrede Ms Frank ham hurtigt, og Marcel kunne ånde lettet op. "Et øjeblik, så skal jeg nok-" Hun blev afbrudt, da døren nærmest blev sparket op, og en pissed dreng med rødfarvet hår, piercinger i ansigtet og tatoveringer op ad hver arm brasede ind ad døren, som om han ejede det hele.

Marcel havde set ham før - rigtig mange gange faktisk. De havde engelsk, historie og fransk sammen, selvom drengen knap deltog i en femtedel af timerne; han pjækkede for det meste, og hvis han ikke gjorde, sad han bare og snakkede med sine venner nede bagerst i klassen, så læren ikke hørte det, uden at følge den mindste smule med i undervisningen. Det irriterede Marcel mildt sagt, der til forskel godt kunne lide at gå skole og lære noget. Han kunne ikke koncentrere sig, når støjniveauet var så højt, men han turde ikke sige noget til dem, så han holdt sin mund og takkede Gud for de dage, hvor drengen ikke var der, så han kunne få ro.

"Hvad fuck skal det her til for? Jeg har andet at lave end det her bullshit," vrissede drengen lettere vredt og lagde armene over kors. Marcel var ved at falde ned af stolen på grund af hans aggressive udbrud, men han slog koldt vand i blodet og så afventende på Ms Frank.

"Sæt dig ned og slap af Louis, så skal jeg nok forklare," sagde Ms Frank roligt, og noget sagde Marcel, at hun var vant til at håndtere hans hårde og voldsomme opførsel på dagligbasis. Marcel derimod var ved at pisse i bukserne af skræk, men det holdt han for sig selv og prøvede at fremstå cool og afslappet, selvom det langt fra var, hvordan han havde det.

"Det har du bare at gøre," mumlede Louis mellem sine sammenbidte tænder og slog sig ned på stolen ved siden af Marcel, som han stadig ikke så ud til at have bemærket.

"Hvad handler det her om, Ms?" Spurgte Marcel efter et øjebliks stilhed, og først dér så Louis ud til at anerkende Marcels eksistens med et lavt fnys.

"Jo Marcel. Louis her har ikke de bedste karaktere, og hans mor har ringet og-"

"Hvad fuck? Har hun nu fucking blandet sig igen?" Afbrød Louis og modtog et stift blik fra Ms Frank.

"Ja, det har hun Louis, og det burde du være glad for. Med den retning dine karakterer er på vej hen, som for resten kun er ned ad, så burde du stærkt overveje at tage dig sammen, hvis du vil ha' noget ud af din skolegang, så du kan blive til noget," sagde Ms Frank, og Marcel kunne kun gøre sig enig. Skolen var vigtig for resten af ens liv, og hvis man bare lod det glide ud i sandet, var man på den. "Derfor forslog hun, du fik en lektievejleder, som skulle hjælpe dig med hjemmearbejdet, så du forhåbentlig kunne-"

"Fuck nej! Jeg skal ikke ha' hjælp til en flyvende fuck! Rend mig!" Spyttede Louis og gjorde mine til at rejse sig fra stolen og traske ud af lokalet, og Marcel ville intet gøre for at stoppe ham, han måtte hjertens gerne smutte og tage sin negative attitude med sig.

"Louis, jeg tror ikke, du har forstået alvoren i det her. Det er din fremtid, vi snakker om, og det kan godt være, du synes, den lægger langt væk, men-"

"Og jeg ligner én, der fucking bekymrer sig?" Fnøs Louis, og fik Marcel til at beundre hans manglende evne til at fuldføre en sætning uden at få ordet 'fuck' sagt minimum fem gange.

"Nej, men det burde du," fastslog Ms Frank, hvortil Louis bare udstødte et 'tsk'. "Det jeg prøver at sige er, at du har brug for lektiehjælp, og det er om du vil det eller ej, for din mor har allerede angeret det meste."

"Hvad hvis jeg nægter?" Udfordrede Louis med et løftet øjenbryn.

"Vi her på skolen anbefaler stærkt, at du tager imod tilbudet, men hvis du nægter, kan vi intet gøre for at ændre din mening. Alt det er op til din mor," sagde Ms Frank henkastet. Hun kendte udmærket Jay Tomlinson og hendes overtalelses evner, og Louis fik da også hurtigt en lidt hvid kulør i ansigtet.

"Uhm, o-okay... Men hvad fuck skal han så?" Sagde Louis først usikkert, men fik så kontrol over sin stemme og skævede til Marcel, som om han var en døende rotte, der lå i rendestenen, og ikke et levende menneske med følelser.

"Marcel er top elev i næsten alle sine fag og har det højeste gennemsnit på skolen, så han skal selvfølgelig være din vejleder og hjælpe dig med lektierne," fortalte Ms Frank afslappet, og øjnene var ved at poppe ud af øjenhulerne på både Louis og Marcel.

"Hv-hva?" Stammede Marcel ude af stand til at fatte de ord, der lige var gledet ud af munden på hende.

"Fuck nej!" Spyttede Louis og så på Marcel med afsky. "Hvis jeg absolut skal ha' lektiehjælp, hvilket jeg så åbenbart skal, så lad det da i det mindste være nogen, der har bare en lille smule stil, og ikke den her nørd."

"Hey, jeg sidder lige her," mumlede Marcel en smule fornærmet over Louis ord - okay, meget fornærmet.

"Like I care," vrissede Louis tilbage.

"Louis," sagde Ms Frank advarende. "Tal pænt til Marcel, det er ham, der trods alt skal vende dine karaktere til det bedre, og du kan lige så godt vænne dig til det, for I skal tilbringe to timer sammen om ugen. I kan selvfølgelig også vælge at gøre det mere end to timer, det må I helt selv om, bare minimum to timer."

"Yeah, det sker så ikke," mumlede Louis lavt, så kun Marcel kunne høre det.

"Har jeg ikke noget at skulle ha' sagt i det her, Ms?" Spurgte Marcel og skævede til Louis med rynket næse, som om han havde store, betændte bylder over alt på kroppen.

"Jo selvfølgelig Marcel, du skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til, men det vil pynte godt i dine papirer, til når du skal til at lede efter et universitet," fortalte Ms Frank med en sukkersød stemme, Louis fik kvalme af at høre på, så han ikke kunne dy sig for at lave gylpe lyde, så han modtog et irriteret suk og himmelvendte øjne fra Marcel.

"Okay, I guess," overgav Marcel sig og følte sig allerede træt ved tanken om at skulle "undervise" Louis. Heldigvis så Louis heller ikke ud til at være særlig begejstret over ideen, så det hjalp lidt på det.

"Godt, så er det afgjort," strålede Ms Frank, og Louis rejste sig bare og sørgede for at skrabe stolen hen ad gulvet, så det larmede forfærdeligt i det næsten tomme klasselokale. Marcel sukkede blot og spekulerede over, hvad i alverden han var gået med til.

Louis gik mod døren, men stoppede brat i døråbningen og så sig over skulderen. "Danvers Street 28 lørdag klokken to sharp. Vær der til tiden, nørd." Så forsvandt han ud af døren og ned af gangen.

 

~*~

 

Lørdag kom hurtigt, og Marcel stod op allerede klokken ni for at gøre sig klar. Han gik i bad, børstede tænder og satte sit hår - glattet tilbage med hårgelé som altid. Derefter gik han ned for at spise morgenmad. Et solidt morgenmåltid var altid en perfekt start på dagen, og så kunne det aldrig helt gå galt - det havde hans mor altid sagt i hvert fald.

Hans mor, Anne, var taget på arbejde for længst - ja, hun måtte arbejde om lørdagen for at have råd til Gemma, hans søsters, universitetsophold - så han tilbragte det meste af formiddagen foran tv'et, hvor de viste en spændende dokumentar om blåhvaler - eller måske ikke spændende for størstedelen af verdens befolkning, men Marcel fandt det utroligt interessant.

Da dokumentaren var færdig, lavede han lidt lektier forud - lærerene gav ham nogen gange lektierne for næste uge en uge før, fordi han altid var så hurtigt færdig - og da han var færdig med det, lavede han frokost, som han spiste - han regnede ikke med at få noget hjemme hos Louis, så det var godt at være på den sikre side - og så var klokken også halv to, og det var tid til, han skulle af sted.

Han tog sin taske over skulderen og gik ud af døren. Han havde googlet Louis adresse, så han havde en fornemmelse for, hvor det var henne, men han var i god tid i tilfælde af, det ikke gik som planlagt - og så var det generelt bare en vane for ham at komme fem minutter før.

Marcel forberedte sig mentalt på at skulle tilbringe eftermiddagen sammen med Louis, mens han gik. Han havde ikke store forventninger til Louis' samarbejdvilje, når det kom til at lave noget, men han måtte gøre sit bedste og ikke køre sig selv ned på det, når Louis helt sikkert fornærmede ham, bandede af ham og kaldte ham øgenavne. Han ville ikke vise, han var svag. Den fornøjelse skulle Louis ikke have.

Han drejede ned af en vej, hvor der var et skilt med bogstaverne Danvers Street og gav sig til at tælle husnumrene. 22, 24, 26, 28. Han stoppede op foran et stort, hvidt hus - nok det største på hele vejen - og måtte redde sin underkæbe fra at falde til jorden af forbløffelse. Okay, han havde måske regnet med, Louis boede i et stort hus, men det her overgik i hvert fald hans forventninger med flere kilometer.

Han prøvede at tage et skridt frem mod fordøren, men det var som om, han var groet fast i jorden. Aldrig havde han følt sig malplaceret. Han gav sig selv en hurtig peptalk og fik beroliget sine nerver, inden han med vovende skridt trådte op ad trappen og op til den massive fordør i mørkt træ.

Han kiggede på sit ur. 1:49 pm. Han tog en dyb indånding og bankede på, men lyden af hans knoer mod den hårde træoverfalde var ikke særlig imponerende, så han skulle til at banke på igen, men i det samme åbnede døren, og Louis kom til syne i døråbningen i ikke andet end jogging bukser, der hang faretruende lavt på hans smalle hofter.

"Vi har en dørklokke, you know," snappede Louis. Marcel var ude af stand til at svare. Han stirrede bare på Louis' bare overkrop med store øjne og åben mund. Han fulgte Louis med øjnene, da han drejede rundt og fandt sin vej ud i køkkenet. Han forventede sikkert, Marcel ville følge efter, men han blev blot stående på dørmåtten stadig med hånden hævet, som om han skulle til at banke på en usynlig dør. "Hvad eh, prøver du at fange fluer?" Spurgte Louis og stak hovedet ud fra køkkenet. Marcel blev med det samme revet ud af sin trance og lukkede munden, der ellers havde stået på vid gab.

"Oh uh, nej..." Mumlede Marcel og mærkede varmen stige i sine kinder. Han håbede inderligt, Louis ikke lod mærke til det, men da han så det skæve smil på Louis' læber og det løftede øjenbryn, vidste han, han var blevet opdaget, og hans øjne søgte øjeblikkeligt jorden.

"Du er tidligt på den," konstaterede Louis ude fra køkkenet, han var forsvundet ud i igen.

"Du sagde udtrykkeligt, at jeg skulle være her klokken to sharp," mindede Marcel ham om, da han var kommet ud i køkkenet, hvor han fandt Louis siddende på køkkenbordet. "Morgenmad? Klokken to om eftermiddagen?" Spurgte Marcel og hentydede til skålen med Frosties blandet med Coco Pops, som Louis sad med i hænderne og skovlede i hovedet med en ske.

"Hvad? Jeg er lige stået op," forsvarede Louis sig selv, men Marcel sendte ham et misbilligende blik.

"Er du klar over, hvor meget sukker der er i det der?" Spurgte Marcel, og Louis trak på skulderene.

"Næ, men jeg er til gengæld også ligeglad," smaskede Louis med munden fuld af Frosties og Coco Pops. "Så længe det smager godt, så spiser jeg det," tilføjede han lidt efter og tog endnu en skefuld kulhydrater ind i munden og tyggede videre med høje knaselyde.

"Ifølge varedeklarationen er der per hundrede gram 80 gram kulhydrater i Coco Pops og 87 gram i Frosties. Det vil sige, at cirka 80 procent af det, du sidder og propper i hovedet er sukker," fortalte Marcel efter at have kigget bag på Coco Pops pakken og Frosties pakken, der stadig stod fremme på køkkenbordet kun en arms længde væk fra Louis i tilfælde af, han skulle have mere.

"Wow, hvor er jeg bare fuldstændig, død alvorligt og helt ærligt pis hamrende ligeglad," sagde Louis og fik Marcel til at rulle med øjnene.

"Er du klar over, hvor lang tid det tager et forbrænde alt det sukker?" Spurgte Marcel så. Louis holdt op med at spise og så på Marcel med hovedet lidt på skrå og øjnene klemt sammen til smalle sprækker.

"Ved du hvad, jeg tror, du trænger til lidt sukker. Hey, hvad med du prøver lidt Coco Pops á la Frosties?" Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber, et smil der fik Marcel til at spile øjnene op og træde et par skridt tilbage.

"No way, jeg skal ikke ha' det der ind i munden," fastslog Marcel og fortsatte bag ud, mens Louis stillede skålen fra sig og hoppede ned fra køkkenbordet for derefter at tage skålen igen og gå hen mod Marcel. "L-Louis," stammede Marcel alvorligt.

"Come on Marcy, slå dig nu lidt løs." En underlig fornemmelse brændte i Marcels mave, da Louis brugte kælenavnet 'Marcy', men han ignorerede det hurtigt, da han udmærket var klar over, at der intet "kælet" var over det, men det var for at irritere ham. "Ikke vær så kedelig," sagde Louis og fortsatte frem mod Marcel, som blot rystede på hovedet. Louis var nu få skridt fra ham, og pludselig mærkede Marcel noget bag sig, hvilket var køkkenbordet, som han var bakket ind i.

"Louis, stop," sagde Marcel, men hans stemme lød langt fra intimiderende, og Louis stoppede da heller ikke, men tvært imod fortsatte fremad mod Marcel, så han nu stod lige foran ham.

"Åben op lille Marcy, her kommer flyveren." Louis tog fat om skeen og holdt den op foran Marcel, der vendte hovedet væk. Louis stillede skålen fra sig og tog endnu et skridt frem, så han holdt Marcel fastlåst mellem ham selv og køkkenbordet. Så tog han fat om Marcels hage og tvang ham til at åbne munden, så han kunne stikke skeen ind. "Dygtig Marcy," roste Louis og klappede Marcel på kinden, da han havde tygget færdig.

"Jeg er ikke nogen hund, og hold op med at kalde mig det," vrissede Marcel, da han havde sunket det sidste af det klamme morgenmadsprodukt, han havde i munden.

"Hvad synes du så, Marcy?" Spurgte Louis med en falsk, sukkersød stemme og ignorerede fuldstændig Marcels protest. Han stod stadig helt op ad Marcel, hvilket gjorde Marcel mildt sagt utilpas, men han fjernede sig ikke.

"Sødt, vammelt, men ikke helt så skidt som forventet," bekendtgjorde Marcel efter at have kørt tungen rundt i munden for at fjerne den syntetiske chokoladesmag. "Men jeg kan stadig ikke lide det."

"Ah, det må du selv om." Louis og trådte væk fra Marcel. "Mere til mig så," bestemte han og slikkede sig om munden, inden han tog skålen fra køkkenbordet og spiste resten af sin klamme morgenmadsblanding. Da han var færdig, stillede han skålen i vasken og vendte sig med fronten mod Marcel.

"Nå, men var det de lektier?" Spurgte Louis og stak hænderne i lommerne, mens han så afventende på Marcel, der hurtigt nikkede.

De blev enige om at starte med Engelsk, da det var det, Louis var bedst med i - eller rettere mindst dårlig til - så mens Louis løb oven på for at finde sine bøger og en trøje, kogte Marcel vand til en kop te til dem begge. Da Louis kom tilbage, stod Marcel klar med en kop dampende te i hver hånd, og de gik sammen ind i stuen, hvor de slog sig ned på sofaen og begyndte "undervisningen".

 

~*~

 

"Hvordan kan du holde af det her? Det er svært og mega kedeligt." Louis lænede sig hen over franskbogen og klaskede panden ned i bordet.

"Come on, det er ikke så svært, du skal bare-"

"Det kan du sagtens sige, du er en nørd, det er meningen du skal elske lektier," afbrød Louis nede fra bordpladen.

"Du er bare nød til at fornærme mig minimum hvert andet minut, huh?" Spurgte Marcel sarkastisk. Han prøvede ikke at tage det personligt - Louis var bare skide irriterende og ondskabsfuld af natur, men det var ikke til at holde ud i længden, og Marcel havde snart fået nok.

"Yup."

"Okay, that's it, jeg er skredet." Marcel begyndte at pakke sine bøger sammen og putte dem i sin taske. Det var en fuldstændig åndssvag idé i det hele taget. Han måtte bare sige til Ms Frank, at det ikke gik. Han kunne ikke lide Louis, og Louis kunne tydeligvis heller ikke lide ham, så der var ingen grund til at pine dem begge med hinandens selskab, vel?

Louis bevægede sig ikke, først da Marcel havde rejst sig og var henne ved fordøren, var han oppe af stolen og henne ved ham på et millisekund. Han smuttede ind foran Marcel, så han havde ryggen mod dørens træoverflade og lukkede den i ved at læne sig lidt tilbage. Marcel var stivnet midt i sin bevægelse og stod stadig med hånden rakt frem, som om han stadig holdt om dørhåndtaget.

Ham og Louis stod meget tæt - meget, meget tæt - og Marcel mærkede en underlig følelse brede sig i hans mave og hans håndflader blive svedige.

"Du går ingen steder." Louis stemme var ubehageligt kold og urokkelig, og Marcel kunne ikke andet end at glo på ham med store øjne. "Du skal hjælpe mig, og det er, om du vil det eller ej."

"O-kay," fremstammede Marcel og slugte en klump, der uden tilladelse havde sneget sig op i hans hals.

"Dygtig Marcy," smilede Louis, og Marcel genvandt kontrollen over sin krop.

"Stop med det åndsvage kælenavn, jeg er stadig ikke nogen hund, og hvis du ikke snart holder op med at behandle mig som affald, så er jeg altså den der er smuttet," advarede Marcel, og Louis så ud til at tænke over hans ord et øjeblik.

"Sorry Marcy-el. Marcel." Marcel rullede med øjnene og tog fat om dørhåndtaget igen. "Den smuttede, lad nu vær med at være sådan en tøs," jokede Louis med et af hans berømte, skæve smil, men Marcel fandt det ikke den mindste smule morsomt.

"Bare glem det, jeg har andre vigtige ting at tage mig til," snappede Marcel og hev ned i håndtaget.

"Så som hvad? Hjem og sætte dine bøger i alfabetiskorden?" Vrissede Louis irriteret og fulgte efter Marcel ud af fordøren, selvom han ikke havde sko på, og hans mor sikkert ville blive pissed, når hun så hans beskidte sokker, men Louis havde andet at tænke på lige nu. "Nårh nej, det har du sikkert allerede gjort, selvfølgelig har du det." Marcel fortsatte ud i indkørselen, og pludselig satte Louis farten op og løb op på siden af Marcel og ind foran ham, så han forhindrede ham i at tage ét skridt længere.

Og så slog det klik for Marcel.

"Jeg ved ikke, hvad det er for et spil, du spiller. 'Få Marcel til at bryde sammen og løbe grædende hjem til sin mo-ar, haha hvor ville det være sjovt', eller hvad fuck du vil kalde det, men jeg er færdig med at være en brik i din lille leg." Han bandede ellers aldrig, men der var bare noget ved Louis, der gav ham lyst til at bande som én i helvede, så hans afdøde bedstemor ville vende sig i sin grav. "Jeg er et menneske med følelser, at du ved det, og der er grænser for, hvor meget jeg vil finde mig i, så hvis du vil ha' mig undskyldt, så er jeg ved at være ret træt af dit pis, og jeg vil gerne hjem, så hvis du vil flytte den perfekte røv, du har der, lidt til højre, så jeg kan komme forbi, ville det være dejligt." Marcel frøs ved sine egne ord. Havde han lige kaldt Louis' røv perfekt? Shit. Hvor fuck kom den fra?

Louis var vist også chokeret over Marcels ord, for han stod forstenet midt i indkørselen. Da han stadig ikke gjorde mine til at flytte sig, tog Marcel muligheden og smuttede forbi ham uden ét ord mere, og inden Louis nåede at blinke, var Marcel forsvundet overraskende hurtigt ned af vejen.

 

~*~

 

Marcel tilbragte det meste af søndagen låst inde på sit værelse. Han kom kun ned for at spise aftensmad, og det var hurtigt mad på tallerkenen, hurtigt ind i munden, tygge, sluge, tallerken i opvaskeren og så op på værelset igen. Marcels mor, Anne, kunne godt mærke, der var noget, der nagede hendes søn, men hun vidste også, når der var noget, han ikke ville snakke om, så hun holdt sine spørgsmål for sig selv, hvilket Marcel var meget taknemmelig over.

Desværre havde alt en ende, og inden Marcel vidste af det, ringede vækkeuret mandag morgen, og det var tid til at stå op og tage i skole, selvom det var noget af det sidste, han havde lyst til.

"Godmorgen darling," sagde Anne og smilede sødt til Marcel, da han traskede ud i køkkenet, klædt på og klar til, hvad skoledagen ville bringe - med undtagelse af en konfrontation af lørdagens hændelse med Louis, det vidste han ikke lige, hvordan han skulle håndtere, så derfor var hans plan også at undgå Louis på bedst mulig vis.

Han svarede hende ikke, men satte sig blot ned på en stol og spiste sin morgenmad, inden han så på uret og med et suk indså, at det var tid til at komme af sted.

Han gav sin mor et hurtigt kys på kinden, inden han mumlede et kort farvel og fandt sin vej ud af døren.

På vej til skole spekulerede han over, hvordan han skulle undgå Louis. Det ville muligvis ikke blive nemt, men hvis han var heldig, valgte Louis også at ignorere ham, som han så også altid gjorde - folk skulle jo nødigt få den idé, at skolens punker snakkede med skolens absolut største nørd - og han skulle heldigvis hverken have engelsk, fransk eller historie i løbet af dagen, så det skulle nok gå.

Han skulle også snakke med Ms Frank om at afskedige ham som Louis' vejleder. Det ville forhåbentlig gå stille til uden alt for mange spørgsmål, da Ms Frank jo vidste, hvordan Louis var som person generelt, men chancen var også, at hun ville begynde at stille en masse spørgsmål og prøve på at overtale ham til at fortsætte, men det var simpelthen ikke en mulighed, mente Marcel.

Marcel ankom kort efter til skolen. Han skyndte sig indenfor og hen til sit skab, hvor han fandt de nødvendige bøger, inden han løb af sted til time. På vejen blev han stoppet af en morgensur Mr Elbert, der vrissede noget om, at det var forbudt at løbe på gangen, så Marcel satte farten ned blot for at begynde at løbe igen, så snart han drejede om hjørnet og var ude af Mr Elberts synsvinkel.

Han kom buldrende ind i det tomme klasselokale og modtog et undrende blik fra sin biologilærer, Marcel bare besvarede med et undskyldende smil.

Han var ikke overraskende den eneste elev i lokalet, det plejede han såmænd også at være, men i dag var han ekstra tidligt på den. Der var hele tyve minutter til, timen begyndte, så Marcel fandt sin bog frem og gav sig til at læse i den, indtil klokken ringede, og elever kom tumlende ind ad døren i en lang strøm et par minutter for sent. Som altid.

Biologilæreren begyndte en længere fortolkning af elgens parringsbrøl - hans biologilære var ikke helt almindelig, det faktum han var biologilære, som generelt bare var en smule små sære, også taget med i betragtningen - og Marcel fandt snart sine tanker vandre af sted sammen med hans blik, der langsomt fulgte efter, til han sad og gloede uopmærksomt ud af vinduet helt væk i sine egne tanker.

De underlige lyde, som eftersigende skulle være elgens parringsbrøl, der kom fra biologilæren, blandede sig med lyden af den kuglepind, Jinny - rigtigt hed hun Virginia, men hun kaldte sig Jinny af forstålige årsager - sad og hamrede mod bordkanten som en sindssyg på pladsen bag Marcel. Til sidst var det umuligt for Marcel at skelne de to lettere irriterende lyde fra hinanden, og han holdt helt op med at høre efter og fokuserede i stedet på en dør ud til udendørsarealet, som i det samme gik op. Marcel spilede øjnene op, da han fik øje på Louis' skikkelse, der trådte ud og begyndte at gå mod en container ved nogle træer lidt væk. Ikke fordi han var overrasket over, at Louis pjækkede fra time, det tog han nærmest som en selvfølge, han havde bare ikke set ham siden lørdag, og synet af ham frembragte en underlig ubehag i Marcels mellemgulv.

Louis kiggede sig om, nok for at se om der var nogen, inden han rodede i sin lomme og fandt et eller andet frem, Marcel ikke kunne se. Så stak han noget i munden og satte hånden op til det for efter at puste en lille røgsky ud. Selvfølgelig røg han. Det burde Marcel have forudset.

"Kan du svare på det, Marcel?" Marcel blev brat afbrudt i sine tanker og vendte hovedet mod tavlen, hvor biologilæren så afventende på ham sammen med resten af klassen.

"Uh, um, undskyld hvad?" Spurgte Marcel dumt, da han ingen anelse havde om, hvad han lige var blevet spurgt om.

"Måske kunne du svare på mit spørgsmål, hvis du ikke havde så travlt med at kigge ud af vinduet," sagde læren strengt. "Jeg havde forventet mere fra dig, Marcel." Hmpf, alle andre sad og gloede ud af vinduet cirka 99 procent af tiden, og når han så en enkelt gang gjorde sig den frihed ikke at høre efter, blev der slået hårdt ned på det. Oh, mærk den bitre ironi.

Marcel åbnede munden uden den fjerneste idé om et ordentligt come back, men i det samme ringede klokken og forhindrede ham i det. Rundt omkring ham rejste alle sig op og stormede ud til pause, mens Marcel bare blev siddende på sin plads ude af stand til at røre sig. Da han var den allersidste tilbage, tog han sig endelig sammen og skubbede sig op af stolen.

Da han kom ud på gangen, gik han direkte mod sit skab for at læsse sine bøger af, inden han ville smutte ned og- ikke gemme sig, men tilbringe de næste 30 minutters tid på biblioteket, hvor der var nul chance for, Louis ville dukke op og finde ham. Okay, måske gemte han sig, men who cared?

Han smilede til bibliotekaren - en venlig gammel dame med gråt hår og skrigende pink briller, der fik hendes øjne til at se unaturligt smalle ud - da han kom ind på biblioteket. Det var ikke ualmindeligt, at Marcel tilbragte pauserne blandt bøgerne, det var enten det, eller mad i håret - når han var i kantinen med alle de andre elever, endte han sjovt nok altid med at få minimum tre portioner lasagne smidt efter sig, man skulle næsten tro, han var en mad-magnet. Okay nej, det var såmænd bare fodboldholdet, der legede 'smid mad efter taberen. Ha. Ha.'

Marcel gik lidt rundt, inden han fandt en spændende bog om solsystemet - som han dog havde læst fire gange, men hvem talte? - inden han fandt en af de komfortable sækkestole, som han trak over i hjørnet og satte sig i. Han tilbragte resten af pausen med at læse om ormehuller og meteorer, og da der var fem minutter til klokken ringede, rejste han sig og blev enig med sig selv om, han ikke ville sætte sækkestolen på plads, fordi han ville komme tilbage i næste pause, inden han gik af sted til time.

 

~*~

 

Resten af ugen fløj af sted. Det lykkedes Marcel at ignorere Louis både tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, hvilket var noget af et mirakel, eftersom de havde engelsk sammen tirsdag, engelsk igen onsdag, historie torsdag og engelsk og fransk fredag. Hver gang der var lejlighed til samtale mellem de to, sørgede Marcel altid for at enten forlade lokalet, snakke med en anden - hvilket var svært, fordi ingen rigtig gad snakke med ham, så det var oftest en lære, han pludselig skulle udspørge om den opgave, de havde fået for eller noget i den stil - eller være dybt forgabt i en bog og signalerede ikke-samtale-dygtig. Louis havde eftersyne også ignoreret ham, så det var ikke så svært. Indtil fredag efter skole.

Marcel kom ud fra skolen efter en interessant fysiktime, hvor de havde haft noget om de forskellige ioner og grundstoffer i væsker, der lå under syv på PH-skalaen. Han rankede op i sin slidte Eastpak rygsæk og gik med målrette skridt hen over parkeringspladsen, da en øredøvende larm hørtes bag ham og fik ham til at spjætte af forskrækkelse. Han snurrede rundt og fik øje på en sort motorcykel, og selv med hans manglede viden om motorcykler var det tydeligt for ham, at den ikke var helt billig.

"Husk vores aftale i morgen, Marcy!" Råbte Louis for at overdøve motorlarmen. Marcel var mildt sagt paf. Havde Louis overhovedet ikke forstået, at Marcel på ingen måde ønskede at snakke med Louis og da slet ikke hjælpe ham med hans lektier efter sidst gang? Hvor tungnem var han lige? Eller også var han bare totalt ligeglad. Jep, det var nok det.

"Rend mig! Du kan dumpe dine fag, jeg er ligeglad!" Og med det drejede han om på hælen og fortsatte hen over den næsten tomme parkeringsplads. Han ville ignorere motorstøjen bag ham, hvis den ikke var så overdøvende, mens han trådte ud på fortovet og fortsatte hjemad. Ikke længe efter var Louis oppe på siden af ham igen.

"Du må hellere komme, ellers kommer jeg bare hjem til dig. Det kan vi selvfølgelig også gøre, men det tror jeg ikke, du kunne tænke dig." Marcel skar tænder, og hvis det ikke var for Louis' motorcykel, ville man sikkert kunne høre det. Han undlod at svare og fortsatte bare hen ad fortovet med blikket ret frem for sig, som om han slet ikke havde opdaget Louis. "Det må du selv om, Marcy," sagde Louis så, og Marcel var mildt sagt pis hamrende træt af det åndssvage øgenavn.

"Jeg har sagt, du skal holde op med at kalde mig det," spyttede Marcel uden at se på Louis, men han kunne fornemme det smil, der helt sikkert blomstrerede frem på hans læber.

"Så må du hellere dukke op i morgen, ellers vil det være over hele skolen, skal vi sige på mandag?" Marcel stoppede brat op, vendte sig og så på Louis med mord i øjnene.

"Det vover du på!" Men Louis smilede bare triumferende af den reaktion, han havde fået, og han vidste, han havde vundet.

"Oh jo, det vil jeg." Marcel havde lyst til at slå et eller andet - måske Louis' fine, dyre motorcykel? Nej, så ville Louis bare slå ham ihjel på stedet, og det var han ikke interesseret i. Desuden havde hans mor opdraget ham til, at vold kun førte til mere vold, og at der var andre metoder til at komme til enighed, så han beroligede sine nerver til et minimum, inden han modvilligt nikkede.

"Okay, jeg kommer." Louis' smil blev endnu større, hvis det overhovedet var muligt, og Marcel havde lyst til at rive det af hans kønne ansigt.

"Dygtig Marcy. Samme tid som sidst, og kom til tiden." Uden et ord mere gassede han op og drønede ned af vejen, så det kunne høres i halvdelen af byen, inden han forsvandt om et hjørne i fuld fart, og Marcel stod alene tilbage midt på fortovet.

 

~*~

 

"Okay, ro på Marcel." Marcel stod foran Louis' dør og prøvede at få styr på sine nerver og mande sig op, inden han bankede på. Desværre gik det langt fra godt, og til sidst sukkede han og rullede med øjnene over, hvor åndssvag han var. Det var jo bare Louis.... Louis. Han skulle lige til at vende sig og gå, da døren gik op, og Louis kom til syne i døråbningen.

"Stadig ikke lært begræbet dørklokke formoder jeg?" Sagde Louis med et af sine smørrede smil klistret til ansigtet. Øjeblikkeligt forsvandt den nervøsitet, der ellers havde forplantet sig i Marcel. For det var jo bare Louis. Irriterende, selvoptagede, forkælede Louis vel at mærke.

"Whatever," mumlede Marcel og trådte forbi Louis og ind i huset.

"Så hvad skal vi lave i dag, teacher?" Spurgte Louis, da de kom ud i køkkenet.

Marcel klaskede sin taske op på køkkenbordet og så på Louis med seriøsitet i blikket. "Jeg skal skam ikke lave noget, men dig, min kære Louis, skal knokle røven ud af bukserne."

"Whatever," mumlede Louis og efterabede Marcels ord fra tideligere, mens han rullede med øjnene, men Marcel overhørte ham med vilje. Hvis han ikke skulle lade sig gå på af Louis' uopdragende flabethed, skulle han blot lade være med at ænse den. Det var hans strategi for eftermiddagen, ellers kunne det hurtigt ende som en eftermiddag i helvede.

"Jeg tænkte, vi skulle fokusere på matematik og-" Han blev afbrudt af Louis' protesterende støn, men han sendte ham blot et skarpt blik, inden han fortsatte ufortrødent. "Og derefter tager vi lidt fysik, hvis vi får tid."

"Okay," sagde Louis og så ikke den mindste smule glad ud, hvilket Marcel måske fandt en lille bitte smule underholdende. "Vi kan sidde i stuen ligesom sidst, vi kan sidde her, eller vi kan gå op på mit værelse, hvad vil du helst?"

Marcel trak på skulderne. "Du bestemmer." Louis nikkede og lavede så et hovedetkast mod døren, som tegn til Marcel skulle følge efter ham. Marcel tog sin taske over skulderen, inden han fulgte Louis ud i gangen, op ad trappen og ind på Louis' værelse, der lå anden dør til højre, lod Marcel mærke til.

Louis' værelse var ikke den mindste smule overraskende sådan indretningsmæssigt - mere forudsigeligt faktisk. Det ligende et typisk værelse eget af en hormonforvirret teenagedreng; plakater med letpåklædte kvinder på vægene, sorte møbler, uredt seng og tøj bunker spredt rundt omkring på gulvet. Marcel rynkede på næsen, da hans blik landede på et par tilsyneladende brugte boxershorts, der lå smidt på gulvet lige inde for døren, som han omhyggeligt trådte hen over.

Louis gik bare ind uden overhovedet at ænse det beskidte tøj på gulvet - han var jo så vant til det. Han satte sig på sengen og så afventende på Marcel, der stadig stod henne ved døren.

"Velkommen til Louis the Tommo Tomlinsons tilholdsted. Alt er tilladt; sex, rygning, alkohol og sex," sagde Louis med et kæmpe smil i Marcels retning, og noget sagde Marcel, at Louis ikke mente almindelige cigaretter, når han talte om rygning. "Så kom dog ind i stedet for at se så forfjamsket ud," insisterede Louis, da Marcel stadig ikke rørte sig ud af flækken.

"Forfjamsket?" Gentog Marcel med en undrende grimasse. Det var ikke lige et ord, han troet, Louis brugte. Han trådte forsigtigt ind på værelset, som om der ville blive affyret pile efter ham, hvis han trådte forkert - han havde vist set for mage Indiana Jones film. Louis ignorerede det blot og viftede ivrigt med hånden for at indikere, at Marcel skulle komme nærmere. Efter en del indre konflikt og diskussioner med sig selv gik han endelig hen til sengen, hvor Louis klappede på pladsen ved siden af sig, som tegn til han skulle sætte sig. Det gjorde Marcel, bare lidt længere væk fra Louis, en Louis' hensigt.

"Godt så. Jeg tænkte på, vi kunne starte med at opremse ligninger og brøker. Kan du finde ud af det?" Spurgte Marcel roligt og professionelt med øjnene rettet mod Louis, der rystede på hovedet.

"Aner ikke, hvad det er." Marcel spilede øjnene op af forbløffelse.

"No way, du må da i det mindste ha' hørt om det?" Prøvede Marcel, men Louis rystede bare på hovedet igen, så Marcel tabte underkæben. Hvordan kunne han ikke have hørt om brøker og ligninger?! Det havde man i syvende semester, hvis ikke før, og de var midt i ellevte semester, hvordan kunne han have sovet sig igennem fem semestre?!

"Godt så starter vi fra begyndelsen. Brøker først, det er mest simpelt. Du har to brøktal, som du så skal..." Som Marcel begyndte at forklare, zoonede Louis per automatik ud. Han sad og betragtede Marcel fortælle. Det var tydeligt, det var noget Marcel brændte for - det indikerede den underlige glød, han havde i øjnene, mens han snakkede. Mens Louis studerede Marcels øjnene, lod han mærke til, at han havde nogle utroligt kønne grønne øjne. Louis spekulerede over, hvordan de mon så ud i skindende sollys? De ville sikkert glitre som smaragder...

"Louis. Louis? Hører du overhovedet efter?" Louis' tanker blev brat afbrudt af Marcels stemme. Marcel, der var holdt op med at forklare, havde ikke bare opdaget, at han ikke fulgte med længere, men han havde også busted ham i at stirre på ham. Louis fik en underlig trang til at rødme.

Rødme?! What the fuck?! Louis the Tommo Tomlinson rødmede aldrig! Ikke engang af hedeslag eller feber!

"Oh, erm, sorry. Bare fortsæt," snøvlede Louis, og Marcel sendte ham et underende blik, men fortsatte dog alligevel.

"Når du så har fundet fællesnævneren, så skal du huske også at gange tælleren med det tal, du gangede nævneren med, forstår du?" Louis var totalt blank, men han endte alligevel med at nikke. "Godt. Bagefter lægger du tællerne sammen, og så har du facit. Her, prøv selv." Marcel tog Louis' hæfte og begyndte at skrive. En halv plus en fjerdedel. Han rakte hæftet og blyanten til Louis, der tog imod det. Da Louis bare sad og gloede på brøker regnestykket i to minutter uden at gøre noget, sukkede Marcel og tog hæftet tilbage. "Hør, hvis du ikke kan finde ud af det, så skal du bare sige det, så tager vi det bare-"

"Du har pæne øjne," afbrød Louis af den blå luft. Okay, hvad fuck var der galt med ham?! Det var bare nørdede Marcel, den største taber på hele skolen, som kunne den latinske talrække fra et til hundrede for- og bagfra.

"Oh, uh, t-tak," kvækkede Marcel overrasket. Han var knaldrød i hovedet, hans hjerte var ved at springe ud af brystet på ham, alt sammen fordi Louis lige havde givet ham en kompliment, og han var dårlig til at tage imod komplimenter. "I lige måde," sagde Marcel dumt, da hans høflighed tog det bedste af ham og gjorde situationen endnu mere akavet, hvis det overhovedet var muligt.

"Tak," mumlede Louis, og hvis Marcel ikke vidste bedre, ville han sværge på, Louis rødmede. Men det vidste han heldigvis, så det var nok han øjne, der spillede ham et pus.

"Nå, men, ehm, det var det med de brøker. Jeg prøver lige igen. Du kigger først på tælleren, erm, jeg mener nævneren, og så finder du et tal, begge nævnere går op i." Marcel slugte en klump og prøvede at ignorere Louis' øjne, der var rettet på ham, men det var lidt svært, da de brændte ind i siden af hans ansigt. "I dette tilfælde er det fire, da to går op i fire og-"

"Marcel?" Afbrød Louis igen. Var han rykket tættere på, eller var det noget, Marcel bildte sig ind?

"Ja?" Sagde Marcel en tand for hurtigt, som om han var lettet over at blive afbrudt.

"Må jeg prøve noget?" Marcel vendte hovedet mod Louis. Hans blå øjne borrede sig ind i Marcels grønne, og Marcel kunne ikke andet end at nikke, da han ikke stole på sin stemme ikke ville knække over.

Louis tog hæftet ud af hænderne på Marcel og smed det ned på gulvet, så der ikke var noget imellem dem andet end luft, og normalt ville Marcel komme med en fornærmet kommentar om, at man skulle behandle bøger og hæfter ordentligt, men han havde andet at tænke på i øjeblikket - for eksembel Louis' ansigt der kom nærmere og nærmere.

Da der var få millimeter mellem dem, så Marcel kunne mærke Louis' pebermynteånde på sine læber, stoppede Louis, og det samme gjorde Marcels hjerte. Han så Marcel i øjnene, som om han ventede på, Marcel ville trække sig væk, men da Marcel ikke rørte sig en tomme, lukkede afstanden ved at presse sine læber mod Marcels.

Marcel frøs. Louis kyssede ham. Louis Tomlinson, skolens populære punker, kyssede Marcel, skolens nummer et største taber. Marcel havde aldrig kysset nogen før, så han anede ikke, hvad han skulle gøre og sad bare forstenet med øjnene åbne i chok.

Da der stadig ikke kom nogen respons fra Marcel, trak Louis sig til sidst tilbage med et forlegent ansigtsudtryk. Marcel havde ikke kysset ham tilbage. Det kunne ikke beskrives, hvor flov, akavet og afvist han følte sig. Hans blik så alle andre steder hen end på Marcel, til det til sidst landede på hans hænder, som han havde liggende i sit skød.

"Undskyld, det var ikke min mening at-" begyndte Louis, men blev brat afbrudt af et par søde læber, der pressede sig mod hans. Hans krop reagerede hurtigere end hans hjerne, og hans læber kyssede straks igen, mens hans hjerne lige skulle komme sig, inden den også helt forstod, hvad der foregik.

Louis flyttede lidt på sig, da den stilling, de sad i, var en smule akavet, og Marcel gjorde det samme for at give Louis mere adgang. Til sidst tog Louis fat om Marcels skuldre og tvang ham til at læne sig bag over, uden læbekontakten blev brudt et eneste sekund.  

Da Marcels hoved hvilede på den bløde hovedpude, satte Louis oven på ham, men han holdt sig oppe på den ene arm, så han ikke lagde pres på Marcel. Hans anden hånd skiftede mellem at kærtegne Marcels kind og lege med Marcels hår.

Marcel anede ikke, hvad han skulle gøre med sine hænder, så de lå bare slapt ned af hans sider, til han tøvende placerede dem på Louis' hofter.

Louis kunne ikke lade være med at smile over, hvor forsigtig Marcel var. Det var som om, han troede, at én eneste forkert bevægelse ville få Louis til at forsvinde. Men Louis gik ingen steder.

Louis besluttede sig for at uddybe kysset, så han stak sin tunge ud og strejfede Marcels undelæbe for at bede om adgang. Det så Marcel ikke ud til at forstå, så Louis nippede forsigtigt i hans underlæbe, så Marcel gispede af overraskelse, så Louis' tunge kunne smutte ind og udforske Marcels mund. Deres tunger fandt hinanden, og Louis tog hurtigt kontrollen, hvilket Marcel var taknemlig over med hans manglende erfaring.

Louis' bløde læber forlod Marcels, og Marcel sukkede ved den brudte kontakt, men måtte så bide sig i læben, da han mærkede små kys blive plantet op og ned af hans kæbe. Louis' læber fortsatte ned af Marcels hals, mens hans hånd fumlede med at åbne de første par knapper på Marcels skjorte, så den blege hud ved hans kraveben blev afsløret.

Marcel lod sine øjenlåg glide i og prøvede med besvær ikke at udstøde det støn, der kæmpede sig vej op gennem hans hals, da Louis begyndte at angribe hans kraveben. Først var Louis blid og nøjes med at placere sløsede, fugtige kys på den delikate hud, men så begyndte han at suge og nippe lidt i skindet, der helt sikkert ville efterlade et mærke, og Marcel kunne ikke holde det inde længere. Et pint støn gled over hans læber, og Louis trak sig straks tilbage med et stolt smil. Han slikkede sine godt hævede læber, inden hans blik mødte Marcels og låste sig fast.

"Wow," var det eneste Marcel kunne præstere at få sagt. Hans hår var sikkert uglet og stak ud til alle sider, men lige i dette øjeblik gjorde det ikke så meget.

Louis rullede om på ryggen ved siden af Marcel og gav sig til at glo op i loftet, mens hans hjerne arbejdede på højtryk for at omsætte det, der lige var sket.

"Wow," gentog Louis ude afstand til at tænke klart. Han havde lige kysset - okay, gennem snavet - skolens største nørd. Hvad ville hans venner ikke sige? De ville nok ikke være specielt begejstrede for ideen, men det kunne nu også være lige meget, for han fortrød ikke ét eneste sekund - faktisk ville han ikke have noget imod at det igen, og da han vendte hovedet mod Marcel, hvis blik allerede var rettet mod ham, vidste han, at han var sikker. Bare ét blik fra Marcel, og fyrværkeri eksploderede i maven på ham, hvor kliché det end lød.

Hvad gjorde denne smukke, nørdede skabning med de skindende, grønne øjne, det chokoladebrune hår og det generte smil med smilehuller dog ved ham? Hvad var det ved Marcel Styles, der var så fascinerende og dragende? Louis anede det ikke, men han havde heldigvis samtlige lektiehjælpningstimer til at finde ud af det.

 

~*~

 

Like/kommenter/favorit?

XxEm

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...