Louis/Marcel • Oneshots *STOPPET*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2016
  • Status: Færdig
Min Louis/Marcel oneshot samling på 10 oneshots. Der vil være fluff, smut, pining, generelt alt hvad hjertet kan begære. En standart længde på 5000-10000 ord pr. kapitel.
Indholdsfortegnelse: Tutor - færdig. | Big, blue eyes - færdig. | Only the forest will know [15+] - færdig. | Out of the closet - ikke begyndt. | Detention [15+] - ikke begyndt. | Straight into my heart and stole it - ikke begyndt. | The babysitter - ikke begyndt. | Bus ride - ikke begyndt. | The show's over - ikke begyndt. | I hate you, I love you [15+] - ikke begyndt. | Enjoy :)
**LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Jk, det er ikke så slemt*
***Der kan (vil højst sandsynligt) gå meeeeeeget langt mellem opdateringer, vi snakker 1 gang hvert andet år, hvis I er meget heldige :))))***

68Likes
110Kommentarer
4514Visninger
AA

5. Only the forest will know [15+] [Part 2] (3/10) - ikke rettet igennem

Næste morgen var det Mr Gilbert, der vækkede Marcels hytte. Marcel skyndte sig op og løb ud på badeværelset, heldigvis var der ikke så meget kamp om, hvem der skulle først, for hverken Louis, Dan eller Sandy var morgenmennesker til Marcels fordel.

~6634 ord~

Han skyndte sig at klæde sig på, tjekkede for eventuelle tissemandtegninger i ansigtet, der på magiskvis kunne være dukket op i hans ansigt i løbet af natten, børstede tænder, glatte sit hår tilbage, og så var han ellers ude af hytten, alt mens Louis og de andre stadig ikke havde givet tegn på liv andet end Dans snorken.

Marcel gik med hastige skridt over mod Liams hytte. Skulle han fortælle Liam om aftenen før? Nej, Liam ville højst sandsynligt konfrontere Louis med det, og for at være helt ærlig havde Marcel bare mest behov for at glemme "episoden".

"Godmorgen," hilste den altid morgenfriske Liam, da Marcel kom ind ad døren. Niall lå stadig og bobblede der ud af i sin seng, Zayn var ingen steder at se - han var sikkert ude på toilettet for at sætte sit hår, en opgave han sikkert havde været i gang med siden før fanden overhovedet fik tanken om at trække i fodtøjet - og Josh lå i sin seng med en pude over hovedet, sikkert for at lukke Nialls snorken ude, en umulig opgave eftersom Nialls snorken lød som en forkølet bjørn. Liam derimod stod fuldt påklædt og nærmest skinnede, som om hans hud var lavet af solceller, og solen var hans evige energikilde.

"Hey," sagde Marcel og undertrykte et gab, der prøvede at kæmpe sig vej op gennem hans hals. "Sovet godt?" Og selvfølgelig havde Liam sovet fantastisk. Han kunne sove på en sten og så stadig vågne totalt veludhvilet. Marcel mistænkte ham seriøst for at køre på solenergi.

"Så du overlevede din nat med Louis?" spurgte Liam med et smil.

"Min nat med Louis? Hvad mener du?" Og okay, ro på, ellers behøvede Marcel ikke engang fortælle Liam om aftenen før, for han ville bare kunne læse det i Marcels ansigt.

"Ja, jeg kan se, han ikke kvalte dig, mens du sov, for du står da her lige nu." Nåårh, ja. "Medmindre du er et spøgelse? Du ser lidt bleg ud?" Liams sædvanlige, elendige humor, alle sammen. Skru' ikke jeres forventninger op, for det bliver virkelig ikke bedre end det.

"Ha. Ha. Til din information, så er det min naturlige hudfarve, og jeg er ikke bleg, jeg ligner bare ikke et stykke kød, der har ligget ude i solen i 14 dage." Det var noget, Marcel altid havde været misundelig over ved Liam. Liam havde altid haft nemmere ved at blive solbrun end Marcel. De kunne begge to tilbringe en hel dag på stranden i hamrende solskin - begge to med solcreme på selvfølgelig, Marcel kunne aldrig drømme om at forhøje risikoen for at få hudkræft med noget så utænkeligt som mangel på solcreme - og Liam ville komme til at ligne en lækker supermodel eller sportsstjerne, mens Marcel stadig lignede en nørd, der havde tilbragt hele dagen indenfor foran computeren. Liam rystede på hovedet, og i det samme kom Zayn ind ad døren. Marcel havde stadig ikke snakket med ham siden det i køkkenet, og Marcel var et sekund nervøs over, om Zayn stadig var pissed, men han lavede et kort nik med et skævt smil i retningen af Marcel, så Marcel vidste, at de var cool igen.

"Er Niall stadig ikke stået op?" spurgte han, og da ingen svarede, fordi alle allerede kendte svaret inklusiv Zayn. Så gik han tilbage på badeværelset og ikke længe efter kom han tilbage med en halvandenliters colaflaske fyldt med vand. Alle ventede spændt, mens Zayn sneg sig hen til Nialls seng, skruede låget af flasken og hældte halvanden liter koldt vand ud over den sovende Niall. Der gik et par sekunder, inden Niall pludselig vågnede med et brøl. Han satte sig op og så sig forvildet omkring, til han fik øje på Zayn, der var begyndt at bakke hen mod døren.

"Du er død, Malik," sagde Niall med et stift blik på Zayn. Så rejste han sig ellers i sin fulde, meget nøgne skikkelse og satte i løb efter Zayn, der fór ud af hytten, så hurtigt hans tynde ben kunne bære ham med Niall efter sig.

"Han har jo ikke tøj på?" bemærkede Marcel.

"Det skal jeg se!" Og så var Liam også ude af døren, og Marcel tøvede lidt, men endte med også at følge efter. Zayn havde ført Niall over mod pigernes hytter, og der var et par piger der så småt begyndte at dukke frem fra deres hytter, nysgerrige efter hvad der lavede larmen, og de fik sig da også noget af et syn. En skraldgrinende Zayn med en stadig meget nøgen og råbende Niall efter sig. Nialls pik klaskede fra side til side, mens han løb, og det var altså ikke fordi Marcel kiggede som sådan, men han kunne bare ikke undgå at bemærke den lyserøde, pølseformede tingest dingle mellem Nialls ben. Og han var ikke den eneste, for pigerne havde bestemt også bemærket det. En eller anden piftede, og mindst tre stod med deres mobiler og filmede sceancen.

"God røv, Niall!" råbte en af pigerne efter Niall, og det var som om Niall først dér opfangede det publikum, der havde samlet sig for at kigge på. Han stoppede op og så tænksom ud et sekund, som om han var ved at beslutte sig for, hvad der nu var smartest; at flygte eller få det bedste ud af situationen. Zayn løb om bag Liam, han lo forpustet, og Liam gav ham et anerkendende klap på skulderen.

"Ved du hvad, Jade, der er meget mere hvor den kom fra!" Typisk Niall, så havde han valgt den anden mulighed, så han stillede sig op på en træstup lidt væk, og så gik han ellers i gang med at posere for kameraet. Niall var ikke genert på nogen måde, og han havde da heller ikke noget at være genert over, han var rimelig veludrustet dernede. Hvis det var Marcel - for det første var Marcel nok aldrig kommet i den situation til at starte med - men hvis han var, så havde han nok taget det lange ben på nakken og flygtet med en stor støvsky efter sig.

"Niall Horan! Kan du så komme ned og dække dig selv til!" råbte en forfærdet Mrs Pinley, der kom hastende i fuld galop. Niall hoppede ned op skyndte sig over mod sin hytte, men lige inden han løb ind ad døren, stoppede han op, vendte sig og lavede en sidste lille salut i form af helekopterbevægelser med pikken.

"HORAN!" Nu havde Mr Gibert også sluttet sig til selskabet, og han var betydeligt hurtigere end Mrs Pinley trods hans 100+ kilo, så Niall fór ind i hytten, mens hans latter kunne høres flere hundrede meter væk.

"Kan I så smutte ind i jeres hytter og blive færdige, der er ikke mere at se her. Morgenmaden er serveret om præcis 15 minutter og ikke ét sekund efter," sagde Mr Gilbert strengt.

"Og tro ikke, jeg ikke så de mobiler. De skal pakkes langt væk, ellers kan i hente dem på kontoret på mandag." Mrs Pinleys stirrede stift efter pigerne, der en efter en smuttede ind i deres hytter igen. "Og i tre har lige gjort jer fortjent til en morgenvagt, ind og stil maden frem." Med tunge skridt gik Zayn, Liam og Marcel mod køkkenet uden protest, for de vidste alle, at det ikke kunne betale sig.

 

~*~

 

Resten af dagen foregik i nogenlunde ro og mag. Marcel holdt sig til Liam hele dagen, heller ikke da Liam havde oprydningstjans efter frokost, veg Marcel fra hans side. Han nærmede sig ikke sin hytte i tilfælde af, Louis skulle være derinde. Der opstod dog et problem, da Liams næsten-kæreste - de havde skrevet og snakket sammen næsten hver dag i to måneder, og Marcel havde set dem kysse flere gange, men Liam havde bare ikke spurgt hende om at komme sammen endnu på trods af utallige hints fra hendes side, som tykhovede Liam ikke havde opfanget - Sophia gerne ville tilbringe eftermiddagen med Liam ved at gå en tur om søen. Liam havde ikke noget problem med, at Marcel kom med, men Sophia blev meget stiv i ansigtet, da hun så Marcel komme gående bag Liam ned til badebroen, hvor de havde aftalt at mødes.

Marcel holdt sig lidt i baggrunden, så han ikke forstyrede deres "date", men han var ikke længere væk, end at han kunne løbe om bag Liam, hvis det blev nødvendigt.

Naturen var faktisk ret yndefuld, og Marcel følte sig helt høj af solens stråler og fuglesangen, der var det eneste, der kunne høres i kilometers afstand. Vandet var roligt, og Marcel var virkelig fristet til at stoppe og dyppe tærene, men han lod være. Det skulle lige passe med hans held, at han faldt over ingenting og faldt i vandet.

Hans blik faldt på Liam og Sophia, der gik ti meter foran ham. De holdt i hånd, og Sophias hoved lå lænet mod Liams skulder. Hvordan de kunne gå sådan uden at falde, var Marcel en gåde, men nu var det heller ikke alle, der var lige så klodsede som ham selv.

Han blev enig med sig selv om, at når han var alene med Liam næste gang, så ville han forslå Liam at spørge Sophia, og de ikke skulle gøre det officielt. De blikke Sophia sendte Liam, både når han så det, og når han ikke gjorde plus de ting, Liam fortalte om Sophia til Marcel, var alt sammen klare tegn på, at de var skabt til hinanden. Og Marcel syntes også, han skyldte Sophia en, nu hvor han havde forstyret deres gåtur med sin tilstedeværelse.

Da de kom tilbage til lejeren en times tid senere, var mange taget ned til søen for at bade, sole sig eller spille et eller andet vand-polo-lignende spil, Marcel ikke lige kunne gennemskue, hvad gik ud på.

"Marcel, Payno! Kom og vær med! Vandet er ti centimeter koldt, men hvis i bevæger jer, lægger I slet ikke mærke til det!" Råbte Niall med et kæmpe smil. Marcel var forvirret, man kunne ikke måle temperatur i centimeter, men så slog det ham. Nååårh. Liam så på Marcel. Sophia var gået over til sine veninder, der lå og solede sig i græsset.

"Gå du bare i, jeg sidder bare og ser på," sagde Marcel.

"Er du sikker?" spurgte Liam tøvende. Marcel nikkede. Liam trak sin trøje over hovedet, da han allerede var iført sine badebukser, og løb ud på molen og sprang i ude for enden. Marcel gik ud på molen og satte sig ned. Han ejede ikke et eneste par shorts, mens han bukser var løse nok til, at han kunne smøre dem op til knæene, så han kunne dyppe tærene. Shit det var koldt, men efter noget tid, vant han sig til det.

Inde ved kanten sad Mr Gibert. Det var meningen, han skulle holde øje, men i stedet lå han og boblede med bog på maven, han sikkert havde været i gang med at læse, inden han faldt i søvn. Det skulle nok give ham en sjov plet fra solen.

Det tog Marcel noget tid at forstå, hvad spillet handlede om, men det minde lidt om fodbold bare i vand, og så kastede man bolden i mål i stedet for at sparke til den. Holdene var Niall, Liam, Dan og Andy mod Sandy, Josh, Ed og Stan, og det så ud til, at Liams hold førerede. Niall havde bolden, mens Liam svømmede mod mål. Da Stan var faretruende tæt på Niall, kastede han bolden til Liam, der var et lille stykke fra mål. Han greb bolden og lavede en mærkelig finte udenom Ed scorede. De andre på holdet jublede, og Marcel klappede begejstret i hænderne. Sport interesserede ham ellers ikke synderligt - med undtagelse af kunstskøjteløb, der bare fascinerede ham med dets elegance og ynde, men det ville han aldrig indrømme til nogen nogensinde - men når det var hans venner, der spillede, så var det en anden boldgade - all puns intended.

"Skal du ikke i, Marcel? Eller kan du ikke lide at blive våd?" Marcel spjættede forskrækket, da han hørte Louis' stemme bag sig. "Det kunne du ellers godt i går aftes," hviskede Louis ham nu i øret. Marcel fik en klump i halsen. Hvordan kunne Louis snige sig op lige bag ham, uden han bemærkede det? Han så sig forsigtigt over skulderen, og ganske rigtigt stod Louis foroverbøjet bag ham. Et par meter væk stod hans venner. Marcel gik ikke ud fra, Louis havde fortalt dem om aftenen før, ikke for Marcel skyld, men for sin egen. Hans såkaldte venner så nok ikke så meget op til ham, hvis de troede han var homo. Marcel overvejede et øjeblik, at han kunne fortælle dem det for at få ram på Louis, men de ville helt sikkert ikke tro ham alligevel, så han droppede tanken ret hurtigt igen.

"Måske skal han bare have lidt hjælp?" forslog en af Louis' gorillaer skadefro.

"God idé, lad os hjælpe vores lille ven Marcel her med at komme i vandet," sagde Louis, og før Marcel kunne nå at få set sig om, havde Louis grebet fat i hans arme, og nogle andre havde fået fat i hans ben. Han blev løftet op i luften, og Louis begyndte at svinge ham fra side til side som en anden gynge ud over vandet. Louis talte ned fra tre, Marcel var lammet af skræk og evnede ikke at kæmpe imod, og han kunne alligevel ikke hamle op med Louis' styrke, det havde han allerede fundet ud af i går. På tre slap Louis og hans gorillaer grebet, de havde i Marcel og i cirka et halvt sekund, føltes han vægtløs i luften, inden han ramte vandoverfladen. Marcel kunne se Louis' skikkelse stå på molen, og han kunne lige forestille sig, hvordan han stod og grinede, på trods af han ikke kunne høre det.

Kulden ramte Marcel som små stig over alt på kroppen, mens vandet slugte ham helt. Hans briller var faldet af, ikke fordi han kunne se så meget ellers, da det var helt mørkt omkring ham, han kunne ikke engang fornemme, hvad det var op eller ned.

Se, der var en ting, der var lidt uheldigt i den her situation, for ikke at sige meget uheldigt. Marcel kunne ikke svømme. Som i overhovedet ikke. Han begyndte panisk at plaske rundt med arme og ben, men lige lidt hjalp det. Hans hoved blev grebet af panik, og hans lunger begyndte at brænde af luftmangel. Han skulle dø. Fuck, han var alt for ung til at dø.

Smerten i hans lunger var ikke længere til at bære, han måtte give efter og åbne munden, og der strømmede med det samme vand ind og ned i hans lunger. Han fik sorte plamager for øjnene, og hans hoved blev tungere og tungere. Nu dør jeg. Han mærkede svagt nogle arme snog sig om hans brystkasse, men så blev alting sort, og han kunne ikke mærke sin krop længere.

 

~*~

 

Marcel kunne mærke noget trykke på hans bryst i regelmæssige tryk, det føltes som om, hans brystkasse skulle til at bryde sammen. Så mærkede han noget varmt i ansigtet. Nærmere sagt et par læber, der prøvede at puste liv i ham, som om han var en ballon. 

"Liam, jeg tror, han er der," sagde en stemme, der virkede bekendt, men Marcel kunne ikke lige komme i tanke om, hvem den tilhørte, i det han havde travlt med at hoste og sprutte vand op. Det føltes ligesom, når man får noget vand galt i halsen bare ganget med hundrede.

"Åh Gudskelov," udbrød Liam, som Marcel nu kunne genkende. Liams stærke arme var om Marcel, og ligeså tryg han følte sig i Liams favn, ligeså ondt gjorde det, for Liam var ved at kvase ham.

"Lad ham nu for vejret, inden du presser det hele ud af ham igen." Marcel kunne nu kende Nialls stemme.

"Shit Marcel, du skræmte nær livet af mig," udbrød Liam lette.

"Så vidt jeg har forstået det, så er det mig, der nær døde," jokede Marcel, og han fortrød straks, at han havde åbnet munden, for en lang omgang af hoste fulgte med.

Marcel så sig om. Alle mulige fra hans årgang tårnede over ham, nysgerrige efter at se hvad der skete. Liam og Niall knælede ned ved siden af ham, begge to med bekymring malet i ansigtet. Men han kunne ikke få øje på det ansigt, han ledte efter. Louis.

"Hvad foregår der her? Flyt jer," spurgte en meget solskoldet Mr Gibert, der kom prustende ind imellem alle de nysgerrige elver, så nogle af dem, var ved at skvatte i vandet. Han havde ganske rigtigt fået en bleg plamage på maven, der fint illustrerede omkredsen af en bog, som Marcel havde forudset. "Mr Styles? Hvorfor er du våd?"

"Marcel faldt i vandet, og han kan ikke svømme, så Liam svømmede over og fik ham op af vandet," forklarede Niall. Mr Gibert så alvorligt på Marcel.

"Er det rigtigt Mr Styles?" Marcel tøvede. Louis og hans gorillaer skuppede ham i, og hvis han sagde det, ville Louis blive smidt hjem, for der var helt sikkert andre, der havde set, hvad der rent faktisk skete, og så kunne Marcel måske nyde resten af den her lorte tur bare en lille smule uden Louis. Alligevel var der noget inde i ham, der fik ham til at holde sin mund lukket og i stedet nikke langsomt med hovedet. "Nå, men så skal du måske holde dig til at blive inden på land en anden gang. Du må hellere smutte op og få noget tørt tøj på, og det gælder forresten også jer andre, der er aftensmad om en halv time." Da alle de andre var gået, og kun Niall, Liam og Marcel var tilbage, så Liam på Marcel med et undrende blik.

"Hvorfor sagde du ikke, det var Louis?" Og ja, hvorfor gjorde han egentlig ikke det? Han vidste det ikke engang selv.

"Jeg gad bare ikke have Louis' bavianer på nakken, hvis deres alfa blev smidt hjem på grund af mig," sagde Marcel, og det var da egentlig en udmærket forklaring, han lige kom med der. Det var lige før, han selv troede på det.

"Det var sgu da hans egen skyld, han smed dig i vandet," protesterede Niall.

"Ja, men han vidste jo ikke, at jeg ikke kunne svømme." Forsvarede han lige Louis?

"Du kunne være død, Marcel," fastslog Liam alvorligt.

"Ja, men det gjorde jeg ikke, kan vi ikke fokusere på det? Wuhu, jeg overlevede, lad os nu komme tilbage, det her er ikke ligefrem det varmeste tøj." Niall så heldigvis ud til at lade det ligge, Liam var stadig skeptisk, men holdt det for sig selv, hvilket Marcel var glad for. De gik tilbage mod hytterne. Marcels gennemblødte tøj gjorde absolut intet godt mod den efterhånden små kølige aftenbrise; hans brystvorter var så stive, de kunne skære i glas.

"Fuck, det her er det eneste rene tøj, jeg har tilbage." Hans andet sæt tøj prøvede han stadig til at få til at tørre, efter Louis havde sprøjtet det til under opvasken dagen før, men det var ligesom om, den fugtige luft i hytterne kun gjorde det værre, selvom han havde haft det til at ligge til tørre natten over.

"Du låner bare noget af mig," sagde Liam, og Marcel sendt ham et taknemmeligt smil.

De tog over i Liams og Nialls hytte, hvor Liam fandt en T-shirt, nogle jeans og en sort hættetrøje, som Marcel tog på. Det sad lidt løst, men det gik an.

I frygt for, at Louis skulle befinde sig i hytten, fik Marcel Niall til at gå over i hans hytte og hente hans kontaktlinser, som han heldigvis havde taget med i tilfælde af, hans briller skulle blive ødelagt - det var sket en del gange før, så det var godt at være forberedt. Normalt havde han et ekstra par briller med, men han havde ikke nået at få dem med, da de stadig var til reparation fra sidste uge, hvor han fik dem smadret ved at blive skubbet ind i et skab, så kontaktlinser måtte gå an.

Hans normalt glatte hår var ødelagt, og frem sprang hans naturlige krøller, han altid havde haddet, fordi de faldt ned i øjnene på ham, men hans kam og hårgele var ovre i hytten, og der skulle han fandme ikke over, hvis han kunne blive fri, og hvis han sendte Niall over efter det, ville han sikkert ikke kunne finde det rigtige - Niall var typen, der stod op med morgenhår og gik i seng med morgenhår, det havde sikkert aldrig været i kontakt med en kam, så hårprodukter var ikke just hans stærke side.

"Så kan jeg se noget igen," sukkede Marcel lettet, da han kom ud fra badeværelset efter at have skiftet og fået kontaktlinser i. Hans nu igen klare syn gjorde ham opmærksom på Niall og Josh, som lige var kommet tilbage fra Gud ved hvad. De stod begge og kiggede på Marcel med forundrende blikke.

"Hvad?" spurgte Marcel undrende og kiggede ned af sig selv for at se, om han havde glemt at lukke sine bukser eller noget.

"Hvorfor fuck går du klædt i det grimme tøj, der får dig til at ligne en gammel mand, når et par jeans omfavner din røv alle de rigtige steder? Og hvorfor gemmer du de krøller bag alt det snask, du putter i, jeg får lyst til at løbe mine fingrer igennem dem hele dagen lang bare ved at kigge på dem?" Udbrød Niall, og Marcel prøvede på ikke at føle sig fornærmet.

"Øhh..." mumlede Marcel.

"Du kan godt glemme det, Nialler, jeg har prøvet, men det nytter ikke noget, Marcel er bare fast besluttet på at ligne en pensionist," lo Liam, og Marcel sendte ham en utilfreds skulen.

"Jeg siger bare, at hvis min røv så sådan ud i jeans, så ville jeg glo på den i spejlet hele tiden," forsvarede Niall sig.

"Bro, your gay is showing," jokede Josh og modtog en lammer fra Niall.

"Plus det ville være en awesome pigemagnet," pointerede Niall, og der måtte Josh erklære sig enig.

"Anywaysss," sagde Liam for at skifte emne, hvilket Marcel var glad for en eller anden gjorde, hans bagdel var ikke lige et yndlings samtaleemne i denne forbindelse. "Skal vi komme over og få noget mad?" Den var Niall med på, hvis der var noget, man kunne distrahere Niall med, så var det mad. I hvilken som helst forbindelse.

De forlod hytten for at gå til aftensmad. De andre var allerede i gang med at skovle i hovedet, da de kom over til bålet, men det var ligesom om gaflerne stoppede i luften, da de fik øje på Marcel. Marcel havde aldrig brudt sig om at være midtpunkt for alles opmærksomhed, så den her situation var langt fra behagelig på nogen måde. Han hørte endda nogen hviske "hvem er han?", og come on så anderledes så han da heller ikke ud. Han hørte også nogen hviske "han er da nuttet", men det lod han som om, han ikke hørte. I stedet gik han over for at tage mad - en eller anden mystisk gryderet, der ikke just så appetitlig ud, men han var høflig og hældte en portion op alligevel og lod tvivlen komme den brune substans til gode.

Ham, Liam, Niall og Josh satte sig over til Ed, Stan, Zayn og Andy, der sad ovre ved brændestablen. Samtalen var langsomt gået i gang igen, og Marcel kunne igen slappe af, selvom han stadig kunne mærke samtlige øjne brænde hul i baghovedet på ham.

"Hvem er denne handsome devil, I har fundet jer her?" spurgte Zayn og sendte Marcel et anderkendende smil. Marcel smilede forsigtigt tilbage.

"Damn, Marcel, hvor har du gemt alt det hår henne?" kom det fra Andy. Marcel vendte øjne og satte sig ned. Alle opførte sig som om, han havde gennemgået en eller anden sindssyg forvandling i et af de der latterlige reality programmer, men så stor forskel var der da heller ikke, var der?

Til Marcels lettelse, så vendte alle deres opmærksomhed mod Niall, da han kommenterede det brune snask, der stod på menuen, og så var sammentalen i gang. Marcel deltog ikke aktivt i diskussionen, men han sad i stedet og lyttede. Han havde det meste af sit liv været en enspænder og kun socialiseret med Liam og nogengange Niall, men det her var overraskende rart. Samtalen ledte over imod fodbold, hvilket ikke interesserede Marcel det mindste, så han fortabte sig i stedet i sine tanker, mens hans blik fandt bålet, hvor han gav sig til at studere de varme, orange flammer der nærmest dansede i mørket.

Han fik øje på Louis sidde op af et træ sammen med sine venner - eller hvad de nu var. De andre havde også gang i en samtale, men Louis virkede ikke interesseret. Mest fordi han sad og kiggede intenst på Marcel. De varme flammer fra bålet lyste hans ansigt op - et ret smukt syn, hvis Marcel skulle være ærlig, selvom han ikke brød sig om Louis, så havde han da lagt mærke til, at Louis havde meget symmetriske ansigtstræk, og han forstod på sin vis godt, hvorfor så mange piger fandt ham tiltrækkende, udadtil i hvert fald. Louis' intense blik fik hårene til at rejse sig steder på kroppen, han slet ikke var klar over, han havde hår.

"Marcel? Skal du med?" Marcel havde været så fordybet i sine tanker, at han ikke havde lagt mærke til, at de andre havde rejst sig og var mere eller mindre gået, bortset for Liam, der ventede på ham.

"Øh, ja," svarede Marcel åndsfraværende og rejste sig. Efter de havde været henne med deres tallerkener, gik de over i Liams hytte, hvor Niall, Zayn, Andy, Josh, Stan, Ed samt nogle piger Perrie, Sophia, Jade, Jesy, Leigh Anne og Eleanor lige var begyndt på sandhed eller konsekvens. Liam og Marcel sluttede sig til dem. Legen foregik stille og roligt, Niall skulle slikke Zayns armhule - hvilket virkede til at være mest grænseoverskridende for Zayn af en eller anden årsag - Perrie og Jade kyssede, Josh skulle fortælle en pinlig historie fra, da han var lille, og Andy havde slikket på Stans fod.

Som legen fortsatte, blev der givet flere åndsvage konsekvenser, og Marcel lærte en masse ting om de andre, han godt kunne have undværet. Marcel blev ikke rigtig spurgt. Kun en enkelt gang blev han spurgt af Perrie, hvor han havde taget sandhed - han skulle sgu ikke prøve konsekvens - og hun spurgte ham om, hvoran hans første gang havde været, hvilket Marcel til de andres overraskelse ikke kunne svare på, eftersom den begivenhed endnu ikke havde fundet sted.

"Se nu troede jeg, du var typen, der fik mere fisse end et toiletbræt på banegården," jokede Andy, hvortil Jade forsvarede Marcel ved at sige, at der ikke var noget galt i at være jomfru, hvis man ventede på den rigtige, og det var sådan set nogenlunde rigtigt. Det var ikke fordi, han gik og ventede på den "special someone", der fik fyrværkeri til at eksplodere i maven, han havde bare ikke fundet en person, han havde hat lyst til at være intim med på den måde.

Da Niall sad og faldt i søvn, Ed mere sad på sin telefon frem for at være med, og Liam og Sophia var mere indteresseret i hinanden end noget andet, døde legen stille og roligt, og det var tid til at Marcel skulle tilbage i sin egen hytte. Lærerne gik ikke rundte, fordi det var den sidste aften, og de fleste sov alligevel alle mulige andre steder end deres egen seng. Marcel hjalp lige Liam med at løfte Niall i seng, og lige så snart Nialls hoved ramte hovedpuden, krøllede hans krop sig sammen, så han nærmest lignede en koalabjørn. Det var ret cute, hvis Marcel var helt ærlig.

Han sagde godnat til de andre og gik over mod sin egen hytte. Lyset var slukket, så han håbede lidt på, at han ville være alene, så han bare kunne hoppe i seng og falde i søvn, inden de andre kom. Specielt Louis. Han troede et øjeblik, at han var heldig, da han kom ind og fandt hytten tom, til han fik øje på en person gemt under dynen i Louis' seng. Pis altså. Nå, men det så ud til, at han sov, så Marcel listede ligeså stille ud på badeværelset. Det var rart nok, at han ikke skulle gøre noget ved sit hår, så han tog bare sine kontaktlinser ud, børstede tænder og tog sit tøj af, så han kun var i boxershorts.

Han åbnede forsigtigt døren til badeværelset, Louis havde ikke bevæget sig det mindste, så Marcel slukkede lyset og listede i seng. Okay, liste og liste, det var sgu lidt svært at kravle lydløst op af den skide stige op til overkøjen, men hvad fanden kunne han ellers gøre? 

Selvom han var træt, så kunne han alligevel ikke sove, så han lå og kiggede op i loftet i over en halv time - derefter holdt han op med at tjekke klokken. Sandy og Dan så ikke ud til at komme tilbage, de sov sikkert inde hos nogle af pigerne. Langt om længe efter, Gud ved hvor lang tid, begyndte hans øjenlåg endelig at føles tunge, og han forsvandt ind i en dyb søvn.

 

~*~

 

Marcel vågende ved, at han kunne mærke sengen under ham bevæge sig. Først var han forvirret; det der når man vågner op et sted, der ikke er ens egen seng, og de første to sekunder går man i panik, fordi man ikke kan huske, hvor man er, men så huskede han det. Derefter gik han igen i panik, fordi hvorfor fanden bevægede sengen sig? Omridset af en skikkelse dækkede op fra sengekanten, Marcel følte panikken rive i ham, men han forblev stille i håb om, at personen ville gå, hvis han lod som om, han sov. Men personen kravlede bare op i sengen, så det virkede ikke, fuck hvad- vent lige lidt.

"Louis?" hviskede Marcel. En smal revne mellem gardinerne gav månelyset adgang, og Marcel kunne skælme Louis' ansigt i mørket.

"Shh," tyssede Louis, og Marcels panik havde erstattet sig med forvirring. Hvad lavede Louis i hans seng midt om natten? "Damn, Marcel, hvis jeg bare havde vidst, du så sådan ud bag de kæmpe briller, det glatte hår og grimme tøj." Marcel prøvede igen på ikke at blive fornærmet, hold kæft hvor var folk bare overfladiske. "Men selvom du er ret hot nu, så kan jeg nu stadig bedre lide den nørdede, forsigtige Marcel." Wow, måske var Louis ikke så overfladisk alligevel.

Marcel valgte ikke at fokusere på alle de ting, Louis lige havde sagt. "Hvad laver du i min seng?" spurgte han i stedet undrende. Han kunne se Louis smile i månelyset.

"Jeg tænkte, vi kunne fortsætte, hvor vi slap. Jeg skulle bare være sikker på, at Sandy og Dan ikke kom brasende midt i det hele." Hvor de slap? Hvor var det? Hvad fanden foregik der? "De jeans sidder så perfekt om din røv, det har drillet mig hele aftenen." What? Marcels hjerne brød sammen, da han pludselig mærkede Louis' læber crashe med hans. Louis' læber var overraskende bløde, de havde den perfekte fugtighed; ikke for våde, men heller ikke for tørre. Marcel kom til sig selv og skubbede Louis væk.

"Hvad fuck?" udbrød han overrasket og tog sig til munden, hvor han stadig kunne fornemme følelsen af Louis' bløde læber.

"Der er ingen grund til at prøve at stå imod, Marcel, jeg kunne mærke, hvor meget du ville det i skoven." Drømte han? Han borede neglene ned i sin håndflade, det gjorde ondt, men han vågnede ikke, så det måtte være virkelighed.

"Det kan måske godt være, men så var du grunden til, at jeg nær druknede, og det er, tro det eller ej, ikke det største turn on," sagde Marcel og satte sig op i sengen med ryggen mod væggen, mens han trak sine ben op til brystkassen for at skabe noget afstand mellem ham og Louis.

"Nårh ja, sorry for det forresten, det var ikke min mening, jeg troede, du kunne svømme," undskyldte Louis, og han lød faktisk oprindelig som om, han mente det.

"Nå, men det kunne jeg ikke." Marcel snoede sine arme om sine knæ og ville ikke kigge på Louis.

"Marcel?" Marcel så stadig ikke på ham, så han tog fat om hans hage og tvang ham til at møde hans blik. "Jeg er virkelig ked af, jeg smed dig i vandet." Det kom helt bag på Marcel, at Louis overhovedet havde en blød side. Havde en en personlighedsspaltning eller hvad? Louis' blik var intenst, og han kiggede Marcel direkte i øjnene, som om han prøvede at læse hans tanker eller noget. Marcel mærkede en irritation i maven.

"Og hvad så? Skal jeg så bare tilgive dig, fordi du vækker mig klokken lort om natten og er åh så ked af det? Sådan fungerer det ikke. Tilgivelse gør man sig fortjent til, og du fortjener, at jeg havde sagt, det var dig til Mr Gibert, så du var blevet smidt hjem. Fuck, du fortjener endda langt værre end det," snerrede Marcel.

"Hvorfor sagde du det egentlig ikke?" spurgte Louis forstående nok, for hvorfor var det lige, han ikke havde sagt det?

"Fordi jeg... ved du hvad, det behøver jeg ikke fortælle dig. Du kan rende mig, og fuck så ud af min seng." Marcel prøvede at trække sin dyne til sig, så han kunne lægge sig til at sove igen, men det var ret besværligt, eftersom Louis sad på halvdelen af den.

"Kom nu, Marcel," prøvede Louis, og den måde han sagde Marcels navn på, fik Marcels hjerte til at blafre, men fucking nej om han nogensinde ville indrømme det højt. "Marcel..."

"Hvad fanden vil du egentlig?" udbrød Marcel, opgav at få dynen fra Louis og satte sig i stedet for op igen. "Det ene øjeblik er du verdens største nar overfor mig og kalder mig alle mulige grimme ting, selvom jeg aldrig nogensinde har gjort noget for at genere dig. Det næste øjeblik, så stikker du hænderne i bukserne på mig uden videre. Så er du en idiot igen og er tæt på at få mig dræbt, og nu er du ked af det? Hvad har jeg nogensinde gjort dig?" Det var et rimlig nok spørgsmål. Louis' ansigt faldt lidt sammen, og hans øjne hvilede tungt på hans hænder, som han legede med i skødet.

"Det er svært at forklare.." mumlede Louis.

"Jeg har hele natten," sagde Marcel bestemt.

"Det har ikke noget med dig at gøre... eller jo, det har det, men det er ikke din skyld." Louis' stemme var lav. Han tog en dyb indånding. "Jeg kan godt lide dig. Fuck, de briller og det hår, det får dig til at ligne en gammel mand, men jeg kan godt lide det."

"Du har en spøjs måde at vise det på," sagde Marcel tørt. Louis nikkede.

"Det ved jeg godt. Det er ikke nemt, jeg... hele mit liv har det været piger, der fangede min opmærksomhed, men så så jeg dig, du havde været der hele tiden, jeg havde bare ikke lagt mærke til dig." Han så op. "Og jeg... jeg kom i tvivl. Jeg havde aldrig overvejet, at det kunne være anderledes. Jeg vidste, at mine venner ikke ville acceptere det, så jeg holdt det for mig selv, hvilket er fucking svært, det er en del af mig selv, og så kan jeg ikke engang udtrykke den, du ved?" Marcel nikkede forstående. "Ha, jeg vidste ikke engang, om du havde det på samme måde... Med tiden blev det bare ubærligt... og i stedet for at fortælle dig det, så blev jeg sur på dig over det... at du kunne have sådan en effekt på mig, jeg beskyldte dig i mit hoved for at gøre det her mod mig."

"Så det var min skyld, at du er tiltrukket af mig? What the fuck?"

"Jeg ved det, det er åndsvagt.... shit, jeg lyder som en pige, haha." Louis' latter var hul, og hans hånd havde søgt op til hans hår, hvor han fraværende pillede ved sine spidser. Marcel vidste ikke, hvad han skulle gøre med alt den information. Han var da smigret over Louis'... hengivenhed rettet imod ham, men var det noget, han gengældte? Han havde ingen ide, men sådan som Louis sad der foran ham, var alt den vrede, frustration og irritation, han tidligere havde rettet mod ham, væk og erstattet med omsorg, for lige nu var Louis fucking cute okay, og så var han ligeglad med, hvor tøset det lød.

"Hey, det er okay, jeg tilgiver dig." Louis så op, og Marcel blev overrasket over at finde hans øjne blanke.

"Ha, det fortjener jeg ikke."

"Måske ikke." Marcel tog hans hånd som stadig lå i hans skød. "Men det må jeg selv om, om jeg vil." Louis' blik var rettet mod deres hænder. "Hvis du bare holder op med at skubbe mig ind i skabene, og du aldrig prøver at drukne mig igen," jokede Marcel i et forsøg på at lette situationen.

Louis så op på ham, og Marcels hjerte sad oppe i halsen på ham. Shit, hans øjne var smukke, sådan som de nærmest skinnede i månelyset. Fuck, at han lød som en eller anden teen age tøs i en dum tøsefilm, det var sandheden.

"Det er en aftale," lo Louis stille.

"Godt," hviskede Marcel. Han havde ikke helt opfanget, hvornår eller hvordan det var sket, men Louis havde flettet sine fingre med Marcels. Hans blik var stadig fastlåst med Marcels, og uden på var Marcel helt rolig, men indvendig galoperede hans hjerte afsted med hundrede kilometer i timen. Louis kom langsomt tættere på, og Marcel forholdt sig stille, afventende.

"Super," hviskede Louis. Han var nu så tæt på Marcel, så Marcel kunne føle hans ånde mod hans ansigt, hår han trak vejret. Han vidste ikke, om det var fordi han var høj på situationen, på Louis, men han sværgede, Louis duftede af nyklippet græs, regn og nyudsprungne forårsblomster. Hans hoved snurrede.

"Fantastisk," mumlede Marcel mod Louis læber, der var to millimeter fra hans egne.

"Fremragende," begyndte Louis, men Marcel afbrød ham.

"Hold mund," fnes Marcel og lukkede langt om længe sprækken mellem dem. Han sukkede indvendigt over den længe ventede kontakt. Louis førte an, det var blidt og forsigtigt, som om han var bange for, at Marcel ville gå i stykker, hvis han pressede for hårdt. Det var Marcel også, det var utroligt, at Louis kunne have den effekt på ham. Marcel blev utålmodig og tog føringen ved at åbne munden lidt og prøvede at få Louis til at gøre det samme. Louis' respons kom haltende, som om han blev overrasket over Marcel tog initiativet, deres tunger mødtes, og Marcel så stjerner for sine øjne. Louis' hånd sneg sig op i Marcels krøller, hvor han gav dem et lille hiv, så Marcel ikke kunne lade være med at komme med en lille jamren. Louis trak sig tilbage forskrækket.

"Undskyld, gjorde det ondt?" Marcel lo og rystede på hovedet, han så ned på deres hænder, som stadig var flettet sammen.

"Det var rart." Louis smilede. "Men jeg vil gerne sove nu, ellers er jeg totalt død i morgen."

"Fair nok," sagde Louis og lagde sig ned i Marcels seng, hvor han lagde sig til rette.

"Hvad laver du?" spurgte Marcel undrende.

"Gør det noget, jeg sover her?" spurgte Louis uskyldigt.

"Hvis du ikke sparker mig ud over kanten, så I guess?" Louis smilede tilfreds. "Og ikke noget... du ved nok, du holder dine hænder for dig selv, jeg vil virkelig gerne sove."

"Selvfølgelig." Marcel lagde sig ned ved siden af ham med ryggen til. Han mærkede Louis snige sin arm om livet på ham og trak ham ind til sig. "Er det her okay?"

"Mhm.." mumlede Marcel og var allerede ved at falde i søvn. Marcels hoved kunne slet ikke processe det der lige var sket, og han var for træt til at give en fuck, lige nu nød han bare Louis' nærvær, og selvom Louis var betydeligt mindre end ham, så føltes det rart - som en lille, varm rygsæk. "Godnat."

"Godnat," hviskede Louis tilbage. Marcel mærkede et par læber plante et kys i hans nakke, og han faldt i søvn med et smil - for første gang i rigtig lang tid.

 

~*~

 

Okay, wow, hehe.

Så det tog mig så kun lige to år at blive færdig med den her, haha. Men jeg blev da færdig, det er da det vigtigste.

Så ja, jeg følte mig lige grebet af inspiration et øjeblik, og så irriterede det mig, at jeg ikke havde færdiggjort den. Det er ikke ensbetydende med, at jeg kommer tilbage tho. Jeg er overhovedet ikke fan af 1D mere, hvilket jeg er glad for, for det shit var sgu følelsesmæssigt anstrengende i længden, haha, men jeg er også håbløst bag ud, jeg ved godt, Zayn er ude, de er på pause, Louis er far og alt det der, men jeg er ellers ikke sat så meget ind i det, så derfor kan den her måske virke lidt gammel i sine referencer, idk.

Jeg sad og skrev det sidste her i en bus, så jeg ved ikke, hvor godt det blev, men jeg håber i kan lide det. Der er i hvert fald meget, den sagde, jeg ikke kunne gemme, fordi jeg havde skrevet for meget, det er derfor den er i to dele, det var ellers ikke meningen, hahah.

Nå men jeg skal snart af, så må vi se, om jeg bliver grebet en anden god gang og får lyst til at skrive resten, haha.

xxEmilie

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...