Louis/Marcel • Oneshots *STOPPET*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2016
  • Status: Færdig
Min Louis/Marcel oneshot samling på 10 oneshots. Der vil være fluff, smut, pining, generelt alt hvad hjertet kan begære. En standart længde på 5000-10000 ord pr. kapitel.
Indholdsfortegnelse: Tutor - færdig. | Big, blue eyes - færdig. | Only the forest will know [15+] - færdig. | Out of the closet - ikke begyndt. | Detention [15+] - ikke begyndt. | Straight into my heart and stole it - ikke begyndt. | The babysitter - ikke begyndt. | Bus ride - ikke begyndt. | The show's over - ikke begyndt. | I hate you, I love you [15+] - ikke begyndt. | Enjoy :)
**LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Jk, det er ikke så slemt*
***Der kan (vil højst sandsynligt) gå meeeeeeget langt mellem opdateringer, vi snakker 1 gang hvert andet år, hvis I er meget heldige :))))***

69Likes
110Kommentarer
4547Visninger
AA

4. Only the forest will know [15+] [Part 1] (3/10) - ikke rettet igennem

Resumé: En udflugt med skolen tager en skæv drejning, da populære og flabede Louis Tomlinson og nørden Marcel ender i samme hytte meget mod Marcels vilje.

~5814 ord~

At sige, Marcel hadede den situation, han var i nu, og at han inderligt fortrød, at han ikke lod som om, han var syg overfor sin mor samme morgen for at undgå netop dette, var noget af en underdrivelse.

Bussen kørte over endnu et bump, så Marcel tumlede rundt på bussædet og stødte ind i Liam, der ikke rørte sig en tomme af kollisionen, fordi han var mere standhaftig end en mur. Marcel var glad for, han var en ven af Liam og ikke en fjende, selvom Liam aldrig ville gøre en bi fortræd; om den så havde stukket ham i øjet, ville han stadig ikke klaske den, for det var så godhjertet, Liam virkelig var.

"Fuck mit liv," bandede Marcel sammenbidt.

"Hey, jeg ved, hvor meget du ville ønske, du var alle andre steder end her lige nu, men der er stadig ingen grund til at tale grimt," belærte Liam og hjalp Marcel med at rette sig op i sædet, han nær var faldet ned af. "Prøv at få det bedste ud af det."

"Jeg bander lige så tosset, jeg vil, da det hjælper til min selvmedlidenhed, Liam, og det er lidt svært at være optimistisk, når der er absolut intet positivt i denne situation at fokusere på," svarede Marcel igen og rettede sine briller, der var kørt ned af næsen på ham. Og det var ganske rigtigt, der var virkelig intet godt ved, at han skulle tilbringe de næste par dage i en skov in the middle of nowhere sammen med de andre på hans årgang, som forresten ikke kunne lide ham. Enten skubbede de ham og kaldte ham grimme ting, eller også ignorerede de ham totalt, og han vidste næsten ikke, hvad der var værst; den fysiske smerte eller den psykiske, når ens eksistens ikke engang blev anerkendt.

"Jeez, tak Marcie, jeg nyder skam også dit selskab," sagde Liam, og Marcel kiggede hurtigt på ham.

"Du ved godt, det ikke var det, jeg mente," klargjorde Marcel med et suk, og han kunne se Liams ene mundvige give efter og begynde at trække sig op ad. "Jeg eeeelsker dit selskab, Li, du er højdepunktet på heeeele min dag," sang han, mens han prikkede Liam i ribene, så Liam grinede, indtil det lykkedes ham at slå Marcels hænder væk. Han var helt forpustet af at grine bagefter og sendte Marcel et dræberblik, der var lidt mislykket, eftersom han smilede samtidig og dermed mere lignede en hundehvalp, der skulle til at nyse.

Det var faktisk ikke langt fra sandheden, for Liam var Marcels eneste "rigtige" ven. De boede på samme vej, var stort set vokset op i bukselommen på hinanden, men var endt med at komme på forskellige skoler og voksede lidt fra hinanden, indtil Liam skiftede over til Marcels skole, fordi han blev mobbet på sin gamle. De blev venner igen, og Liam begyndte at træne, så han kunne forsvare sig selv i tilfælde af, hans fortid skulle gentage sig, og det nød Marcel også glæde af, for hans skolegang havde heller ikke altid været lige nem, men med Liam som en form for bodyguard, så blev han ikke så generet af andre mere. Der var selvfølgelig også Niall, men Niall var venner med alle, snakkede med alle og gjorde det hele tiden. Munden stod aldrig stille på ham mere end fire sekunder af gangen, når han skulle have luft mellem sætninger, Marcel havde selv talt efter.

Apropos Niall.

"Hey, drenge, glæder I jer ikke sindsygt meget? Jeg kan ikke vente med at se, hvem jeg skal sove sammen med, hvem vil I gerne dele hytte med? Jeg er stort set ligeglad, det skal nok blive en fest lige meget hvad," sagde Niall, hvis hoved pludselig dukkede op hen over ryglænet på sædet foran dem. Marcel var ikke et sekund i tvivl om, at Niall nok skulle få det sjovt, der var altid en fest, der hvor Niall var, om det så var på et museum for oldnordisk kunst, så skulle Niall nok få gang i den.

"Niall, vi skal senest være i seng halv elleve, hvis lærerne hører den mindste lyd efter det tidspunkt, så falder der brænde ned," sagde den altid forsigtige, regelfølgende og på ingen måde rebellignende Liam.

"Come on Payno, vi har kun det sjov, vi selv finder på, og hvornår er jeg nogensinde blevet opdaget?" Spurgte Niall med løftede øjenbryn.

Marcel åbnede munden for at svare, men blev afbrudt midt i det, da en stemme klart skar gennem bussen: "Mr Horan, vil du være så venlig at sætte dig ned?"

"Jeg sidder ned," svarede Niall Mrs Pinley og smilede uskyldigt.

"På sædet ikke halvvejs ovre hos Mr Payne og Mr Styles," sagde hun strikt, og Niall trak bare på skuldrene og dumbede ned på sædet, hvor han straks faldt i snak med Josh. Liam og Marcel rystede begge på hovedet og lo stille af deres blonde ven.

Marcel fandt sin iPod frem, som det havde lykkedes ham at snige med, selvom de ikke måtte have nogen form for elektronik med - specielt en stor del af pigerne havde klaget over netop det punkt på listen, da det var ensbetydende med, at de ikke kunne have alle deres glattejern, krøllejern og alle de andre jern, de nu brugte til deres hår, med, men Marcel var sikker på, et par af dem tog dem med alligevel, de ville bare få et chok, når de så, der ikke var stikkontakter hytterne. Han tilbød den ene earpod til Liam. Liam så chokeret på ham, fordi Marcel havde brudt en regel, og Marcel rullede med øjnene, for selvfølgelig ville Liam reagere sådan, det var jo Liam, så han stak i stedet begge ind i sine egne ører og satte iPoden på shuffle. En stille balade gik i gang, som han havde downloadet for noget tid siden, men ikke havde fået hørt så mange gange, så han lukkede øjnene, lænede sig tilbage og ønskede sig langt væk fra trælse skoleudflugter, dumme klassekamerater, sure lærere og busser uden støddæmpere.

 

~*~

 

Marcel blev vækket, da hans ene earpod en anelse brutalt blev hevet ud af øret på ham. Han var åbenbart faldet i søvn, ups.

"Godt du nød turen, Mr Styles, og nu vil jeg gerne, du afleverer den iPod der," sagde en ikke-glad-udseende Mr Gibert og rakte en hånd frem. Marcel stirrede på hans hånd i en del sekunder, inden han med et irriteret støn lagde sin elskede iPod i Mr Giberts afventende hånd. "Du får den tilbage, når vi er hjemme igen, og hvis jeg finder bare en elektronisk genstand mere i din varetægt, så kan du se frem til to timers eftersidning på næste fredag." Marcel håbede et øjeblik, han ville sige, at han ville blive smidt hjem, hvis han gjorde det igen, men blev slemt skuffet. "Hvad venter du på? Smut ud og find din bagage, vi mødes om fem minutter for at meddele værelseskamerater og udlevere hyttenøgler." Jeg kan slet ikke vente, tænkte Marcel.

Marcel forlod bussen tæt efterfulgt af Mr Gibert. Han træskede hen til bussens bagagerum, hvor kun et par stykker var ved at få deres tasker, da langt de fleste havde fået fat i deres.

"Du kunne ha' vækket mig, Li," sagde Marcel en lille smule anklagende, da han kom op på siden af Liam, efter han havde fundet sin bagage.

"Sorry," sagde Liam med et lille, undskyldende smil og et blik i øjnene, der gjorde, at Marcel umuligt kunne forblive sur på ham, så han trak på skulderen for ligesom at indikere, at det var okay.

"Opmærksomhed! Jeg ved godt, I brænder for at komme ud i jeres hytter, men først skal I jo lige ha' nøglerne," sagde Mrs Pinley for at fange alles opmærksomhed. Hun var ikke ret høj, det ville i hvert fald være synd at sige, så derfor stod hun på en træstup, så alle kunne se hende, og hvem ved, måske også for at virke lidt intimiderende, hvilket ikke rigtig virkede, eftersom hun mest lignede en mumitrold, som man nok kunne forestille sig, ikke var særlig intimiderende.

"Hør nu efter," skar Mr Gibert igennem, og endelig var alle opmærksomme.

"I skal som sagt bo fire og fire, og I kan godt glemme det, jeg ved, hvad I tænker på, og vi har trukket lod." En mumlende summen af ærgelse bredte sig mellem eleverne. "Vi går lige reglerne igennem igen. Der må ikke flyttes hytte. Piger og drenge må under ingen omstændigheder sove i samme hytte. Seksuelt sammenværd er forbudt. I skal i seng klokken ti, og der skal være helt stille halv elleve. Der må ikke indtages alkohol eller andre berusende stoffer, dette fører øjeblikkelig hjemsendelse. I må ikke sejle ud på, bade i eller på nogen anden vis befærde jer i nærheden af søen uden en lærers accept. I må ikke smide affald i skovbunden. I skal overholde spisetiderne. I må ikke medbringe nogen form for elektriske objekter, overtrædes dette, bliver genstaden konfiskeret, til vi kommer hjem. Opfør jer ordentligt og tal pænt til hinanden, så alle får en god oplevelse. Og nu til hyttefordelingen." Mrs Pinley begyndte at remse en masse navne op, og Marcel krydsede inderligt fingre for, at han ville ende med at bo på værelse sammen med Liam eller generelt hvilken som helst anden, der ikke havde intentioner om at bruge ham som menneskelig boksepude, hvis Liam ikke lige var til stede. Marcel, der ellers var travlt optaget af at nærstudere sine slidte gummisko, så op, da Liams navn blev nævnt: "Liam Payne, Zayn Malik, Josh Devine og Niall Horan..." En fortabt følelse landede i maven på Marcel, da han nu hverken kunne bo sammen med Liam, Niall eller sågar Josh for den sags skyld, som var de få, der behandlede ham som et levende væsen med følelser og ikke en sæk kartofler.

"Get it!" Jublede Niall og high fivede Josh. Liam sendte Marcel et undskyldende blik, hvilket var åndssvagt, for det var jo ikke Liams skyld, men det forhindrede aldrig Liam i at have dårlig samvittighed alligevel. Typisk Liam.

Marcel stivende, da hans navn endelig blev nævnt. "Og til sidst Harry Styles, Dan Richards, Sandy Beales og Louis Tomlinson. I skal..." Marcel hørte ikke mere, for lyden af hans hjerte og vejrtrækning overdøvede alt. Tomlinson? Louis Tomlinson? Den Louis Tomlinson? Den eneste Louis Tomlinson på hele skolen Louis Tomlinson? Louis Tomlinson der havde gjort det til sin livsmission at gøre livet surt for Marcel Louis Tomlinson? Oh fuck, Marcel kunne lige så godt begynde at tænke over, hvad der skulle stå på hans gravsten. 

Marcel så op og lod sit blik møde Louis', der stod lidt væk. Louis' ansigtudtryk var først ulæseligt, men så så han, at Marcel kiggede på ham og sendte ham et skævt smil, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Marcel. Så begyndte han at gå over mod Marcel, og selvom Marcel havde mest lyst til at løbe skrigende væk, så forhindrede hans fødder ham i det. Han var naglet til stedet som et andet byttedyr, og Louis var et sultent rovdyr, der kom nærmere og nærmere.

"Det ser ud til, vi skal dele hytte, taber," sagde Louis skadefro, i det han gik forbi Marcel og klappede ham to gange på skulderen, som om de var to gamle venner.

En ting var sikker. Hvis Marcel ikke ville hjem før, så ville han det i hvert fald nu.

 

~*~

 

"Dibs på nederste køje!" Udbrød Sandy, da de fire åbnede døren ind til deres hytte, og skyndte sig hen til den nærmeste seng, hvor han smed sig med ansigtet nedad og lagde sig til rette. Selvfølgelig skulle de sove i køjesenge.

"Jeg tager den over," sagde Dan og trak på skuldrene, inden han gik hen til den omtalte seng, hvor han smed sin taske på gulvet og kravlede op og lagde sig. Skønt, det betød Marcel skulle dele køje med Louis. Typisk.

Louis gik hen til den anden køjeseng, satte sig i den nederste og lænede sig op ad væggen med armene bag nakken.

"Sk-skal du sove der?" Spurgte Marcel forsigtigt.

Louis så åndsfraværende på ham, som om han lige havde stillet verdens dummeste spørgsmål. "Ja, hvad fuck tror du? Jeg skal være tæt på toilettet, til når jeg vågner op om morgenen med boner på." Og ja, hvorfor var det lige Marcel spurgte? "Er det et problem?" Tonen i Louis' stemme sagde Marcel, at Louis ville være mere end ligeglad med, om Marcel havde et problem med at sove i den øverste køje.

"Nej nej, jeg ville bare være sikker," løj Marcel. Han så op på den øverste køje og slugte en klump. Han smed sin taske op og tog derefter fat om stigen, der førte op til køjen. Han tog en dyb indånding, inden han begyndte at kravle op, og da han endelig var oppe, lagde han sig på ryggen og gloede op i loftet. Sandheden var den, at Marcel ikke var specielt begejstret for højder. Det havde han ikke været siden, hans søster tog ham med op i en rutsjebane i en eller anden forlystelsespark, da han var otte år. Man skulle egentlig være ti år for at prøve den, men Marcel var høj af sin alder, så han fik lov til at komme med alligevel. Turen var fuldstændig sindssyg, og Marcel troede, han skulle dø, da rutsjebanen nåede dens peak, som var et loop der gik højt, højt op i luften, men midt i det hele gik vognen i stå, og så hang Marcel ellers der med hovedet ned ad, og det gjorde han de næste fem minutter, indtil de fik fikset rutsjebanen, så de kunne komme ned. Godt nok havde han fået en gratis candyfloss, men han havde samtidig fået en skræk for livet.

Marcel satte sig op og begyndte at lægge sengetøj på sin seng, mens han prøvede på ikke at kigge ned. Det gik meget godt, og bagefter kravlede han ned for at gå ud med sine toiletsager, men blev så enig med sig selv om, at han ikke ville lade sine personlige ejendele stå frit tilgængeligt for visse personer - host Louis - så han lod være og forlod i stedet for hytten for at gå over til Liams hytte.

"Hjælp mig, Li," var de første ord, der forlod Marcels mund, da han kom over i Liams hytte. "Jeg tror ikke, jeg overlever den her tur."

"Take a chill pill, bro," beroligede Niall, og det kunne han sagtens sige, han sov ikke i hytte med en psykopat, der sikkert ville skære ham i små stumper og smide ham i søen, mens han sov.

"Sorry, Marcie," sagde Liam og ignorerede Niall, mens han så på Marcel med sympati i hans brune øjne.

"Jeg tror allerede, han er ved at planlægge en måde at gøre den her tur ulidelig for mig," sagde Marcel opgivende og satte sig ned i den nærmeste køje.

"Hey," lød en brummende stemme, og fra under dynen stak Zayn hovedet frem, og selvom han lige havde ligget og sovet, sad hans hår stadig i en perfekt quiff. Marcel mistænkte hans hår for at være magisk nogengange, eller også var det bare ubegribelige mængder af hårprodukter, han var ikke helt sikker.

"Sorry, Zayn," undskyldte Marcel og rejste sig for at sætte sig over på den eneste urørte seng, der måtte være Joshs, der ikke var til at se i hytten. Zayn mumlede et eller andet utydeligt og gemte sig under dynen igen, og Marcel var sikker på, han allerede var godt på vej mod drømmeland igen.

"Hvis der var en måde, jeg kunne bytte hytte med dig, Marcel, så ville jeg gøre det, men det ser ud til, du bare må prøve at undgå ham så meget som muligt og kun være i jeres hytte, når han ikke er der," forsøgte Liam at berolige, men Marcel rystede på hovedet.

"Hvad så om natten? Der er vi nød til at være i samme rum på samme tid. Hvad nu hvis han prøver at kvæle mig, mens jeg sover?"

"Tror du ikke, du overreagerer bare en lille smule?" Spurgte Liam i en jokende tone, men Marcel rystede alvorligt på hovedet. "Okay, hør. Hvis Louis prøver at slå dig ihjel, mens du sover, tror du så ikke, Dan og Sandy ville vågne og stoppe ham?" Marcel trak på skuldrene. Han kendte ikke Dan eller Sandy særlig godt, de var nogle af dem, der for det meste ignorerede hans eksistens, og han havde aldrig sagt mere end tre ord til dem. Det var jo ikke ensbetydende med, at de var specielt gode venner med Louis heller, Marcel havde set dem snakke sammen en eller to gange, men det kunne jo betyde hvad som helst. Måske overreagerede han?

"Dan og Sandy er nogle okay fyre, de bryder sig ikke rigtig om Louis' måde at udnytte sin status på, men de bekymrer sig heller ikke nok til at gøre noget ved det. Hvis det endelig kom til stykket, så ville de ikke støtte ham i hvert fald," sagde Niall, og den information beroligede Marcel lidt mere, fordi Niall vidste, hvad han snakkede om, for som sagt så vidste Niall alt om alle, fordi han snakkede med alle. "Desuden ville Louis ikke nå længere end at strejfe en hårtot på dig, så ville du bryde ud i et vræl og vække hele lejeren, så du har overhovedet ikke noget at bekymre dig om," jokede Niall, og Liam smed en pude i hovedet på ham, der sendte ham bagover, hvor han begyndte at rulle rundt i latter, til han var ved at dø af luftmangel. Alt var som det plejede.

 

~*~

 

Timerne rullede, solen steg ned, og det var lykkedes Marcel at mere eller mindre undgå Louis det meste af dagen. Han havde tilbragt meget af sin tid sammen med Liam i Liams hytte, og så var Louis til Marcels held på køkkenvagt om aftenen, så Marcel så der sit snit til at tilbringe lidt tid i sin hytte med en god bog, han var i gang med.

Aftensmaden bestod af pasta med kødsovs, og de sad alle sammen rundt om bålet i et desperart forsøg på at få varmen. Marcel sad tæt op ad Liam, der fungerede som et ikke-elektronisk varmeanlæg - Marcel var så småt begyndt at mistænke ham for at være varulv eller sådan noget, men rystede tanken af sig, fordi det simpelthen bare var for åndsvagt. Han sad så langt væk fra Louis som muligt, der sad sammen med sine halv-hjerne venner, der ikke vidste bedre end at hænge ud med sådan en uintelligent klovn som Louis. 

"Okay, må jeg lige få jeres opmærksomhed. Opvasken tager jo ikke sig selv, og Marcel, Zayn og Louis, i er på efter aftensmad." Marcels blod stivnede.

"Hey, det er totalt unfair, jeg lavede også mad!" udbrød Louis irriteret af Mr Gibert.

"Luk Tomlinson, ellers kan du hurtigt stå for morgenmaden også. Alene," sagde Mr Gilbert, og selvom det betød, Marcel skulle tilbringe tid med Louis, så frydedes han sig også lidt indvendigt over, at Louis blev sat på plads.

I det mindste var Marcel ikke alene med Louis. Zayn var der også som videne, hvis Louis pludselige skulle få trang til at slå Marcel til blods og dumpe ham i søen. Marcel havde ikke snakket så meget med Zayn. Zayn tilbragte det meste af sin tid i kunstlokalet i pauserne. Han skulle være meget god til at tegne følge Niall, men Marcel havde aldrig selv set det.

"Nå, men dips på at stille på plads," sagde Zayn et sekund efter, de var kommet ind i køkkenet. På bordene var der fyldt op med tallerkener. Man skulle tro et sted som dette havde en opvaskemaskine, men nej, det var håndkræft all the way.

"Fuck dig," bandede Louis og tog et viskestykke, hvilke måtte betyde, at Marcel skulle vaske op. Fantastisk.

Det viste sig, at det at have Zayn med på holdet ikke havde den store fordel, eftersom han sagde, han ville foretrække at gøre det, når alt var vasket op, og skred ud for at ryge en smøg. Efter et kvarter var han endnu ikke kommet tilbage, og Marcel tvivlede på, han nogensinde ville. Louis forholdt sig stille. Han tog bare i mod de våde tallerkener, Marcel rakte ham, tørrede dem af og stillede dem i en bunke til Zayn, hvis han altså kom tilbage.

Marcel havde lige fundet sig tilpas i stilheden, da Louis brød den. "Tror du, han kommer tilbage?" Marcel havde nær tabt det glas, han havde i hænderne. Han skævede til Louis, der dog ikke så tilbage på ham, han havde i stedet blikket rettet ud af vinduet. Marcels ord var indtørret i hans hals, så han nøjedes med at trække på skulderen. "Fucking Malik," mumlede Louis for sig selv.

Stilheden lagde sig igen over dem, og på trods af deres indre had til hinanden, så arbejdede de overraskende godt sammen, fordi de begge to så hurtigt som muligt gerne ville slippe af med hinandens selskab. I løbet af knap en time, var de færdige, og på bordet stod der høje stabler af rene tallerkener og glas.

"Skal vi få en lærer til at hente ham?" spurgte Marcel, og ordene havde nær kløjes i munden på ham, fordi han havde holdt sin mund lukket så længe, og så fordi.. ja Louis var fucking frygtindgydende.

"Fuck nej, men det kunne du selvfølgelig lide, din lille sladrehank." Marcels blik fandt jorden, og han kunne nærmest føle Louis' øjne prøve at brænde hul i kraniet på ham. "Han ligger sikkert i lag med hende slutten Perrie. Jeg gider fandme ikke buste dem, men lad det endelig ikke stoppe dig i at gå over og lure på dem ind gennem vinduet, jeg ved du har lyst, pervert." Louis' ord var iskolde. Han stak en hånd i opvaskevandet og sprøjtede på Marcel, så han fik en stor, våd plamage på sine bukser. "Ses, taber."

Marcel stod bum stille, til Louis havde forladt rummet, og først da han var ude af døren, kunne Marcel trække vejret igen. Han bandede for sig selv og prøvede dumt nok at tørre sine bukser med køkkenrulle, hvilket selvfølgelig var forgæves, pletten skulle lufttørre, og det lignede, Marcel havde pisset i bukserne. Fedt.

"Hey, sorry jeg først kommer nu," undskyldte Zayn, der i det samme kom ind ad døren. Hans T-shirt var krøllet, og skjorten, han havde ud over, sad i uorden, men hans hår forblev perfekt og nærmest funklende. Hvordan fuck gør han? tænkte Marcel.

"Det er cool, du havde tydeligvis andet at se til," sagde Marcel, og han mente det egentlig lidt pissed, men han kunne ikke lade være med at smile en lille smule alligevel. På trods af han lige havde efterladt Marcel med Louis i en time, så var Zayn en okay cool fyr.

"Jeg kan se, du har haft et lille uheld," sagde Zayn og hentydede til pletten på Marcels bukser.

"Louis havde et uheld, det gik bare ud over mig, men hvad kan jeg gøre ved det?" jokede Marcel. Zayn fandt det ikke morsomt, hans blik var alvorligt, mens han kiggede på Marcel.

"Du kunne sige fra? Liam er en cool dude, men lad vær' med at bruge ham som bodyguard, stå op for dig selv i stedet for, få ham til at respektere dig. Lige nu behandler Louis dig som en dørmåtte, fordi du lægger dig ned, hver gang han kommer, så han kan tørre sine Vans af i din trøje." Marcel stoppede sig selv i at sige, det ikke var en trøje, men en sweater, da det var rimelig irrelevant.

"Så du tror helt seriøst, at hvis jeg bad Louis om at lade mig være, så ville han gøre det? Hvor naiv er du lige?" Marcel fortrød sine ord, med det samme de havde forladt hans mund, ikke kun fordi det i det hele taget var totalt uforskammet, og slet ikke noget, han normalt ville have sagt, men også fordi Zayn bare prøvede at hjælpe ham.

"Hvor naiv er du, hvis du tror, du bare kan gemme dig bag Liam, hver gang lortet brænder på, og til sidst vil det gå over? Vi har et par år tilbage i skolen endnu, Marcel, og det der er bare en midlertidig løsning." Marcel havde ikke noget come back, for han vidste, Zayn havde ret, han var bare ikke meget for at indrømme det.

"Du har vist et par tallerkener, du skal ha' stillet på plads," sagde Marcel og afsluttede samtalen. Han havde en blandet fornemmelse i maven, da han gik over mod sin hytte. De ting, Zayn havde sagt, kørte rundt i hovedet på ham, til han skubbede det ud af hovedet, som han kom ind ad døren til hytten.

Hans blik gled hen over rummet, men Louis var heldigvis ikke til at få øje på. Der var kun Sandy, som lå i sin seng med sin mobil, der lyste halvdelen af rummet op, og det gav Marcel en idé. Lige som Sandy tilsyneladende, så havde Marcel også skidt højt og flot på, at de ikke måtte have telefoner med og havde listet sin iPhone med i tasken. Han fandt den frem og puttede den i lommen, inden han listede ud igen.

 

~*~

 

Macel trykkede det velkendte nummer ind på telefonens display. Efter kun tre bip, blev der svaret.

"Det er Anne Twist." Lyden af hendes stemme varmede i Marcels mave, men savnet begyndte også at røre på sig. Måske var det ikke så god en idé alligevel.

"Hej mor," peb Marcel og hostede, fordi hans stemme fuckede, som kun en stemme på vej i overgang kunne.

"Marcel, skat, jeg troede ikke, I måtte have telefon med?" spurgte hun ikke anklagende, men kærligt.

"Ja, altså, ups." Hun lo."Mor vil du ikke godt hente mig, det her er helt forfærdeligt." Okay, det var ikke meningen, det skulle lyde så desperart, men det var altså sådan, det kom ud.

"Marcel." Fuck, hun var ikke med på den. Det havde han sådan set heller ikke regnet med, men det skadede jo ikke at prøve. "Du har været der i et totalt antal af fem timer, synes du ikke, det er lidt for hurtigt at hoppe til den konklusion?" prøvede hun forstående.

Marcel sukkede. "Fem timer er en passende tidsperiode til at erklære det her til at være den værste udflugt i hele mit liv." Han var måske lidt dramatisk, men alt der skulle til, for at få ham væk fra det her helvede, ikke?

"Du er kun 17, der er mange langt værre udflugter, der venter." Tak for opmuntringen, tænkte Marcel. "Er du ikke sammen med Liam?"

"Han sover i hytte med Niall, Josh og Zayn. Jeg sover i hytte med Louis, Sandy og Dan. Jeg snakker ikke med nogen af dem, og jeg tror virkelig, Dan snorker som en bjørn, og du ved hvor vigtig min søvn er for mig. Hvis jeg ikke får sovet ordenligt, så kommer min hjerne ikke til at fungere optimalt i morgen, og så får jeg alligevel ikke noget ud af det, så jeg kan lige så godt være hjemme." Marcel havde ikke fortalt sin mor om Louis, mest fordi han ikke ville bekymre hende, og fordi han vidste, hun ville insistere på, at han flyttede skole, men Marcel ville ikke væk fra Liam. Og på trods af hvor absolut elendigt hans nuværende skole var, så var tanken om, at en anden skole kunne være endnu værre og endnu mere frygtindgydende end noget andet.

"Du holder det ud til i over morgen, Marcel, det kan du godt. Og når du så kommer hjem, så bager vi de der småkager, du godt kan lide," opmuntrede hun, og det hjalp da en lille smule, selvom Marcel ville give alle småkager i verden for ikke at være her.

"Okaaaaayyy," overgav Marcel sig.

"Godt. Vi ses i overmorgen, og prøv nu at få det bedste ud af det," prøvede hun i et sidse forsøg på at muntre ham op.

Marcel lagde på og blev i et øjeblik stående, hvor han var med blikket rettet på mobilen, indtil displayet gik ud, og det for alvor gik op for ham, hvor mørkt det egentlig var blevet. Månen tittede frem bag et par skyer, et par stjerner skinnede svagt i det fjerne. Marcel gispede,da en gren knækkede ikke langt væk fra, hvor han stod.

"Nurh, lille Marcel kan ikke engang klare én dag uden sin moar," lød en skadefro stemme, Marcel straks genkendte som Louis'. En kold fornemmelse gled ned af ryggen på Marcel. "Hvorfor vil du hjem? Jeg havde ellers sådan glædet mig til, at vi skulle dele køje." Marcel viste, han var sarkastisk. Louis havde stadig ikke givet sig til kende. Marcel kunne tydeligt høre, hvilken retning hans stemme kom fra, men han kunne ikke se ham.

"Jeg gider bare ikke smittes med de dumheds-mider, du må rende rundt med, for ingen kan være så stupid af naturlige årsager," gav Marcel igen.

"Hvad fuck skal det betyde?" Nu kom Louis til syne mellem to træer cirka tre meter fra Marcel. Skovbunden knasede under hans Vans.

"Det betyder, at du er en idiot." Fuck, hvor kom det mod fra? Det havde bare snart at forsvinde, for ellers ville Marcel helt sikkert ende med at komme meget galt af sted meget hurtigt. Louis slog en latter op, en latter der sluttede brat, og i et blink stod en meget pissed Louis lige foran Marcel.

"Spydige, lille Marcel." Louis' ansigt var ikke mere end en håndsbredde fra Marcels, så Marcel kunne føle Louis' varme ånde mod sit ansigt i den efterhånden halvkølige luft. Louis' lyseblå øjne nærmest skinnede, mens de studerede Marcels ansigt. "Hvor har du gemt de nosser? Indtil for et øjeblik siden, troede jeg slet ikke, du havde nogen."

"Dem har jeg hele tiden haft, jeg har bare ikke ville vise dem til dig, for jeg viste, du ville blive misundelig." Fuck, fuck, fuck, skru nu ned for selvtilliden, Marcel, hvad fuck har du gang i? Louis smilede skævt, en reaktion der kom bag på Marcel, for han havde lidt forventet, at Louis ville pande ham en i stedet for.

"Nå, så det mener du. Jamen så lad os mærke efter." Og så skete der ellers noget, Marcel aldrig nogensinde kunne have forudset, og hvis han havde, så havde han ikke troet på det. Inden Marcel nåede at reagere, havde Louis et fast greb om Marcels nedre dele. "Hm," var det eneste Louis sagde, mens han hæmningsløst stod og ragede på Marcel.

"Hvad fanden laver du?" Udbrød Marcel chokkert, for hvorfor fuck stod Louis fucking Tomlinson og ragede på ham? Han prøvede at slippe ud af Louis' greb, men Louis fangede Marcels hænder med sin frie hånd, og så var Marcel ellers fanget. Hvorfor tog jeg ikke med Liam ned i træningscenteret, da han spurgte mig? tænkte Marcel.

"Der kan man se, der er faktisk noget dernede," sagde Louis tænksomt, mens hans hånd følte sig frem over Marcels køn, der til Marcels store skræk så småt begyndte at live op ved opmærksomheden. Det lykkedes Louis at få Marcel bakket op mod et træ. Louis lavede en uventet bevægelse med hånden, og Marcels lem kunne ikke andet end at reagere. Shit, står jeg seriøst og får boner på af Louis? "Ser man det, interessant. Gad vide..." Og så pludselig havde Louis stukket en hånd ned i Marcels bukser. 

"Sh-shit," kunne Marcel lige få fremmanet mellem sine sammenbidte tænder.

"Glat. Det havde jeg ikke forventet af dig, Marcel, jeg troede mere, du var til natural," hviskede Louis i øret på Marcel. Nu var Marcel begyndt ikke at kæmpe så meget imod mere, og da Louis fjernede sin hånd, følte Marcel nærmest en skuffet følelse i maven, som han var mere end flov over. "Rolig nu." Louis tog sin hånd op, spyttede på den og så var den ellers nede igen, og Marcel kunne slet ikke overskue, hvor klamt det egentlig var, at Louis' salvia i dette øjeblik befandt sig på Marcels lem. "Sådan." Louis' hånd kørte regelmæssigt op og ned af Marcels småstive køn, og Marcel havde svært ved at holde sig på benene. Han var taknemmelig over, at træet var bag ham, ellers var han nok faldet sammen i skovbunden.

"Fuck," stammede Marcel med øjnene klemt i.

"Sig mit navn," beordrede Louis, og Marcel kunne ikke andet end at adlyde. Louis' navn gled over hans læber i et støn,og Louis smilede tilfreds. "Du er ynkelig, Marcel." Marcel ville gerne komme med et come back, men han vidste, Louis havde ret. Louis' læber dansede over Marcels hals, kun en centimeter fra den blege hud. Marcel kunne mærke ham puste ud, og gåsehud bredte sig over Marcels hals, nakke og brystkasse. Uden advarsel satte Louis sine læber mod Marcels hals og gav sig til at nibbe, suge og derefter fugtiggøre huden med tungen, så Marcels knæ rystede. Han fortsatte med at lemlæste det samme område under Marcels kæbe, mens hans hånd gled op og ned. Marcel var sikker på, han snart besvimede, og han skammede sig over, at Louis af alle mennesker kunne få ham til at føle sådan. Han var ynkelig.

"Lo-ouis," hviskede Marcel.

"Er du ved at være der?" spurgte Louis, og Marcel nikkede ivrigt. "Du ved, jeg kunne lade dig hænge, give dig en ordentlig omgang blue balls, kunne du tænke dig det?" Marcel rystede på hovedet, som om hans liv afhang af det, hvilket det i det øjeblik også føltes som om, det gjorde, men det ville han aldrig indrømme højt. "Bare rolig, måske er jeg en idiot, men jeg er ikke ubarmhjertig." Så lavede han en ubeskrivelig bevægelse med hånden, og mere skulle der ikke til, før Marcel med et langt, pinfuldt støn overgav sig til sin orgasme.

"Fuuuck." Pulsen hamrede i ørene på Marcel og overdøvede alt andet. Marcel var ikke just typen, der tog sig af sig selv særlig ofte, og han havde aldrig nogensinde fået en handjob af en anden person før og da slet ikke en af samme køn som ham selv. Selvom han hadede Louis, så måtte han indrømme, at han var god til at give handjobs. Det fik Marcel til at tænke på, hvor god Louis var til at give blowjobs, og så stoppede han sig selv, for den vej skulle han vist ikke ned af.

"Nyd det, taber, for du kommer ikke til at føle noget lignende i meget lang tid," sagde Louis og tog sin hånd ud af bukserne på Marcel. Han tørrede sin hånd af på det bemåsede træ bag Marcel og trådte et par skridt væk. Hvis Marcel ikke havde været for travlt beskæftiget med at prøve at kontrollere sin forvirring over hele situationen, havde han set omridset af Louis' stivert gennem hans stramme jeans, men Marcel var stadig ved at samle tankerne, så han opdagede heller ikke, at Louis forsvandt ud i mørket. Fuck han skulle sove over Louis i nat, hvad hvis Louis kom og voldtog ham? Okay, det virkede også voldsomt, men det havde jo ikke stoppet Louis lige før, vel?

Marcel blev stående længe, både fordi han prøvede at finde hoved og hale i det hele, men også fordi han ville være sikker på, Louis var gået i seng, når han kom tilbage, så han slap for et akavet sammenstød på toilettet eller noget.

Først da det var langt over elve bevægede Marcel sig over mod hytterne. Han skyndte sig at skifte så stille som muligt, for han skulle i hvert fald ikke sove i det tøj, og så kravlede han ellers så lydløst, han kunne, op i sengen og lagde sig til rette.

Hvad fuck var der lige sket?

 

~*~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...