Louis/Marcel • Oneshots *STOPPET*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2016
  • Status: Færdig
Min Louis/Marcel oneshot samling på 10 oneshots. Der vil være fluff, smut, pining, generelt alt hvad hjertet kan begære. En standart længde på 5000-10000 ord pr. kapitel.
Indholdsfortegnelse: Tutor - færdig. | Big, blue eyes - færdig. | Only the forest will know [15+] - færdig. | Out of the closet - ikke begyndt. | Detention [15+] - ikke begyndt. | Straight into my heart and stole it - ikke begyndt. | The babysitter - ikke begyndt. | Bus ride - ikke begyndt. | The show's over - ikke begyndt. | I hate you, I love you [15+] - ikke begyndt. | Enjoy :)
**LÆSNING PÅ EGET ANSVAR! Jk, det er ikke så slemt*
***Der kan (vil højst sandsynligt) gå meeeeeeget langt mellem opdateringer, vi snakker 1 gang hvert andet år, hvis I er meget heldige :))))***

69Likes
110Kommentarer
4546Visninger
AA

2. Big, blue eyes [Part 1] (2/10) - ikke rettet igennem

 

Resumé: Fem minutter. Sølle små fem minutter. Det er det eneste, der får 13årige Marcel til at stå op om morgenen og gå i skole. De små fem minutter, hvor han kan følge den knap tre år ældre dreng med det bløde, brune hår, blå øjne og skæve smil, der går lige i knæene på Marcel, til og fra skole.

~7486 ord~

 

"Marcel! Gemma! Morgenmad om fem minutter!" Kaldte Anne nede fra køkkenet.

Marcel var hurtigt ude af sengen. Han nærmest løb ud af døren, over på den anden side af gangen og ud på badeværelset lige foran sin storesøster Gemma, som han var ved at hamre ind i på vejen, der selv var på vej ud på badeværelset for at gøre sig klar, men Marcel var nød til at komme først, for Gemma var en pige - en forfængelig pige vel at mærke - og var en evighed om at være ude på badeværelset - nogen gange var han bange for, hun var faldet i søvn derude, sad fast i toilettet eller det der var værre - og det havde Marcel ikke tid til.

"Hey! Der skulle jeg ud!" Klagede Gemma og slog en knyttet næve mod dørens træoverfalde.

"Sorry søs, men jeg var hurtigere," svarede Marcel gennem døren, og han kunne nærmest se hendes pissed off ansigtsudtryk, hun helt sikkert sendte døren i håb om, det ville kunne brænde igennem til Marcel, for sig.

"Argh!" Og med det forsvandt hun ned af gangen nok for at gå ned på det andet - og langt mindre - toilet nedenunder.

Marcel var hurtigt i gang med sin velkendte morgenrutine, som han gennemgik hver morgen; hurtig tissetur, tandbørstning, ansigstsvask, eventuelt bumse tjek - han var heldigvis ikke så langt i puberteten, at han fik mange bumser og/eller akne, det ville bare være et plus til hans i forvejen propfyldte liste, de andre på skolen kunne drille ham med - de vilde krøller der skulle tæmmes med kam og diverse hårprodukter for at blive, som han ville have det; glat og tilbagelagt, og til sidst prikken over i'et, kronen på værket; hans briller.

Det sidste, han gjorde, var at rulle deodorant under armene for at formindske abelugten - endnu en af pubertetens uretfærdigheder - inden han forlod badeværelset for at gå ind og finde sin skoleuniform, som han havde lagt frem aftenen før; nydeligt foldet sammen og hængt over stolelænet på hans kontorstol.

"Godmorgen sweetheart," hilste Anne og sendte Marcel et varmt smil, da han kom ned af trappen og fortsatte ud i køkkenet. Hun stod bag komfuret og var i gang med sine berømte blåbærpandekager.

"Skal du ikke ha' pandekager Mar?" Spurgte Anne undrende, da Marcel åbnede skabet for at finde sit yndlings morgenmadsprodukt; cornflakes.

"Nej desværre, jeg har ikke tid," forklarede Marcel og hældte mælk ud over sine cornflakes.

"Han skal ud og stalke sin crush," kommenterede Gemma med et lumsk smil og stak gaffelen med et stykke blåbærpandekage ind i munden.

"Nej jeg skal ej," benægtede Marcel en tand for hurtigt, men hans røde kinder afslørede ham.

"Marcel er du forelsket? Hvem er hun? Er hun sød?" Spurgte Anne spændt, mens Marcels kinder blev mere og mere røde.

"Mor! Jeg er ikke forelsket!"

"Han hedder Louis," fortalte Gemma, fuldstændig immune overfor Marcels dræberblik.

"Oh," var det eneste Anne sagde.

"Og han går en klasse over mig," fortsatte Gemma ufortrødent.

Marcel havde lyst til at grave sig ned i et hul og aldrig komme op igen. Det var ikke lige sådan, han havde tænkt sig at komme ud til sin mor, hvis han overhovedet ville. Men det ville han nok, han fortalte sin mor alt, han var bare ikke helt klar til at erklære sin homoseksualitet endnu, men nu havde Gemma taget skraldet for ham og sagt det. Og han havde helt ærligt lyst til at bryde ind på hendes værelse midt om natten og klippe hendes hår af, mens hun sov, for det.

"Er han 16?!" Udbrød Anne en anelse for skingert. Denne gang sagde Gemma ikke noget, så Anne vente blikket Marcel, der overvejede, og han kunne nå at smutte ud af døren, inden hans mor nåede at få sine manicure negle i ham. Han bestemte sig imod det.

"Uh... Ja?" Nærmest hviskede han efter en lang pause, og det lød mere som et spørgsmål end et svar.

"Marcel, det er helt fint, at du er... til dit eget køn, det respekterer jeg, og jeg elsker dig lige meget hvad," Marcel var lettet over hendes reaktion, han havde forventet langt værre, men et eller andet sted vidste han, at hans mor ville støtte ham i sin beslutning, "men 16? Marcel, drenge på 16 er længere i deres hormonudvikling, de har-"

"Mor! Sådan er Louis altså ikke!" Afbrød Marcel.

"Hvor ville du vide det fra, du har aldrig sagt et ord til ham?" Sagde Gemma med et triumferende smil, mens Marcel mentalt var i gang med at klippe hendes lange, brune lokker af med køkkensaksen, lok efter lok dalende mod det kolde køkkengulv.

"Det jeg mener er, Marcel, at drenge på den alder, de går mere op i ting, som du slet ikke skal bekymre dig om endnu," forklarede Anne med en vis alvor i blikket, og Marcel blev overvældet med forlegenhed over sin pinlige mor.

"Mor, hvis du hentyder til blomster og bier, så er du altså tre år forsent; den snak tog far med mig, og please lad mig ikke gå igennem sådan en akavet samtale igen med dig også," bad Marcel, mens Gemma var ved at dø af grin fra sin plads ved køkkenbordet. "Desuden er Louis kun lige blevet 16 for et par måneder siden, og jeg bliver snart 14," pointerede Marcel og ignorerede Gemmas 'Creep' kommentar.

"Hvor meget jeg end finder den her situation pis hamrende underholdende og humoristisk, så må I altså ha' mig undskyldt, for jeg skal ha' gjort mig klar, og der er tyve minutter til, jeg skal side i engelsk," sagde Gemma og rejste sig for at gå efter en hurtig påmindelse fra Anne om ikke at bande.

"Tyve minutter? Shit!" Udbrød Marcel panisk og så på sit ur og ganske rigtigt.

"Marcel, hvad sagde jeg lige til din søster om at bande? Det gælder altså også dig," sagde Anne så strengt, hun kunne, men fejlede med hendes naturligt sukkersøde stemme.

"Sorry mor," mumlede Marcel hurtigt, mens han greb sin frokost, Anne havde lagt frem på køkkenbordet, og puttede i sin taske. "Vi ses senere," sagde han og gav sin mor et hurtigt kys på kinden, inden han fandt sin vej ud i gangen for at tage sko på.

"Ha' en god dag i skolen Marcel!" Råbte Anne, men fik intet svar, da fordøren i det samme smækkede, og Marcel var væk. "Den snak må jeg tage med ham senere," sukkede Anne og begyndte at vaske op efter morgenmaden.

 

~*~

 

Marcel trykte sig tæt op af barken på det store bøgetræ, han gemte sig op ad. Eller, han gemte sig måske ikke ligefrem han... skjulte sig bare. Okay, han gemte sig måske en lille smule, men kun en lille smule.

Tag det roligt, Marcel. Han prøvede at berolige sig selv med en lille, mental peptalk, og det så ud til at virke, da hans vejrtrækning blev langsommere, og hans hænder holdt op med at ryste, men ligeså snart han så Louis komme spankulerende ned af fortovet uden én bekymring i hele den vide verden, blev det hele ti gange værre.

Han fulgte Louis med øjnene, til han var ude af hans synsfelt. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10. Nu skulle Louis være tilstrækkeligt langt nok nede af vejen til, at Marcel kunne følge efter ham uden at blive opdaget, og hvis han gjorde, virkede det ikke så mistænkeligt, så han trådte frem fra bag træet, han havde stået ualmindeligt tæt op ad og gik ud på fortovet og ned af vejen små 20 30 meter bag Louis.

Den her del var den bedste. Louis havde... hvordan kunne man sige det... En meget... velformet bag. Med andre ord, så havde han en meget god røv, hvis Marcel skulle være ærlig; rund uden at være for stor, og så forstod Louis virkelig at vrikke på den helt rigtige måde, så den nærmest sugede blikke til sig.

Marcel rystede sine måske lidt - meget - upassende tanker ud af hovedet og rettede i stedet øjnene mod Louis' nakke, så han nærmest var sikker på, Louis ville kunne mærke det.

Som man snakkede om solen, kastede Louis et blik over skulderen, og Marcel skyndte sig at glo ned i jorden, som om han slet ikke havde bemærket Louis. Hvilket han selvfølgelig havde. Rigtig, rigtig meget.

Marcel holdt blikket rettet mod jorden i et godt stykke tid, til han var sikker på, Louis' blik var rettet lige frem igen, inden han igen så op og så, Louis var stoppet.

Fuck. Skulle han også stoppe, eller skulle han fortsætte og måske risikere at overhale Louis?

Han endte med at fortsætte. Hvis han stoppede, var der chance for, Louis så ham og syntes, han var en underlig stalker. Hvilket han selvfølgelig ikke var, altså, måske sad han lige lovligt længe og kiggede på Louis' Facebook, men hvem gjorde ikke det ved den, de kunne lide? Det var jo også det, Facebook var til for anyway.

Desto tættere han kom på Louis, desto tydeligere blev hans skikkelse, og til sidst kunne Marcel se, hvorfor Louis var stoppet op. En iPod. En rød iPod, som han stod med i hænderne, øjnene klistret på den lille skærm, mens han scrollede gennem sit musikbibliotek. Han havde høretelefoner i ørene, og da han endelig så ud til at have fundet den rigtige sang, var Marcel kommet op på siden af ham for at overhale ham og oh shit, Louis begyndte at gå igen, så de praktisk talt gik side om side.

Marcels hjerte var ved at springe ud af brystet på ham, for fuck han havde aldrig været så tæt på Louis før. Han kunne se, Louis havde fugtigt hår, som et tegn på han havde været i bad til morgen, og Marcel kunne lugte hans shampoo - var det tyggegummi, eller var det Marcels hjerne, der legede med ham? - og så begyndte Louis at nynne med på musikken, og oh God sikke en fantastisk lyd, syntes Marcel.

Og så skete det.

Louis kom til at snitte Marcels hånd, og Marcel var ved at dø, gå i panik og skrige på samme tid, for Louis havde været tæt på at holde ham i hånden - ikke med vilje, men Marcel havde lov til at drømme - og han var muligvis blevet bustet i at lugte til Louis, hvis Louis Gud forbyde det havde opdaget det.

Louis så hurtigt til siden og løftede hånden for at hive den ene høretelefon ud, så han kunne høre omverdenen igen.

"Wow, sorry mate, jeg så dig slet ikke, jeg var vist lidt væk, ha," sagde Louis og smilede akavet, og åh Gud de hvide tænder og de lyserøde, indbydende læber tættere på end nogensinde. Hvis han tog bare to eller tre skridt og lænede sig frem....

"Uh, det gør i-ikke noget-t," stammede Marcel.

"Hey, du går på Easton Middle, ikke?" Spurgte Louis, og Marcel nøjedes med at nikke, da han ikke helt stole på sin stemme, når Louis var i nærheden. "Og er du ikke Gemma Styles' bror?" Først blev Marcel helt varm, for Louis vidste, hvem han var - sådan nogenlunde - og så blev han urolig, for hvis Louis kendte Gemma, så havde han måske også snakket med hende, og så havde Gemma måske sagt noget pinligt om Marcel. Og kendte Marcel Gemma ret - hvilket han ville mene, han gjorde, eftersom han trods alt var hans søster - så ville hun ikke lade den mindste mulighed for at pinliggøre Marcel gå til spilde.

Det gik op for Marcel, han ikke havde svaret. "Øh, jo."

"Det tænkte jeg nok, Gemma er veninder med en af mine søstre..."

"Lottie, det ved jeg," afsluttede Marcel for ham, og Louis smilede bare svagt, så Marcel rødmede.

"Så, hvad må jeg kalde dig, et-eller-andet Styles?"

"Marcel. Mit navn er Marcel," sagde Marcel og følte sig lidt dum, fordi han sagde det to gange. Louis troede helt sikkert, at han var totalt åndssvag, hvilket passede bedre og bedre med virkeligheden, hvis han ikke snart tog sig sammen.

"Hej Marcel, mit navn er Louis. Louis Tomlinson," smilede Louis og rakte ham hånden, og Marcel skulle til at sige 'det ved jeg', men glemte alt om det i det sekund, Louis' håndfalde rørte hans i et fast håndtryk. "Fast håndtryk, I like it," jokede Louis med et blink, og Marcel glemte et øjeblik, hvordan man trækede vejret.

"Såh eh, hvad lyttede du til?" Spurgte Marcel og var helt overrasket over, han evnede at fremstamme en sammenhængende sætning uden at lyde som en sprogspasser.

"Lidt blandet, The Black Keys, Radiohead, The Fray, Ed Sheeran, Coldplay, Bestille, The Script, Onerepublic, mest indie rock du ved. Vil du høre?" Han holdt sin ene in-ear høretelefon ud mod Marcel, der hurtigt tog imod den med et svagt smil.

De bløde toner af Ed Sheerans 'Autumn Leaves' fyldte Marcels øregang, og han fandt sig straks betaget af Louis' musiksmag. Var der noget som helst ved den dreng, der ikke var perfekt?

"Han er okay, men jeg kan nu bedre li' Pink Floyd," indrømmede Marcel, da de var begyndt at gå igen. Han havde kunne lide Pink Floyd lige siden, at hans far præsenterede ham for dem, da Marcel var yngre - det var så før han skred og efterlod Marcels mor alene med to børn, ingen penge og et knust hjerte, men bandet var det eneste minde, Marcel havde om sin far, så det havde han valgt at holde fast i, selvom han ikke kunne tilgive sin far for bare at smutte sådan uden videre.

"No way, de er herre gamle, det er sådan noget, man lyttede til, dengang 'hipt' stadig var et ord, man brugte." Marcel kom til at le meget højt sådan ud af det blå og lagde hurtigt en hånd over munden, mens hans ansigt fik en dyb, rød kulør. Louis smilede dog forsigtigt, en gestus der fik Marcels mave til at slå minimum fem kolbøtter. "Nå, det er mit stoppested. Det var hyggeligt at sludre med dig, måske ses vi, Marcel."

"Oh uhm, yeah, ses," svarede Marcel og betragtede Louis dreje ind på Easton High Schools grund. Han var ude af stand til at bevæge sig, så han stod bare naglet til stedet og så dumt efter Louis, der hurtigt vendte sig og vinkede til Marcel, inden han forsvandt om et hjørne og ud af Marcels synsfelt. "Oh my God," mumlede Marcel, og hans hjerte galoperede af sted, for Louis Tomlinson havde lige snakket med ham, og han havde hentydet til, at han ikke havde noget imod at se Marcel igen.

Var det hans lykkedag, eller stod stjernerne på lige række eller sådan noget overtroisk pjat?

 

~*~

 

"Og så fulgtes I ad?"

"Mhm."

"Wow Marcel, jeg troede aldrig, du ville mande dig op til at snakke til ham, men jeg kan høre, at jeg har undervurderet dig. Godt for dig, mate," sagde Niall og tog en bid af sin sandwich.

Marcel smilede stille for sig selv. Godt nok hadede han skolen og langt størstedelen af eleverne, der gik der, men han havde dog én ven, som var ligeglad med Marcels måske lidt besynderlige udseende og små nørdede væremåde, og det var Niall. Den blonde irer tog Marcel for den, han var, og han var ikke pinligt berørt over at blive set med ham, hvilket Marcel satte stor pris på. Uden Niall var han helt sikkert bukket under for for de andres lede øgenavne og grove adfærd over for ham.

"Tak," sagde Marcel lavt, selvom Niall nok ikke hørte ham for sin gnasken.

"Pas på, taber!" Råbte en af fodboldidioterne, men det var selvfølgelig for sent, og Marcel mærkede noget klamt og flydende ramme ham i nakken og ned af ryggen, inden han var i stand til at undvige. "Opps."

Marcel havde lyst til at komme med en pissed off kommentar om, at det da i hvert fald ikke var et uheld, som de ellers - dog ikke så overbevisende - prøvede at få det til at se ud som, men han havde med sine mange år i middle school erfaret, at det alligevel ikke gjorde nogen nytte - hvis det da ikke gjorde det hele værre. Han var boksepude, om han så ville det eller ej.

"Nar," snerrede Niall lavmeldt, da gruppen af højtleende idioter fra fodboldholdet forsvandt ud af kantinen. Han hjalp Marcel med at få blomkålssuppe - som Marcel fandt ud af, det var - af sin uniform, men det så kun ud til, han gjorde skaden værre ved at tvære det hele endnu mere ud.

"Min mor bliver fucking pissed," sukkede Marcel, da han stod med Niall ud på drengetoilettet i bar overkrop, mens skjorten lå i vasken, hvor de havde prøvet at få det værste af uden så meget held.

"Oi! Ingen grund til at søge til bandeord!" Marcel rullede med øjnene, for hvis der var noget, ireren selv gjorde, så var det at bande som en sindssyg. "Og damn Mar, hvornår er du begyndt at træne? Er det antydningen af et vaskebræt, jeg ser der?"

"Oh uhm," mumlede Marcel usikkert og prøvede forgæves at dække sin veltrænede overkrop med sine hænder, men skaden var sket; Niall havde set det. "Nej?" Det lød mere som et spørgsmål.

"Drop det der, du er elendig til at lyve, og jeg kan se lige igennem dig. Lad mig nu se." Tøvende fjernede han sine hænder, og Niall begyndte at inspicere hver en bleg overflade nøje. Marcel rødmede under Nialls blik, for selvom han var meget tæt med Niall og fortalte ham næsten alt, så var han stadig genert og en smule flov over den lille mængde babyfedt, han stadig havde på hofterne. "Wow," var alt Niall sagde, og Marcel var ikke sikker på, om det var negativt eller positivt - han håbede på det sidste.

"Er det så skidt?" Spurgte Marcel forsigtigt med pibende stemme, da hans stemme knækkede over midt i sætningen. Niall rystede febrilsk på hovedet.

"Nej nej, overhovedet ikke, langt fra, hvordan kan du overhovedet tro det?" Marcel trak på skuldrene. "Det er rigtig godt faktisk, jeg anede ikke, du gemte på sådan nogle muller under det nørdede kluns, du altid render rundt i." Marcel gad ikke engang blive fornærmet, han vidste, at Niall ikke mente noget ondt med det, han var bare ærlig og tænkte sig ikke altid om, hvilket Marcel som regel satte meget pris på - som regel.

"Det er ikke noget særligt," henskød Marcel beskedent med øjnene rettet mod gulvet, for virkelig det var ikke noget specielt, han var bare begyndt at lave lidt mavebøjninger, armbøjninger og andre træningsmetoder et par gange om ugen, ikke andet.

"Whatever you say, jeg er imponeret. Jeg er selv for doven til at tage en enkel armbøjning, om mit liv så afhang af det, men hey, jeg er da ikke blevet overfed af den grund," pointerede Niall, og det var rigtigt nok. Selvom han kunne fortære tre hamburgere og stadig kunne spise dessert bagefter - Marcel havde selv set det med sine egne øjne - så var han slank som en ål, og var en rimelig tiltrækkende fyr, hvis Marcel skulle være ærlig.

"Nu har du så også et meget unormalt stofskifte, Nialler," kommenterede Marcel og fnes af den blondes fornærmede ansigtsudtryk.

"Hey, vil du låne min ekstra skjorte eller ej?" Marcel skyndte sig at nikke. "Det tænkte jeg nok. Så burde du heller passe på med, hvad du siger, Marcy." Han stille sig på tær - fordi Marcel var betydeligt højere end ham - og uglede Marcels tilbageredte hår, til Marcel irriteret slog hans hånd væk og begyndte at glatte det tilbage på plads.

"Okay, okay, be om?" Han så på Niall med bedende hundeøjne, som han vidste, Niall ikke kunne sige nej til, og det endte da også med, han gav efter.

"Okay så, jeg er tilbage om lidt," sukkede han og forlod Marcel for at finde den ekstra skjorte, han hade i sit skab til nødsituationer - som man vist nok kunne kalde denne situation. "Værsgo," sagde han, da han kom tilbage og rakte Marcel en strøget skjorte, som Marcel glædeligt tog imod.

"Tak," smilede han og stak den ene arm i ærmet.

"Er det på grund af ham Louis fyren?" Spurgte Niall pludselig, da Marcel var ved at knappe de sidste knapper. Marcel så op på Niall med et undrende blik, der indikerede en uddybning. "Træner du på grund af Louis?"

Oh.

Marcel stivnede midt i at knappe den sidste knap. Spørgsmålet kom bag på ham, og han havde ingen idé om, hvad han skulle svare. Var det? Han anede det ikke. Måske havde Louis været inde over, men det var ikke kun derfor, han var begyndt på det. Heldigvis ringede klokken i det samme, og han slap for at svare.

"Nå, men jeg skal ha' historie, og jeg magter ikke Ms Werleys sure ansigt, hvis jeg kommer for sent igen. Vi ses, Marcel." Og så var han ellers forsvundet ud af drengetoilettet, og Marcel stod tilbage.

 

~*~

 

"Hey, jeg tænkte nok, du havde fri på det her tidspunkt." Marcel stoppede bræt op, da en skikkelse trådte frem bag et træ. Det var dog ikke hvilken som helst skikkelse.

"Oh, uh, hi," fik Marcel sagt. Hans ansigt var måbende, overrasket, men indvendigt var han ved at sprænges af glæde. Kunne man overhovedet det?

"Jeg håber, det er ok, jeg ventede på dig, jeg synes, det var hyggeligt i morges, så hvorfor ikke genskabe succesen?" Sagde Louis selvsikkert, men begyndte at tøve, da Marcel stadig stod med åben mund og gloede på ham, som om han lige havde groet et græskar på hovedet. "Med mindre du selvfølgelig ikke har lyst..."

"Nej, nej, jeg vil gerne," sagde Marcel hurtigt og rødmede lidt over hvor ivrig, han lød, men Louis så ikke ud til at bide mærke i det, han smilede blot lettet, hvilket varmede Marcels hjerte.

Tænk Louis Tomlinson, en vellidt, populær high school elev, ville bruge sin tid på sådan én som Marcel. Han så endda ud til at nyde hans selskab. Det var ikke til at fatte.

"Så fortæl mig, Marcel," begyndte Louis, da de havde gået lidt. "Hvilke lærer har på så på middle?"

Marcel tænkte lidt over sit svar. Han havde mange lærer, og han var på fornavn med langt de fleste af dem - det skyldtes, at han var en af de eneste, der rent faktisk viste bare en lille smule interesse for fagene, og lærerne blev vilde med én, hvis man bare rakte hånden op én gang på en uge, om det så bare var for at komme på toilettet. "Jeg har Ms Martin, Mr Girad, Mr Fortin, Ms Tremblay, Mr Renaud og et par andre."

"Ah, gamle Mr Renaud. Jeg tror, han havde noget personligt imod mig. Han var altid efter mig; hvis jeg bare blinkede med øjnene, blev jeg beskyldt for ikke at følge med i undervisningen," sagde Louis, og den sidste del udtalte han med en vrængende stemme, der fik Marcel til at grine. "Han sender mig også et eddikesurt blik, hvis han møder mig et eller andet sted, men det skyldes nok alt sammen dengang, hvor jeg byttede hans kaffe ud med sovsekulør opløst i vand som en joke," fortalte Louis og så et øjeblik fjern ud i blikket, mens Marcel skar en grimasse ved tanken, men grinede så, og Louis slog sig til ham kort efter.

"Det kunne jeg godt forestille mig, havde givet ham et lidt skævt førstehåndsindtryk," lo Marcel, og Louis trak blot på skuldrene.

"Det kan godt være, man hans ansigtsudtryk var det hele værd," jokede Louis, og de grinede igen, og Marcel fandt sig selv helt væk i Louis' grin; han havde helt lyst til at putte det i en flaske og ned i lommen, så han kunne finde det frem, når han var trist eller havde haft en dårlig dag. Det var så klingende og smukt og smittende, at Marcel kunne lytte til det hele dagen lang, hvis det skulle være.

"Jeg synes ikke, han er så slem..." Mumlede Marcel lavt.

"Du er sikkert også slyngveninder med størstedelen af lærestanden," jokede Louis. "Ikke at der er noget galt i det, jeg ville ønske, at jeg kunne interessere mig så meget for skolen, som du gør, så ville min mor ikke være sådan efter mit karakterblad heletiden," tilføjede han hurtigt, da han fik øje på Marcels falmende smil, der straks blomstrede frem igen.

Sandheden var den, at hele Marcels kærlighed til skolen var et meget ømt punkt for ham. Marcel kunne ikke se, hvad der var galt i at have et godt forhold til sine lærer, være foran med lektierne og tilbringe pauserne på biblioteket, men de fleste andre så åbenbart ud til at have et stort problem med det. De ikke bare drillede ham, smed hans bøger på gulvet, når de gik forbi ham på gangen, men de kunne også finde på at skade ham fysisk. Alle de blåmærker han havde fået ved at blive skubbet ind i skabe, borde eller ned på gulvet. Det var også derfor han var begyndt at træne; han var træt af altid at være alle andres boksepude og målskive uden at være i stand til at forsvare sig. Nu kunne han sikkert slå et par af sportsidioterne i gulvet, hvis han havde lyst, men han ventede, så han havde overraskelsesmomentet på sin side.

"Nå, men så farvel," sagde Louis og rev Marcel ud af sine tanker. Han havde været så optaget af sine egne tanker, at han slet ikke havde ænset, at de nu befandt sig ude foran Louis' hus, og sikkert havde gjort det i nogle minutter ud fra Louis' akavede udstråling at dømme.

"Oh, uh, yeah," fumlede Marcel og så ned på sine fødder. Louis klappede ham akavet på skulderen og begyndte så at gå op mod fordøren ti sit hus. Da han var få skridt fra døren, vågnede Marcel op.

"Oh, Louis?" Louis vendte sig med det samme, som om han havde ventet på, Marcel ville kalde ham tilbage.

"Yeah?"

"Vi ses igen i morgen, ikke?" Spurgte Marcel med et håbefuldt smil, mens han indvendigt var hamrende nervøs for Louis' svar. Heldigvis smilede Louis blot og nikkede.

"Yeah, vi ses i morgen."

 

~*~

 

"Så hvordan går det så med lover boy?"

"Gå ud af mit værelse, Gem," snerrede Marcel uden at vende blikket fra sin matematikbog, der lå slået op foran ham, da han var midt i sine lektier.

"Easy tiger, jeg spurgte bare, fordi jeg bekymrer mig om min baby bros kærlighedsliv," betroede Gemma ham og ignorerede hans tideligere andmodning ved at gå ind på hans værelse stik imod det, han lige havde sagt.

"Jeg tror, vi har en forskelligt syn på begrebet 'at bekymre sig'," sagde Marcel. "Du er kun ude på at snage i mit liv, så du kan drille mig med det, og du kan godt glemme alt om at få noget ud af mig, for jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig noget som helst," fastslog han simpelt, og Gemma rullede med øjnene over sin irriterende lillebror med en velfungerende hjerne.

"Jeg behøver skam ikke få noget ud af dig," nærmest nynnede hun, mens hun kørte en finger langs bogryggerne på Marcels store samling af astronomibøger på reolen. "Jeg har skam snakket med Louis tideligere i dag, og han var meget informativ og meget mere samarbejdende."

Marcel stivnede et øjeblik, han tabte blyanten, og hans øjne blev store, alt imens Gemma smilede tilfreds, for det var præcist den reaktion, hun ønskede fra ham.

"Hvad sagde du til ham?" Spurgte han og i forsøg på at gøre sin stemme rolig, blev den i stedet iskold, hvilket blot frydede Gemma endnu mere.

"Nårh, du ved, bare lidt om de underlige lyde der kommer fra dit værelse midt om natten, hans navn deriblandt, og hvor ynkeligt det lyder."

Marcel snurrede rundt i kontorstolen, så han var rettet mod Gemma, og hans blik var mildt sagt rasende. "Har du sagt til Louis, at jeg siger hans navn, når jeg... behager mig selv?!" Råbte han arrigt. "Det fucking løgn, og det ved du!" Marcel bandede aldrig, så når han gjorde, var det et tegn på, at han virkelig var oppe i det røde felt, hvilket han i den grad også var.

"Chill Marcy, jeg gjorde dig en tjeneste. Fyre som Louis vil aldrig se til din side, så jeg sparrede dig blot for ydmygelsen, når han dumper dig, hvilket han vil gøre, tro mig."

"Det var ikke din beslutning at tage, og du kunne ha' gjort det fucking anderledes!"

"Slap nu af, nørd."

"Bare fordi jeg er klogere end dig, er det ikke ens betydende med, at jeg er en nørd," sagde Marcel køligt.

"Whatever, grunden til abort er lovligt."

"Og din dåbsattest er en undskyldning fra kondomfirmaerne."

"Ked af at være den, der fortæller det til dig, men du var en fejltagelse, mor og far ville egentlig ikke ha' et barn mere, men her er du..." Hun smilede sukkersødt medlidende til ham, men det passede slet ikke til ordet 'død' der var skrevet i øjnene på hende med store, tydelige blokbogstaver.

"Spar mig, vi ved begge, at mor og far ville ha' en dreng, men så fik de dig og måtte prøve igen."

"Ouch, der fik du mig. Jeg ville græde, men min mascara er alt for dyr til at blive spildt på dig." Hun lo, en hul og humorløs lyd.

"Det er kun fordi, du ligner en døende vaskebjørn, når du græder, og jeg er ked af at sige det, men det er ikke noget kønt syn," gav Marcel igen og sendte hende sit bedste, ironiske smil.

"Jeg har andet at bruge min tid på," snappede Gemma.

"Det er rigtigt, jeg havde nær glemt, at alting handler om dig, tak for påmindelsen."

"Whatever," mumlede Gemma og rullede med øjnene.

"Bliv ved med at rulle med øjnene, måske finder du en hjerne deroppe, men jeg har min tvivl." Gemma svarede ikke, men vendte ryggen til ham og begyndte at gå mod døren. "Nu må du endelig ikke lade døren smække dig i røven på vej ud."

Da døren var lukket, kunne Marcel ikke styre sin vrede, og før han vidste af det, samlede han sin hovedpude op fra sengen og smed den mod døren, hvorefter den røg ned på gulvet med et blødt bump. Han smed sig i sengen, gemte ansigtet i hænderne og sukkede inderligt.

Lidt efter lød der et forsigtigt bank på døren, og Marcel skulle til at råbe efter Gemma, at hun skule skride og lade ham være i fred, men så kom han i tanke om, at hun aldrig ville banke på, men blot ville brase ind uinviteret, så han mumlede et forsigtigt "kom ind" i stedet for. Marcel hørte døren åbne og fjernede sine hænder fra ansigtet, så han fik øje på Anne stikke hovedet ad døren, der stod på klem.

"Er du okay, sweetie?" Spurgte Anne med en bekymret panderynken. Marcel evnede ikke at åbne munden, så han nikkede tungt og ikke særligt overbevisende. Anne åbnede døren yderligere, til hun kunne træde indenfor og gik hen og satte sig på sengekanten. Marcel fulgte hende med øjnene, men vendte dem så mod loftet, da Anne fangede hans blik. "Hvorfor skændes du med din søster?" Spurgte hun og efter noget tid med stilhed.

Marcel gryntede. "Fordi hun er en bitch, der kun tænker på sig selv."

"Marcel, tal pænt om din søster. Det kan godt være, hun ikke altid er sød mod dig, men du skal ikke kalde hende en bitch, når jeg hører på det," sagde hun alvorligt.

"Må jeg, når du ikke hører det?" Spurgte Marcel i et forsøg på at lave en joke, men Anne rystede blot beslutsomt på hovedet, og Marcel sukkede tungt. "Det var fordi, hun sagde, hun havde sagt til Louis, at jeg masturberer, mens jeg siger hans navn," indrømmede han. "Hvilket jeg aldrig har gjort," tilføjede han efter, at han så Annes forbløffede ansigtsudtryk, der mere mindede om en grimasse.

"Marcel..." begyndte Anne, da hun var kommet sig over overraskelsen. "Hvor længe har du..." hun ledte efter ordene. "Gokket den af? Er det noget du gør tit? For i så fald skal vi ha' en snak om..."

"Ad! Nej mor! Hvorfor kan du ikke sige onaneret ligesom andre mennesker?" Afbrød Marcel frastødt.

"Marcy, det er helt almindeligt at kæle med sig selv, og du skal endelig ikke føle dig pinligt berørt, du kan sagtens fortælle mig disse ting, jeg elsker dig lige meget hvad, og måske kan jeg hjælpe dig."

"Okay, jeg vælger at ignorere, hvor forkert det der lød," sukkede Marcel og rystede den gysen af sig, der fór gennem kroppen på ham. "Og jeg har altså aldrig... rørt ved mig selv på den måde, hverken på grund af Louis eller nogen anden," fastslog han og svor, han så en lettelse glide over hans mors ansigt i et kort sekund, inden det hurtigt blev erstattet med et smil. "Og det er altså ikke det, der er mit problem. Mit problem er, at Louis helt sikkert aldrig nogensinde vil bare kigge på mig igen efter det, Gemma har sagt."

Anne tænke lidt over det, inden hun åbnede munden. "Har du måske overvejet, at det eventuelt kunne være en god ting?"

Marcel fnøs og lavede himmelvendte øjnene. "Af alle tidspunkter vælger du ikke at være forstående, nu hvor jeg har allermest brug for det." Selvfølgelig var det en god ting i hendes øjne, det burde han have sagt sig selv. Hun havde før udtrykt sin utilfredshed over for Marcels interesse i den sejstenårige high school elev.

"Marcel, jeg er skam forstående, jeg siger bare, at det muligvis var en god ting, at..."

"At alle mine chancer hos Louis er totalt ødelagte - hvis de ikke var det i forvejen, for lad os være ærlige, hvem gider nørde-Marcel?" Han ventede ikke på hendes svar, men svarede for hende. "Ingen. Men det er jo ikke noget nyt, og det er jeg vant til. Jeg troede bare, at Louis var interesseret - hvis ikke på den måde så som en ven - men det er han i hvert fald ikke nu takket være Gemma. Men hvis du vil ha' mig undskyldt, så må du godt være sød at skride, jeg har nogle lektier, jeg skal ha' lavet." Han rejste sig uden videre og gik over til skrivebordet, hvor han satte sig og fortsatte, hvor han havde sluppet med sin matematik.

Til Marcels overraskelse hørte han nogle minutter efter døren til hans værelse lukke i. Han talte aldrig sådan til sin mor, men i dag var bare ikke hans dag, og han var i et virkeligt dårligt humør, som så kom til at gå ud over hende. Han burde nok undskylde, men lige nu havde han lektier, han skulle lave til i morgen, så det måtte han gøre senere, når han havde mere overskud og var kølet lidt ned.

 

~*~

 

Næste morgen var Marcel slet ikke så begejstret for at komme i skole, som han plejede. Han kravlede langsomt ud af sengen og slæbte sig selv nedenunder og ud i køkkenet uden at sige et ord til sin mor, der stod med en kop kaffe i hånden, mens hun læste avisen. Hun havde sine læsebriller på, som altid fik hende til at se meget mere alvorlig ud.

"Godmorgen, sweetie," sagde Anne uden at se op fra avisen. Hun ventede på hans svar, men da det ikke kom, så hun på ham og fandt ham sunket sammen hen over køkkenbordet med ansigtet nedad. "Er du okay? Er der noget galt? Har du det skidt?" Spurgte hun bekymret i en pærevælling.

"Må jeg ikke godt blive hjemme i dag?" Mumlede Marcel ned i bordpladen. Anne var hurtigt henne ved ham og fik ham trukket op i siddende position, hvor han lagde en hånd på hans pande.

"Du er ikke varm, hvad er det, der gør ondt?"

Min stolthed, tænkte Marcel bitteret, men til Anne sagde han: "Jeg føler mig bare skidt."

Anne så skeptisk ud, og åh nej, tænkte Marcel, nu havde hun regnet ham ud, han var busted, færdig. Hvorfor var han også så forbandet dårlig til at lyve?

"Marcel, er det på grund af Louis?" Damn.

"Nej, jeg er bare sløj, det er det hele," sagde Marcel og prøvede at lyde overbevisende, hvilket vist ikke rigtig lykkedes at dømme ud fra hans mors ansigtsudtryk.

"Marcel..."

"-Marcel, Marcel, Marcel! Kan du overhovedet sige en sætning uden at sige mit navn mindst femten gange?!"

"Marcel, hør nu..."

"Der er det igen!"

"Wow, er jeg gået glip af noget?" Spurgte Gemma, der i det samme trådte ind i køkkenet. Hun ignorerede den tydeligt trykkede stemning, der lå tykt i luften, og gik hen og stak hovedet ind i køleskabet for at finde mælken.

"Du blander dig uden om, det her er alt sammen din skyld," snerrede Marcel og lagde armene over kors på en stædig - og anelse barnlig - måde.

"Hey! Hvad har jeg gjort?" Spurgte Gemma og snurrede rundt for at se på ham.

"Du blev født," konstaterede Marcel køligt, og endelig blandede Anne sig.

"Stop med at skændes i to, og det er da på ingen måde Gemmas skyld, hvad snakker du om, Marcel?"

"Hun snakkede med Louis og ødelagde mit liv."

Gemma rullede men øjnene. "Dramatisk much, huh?"

"Whatever, jeg gider ikke have den her diskussion, jeg skal nok tage i skole mor, bare rolig." Han lavede himmelvendte øjne, tog et æble fra skålen på bordet som morgenmad og skyndte sig ovenpå for at gøre sig klar.

Da Marcel nu var lige knap et kvarter bagud med sin rutine, måtte han skynde sig ekstra meget for at nå alle tingene til tiden, men da han var midt i at børste tænder, kom han i tanke om, at han jo ikke skulle følges med Louis til skole - det vil sige følge efter ham med en rimelig afstand som en anden stalker, til Louis skulle dreje af, og han selv skulle fortsætte resten af vejen - hvilket gav ham et par ekstra minutter at løbe på, så da der var ti minutter til, at han skulle være i skole, stod han klar med pudsede briller, tilbageredt hår og strøget skjorte.

"Ha' en god dag!" Kaldte Anne efter ham, da han smuttede forbi køkkenet og ud af fordøren uden at svare.

Han fortsatte ud af indkørselen og drejede om hjørnet ud på fortorvet, og knap nåede han at tage tre skridt, inden han stoppede ved lyden af en stemme, han ikke havde forventet at høre.

"Jeg troede lige et øjeblik, du ville brænde mig af."

"Louis?" Marcel frøs et sekund, inden han forbavset vendte sig, og ganske rigtigt stod Louis lænende op ad et træ med armene krydset foran sig og ærmerne på skoleuniformen foldet op til albuerne. "Hvad laver du her? Hvordan ved du, hvor jeg bor?"

"Havde vi ikke en aftale?" Han trådte frem og stak samtidig hænderne i lommerne. "Og jeg har længe vidst, hvor du bor, jeg har bare ikke turde snakke til dig."

Oh my God, Louis Tomlinson turde ikke snakke til ham?! Han havde virkelig været nervøs for at imødekomme Marcel, præcist ligesom Marcel havde været for ham?! Var det en eller anden syg joke?

"Uh, jo," sagde Marcel dumt, for han vidste ikke lige, hvad han ellers skulle sige. "Hvorfor turde du ikke snakke til mig?"

"Det ved jeg ikke," sagde Louis og trak på skulderen. De var, uden Marcel rigtig havde lagt mærke til det, begyndt at gå igen, side om side. "Når man finder nogen tiltrækkende, har kroppen med at reagere på de underligste måder."

Marcel kunne næsten ikke tro sine egne øre, for Louis Tomlinson havde lige sagt, han fandt Marcel tiltrækkende, for var det ikke lige det, han havde sagt, og hvordan kunne det være, Marcel havde det som om, han stadig sov og bare var midt i en rigtig, rigtig god drøm?

Vent lige lidt.

Marcel stoppede brat op, og det samme gjorde Louis, der så på ham med en undren malet i ansigtet. "Har du snakket med Gemma fornyligt?"

Louis så forbavset ud et øjeblik, inden han trak på skulderen. "Ja, hvorfor?"

"Hvad sagde hun?" Marcel var begyndt at få en dårlig fornemmelse i maven, for måske var dette ikke en drøm, men et mareridt, og måske var det bare Louis, der tog pis på ham.

"Hun kom hen til mig i går og spurgte, om jeg kendte dig, hvortil jeg svarede ja, og så spurgte hun om nogle andre ting, hvorfor?"

"Hvilke ting?"

"Det var faktisk lidt underligt, hun spurgte, hvordan jeg havde det med at ryge, om jeg røg, og om jeg havde i sinde at begynde, og så spurgte hun også ind til, om jeg tit drak alkohol, og om jeg nogensinde havde taget stoffer." Louis fik en lille rynke i panden, mens han prøvede at komme i tanke om alle de ting, Gemma havde sagt, og Marcel kunne ikke lade være med at finde den yderst bedårende. "No offence, men din søster er lidt sær."

"Ja, det kan lige komme over hende en gang imellem." Når hun kun er ude på at passe på mig, tilføjede Marcel i sine tanker, mens han lovede, han skulle huske at sige undskyld til Gemma, når han kom hjem.

"Forresten så sad jeg i går og hørte Imagine Dragons' nye album i går, og jeg kom sådan lidt til at tænke på dig, hvis du har lyst til at høre det?" Louis så både spændt og nervøs ud i ansigtet, og Marcel nåede ikke engang at tænke, inden han havde nikket med hovedet. Louis brød ud i et blændende smil, og begyndte straks at rode i sin lomme og lede efter sin iPod. Marcel fik høretelefonen i øret, og musikken begyndte at spille, men han var alt for optaget af at betragte Louis nynne med på sangen i sin helt egen lille verden.

 

~*~

 

"No way, Look After You er meget bedre end How To Save A Life, den er kedelig!"

"Men den er så vrælende," pointerede Marcel i et suk.

"Og det er How To Save A Life måske ikke?" Louis så på ham med løftede øjenbryn, og Marcel kunne ikke lade være med at rulle smilende med øjnene af sin måske-næsten-ven. Han havde fulgtes med Louis hver dag til og fra skole i lidt over to uger nu. I dag var det fredag, og de var midt i en diskussion om et par af The Frays sange. Lige siden Louis havde præsenteret Marcel for deres musik, havde han næsten ikke lyttet til andet. Marcel havde fundet frem til, at det var noget venner gjorde, udvekslede musik, så han havde fundet sig tilfreds med, at de var venner - i hvert fald en slags et-eller-andet i den boldgade. Han manglede bare, at Louis bekræftede det, hvilket han ikke just forventede, for hvor gamle var de, syv? Venner var bare noget, man blev, og han håbede, at de snart blev det, hvis de ikke allerede var det.

"Måske er det generelt bare The Fray, der er lidt vrælende, har du overvejet det?" Louis så ud til at overveje det og endte så med at trække på skuldrene.

"Dunno, så kan jeg måske bare godt lide vrælende musik."

"Klart, og lad os så bare stoppe diskussionen der," smilede Marcel, og passende nok var de ved at være ved indkørselen til hans hus. "Vi ses i morgen," sagde Marcel og begyndte, som han altid gjorde, at gå op mod fordøren. Denne gang stoppede han dog op, da Louis fangede hans opmærksomhed.

"Du Marcel?" Marcel stod plantet på stedet et par sekunder, inden hans nysgerrighed tog det bedste af ham, og han vendte sig om med et afventende blik. "Jeg tænkte på, uh, du ved, den nye film der, den der med de små mennesker med behårede fødder?"

"Hobbitten?"

"Ja den." Han så nervøst ned i jorden, og Marcel kunne ikke stoppe den underlige fornemmelse, der snurrede hans mave sammen af spænding. "Uhm, den er jo i biografen lige i øjeblikket, og jeg, uh, kunne godt tænke mig at se den, men jeg har ikke nogen at se den med, for ingen af mine venner gider, og mine søstre vil hellere se den der Disney-film, Frys eller sådan noget, den med snemanden..."

"Mener du Frost?" Forsøgte Marcel, og Louis så ud til at lyse op et sekund.

"Ja! Og eh, så var det, jeg kom til at tænke på dig, øh, om du, du ved, kunne tænke dig at se den? Med mig? I biografen? I morgenaften?" Han lignede en, der var ved at gå til i nervøsitet, og Marcel ville smile stort over, at det var for på grund af ham, men han var alt for optaget af at prøve på at afslappe sig selv, for hans hjerte hamrede en billion gange i sekundet, og han anede ikke, om han skulle spille cool og sige noget i retningen af 'oh, okay, jeg skal lige se, om jeg kan fredag', eller om han bare skulle skrige et kæmpe 'JA!' og danse på stedet.

"Oh, eh, o-okay, ja, det vil jeg gerne, meget gerne," endte han med at sige, og det lød meget bedre end alle de andre muligheder, hans hjerne var kommet op med.

En vis lettelse gled over Louis' blik, og han brød ud i et lysende smil. "Fedt, uh, jeg skriver til dig, okay?"

Marcel var lykkelig, og han kunne ikke fjerne det store smil, der stædigt havde klistret sig fast i hans fjæs. Heller ikke da Louis kom i tanke om, at han havde ikke havde Marcels nummer, så de udvekslede telefonnumre, og det var der, Marcel virkelig fik sommerfugle i maven.

De aftalte, at Louis ville ringe senere, og så fortsatte Louis ellers ned af fortovet, mens Marcel stod og så efter ham med det samme, dumme smil på læberne. Han var så lykkelig, at han ikke engang ænsede Gemmas forsøg på at drille ham, da han kom halvdrømmende ind ad fordøren og glemte at tage sin ene sko af, inden han gik op ad trappen og ind på sit værelse, hvor han smed sig på sengen med et suk og lå og kiggede op i loftet, mens han ventede på, Louis ville ringe.

 

~*~

 

Like, kommenter, favorit?

XxEm

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...