Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
1986Visninger
AA

8. Malum Venatores' hovedkvarter

Cecilia stirrede i rædsel på bilen der bremsede op foran dem, med en hastighed der svarede til den slow motion effekt man altid så på tv. Hun vidste at de umuligt kunne komme udenom den. De var fanget. igen. Bilens sidedør gik langsomt op og ud trådte fyren med arret. Han smilede hovent, sikkert fordi at han vidste at han havde dem hvor han ville. Trængt op i en krog uden mulighed for flugt.

 

"Nå, nå, ja. Så var der alligevel lidt kampånd i jer to. I kan lige så godt træde ud af bilen med det samme. " grinte han og lænede sig dovent op af sin egen bil. Alec skar tænder af frustration, men Cecilia var allerede blevet overmandet af en altoverskyggende følelse af afmagt. Hun gav simpelthen op. Det røde lys blev endnu engang tændt i Alecs øjne, men Cecilia holdt ham tilbage.
"Lad være." sagde hun sammenbidt. Han indså at slaget var tabt, i samme øjeblik som de andre biler omringede dem. Cecilia fangede et glimt af de sønderbankede mænd fra før. Hun var i tvivl om de stadig trak vejret. Morder! var der en lille forræderisk stemme der skreg indeni hende. Men så fik hun heldigvis fanget et glimt af at en af dem blinkede, og hun kunne ånde lettet op. Langsomt, trådte både Alec og Cecilia ud af bilen, og et kort sekund fangede hun trodsigt manden med arrets blik, før de begge blev grebet, mere brutalt og dominerende denne gang. De fik ikke lov til at lave samme nummer to gange. Hjertet sank i livet på hende. Denne gang var der ingen vej tilbage. De ville helt sikkert blive dræbt. Og ganske rigtigt. Lidt efter mærkede hun en ru hånd om hendes hals, der hurtigt strammede til, indtil hun kunne mærke det dunke i hovedet på hende. Hun begyndte at hive hvæsende efter vejret. Manden med arret, der allerede havde vendt ryggen til dem, med en selvsikker latter, drejede om på hælene og stirrede bistert på manden bag Cecilia.
"Vi holder dem i live, så Julian kan tage sig af dem!" hvæsede han, og holden om Cecilias hals, løsnede sig straks.

 

"Undskyld." mumlede den dybe stemme der tilhørte hendes tilfangetager. Cecilias hals brændte, og det svimlede for hende, da blodet langsomt vendte tilbage til den normale rute. Alec sendte hende et bekymret blik. Han virkede pludselig så ung som han så ud. Den smarte, arrogante, rigfyr som han før havde været, var væk. Alt der var tilbage var en bange, halvdæmon, der ikke vidste om hans kræfter rakte langt nok til at få dem ud af den alvorlige situation. Cecilia indså, at selvom Alec var en halvdæmon der kunne gøre hvad han ville, og som kunne forårsage nok skade i sig selv, så var han ikke vant til at komme ud i situationer han ikke kunne kontrollere. Han var beskyttet. Forkælet. Hun undertrykte en trang til at sukke. En del af hende var irriteret. Hvorfor var hun faldet for sådan en forkælet fars dreng? Men en anden del af hende vidste hvorfor. Han var ikke nogen amatør i sengen, og selvom han var tiltrækkende, var der også noget i hans øjne. Noget hun ikke kunne forklare. Hun følte sig tryg med ham. Selvom situationen lige nu ikke just appellerede til den slags følelser. Hun sendte ham et blegt smil, da de endnu engang blev skubbet ned på truckens bagparti. Denne gang gik det uden problemer.

 

Af en organiseret, infamøs gruppe af jægere, var deres tilholdssted virkelig ikke noget at gispe over. Faktisk var det næsten et antiklimaks, da de drejede af, ned af en længere grusvej, kun for at ende op ved en farm af medium størrelse. Den så ikke just ud til at være særlig velholdt, og mudderet gik dem op til knæene, da de endelig næsten blev kastet ud fra bilen.
"Gå." blev de beordret. Og Cecilia modstod en trang til at gylpe. Det her sted lugtede. Men noget sagde hende at hun ikke havde gjort et godt nok arbejde, for mændene grinede og gav hende et ekstra skub, så hun gik ned i knæ. Føj!
"Hvordan fanden er det I behandler en kvinde?" knurrede Alec, og straks efter landede han også i mudderet. Men med ansigtet først. Dette udløste endnu et kraftigt latteranfald fra mændene, men det døde ret hurtigt ud, da manden med arret trådte ud af bilen med et fnys.
"Man skulle tro i var en flok ukultiverede rednecks*." kommenterede han, og med et skub fik han Alec og Cecilia op fra mudderet. Alec spyttede en klat af det ulækre sjap ud foran hans fødder.  
"Det her sted er ikke fandens forgård, men grisebassens stue." mumlede Cecilia da de vraltede hen mod gårdens hoveddør. Til hendes overraskelse lo manden med arret bare.
"Det er meningen, min pige. Så er der færre nysgerrige øjne og munde, vi skal håndtere." sagde han. Cecilia rødmede. Det var egentlig ret smart tænkt. Hun droppede hurtigt de smarte bemærkninger, især da hun trådte ind i bygningen, og den store, tunge trædør smækkede i bag dem med et ordentligt bang. Belysningen bestod af nogle usikre lamper, der ikke så ud til at være lavet i dette århundrede. Det eneste der manglede var bare at et par af dem begyndte at flimre. Derudover havde belysningen den vidunderlige effekt af at alle der stod under det blev forvandlet til ligblege dødninge. Cecilia gøs. Selv Alec så ud til at gro horn og få flammende øjn- ... Ved nærmere eftersyn virkede det rent faktisk til at han HAVDE flammende øjne. Ikke bare det rødlige skær de en gang imellem fik, men virkelige flammer, der lyste ud af hans øjne.


"Tag jer ikke af dæmonens Helvedsblik. Hvis I ser ind i hans øjne vil i blive overmandet af en uforklarlig frygt og dermed sætte alle der indgår i missionen i fare." rungede en fast stemme. Sikkert manden med arrets. Det virkede som om han havde set det hele. Det var næsten latterligt så frygtløs han virkede. Han måtte da havde en eller anden form for frygt? Hans eget personlige mareridt?  Apropos mareridt, så spekulerede Cecilia  på, om hendes eget  snart ville blive til virkelighed. Siden hun ikke længere havde sit serum, ville hendes menneskelige jeg, ikke holde længe inden dyret i hende tog over. Hun skævede til Alec. Gad vide hvordan han ville se ud, når han så at hans kæreste var et af de afskyelige bæster han mente burde skydes og hænges op som trofæ?  En glødende klump af is gav sig til kende i Cecilias mave. Hun kunne risikere at miste alt. Ikke bare Alec, men også sit liv. En vild varulv var måske ikke umulig at sætte i fangenskab, men langt de fleste ville foretrække en vild varulv, som en død varulv. Ikke at Hun troede at jeg ville beholde sit liv under alle omstændigheder, men det kunne nu have været rart at opleve sine sidste stunder i levende live, som et tænkende menneske, frem for en frådende varulv.

 

Mens Cecilia og Alec blev ført gennem bygningen, kunne de se glimt af de steder som var beboelige og som sikkert tilhørte resten af jægergruppen Malum Venatores. En i mellem så de nysgerrige ansigter stikke ud fra nogle af døråbningerne. Cecilia var overrasket over at se at nogen af medlemmerne kun var børn. En dreng med krøller og søde fregner, der nok kun var omkring tolv, var så modig at følge efter den lille gruppe med fangere. Hans øjne var store af spænding. Det var nok første gang han havde set nogle levende 'monstre'.
"Gus, gå med dig!" brummede en af mændene. Den lille dreng fniste nervøst, men bakkede stadig ikke ud, indtil en eller anden fangede ham og trak ham med ind i et andet rum, under højlydte protester fra den unge dreng. Cecilia overvejede om den lille nysgerrige dreng kunne være deres vej ud, hvis han nu fandt ud af hvor de befandt sig, men droppede det hurtigt. For det første vidste han vel ikke engang hvor de blev ført hen, og for det andet var han stadig en MV-jæger, trænet og opdraget til at hade alle overnaturlige væsener.
"Velkommen til Malum Venatores' hovedkvarter, udyr!" blev der råbt et eller andet sted fra. Cecilia fik gåsehud ved lyden af den hånende latter der fulgte efter. Den var som et genfærd der gav ekko fra rum til rum, efterhånden som de gik igennem dem. 

 

Efterhånden som de kom dybere ind i bygningen, blandt andet ved at gå adskillige trapper ned af, holdt tæpperne på gulvet op og det samme gjordet tapetet. I stedet blev de erstattet med hårdt cement gulv- og vægge. Det var så tydeligt at det var her man holdt fangerne. Et sted i det fjerne kunne man høre nogen stønne og jamre sig. Cecilia fik gåsehud. Det føltes som om hun befandt sig i et slags sindssygehospital blandet med et fængsel. Måske var det også sådan menneskene her omkring så på det. Vi var monstre, ligesom 1800-tallets mentalpatienter. Cecilia tænkte ved sig selv at hun var glad for at have Alec ved sin side på et sted som dette, og i samme øjeblik som tanken havde strejfet hende, blev parret splittet op.
"Du skal med mig, Red Eyes." brummede fyren der havde fat i Alec. Han hentydede selvfølgelig til Alecs glødende øjne, der ikke havde ændret nuance siden de trådte ind i bygningen. Det var blevet mørkere siden de trådte ned i 'fangekælderen',  som hun besluttede at kalde denne del af bygningen, så hun kunne kun lige skimte den høje, bredskuldrede fyr der trak Alec væk fra hendes side. Alec knurrede advarende.
"Ja, ja. Den er god med dig." svarede fyren grinende, mere kæphøj nu hvor han var på hjemmebane.


Cecilias krop reagerede instinktivt. Hun begyndte at modarbejde fyren der hev og sled for at få hende længere væk, hen mod en anden retning end den Alec blev ført imod.
"Tag det nu roligt, smukke. Din kæreste bliver ikke ført til sin død ... endnu." prustede han. Hun blottede sine tænder og knurrede lavt. En lyd der burde have advaret menneskerne, men det virkede ikke som om de havde hørt en varulvs advarsel før, og fortsatte ufortrødent med at grine smørret.  Ude af sig selv af raseri og frygt, begyndte hun at skælve. Hun nåede aldrig at se knytnæven, før den var solidt plantet i maven på hende og al luft forlod hende som en punkteret ballon. Det sortnede for hendes blik og hun faldt stønnende sammen. Det var manden med arret.
"Din forbandede- ...." hvæsede hun forpustet, men nåede ikke at sige mere før han havde grebet fat i hende og begyndte at slæbe hende hen mod en solid jerndør.
Med en henslængt bevægelse, slyngede han hende ind i rummet , så hun landede med hoften på kanten af en stol.
"Her er dit nye hjem, lykantrop."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...