Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2056Visninger
AA

5. Invitation

"E-.. En varulv?" spurgte hun og den snurrede fornemmelse sammen med den fristende følelse af forelskelse var nu helt forsvundet fra hendes krop. "Ja," nikkede han, "de rædselsfulde bæster kender ikke forskel på godt og ondt. De er vilde og utæmmelige og deres blodtørst er større end en vampyrs. Dem skal du holde dig fra." Hans ansigt blev fordrejet i et uforfalsket had. Afskyen lyste ud af øjnene på ham og fik ham til at snerpe munden sammen. Cecilia kunne mærke sit hjerte synke, alt imens det hamrede af sted som en gal. Hun var fanget i noget der først havde virket som en drøm, men som nu snarere virkede som et mareridt. Han hader varulve. Han HADER virkelig varulve. Det var det eneste hun kunne tænke, imens hun stirrede ind i øjnene på den mand hun ikke kunne forlade. Hvad skal jeg gøre? tænkte hun panisk. Hun stod nu overfor et valg. Et valg hun ikke var sikker på, hvad var. Et valg der krævede mod og krævede handlekraft. Hun var ikke sikker på at hun kunne gennemføre. Forlad ham! Det var, hvad alle hendes instinkter fortalte hende; forlad ham! Men hun rejste sig ikke op. Hun løb ikke væk. I stedet blinkede hun en enkelt gang og sagde så: "Det skal jeg huske." Smilede på hendes læber brændte helt ind til hendes sjæl. Det var med en forfærdelig følelse af at være en løgner, at hun rejste sig fra bordet og forlod restauranten.

 

De var endnu engang på vej hjem til hendes hotel, da Alec stoppede op med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. "Ved du hvad? Skulle vi ikke tage hjem til mig denne gang?" spurgte han. Til trods for den nagende følelse i mellemgulvet, følte Cecilia, sommerfuglene røre på sig. Hendes hjerte satte farten lidt op, hvilket hun ikke håbede man kunne se på hendes ansigt. Hun havde altid fnyset overlegent af de der typer der blev helt tøsede og hvinende omkring deres kærester. Det var fjollet. Men ikke desto mindre, stod hun nu og nikkede som en forbandet nikkedukke. Mest af alt fordi hun var nysgerrig over at se hvor han boede. i forhold til hendes lille hotelværelse, måtte hans sted jo være den rene luksus. Cecilia blev dog slemt skuffet, da de, efter en halv times kørsel i taxa, blev ført ind i en smal opgang i et gråt lejlighedskompleks, hvor man forgæves havde forsøgt at muntre stedet lidt op, med et par farverige, men meget grimme plakater. Hun så sig misbilligende omkring. Nok boede hun kun på et hotel lige for tiden, men selv hun havde da en vis standard. Da hun kiggede over på Alec, der så misplaceret ud i de grå omgivelser, lidt ligesom en tulipan i et kartoffelbed, forstod hun slet ikke, hvorfor han havde valgt at bo et så trist sted. Men Alec så ikke ud til at have noget imod stedet. Han opdagede at hun kiggede på ham med et undrende blik, og smilede undskyldende. "Jeg holder mægtig meget af skyggerne i det her kompleks. De er levende." forklarede han. Cecilia var ikke helt sikker på, om det var noget for hende. Alligevel smilede hun bare nervøst og fulgte med, endnu engang drevet af en ukendt tiltrækning som hun ikke kunne undslippe.

 

Hans læber smagte ikke af salt, som Cecilia havde oplevet at mange andre par havde gjort. De smagte sødt og en anelse af bittert, på grund af den vin han havde drukket. Han fik hendes krop til at vride sig lidt i iver efter at komme tættere på. Et begær blussede op i hende, stabilt og konstant men også vildt og uroligt. Hun stønnede svagt og tryggede sig tættere på, hvilket fik ham til at brumme en smule ophidset. Cecilia mærkede hans hænder om sit hoved, sine hofter, ja, overalt. Og hun elskede det. Men idet at han hev lidt i hendes bukselinning kom hun i tanke om noget. Dæmoner kunne blive ret gamle og det kunne ikke ses på dem. Så hvor gammel var han egentlig? Før hun vidste af det, havde jeg brudt det hede kys. "Vent ... Hvor gammel er du egentlig?"


Han stirrede på hende med store, forbløffede øjne i et stykke tid, inden han brød ud i latter. "Hvad er det for et spørgsmål at stille? Og hvorfor har du først tænkt på det nu?" spurgte han, stadig grinende, imens han tørrede en vildfaren tåre væk fra kinden. Hun havde officielt fået ham til at græde af grin. Akavet. Cecilia kunne mærke de røde pletter brede sig på sine kinder. "Det var bare," begyndte hun mumlende, "i dæmoner kan da godt blive ret gamle, ikke?" Alecs strøg en tot hår væk fra panden. Hans øjne glitrede af ophidselse og hans åndedræt sagde hende at han ikke just var upåvirket af hendes berøring. Han gav sig selv et øjeblik til at falde til ro i, før han lod sit blik fange hendes igen. "Cecilia," sagde han, på en måde der både gav hende kuldegysninger af velbehag og fik hende til at føle sig stødt, som om han talte ned til hende, "det er rigtigt at vi dæmoner kan blive meget ældre end mennesker, men det kræver også et blodritual. Vi har behov for at forny vores kroppe engang hvert århundrede. Jeg er i min første krop og den her krop er 25 år gammel." "Åh." sagde hun, ude af stand til at komme med et intelligent svar.

 

Det gik hurtigt op for Cecilia at hun vidste meget mindre om hendes nye interesse, end hun havde troet i første omgang. Alecs lejlighed var lille, men det forhindrede ham ikke i at indrette den med dyre mahognimøbler og antikke dekorationer. På en af hylderne stod et fotografi af ham og en ukendt pige. En meget smuk ukendt pige. Cecilia ville ikke drage forhastede konklusioner, men hun kunne ikke lide den måde han stod med armen omkring pigen. "Hvem er det du står med der?" spurgte hun og prøvede på, ikke at lyde som en jaloux galning. Alec fulgte hendes finger med øjnene. Hans ansigt lyste kærligt op. "Det er min søster. Hun er en allerhelvedes kælling, men jeg holder meget af hende." svarede han. Cecilia kneb øjnene sammen. Nu hvor hun kiggede godt efter, kunne hun godt se ligheden. De havde det samme rødbrune, perfekte hår og læberne krusede på den samme måde, når de smilede. Cecilia følte sig dum. Selvfølgelig havde Alec ikke et billede oppe af en eks. Hun lod sit berømte temperament falde til ro igen. Hun satte sig smilende ned. "Hvad kunne du tænke dig?" spurgte Alec og kyssede blidt på munden. Dig, havde hun lyst til at sige, men i stedet bad hun blot om kaffe.

 

Da Alec var forsvundet ud i køkkenet, lod hun blikket fare rundt i lejligheden. Han var ikke den moderne type, men det var heller ikke ligefrem fordi han overdrev den gammeldags stil. Smilende måtte hun indse at hans lejlighed mindede hende om hendes farfars hus. Det skulle hun nok ikke sige til Alec. Hendes tanker blev imidlertidig afbrudt da hun mærkede en let snurren i fingrene. Hun vidste hvad det betød. Et anfald var på vej, og hvis hun ikke tog sin medicin snart, ville hun forvandle sig. Indenfor fem sekunder begyndte rystelserne at tage over. De var så slemme at hendes tænder klaprede. Hun måtte finde et badeværelse, og det var hurtigt, hvis hun ville forhindre Alec i at komme ind i sin stue blot for at se en kæmpe ulv sidde, knurrende i hans lænestol. "Øhhm, hvor er badeværelset?" råbte hun, og hendes stemme lød allerede ru og bjæffende. Hun havde allerede svært ved at artikulere. "Til højre. Du snuser dig nok frem til det." svarede han ude fra køkkenet. Cecilia havde næsten lyst til at le ad den ironiske formulering, han havde brugt.

 

Derefter skyndte hun sig ud til badeværelset, og da hun lukkede døren efter sig, kunne hun allerede se kløerne vokse frem fra hendes negle. De kradsede på døren og efterlod to svage mærker, som hun inderligt håbede at Alec ikke ville lægge mærke til, eller i al fald tro at de altid havde været der. Nu var hendes hemmelighed ikke så sjov længere. Febrilsk begyndte hun at fumle med tasken, hvor hendes serum befandt sig i, men forvandlingen var nu så stærk, at hun havde svært ved at manøvre det lille glas og kanylen ud af deres hylster. Hun knurrede frustreret og måtte tage sig selv i ikke at hyle panisk. Lettelsen skyllede ind over hende, da hun endelig fik bakset den lille tingest ud, men den blev brat erstattet med et stærkt sug i maven, da hendes klodsede hænder ikke fik ordentligt fat og flasken faldt ud mellem kløerne på hende og smadredes mod gulvet. "Fuck!" hvæsede hun. Hun kunne mærke hvordan hjørne tænderne forlængedes og stak hende i underlæben. Det kløede allerede alle vegne. Hun vidste at hvis hun ikke fik serummet indenfor tye minutter, så ville et udyr brase ud af den dør, og overraske Alec en del. "Hvad sker der derude?" spurgte Alec, ude fra den anden side af døren. Han lød bekymret. Hun måtte tænke hurtigt. "Jeg tabte bare min, øh ... parfume!" svarede hun, og anstrengte sig for ikke at lyde helt til hundene. Det tog yderligere ti minutter, før hun endelig fik stukket nålen i låret på sig selv. Da hun endelig mærkede at symptomerne var ved at stilne af, kunne hun ånde lettet op og låse døren op, og mens hun gjorde det, kunne hun se hvordan kløerne trak sig tilbage. Da døren var helt åben var hendes trang til at bide i noget og klø sig, helt væk. Alec mødte hende i stuen. "Nå, der er du. Vi skal videre." "Videre? hvor skal vi da hen?" spurgte hun forvirret. "Du troede da ikke at jeg mente den her lille lejlighed, da jeg spurgte om du ville med hjem? Cecilia, jeg mente at vi skulle helt hjem. Til mit familiehus."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...