Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2105Visninger
AA

9. Gerald

Panik. Ren og skær panik. Det var hvad Cecilia følte, da han kaldte hende en lykantrop. Det betød at han vidste hvad hun var. Det betød at han kunne komme til at afsløre noget for Alec. Det betød at alting snart blev fuldkommen anderledes. Ikke at hun forstod hvorfor hun bekymrede sig nu. De skulle jo dø alligevel. Men hun kunne ikke lide det. Ideen om at han vidste hvad hun var. Hvor let ville det så ikke være at finde ud af, hvem hun var? Finde ud af hendes fortid?
Om min søster ... tænkte hun skrækslagent.
"Hvordan?" spurgte hun, ude af stand til at sætte en fornuftig sætning sammen.  Han trådte længere ind i rummet, hurtigt efterfulgt af to 'håndlangere', der hev Cecilia op på stolen, uden at tage sig af at hun ømmede sig. De bandt hende fast til den solide jernstol, der kunne være i familie med den elektriske stol, med en behændighed og nonchalance der fortalte hende at de var vant til det.


"Det behøver du ikke bryde dit kønne lille hoved med, puppy." svarede han overlegent. Cecilia forstod ikke hvorfor de brugte så mange slangudtryk. Det var ikke noget hun var vant til, og det gjorde hende ret utilpas. Desuden mente hun at ordet 'puppy' var nedladende og ydmygende. For det første var hun ikke nogen hund, og for det andet var hun en selvstændig kvinde, og  for det tredje kunne hun bide struben over på ham, hvis han kom for tæt på, hvilket hun i øjeblikket havde gevaldig meget lyst til.
"Lad mig endelig ikke være uhøflig," begyndte han afslappet og satte sig på den hårde seng ved siden af stolen, dog stadig langt nok væk, hvis hun skulle gå amok. Sengen gav knirkende efter, da han satte sig til rette, "mit navn er Gerald. Jeg er det vi kalder Første General, heromkring. Det er mig der styrer hvad der sker med jer bæster, og hvornår, er du med?" spurgte han. Cecilia spyttede i afsky.
"Jeg troede at Julian bestemte heromkring." hvæsede hun foragteligt. Men Gerald bed ikke på krogen. I stedet smilede han bare overbærende.
"Han er hvad han er. Det vigtigste er at det er MIG der har al magten over dit liv nu. Og jeg spurgte om du havde forstået." sagde han med en lav hvislen, og i samme øjeblik, kneb han øjnene sammen. Cecilia syntes at han lignede en slange, parat til at angribe. Så gjorde han tegn til en af håndlangerne.
Han tog fat om Cecilias hår. Et øjeblik strammede det om hendes hovedbund, men så mærkede hun presset lette, i samme øjeblik som hun hørte et snip. Manden havde simpelthen klippet en stor tot af hendes hår af. Cecilia fnyste.
"Du kan klippe i mit hår så tosset du vil, selvom jeg ikke kan se hvad det skal gøre godt for." sagde hun. Gerald så begærligt til mens resten af hendes lange hår blev klippet helt oppe ved ørene.
"Det er simpelthen for at gøre det hele mere, klinisk og hygiejnisk." forklarede han, og lænede sig frem.
"Så. Hvor er dit Kobbel?"


Hvad Gerald end havde troet at han ville få ud af hende, så blev han alvorligt skuffet. Efter tre en halv time, med diverse redskaber der både brændte og skar, havde han stadig ikke fået nogen praktiske oplysninger ud af hende. Nu var sårene også næsten helet. Cecilia tænkte ved sig selv, at ingen af dem vidste hvad der ville ske, hvis hun brugte sine healende egenskaber alt for meget før en forvandling. Det ville kun gøre forvandlingen hurtigere.  Han så begærligt på hende, med en fascination hun ikke kunne forstå. Hvordan kunne en person rumme lige dele had og fascination på samme tid? Burde hadet ikke opsluge alt? Det gik op for hende at han var nysgerrig.
"Jeg troede at du havde set alting." hviskede hun hæst, og spyttede en klat blod ud. Hun vidste ikke hvor hendes mod kom fra. Hun havde altid været lidt af en tøs, ifølge hende selv. Men denne mand, Gerald ... Hver gang hun så ind i hans øjne, kom hun til at tænke på sin søster. På de ting der var sket, den skæbnesvangre dag. På hvad hun, Cecilia, havde gjort. Det gav hende styrke.
Hvis jeg kunne klare alt det, tænkte hun for sig selv, så kan jeg også klare et sølle menneskes tortur.

 


Gerald, der nu så mere end frustreret ud, rettede på sit hår, der nu sad i strittende totter. Han tog en dyb indånding.
"Jeg har ikke set en vaskeægte varulv før. " svarede han. Hun så på ham, som tegn på at han skulle fortsætte.  Udsætte torturen lidt længere. Han bed på krogen denne gang.
"Jeg vil vide det. Hvad du er i stand til. Hvad dine svagheder og styrker er. Hvordan du vil være i din såkaldte "anden form". Jeg vil vide det hele." hviskede han, og magtbegæret viste sig tydeligt både i den måde han talte til hende på, og den måde han så på hende. Som om hun var noget han kunne eje og kontrollere.
"Nu har jeg besvaret dit spørgsmål, kan du så ikke besvare et af mine?" spurgte han, og et øjeblik lignede han bare en almindelig fyr, presset til sine yderste grænser.
"Ja." sagde hun.
"Ja, hvad?" spurgte han forvirret.
"Ja,  et Kobbel er som regel i familie med hinanden.  forklarede hun venligt. Gerald grinede lettere hysterisk.
"Kælling. Eller skulle jeg kalde dig en bitch?" spurgte han, nu i sin gamle rolle igen. Cecilia knurrede svagt, og et øjeblik flakkede hans øjne nervøst. Han var bange for hende, indså Cecilia, og det skulle snart blive meget værre, vidste hun. Selvom hun ikke kunne se udenfor og tjekke om det snart var aften, kunne hun mærke at fuldmånen ville stå op i løbet af nogle timer. Troede de virkelig at de her lænker var nok til at holde hende stangen? Så snart hun var forvandlet - og det ville hun blive, for hun havde ikke fået sit serum i al for lang tid nu, så ville der ske en massakre. Hun ville dræbe alt hun kom i nærheden af.
Det gælder jo nok også din dæmonkæreste, var der en ondskabsfuld lille stemme indeni hende der sagde. Og den havde ret. Hun skelnede ikke mellem venner og fjender når hun var i sin ulveform. Hun skelnede ikke mellem godt og ondt. Fuck! Hun bandede lavt.
"I ved ikke hvad I har med at gøre her." hvislede hun. Sveden begyndte så småt at trille ned over hendes øjenbryn. Her var varmt. Hendes tøj klistrede til hende. Eller var det bare fordi forvandlingen ville begynde snart? Gerald stirrede koldt på hende.
"Du ser ikke ud til at have det for godt. " kommenterede han. Han vidste det. Men hvis han vidste det, så regnede han vel med at den her sølle celle var nok til at holde hende fanget. Han rejste sig langsomt op og beordrede mændene udenfor døren om at låse ham ud.
"Hvad sker der, derinde?" var der en der spurgte. Gerald svarede at varulvetøsen var på grænsen af en forvandling. Hans stemme var rolig, men hun kunne se at han var ved at blive nervøs. De lukkede ham selvfølgelig straks ud.


Cecilia vidste ikke hvordan det var lykkedes hende at falde i søvn i den hårde, ubarmhjertige stol, men ikke desto mindre begyndte hun at glide ind i drømme. Rædselsfulde drømme. Hun så en ulv, i en skov. Den var brun og lille, meget normal, men dens øjne var langt fra normale. Først var de en hæslig rød farve, der mindede forfærdeligt meget om Alecs, men så skiftede de. Til blå. De blå øjne stirrede anklagende på hende, før ulvens pels begyndte at sprække og knoklerne knirkede og gav sig da de flækkede. Ulvene hylede smertefuldt, før det gik over i en aggressiv knurren. Foran hende stod en varulv. Den stirrede ondskabsfuldt på hende med gabet åbent.
"Nej! Du må ikke gøre det!" skreg Cecilia rædselslagen i drømmen. Scenen skiftede til en by hun kendte. Hun løb. Ikke væk fra varulven, for det kunne hun ikke, men efter den. Varulven sprang behændigt at sted. Den var på jagt. Åh gud, den kommer til at slå nogen ihjel, gispede hun, og genkendte hvert et spring, hver en scene. Hun vidste hvor hun var. Hun vidste hvad der skulle ske; hvad der var ved at ske.
STOP! skreg hun, og kastede sig efter varulven, der nu kun var en sort skygge, men lige inden alting blev sort, kunne hun se en skygge der også sprang på ulven. En slank, kvindelig skikkelse, der skreg i desperation.

 

Cecilia vågnede med et sæt. Hun svedte omend endnu mere end før. Svede piblede ned af hende som dråber, ned i hendes øjne og mund. Hendes blik gled ind og ud af fokus, og da hun så ned på sin hånd, gik det op for hende at hun rystede. Slemt. Forvandlingen skulle til at begynde, og denne gang var der ingen vej tilbage. Hun lo hæst og slikkede sine tørre, sprukne læber. Hendes hoved gjorde ondt, og det hjalp ikke lige just at lyset i cellen bestod af den slags blændende, varmt lysrør, der summede irriterende.  Hun kunne praktisk talt høre knoglerne i hende knage og forandre sig, og hun kunne i hvert fald se hvordan hendes negle blev længere. Vagten udenfor døren rørte uroligt på sig, og så smilende hen mod døren, bevidst om at han kiggede på hende.
"Hey, du." knurrede hun, og hun lød allerede utydelig og nærmest bjæffende, da hendes tænder allerede var betydeligt længere og skarpere end før. Hun smilede.
"Ved du hvad der sker når en varulv ikke får sit serum?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...