Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2296Visninger
AA

7. Fanget

Cecilia vidste godt at hun var på spanden nu. Ikke alene fordi at hendes hemmelighed med stor sandsynlighed ville blive afsløret, hvis hun ikke gjorde noget snart, men også fordi at de stemmer der kom ude fra mørket i skoven, viste sig at tilhøre en gruppe på fem personer, der alle sammen kendte til de overnaturlige væseners eksistens, og hvis eneste formål var at udrydde dem. Malum Venatores, hed den eksklusive gruppe af mennesker; Ondskabens Jægere. Disse mennesker havde den faste overbevisning at alt der var overnaturligt var af ondt blod, og derfor skulle disse likvideres hurtigst muligt. MV-jægerne - et latterligt navn siden venatores betyder jægere, men ikke desto mindre et der hang ved - var muligvis kun mennesker, men de var langt fra uskadelige. Alec havde et forvirret udtryk i ansigtet. Cecilia kunne ikke tro at han ikke vidste hvad disse menneskers formål var, så hun regnede sig frem til at det var fordi at MV-jægerne havde henvist sig til dem begge, og ikke bare Alec. Hun måtte beskytte sin hemmelighed, så hun lænede sig langsomt til siden og hviskede i hans øre.
"De tror at vi begge er dæmoner."
Et skarpt jag af skyld, piercede hendes hjerte da hun så forfærdelsen i Alecs øjne. Han troede vitterligt at han havde drevet hende ind i en hidtil ukendt fare, som ikke skulle være angået hende. I det øjeblik ønskede hun inderligt at hun kunne fortælle ham sin hemmelighed; hvem hun i virkeligheden var.


Af de fem mennesker var der én der var mest fremtrædende. Han bar en skjorte, der var foldet op til albuerne, der fik ham til at se elegant og høj ud. Hans mørkebrune hår, der fremhævede hans kolde grønne øjne gav det indtryk at han så rigtig godt ud. Det eneste der ødelagde det hele, var arrene der dækkede hans arme og ansigt. De gav ham en ondskabsfuld og dominerende udstråling. Cecilia tvivlede ikke på at han var hjernen bag gruppen. Han holdt sig lidt i baggrunden og hverken sagde eller gjorde så meget da de fire andre kom frem og tvang Cecilia og Alec ned i knæ med brutal magt. Hans øjne gnistrede tilfredst, men stadig stod han bare i skyggen og så på. De andre sørgede omhyggeligt for ikke at se på ham.


"Hende her er et pragteksemplar." mumlede ham der holdt armene på Cecilia, som om hun var et dyr og ikke en person. Afpersonalisering. Nummer 1 i en koldblodig morders bog om hvordan man fratager et individ deres magt i retfærdighedens navn. Cecilia havde regnet den ud. Arret, som hun valgte at kalde manden i skyggerne, benyttede sig af en snedig taktik der bestod af at holde sig i baggrunden så fjenderne - i det her tilfælde hende og Alec - ikke kunne afgøre hvem der var leder. Bare ærgerligt at hans myndighed osede ud fra ham som stanken fra et dødt lig. Hun afholdt sig dog fra at kigge på ham, for at det ikke skulle gå op for ham at hun vidste det. I stedet bøjede hun hovedet i en submissiv stilling. Alec, derimod, knurrede lavt for sig selv. Hans øjne glødede vredt mod flokken. De fire mænd skævede nervøst til hinanden, urolige over det intense blik. Men da de umiddelbart ikke gik op i flammer, fortsatte de med at binde deres fanger og  hive dem op på benene.
"Det er fandme længe siden vi har fanget to på én gang! Julian bliver glad." kommenterede en af dem muntert.
"Julian er aldrig glad." svarede en anden, hvilket fik de andre til at le, genkendende.
Manden med arrene gav dem et skarpt blik.
"Ingen navne." bjæffede han, og de andre tav hurtigt. Ham der havde begået den kæmpe brøler at nævne et navn, rømmede sig og så ned i jorden. Cecilia spekulerede på, hvilken slags person den arrede mand mon var, siden han indgød så meget frygt og respekt. De blev slæbt hen mod tre trucks, i forskellige farver, hvoraf den de blev  smidt ind på bagpartiet af, var sort og havde et kæmpe dække, så ingen forbipasserende ville se de eventuelle ofre der smidt derned. Cecilia landede hårdt på sin skulder, og smerten fik hende til at bide sig hårdt i læben, så hun kunne smage blod. Alec landede ved siden af hende ikke lang tid efter. De stirrede på hinanden i et par sekunder,  og frygten I Alecs øjne virkede som en reflektion af den frygt Cecilia selv følte.


 

Følelsen af at befinde sig helt og andeles i en andens magt, var utrolig skræmmende for Cecilia. Hun var vant til at styre sit eget liv, og tanken om at hun ikke anede hvad der skulle ske, men at mulighederne var utrolig mange, gav hende lyst til at skrige i rædsel. Ved siden af sig kunne hun høre Alec røre på sig. Han var sikkert i gang med at prøve at arbejde sig ud af rebene, men de små stønnende lyde der kom fra ham, kunne tyde på at det ikke rigtig lykkedes ham, selvom han anstrengte sig.
"For helvede ..." bandede han frustreret, "de aner ikke hvem de har at gøre med."
Cecilia havde lyst til at fnyse over hans manchokliché sætning, men som hun sad der, i samme situation, forstod hun ham godt lidt. For første gang siden gud ved hvornår, havde hun en ubærlig trang til at lade sit indre rovdyr slippe løs og lade det gå amok på røvhullerne der havde fanget dem. Pludselig blev Alecs krop helt slap ved siden af mig. Hun rørte uroligt på sig.
"Alec?" hviskede hun, men han svarede hende ikke. Til gengæld gik der ikke lang tid før at bilen stoppede.
"Hvad laver du?" spurgte en af stemmerne.
"Jeg tror der er noget  galt med den ene. Han var rigtig urolig tidligere, men nu ...." svarede en stemme, der næsten lød ... bekymret? 
"Arhh, latterligt ..." mumlede den anden, men ikke desto mindre, hørte jeg lidt efter, dørene gå op og smække i igen. Snart stod de to mænd et sted Cecilia og Alecs fødder.
"Se ... Han ser godt nok slap ud."
Cecilia kunne mærke en arm strejfe hendes ben, da en af mændene rakte ud for at ruske i Alec.
"Hey! Er du okay? For helvede ... Hey!" råbte den anden, nu en smule frustreret. Cecilia regnede med at det ikke lige var en del af deres plan at en af deres fanger skulle ankomme som en slap gulerod i deres varetægt.

 

Det der skete efterfølgende, virkede for Cecilia som et kaos af skrig og grynt. Hun kunne mærke noget hoppe af bilen, hvilket hun gættede sig frem til, var Alec, for da hun åbnede øjnene, lå han ikke ved hendes side længere.  I stedet var han i fuld gang med at springe på de to mænd. Rebene lå nytteløse på bunden af trucken, sammen med hende. Han var hurtig. Alt for hurtig for de to almindelige mennesker, der inden længe lå skrigende på jorden. Den ene havde vist nok brækket en arm. Cecilia begyndte hurtigt at vride sig ud af rebene. Det var svært fordi hun var i sin menneskeskikkelse, men efter en del røde mærker og noget blod, kunne hun endelig komme ud af de stramme og tilbageholdende reb. Hun satte sig op og skulle lige til at gå til angreb på den stadig oprejste mand der kæmpede en brav kamp med Alec, da hun kom i tanke om at hun jo skulle forestille at være et almindelig hjælpeløst menneske. I stedet kravlede hun ud af bilen og ind på føresædet.
"Alec! Hurtigt! Nøglerne sidder stadig i bilen!" råbte hun ud mod ham. Det lød som om kampen var døet ud omme bag ved. Lidt efter blev døren i højre side åbnet op og Alec satte sig ind. Han havde fået et par skrammer her og der. Dem i ansigtet var dem der ærgrede Cecilia mest. Hans øjne var fuldkommen røde. Det der gjorde Cecilia kold helt ind til knoglerne, var den vildskab der strålede ud fra ham. Han var som forandret. Et rovdyr, med en blodtørst der var ubeskrivelig. Cecilia havde på fornemmelsen af at han hvert sekund det skulle være, kunne vende sig om og dræbe hende uden så meget som at blinke med øjnene. Utilregnelig. Hun gøs.
"Så, øhm," rømmede hun sig, selvom det ikke virkede som om han reagerede, "er de stadig i live?"

 

Han drejede hovedet mod hende med et bredt grin.
"Måske. Jeg tjekkede ikke." sagde han hæst. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hendes hals føltes tør. Det her var ikke den Alec hun havde forelsket sig i. Hvad var det lige der skete? Uden yderligere ordvekslinger, startede Cecilia bilen og trykkede speederen i bund. I takt med at de kørte, døde den røde glød i hans øjne langsomt ud. Den gamle Alec vendte tilbage. Med et forfærdet udtryk i ansigtet, så han undskyldende på hende.
"Jeg-... Undskyld. Det ligger i mit blod. Ondskaben. Jeg kan ikke styre den når først jeg er gået i gang. Kan du tilgive mig?" hviskede han. Hun nikkede tøvende. En del af hende var stadig bange for at han ville springe på hende og  flå hendes hals op.

 

Vi anede ikke hvor vi var, men Alec fandt et kort nederst i bunden af bilen. Hans øjne, der nu havde den almindelige grønne farve, afsøgte omhyggeligt kortet.
"Det ser ikke ud som om vi er ret langt væk fra den nærmest by. Vi er her." sagde han og pegede på et grønligt område på kortet.
"Den her skov har et par stier som man let kunne fare vild på, men hvis vi følger vejen burde vi være sikre nok."
Jeg nikkede fraværende og holdt øjnene på vejen. Mine hænder rystede. Efterhånden som det blev sværere og sværere for mig at styre, begyndte Alec at bemærke min nervøsitet.
"Stop bilen." sagde han blidt og lagde hånden på min. Den beroligende varme fra hans hud, og blidheden i hans stemme, fik mig til at gøre som han sagde. Langsomt gik stoppede bilen op, og jeg så på ham. Han smilede beroligende.
"Det er okay. Du er i sikkerhed med mig, uanset hvad." sagde han, og jeg troede ham, på trods af det flygtige glimt af dårlig samvittighed i hans øjne. På trods af den uhyggelige oplevelse jeg lige havde haft med ham. Jeg mærkede en stærk varme fylde mit bryst og jeg lænede mig ind til ham. Vores læber mødtes i et kys der først var blidt og så blev mere grådigt. Men vi blev afbrudt af et blændende lys forude.
"Åh nej ..." hviskede jeg, da jeg så lygterne fra en bil komme imod os. Og ikke bare en hvilken som helst bil.
"De er kommet tilbage." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...