Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2001Visninger
AA

4. Date II

Hidtil havde der kun været få mænd i denne verden, der havde moret Cecilia. Den ene var hendes første kæreste, som havde tilhørt det Kobbel, hendes familie var knyttet til, den anden var hendes søsters bedste ven, og nu befandt den tredje sig her. I en, efter hendes smag, alt for højrøvet klub. Hendes søster ... En knivskarp smerte jog igennem hendes bryst alene ved tanken om hende. Hun mindedes den sidste gang hun så hende. Det var før hun blev jaget på porten, med en advarsel om, aldrig at vende tilbage og om at hun nu var en Udstødt og derfor ville være frit bytte for alle og enhver. Hun knyttede hænderne så hårdt, at man kunne se mærker efter neglene bagefter. Hvorfor? Det var det eneste hun kunne tænke.


Hvorfor?


Men fandme nej. Hun var på en date, og den ville hun ikke spolere nu. Hun skruede en tand op for sit smil, næsten så det lignede at hun blottede tænderne som en ulv, for at bevise for sig selv, at det var slut med at svælge i fortiden. Hun førte hånden op til sin kind og lod en perlende latter trille ud gennem hendes læber.
 

"Min gud, jeg tror at jeg er ved at blive fuld. Er det bare mig eller er der ved at blive lidt varmt herinde?" spurgte hun og blinkede fortroligt til sin kavaler. Virkningen kom som den skulle. Alecs øjne glitrede og han lænede sig lidt hen over bordet. Det sitrede mellem dem. Stemningen var så tyk at man kunne skære i den. Hun så ind i hans øjne, og det var som om hun blev opslugt i et hav af forskellige nuancer af grønt.
"Sig mig, er du ved at fortrylle mig?" fnes hun, mens hun førte fingrene op til sine rødmende kinder. Dette var ikke noget skuespil. Hun følte sig vitterligt fortryllet, og Alecs fårede udtryk fortalte hende at hun ikke var helt galt på den.
"Det er dæmonens naturlige tiltrækning. Hvis vi er, skal vi sige interesserede, så kan vi udsende flere feromoner end det er naturligt." indrømmede han. Cecilie, der ikke vidste dette, måtte lige bruge et sekund på at sluge den oplysning.
"Kan jeg så overhovedet være sikker på at jeg er tiltrukket af dig, eller er det egentlig bare noget du tvinger mig til?" spurgte hun.
"Hvis du slet ikke var interesseret i mig fra starten af, skulle der en del mere til, end at jeg bare sad her overfor dig nu. Du skulle blive udsat for det i flere dage, før virkningen satte ind. Lige nu forstærker mine feromoner blot hvad der allerede var der i første omgang." svarede han med et smil.

Beroliget tog Cecilia endnu et tår af sin drink. Da hun satte glasset tilbage, tog Alec hendes hånd. Det gav et lille sæt i hende ved den pludselige kontakt. Nok havde hun været ude for de ligefremme typer før, men ingen som Alec. Hun så ind i hans øjne igen. Denne gang var det som om hun befandt sig i en kæmpe grøn mark. Hun kunne næsten smage den friske smag af æbler, og høre fuglene synge. Et kort øjeblik bildte hun sig næsten ind at kunne mærke en sommerfugl lande på sin skulder. Inden hun kunne nå at stoppe sig selv, røg det ud af hende: "Kunne du tænke dig at følge mig hjem til mit hotel?"


Cecilia lå i sengen på det hotel hun havde boet på i efterhånden 3 uger. Hun vidste at det var på tide at rykke op og komme videre, men da hun vendte sig om på siden, fangede hendes blik den sovende Alec. Hans ansigt var roligt og afslappet, så hun frit kunne betragte hans bløde læber og de lange, bløde øjenvipper. Han var smuk som kun en dæmon kunne være det. Hans brystkasse bevægede sig let op og ned, i et roligt tempo. Hun blev varm indvendig, hvilket selvfølgelig straks satte en stopper for den afslappede ro der havde overtaget hende i søvnhedens navn. Hun kunne ikke forelske sig. Ikke nu. Hun bed sig i læben. Intet seriøst, sagde hun til sig selv. Alligevel faldt hendes tanker tilbage på hændelserne der skete blot en uge forinden. Hun havde mødt Alec, han havde takket ja til hendes tilbud om at følge hende tilbage til hotellet og så havde de elsket. Et lille henført suk, undslap hendes læber ved tanken. Hun lukkede øjnene og kunne stadig huske hvordan et sus af begær overvældede hende, da Alec tog sin skjorte af og afslørede et par brede skuldre og en flad mave, hvor man kunne ane musklerne under huden. Hun kunne huske hvordan Alecs øjne havde lyst begærligt i mørket, og hvordan lysten til ham voksede; fornemmelsen af hans fingre mod hendes bryster, mave og hofter. En varm fornemmelse bredte sig i hende og hun måtte holde sig selv tilbage fra at række ud efter den sovende skikkelse. Den varme fornemmelse blev dog hurtigt erstatte med forskrækkelse, da det gik op for hende,  hvad dette uundgåeligt ville føre til.

 

Da Cecilia endnu engang åbnede øjnene, var Alec forsvundet. Man kunne lige akkurat ane at han havde ligget der i løbet af natten. Hun rejste sig op, med en gnavende fornemmelse i maven som hun ikke rigtig havde lyst til at vedkende sig. Med dynen svøbt om sig, trådte hun ud i det lille rum, der udgjorde køkkenet. Lettelsen skyllede ind over hende, da hun fik øje på ham, stående med uglet hår, i overkrop og med det sædvanlige smil på læben, imens han fløjtede muntert. Baconet sydede på den pande han stod med, og hun slikkede sig forventningsfuldt o munden, men rynkede så på næsen. Noget sagde hende at han aldrig havde lavet bacon - eller noget andet mad - i sit liv. Men hun satte pris på tanken.
"Hej." sagde hun let. Han kiggede op og smilede til hende, med et smil der nåede helt op til øjnene.
"Hej selv." svarede han og lagde alt fra sig. Kort efter, mærkede hun hans arme omkring hende. Den let tryggende fornemmelse af et par faste arme omkring hendes liv, fik hende næsten til at skælve. Han kyssede hende blidt på læberne: et kys som hun lidenskabeligt besvarede. Han trykkede sit ansigt, blidt mod hendes hår.

"Mmmm. Du dufter lidt sjovt. Du må hellere gå ud og tage et bad." mumlede han.
"Hey!" udbrød hun og skubbede ham væk, blot for at se ham stå der, med armene oppe og et bredt, drillende smil på læben. Hun lod som om, hun skulede til ham. Alec brød ud i et drenget grin, og Cecilia kunne ikke lade være med at smile.
"Okay, fint. Jeg går ud og tager et langt, varmt bad. Og du er ikke inviteret!" grinte hun, hvilket fik Alec til at protestere vildt.
"Hov," udbrød han lige inden hun vendte sig om for at gå, "skal vi to ikke tage ud i aften?"
Hun tøvede et øjeblik, usikker på om det nu var en god ide. Deres forhold havde allerede udviklet sig meget længere, end hun havde regnet med. Men det forventningsfulde blik i Alecs øjne fik hende til at nikke. Hvorfor kunne hun dog ikke bare sige nej til fyren, og få det overstået?


"Jeg havde virkelig ikke se dig som den romantiske type, da du stod udenfor den bar og prøvede at røve mig" lo Cecilia, idet at de havde sat sig til bords. Restauranten var en af de små, hyggelige slags, med romantiske stearinlys og dæmpet belysning. Cecilia kunne se at de ikke var det eneste par, der havde valgt denne restaurant. Faktisk bestod de spisende næsten kun af par. Hun smilede og lukkede øjnene, og i det at hun snusede ind, kunne hun dufte en behagelig blanding af egetræ og violer. Det var underligt. Det var som om hun befandt sig i en helt anden verden.

"Jeg er en kvindebedårer. Det er hvad vi er bedst til." svarede han og hans øjne glimtede af usagte løfter og charmerende svig. Hun kunne allerede smage den bitre pille kaldet bedrag. Dette forhold ville uden tvivl kun føre til hjertesorger. Men alligevel var hun så uimodståeligt draget mod denne mand, at hendes fornuft helt var blokeret. Og han kunne se det. Det fortalte smilet i hans mundvig hende.
 

"Cecilia," hviskede han, og i hans mund, fik hendes navn en smuk klang, som var det musik, "hvis du blot vidste ... Jeg kan ikke lyve for dig. Jeg er en dæmon. Ikke en af de der forstyrrede væsener, der indtager natten og fortærer alt på deres vej, men en halv dæmon. Min moder var en dæmon og min fader var et menneske. Jeg er et væsen der er skabt af både godt og ondt. Men Cecilia, før du flygter fra mig i rædsel, så skal du vide at der findes værre ting end jeg." sagde han og hans stemme var dæmpet og hypnotiserende. Hun sank.
"Som hvad?" hviskede hun, halvt bedøvet af de mange sanseindtryk og halvt spændt på, hvad han ville sige. Det snurrede i hendes hoved. Der var intet andet, end de to. Hans smil blev bredere.
"Du kunne være stødt ind i en varulv." svarede han.
Straks blev Cecilia helt kold indvendig, som om en snestorm var trængt ind i hendes krop.
Varulv. Ordet ekkoede i hendes hoved. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...