Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2105Visninger
AA

3. Date I

Cecilia opdagede præcis hvor økonomisk velstillet hendes nye ven var, da de trådte ind på " The Valley". Det var en toetagers klub som man kun kunne komme ind i, hvis man enten var på listen eller langt ude rig. Eller begge dele, i nogens tilfælde. Nok havde hun vidst at han ikke var nogen fattiglus, men at han var på The Valley niveau havde slet ikke faldet hende ind. Hun var i tvivl om hvor vidt hun, endnu engang, havde fået sig selv rodet ud i noget, hun ikke kunne håndtere. På den anden side, fik man ikke mange chancer for at komme ind på The Valley, så hvorfor ikke tage chancen? Derfor stod hun nu, lettere nervøs, foran en ret høj og bred vagt med et uimponeret udtryk i ansigtet, sammen med Alec, der havde et mindst lige så uimponeret udtryk i ansigtet, men hans var dog mere tiltrækkende. Han trådte forbi den urolige kø og sagde noget til vagten, på et andet sprog. Nej, ikke på et andet sprog. Han udtalte ord der slet ikke burde kunne udtales af et menneske. Sproget han talte var knivskarpt og tonelejet var hæst og lød nærmere som en slange der hvislede, når han afsluttede sætningerne. Det gjorde næsten ondt i ørerne, og det løb hende koldt ned af ryggen.
 

Åh min gud, han taler i dæmonens tunger. 
Af alle lækre fremmede hun mødte i tvivlsomme gyder, så skulle hun lige blive interesseret i en dæmon. Det var bare typisk hende.
"Du, jeg tror alligevel ikke at det her er en så god id-.."
Hun afbrød sig selv, da hun fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. En mørk skikkelse lurede derude. En meget velkendt, mørk skikkelse. Hun vidste hvad det betød, og det var ikke godt. Derfor  ombestemte hun sig hurtigt. Alec havde vendt sig om, med et spørgende blik. Hun gav ham et beroligende smil.
"Lige meget. Men du giver altså. Det her sted ville jeg ikke have råd til, om jeg så røvede en bank."
Alec grinede, mens han tog fat om hendes hånd på en blid, men bestemt måde. Så, med et charmerende smil, gjorde han tegn til hende om at gå ind først. Damerne først, insisterede han.

 

Cecilia var normalt ikke typen der lod sig nemt imponere, men indvendig var klubben som et paradis. Stedet var gigantisk og der var endda et indendørs springvand. De fandt hurtigt en plads, til trods for at der allerede så ud til at være fyldt derinde. Sæderne var fløjlsbløde og bordene var af mørkt træ. De så meget dyre ud med deres udskæringer og glatte overflader. Rundt omkring dem, stod der fnisende tøser og fyre med arrogante blikke og et afslappet smil. Det var nemt at se forskellen mellem den snuskede bar, hun havde befundet sig i, blot en halv time før og overklasseklubben The Valley. Selve stemningen bar præg af at folk både så, og var bedre end pøblen - og de vidste det. Cecilia bemærkede, at Alec havde vist hende hen til et bord, meget tæt på det smukke springvand. Hvor romantisk, kunne Cecilia ikke lade være med at tænke, med en vis sarkasme, taget i betragtning af at fyren lige har prøvet at røve mig. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile tilbage til ham da han vendte sig om og så forventningsfuldt på hende.
 

"Ikke dårligt, hva'?" spurgte han. Hun måtte indrømme at det faktisk var pænt imponerende. Hun vidste imidlertid ikke om det var noget for hende. Hun følte sig alt for akavet og malplaceret blandt overklassemenneskerne. Men frem for alt, følte hun sig udsat. Det var ikke til at sige, hvem der stod og lurede i mængden. Alene tanken gav hende sved på panden. Hun kunne mærke at de var der et eller andet sted derude. De overvågede hende, og ventede på et øjebliks uforsigtighed. Hendes uro voksede sig større. Hun kunne mærke frygten røre på sig: frygte som aldrig forlod hende og som altid lå som en isklump i maven på hende. Skikkelsen udenfor ventede på hende, så meget vidste hun.


Anspændt som hun var, havde hun ikke lagt mærke til at  Alec havde snakket til hende. Han kiggede, en anelse irriteret på hende. Han var nok ikke vant til at blive ignoreret. Hun rødmede. Det var ikke alene skamfuldt, men også decideret uhøfligt af hende. Derfor tog hun sig sammen og tvang frygten tilbage.
"Undskyld, jeg var vist et andet sted. Hvad sagde du?" spurgte hun og gav ham et fåret smil. Alec rømmede sig.
"Jeg sagde," begyndte han forfra, med et charmerende og påtaget mystisk smil, "har du nogensinde drømt om, at der fandtes en anden verden midt i denne? En overnaturlig verden, fyldt med væsener du hidtil troede, kun fandtes i historier?" spurgte han. Cecilia kunne praktisk talt se hvor meget hendes dæmonven gjorde sig umage for at lyde mystisk og hemmelighedsfuld. Åh gud, tænkte hun forfærdet, han tror jeg er et menneske. Erkendelsen bragte først chok, og derefter en boblende latter med sig. Hun måtte kamuflere den med en falsk hosten. Hvorfor ikke? Lad os lege med. Cecilia følte pludselig at dette nye bekendtskab ville more hende betragteligt mere, end hun havde regnet med.


Hun lænede sig frem og lod som om hun var utroligt spændt.
"Hvad mener du?" hviskede hun, med opspærrede øjne. Hendes lille skuespil havde givet pote. Alecs smil blev bredere og han så ualmindelig veltilfreds ud, som en kat der lige havde fanget en fugl.
"Den her bar er ikke en helt almindelig bar. Den er et samlested for både lysets, såvel som mørkets væsener. Vampyrer, varulve, hekse, troldmænd, feer. You name it. Den er et sted for overnaturlige hændelser. For sådanne nogle som mig." forklarede han og lænede sig tilbage med et forventningsfuldt blik. Cecilia gispede, i hvad hun foregav som at være chok, men huskede så på at hun ikke skulle overdrive.  For at tone skuespillet ned, nøjedes hun derfor blot med at knibe øjnene mistænksomt sammen.
"Du tager røven på mig, gør du ikke?" sagde hun så, langsomt. Det fik kun Alec til at le fornøjet.
"Nej, min søde. Det gør jeg ikke. Kan du se ham den lyshårede derover?" spurgte han og pegede hen mod en ikke så høj, men meget feminin fyr.
"Det er en af fae-folket. Altså en fe."
"Du lyver. Han har ingen vinger." svarede hun prompte, selvom hun udmærket godt vidste at feer og andre bevingede væsener kunne bruge en besværgelse, der skjulte deres sande natur. Et såkaldt Andet Lag.  Dette forklarede Alec hende da også meget nøje. Hun morede sig over at se, hvordan Alec elskede opmærksomheden og fornemmelsen af at have overtaget. Det var næsten sødt.

 

 Den næste halve time blev brugt på at forklare hvem og hvad der befandt sig i baren. Cecilia legede med, og hun blev mere og mere begejstret for tanken. De fleste var nemlig ikke særlig vilde med varulve. De kaldte dem for "uberegnelige" og "vilde". Det var ikke sandt - altså i de fleste tilfælde. De havde dog tendenser til at blive lidt mere overmodige i flok. Chancen for at starte på en frisk var derfor meget fristende for Cecilia. Og hvis Alec var vejen til sådan en chance, så klagede hun bestemt ikke. Derfor smilede hun uforstyrret til Alec. Selve tanken om at hun løj overfor ham, faldt hende slet ikke ind. Det ville såmænd nok heller ikke blive til noget seriøst imellem dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...