Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2003Visninger
AA

2. Cecilia oh Cecilia

 

Nålen brød igennem den gyldenbrune overflade på hendes lår, hurtigt og ubesværet. Hun skar ansigt, men trak rutineret nålen ud, da serummet havde forladt kanylen. Uanset hvor mange gange hun prøvede det, så hadede hun stadig nåle, men den lille kanyle var livsnødvendig for hende. Hun kunne stadig se hendes far stirre strengt på hende, med de kolde gyldne øjne, matchende hendes egne. Du SKAL huske at tage serummet to gange om ugen. Ellers sker der noget meget, meget  forfærdeligt. Er du med?Alene mindet gav hende en klump i halsen og en brændende lyst til at hviske 'ja, far, det skal jeg nok, far'.

Hun rystede på hovedet, og skubbede mindet tilbage hvor det kom fra. Derefter lagde hun kanylen og serummet tilbage i tasken igen. Så rejste hun sig fra toilettet og trådte ud af den lille toiletboks, som hun var trådt ind, i et kvarter tidligere. Det lille snuskede rum hun befandt sig i tilhørte Dreamy Road, en bar hun var trådt ind i, i et øjebliks pludselig spontanitet. Da hun trådte ud af toilettet måtte hun, ikke uden en vis stolthed, indse at der blev vendt hoveder efter hende. Selvom hun havde prøvet det før, blev hun aldrig helt vant til de ligefremme typer, der slugte hende med øjnene. Ganske vist var hun en attraktiv kvinde, men hun var ikke ude efter en kort romance. Desuden var de fleste af mændene herinde ikke lige hendes smag, snuskede og fordrukne som de  var. Hun sukkede. Hvis bare hun stadig befandt sig hjemme hos Koblet. At være en varulv uden et kobbel, var ensomt og næsten selvmord. Hvis hun blev fundet vidste hun ikke, om udfaldet ville falde til hendes fordel.  Hurtig satte hun sig ned i den mørkeste krog af baren. For mange ville synet at en ung, attraktiv kvinde, der sad i en mørk krog i en snusket bar, være bizar og måske ligefrem mistænkeligt. Men hun sad der af en grund. Når man sad i hjørnet, var der som oftest en grund. Det var for folk der var på vagt. Folk der skjulte noget: folk der var bange.

 

Hendes blik gled rundt. Fulgte hver en detalje i baren. En bartender sendte et blændende smil til en afbleget pige i nærheden. Hun var ikke en dag over 17. Kun et barn. Men som  22årig, kunne hun vist heller ikke selv just prale af sine erfaringer. Mens hun sad der, trak hun distræt sit kørekort op af lommen. 'Cecilia Burnheart': hendes navn. Billedet viste en ung kvinde med et smalt ansigt. Hun havde det, som mange, uvidende mennesker ville kaldte for 'smukke honningfarvede øjne'. I virkeligheden var det kendetegnet for varulvegenet i hende. Hun strøg en vildfaren tot hår om bag øret. Ganske vist havde hun kort hår, men det var stadig lige så iltert, som dengang hun havde det langt, da hun var 16.

Efter endnu en kedelig halv time, besluttede Cecilia sig for at forlade baren. Hun havde tidligere kun drukket det halve af sin øl, før hun havde mistet interessen. Det at drikke var knapt så interessant for en varulv, fordi varulve havde sværere ved at blive berusede end normale mennesker. Sidste gang hun havde været påvirket havde været dengang hun fyldte atten. Man skulle næsten tro at familien havde røvet en hel forretning for at skaffe nok alkohol, så meget som der var. Et lille smil brød frem på Cecilias læber ved mindet. Hun havde næsten kysset søsterens bedste ven den aften, hvis det ikke havde været fordi at hendes mod havde svigtet hende i sidste øjeblik.


Udenfor måtte hun hive jakken lidt tættere om sig. Det var en kølig efterårsaften. Månen stod i stærk kontrast til dens mørke baggrund. Hun kiggede op med let sammenknebne øjne og klikkede misbilligende med tungen. Den var snart fuld. Det betød at hun måtte give sig selv et ekstra skud af serummet og derefter fylde sig selv med bedøvende medikamenter. Det var altid ekstra svært at kontrollere forvandlingen på en fuldmåne. Serummet begrænsede forvandlingen så meget, at hun stadig kunne tænke som et menneske og kunne neddæmpe sine instinkter, men på en fuldmåne var dyret i hende ekstra stærk.  Hun gik videre, hurtigt men selvsikkert, som hendes mor havde lært hende. Med blikket ligeud, men med instinkterne rækkende ud alle vegne som fangarme. Hun kunne fornemme et par dystre typer der hang i gyderne,  men ingen af dem gjorde mine til at skabe ballade. Lige indtil hun drejede om hjørnet og en fyr hoppede ud lige foran hende,  med et bredt smil.
"Hey snuske, hvad siger du til at give mig dine penge?" sagde han, med et hæst grin. I hånden glimtede en elegant formet kniv, der helt klart ikke kunne tilhøre en simpel tyv.  Irriteret svirpede hun med håret.
"Det tror jeg næppe, din åndsforladte lille fnatmide.." fnyste hun og lagde an til at gå forbi ham. Men fyren sprang ind foran hende igen og spærrede vejen for hende. Her, i lyset, stod en virkelig attraktiv, lidt snusket men på den charmerende måde, fyr, med rødbrunt, glansfuldt hår og lange, slanke lemmer. Han lignede en aristokrat, både i holdning og udstråling. Ganske vist var han i gang med at røve hende frem for at lægge an på hende, men det kunne hun sagtens arbejde med. Han havde livlige grønne øjne og et flabet, lidt arrogant smil. Glimtet i hans øje, og det faktum at han hverken var underernæret eller virkede lige så vild som et rovdyr, fortalte hende at hun ikke var stødt ind i en ganske almindelig tyv.


"Fortæl mig lige," sagde hun med et overlegent smil, "hvorfor sådan en forkælet mors dreng går og stjæler fra uskyldige kvinder, når han tydeligvis bare kunne bede om flere lommepenge?"
Et øjeblik lyste hans øjne op i forbløffelse og forargelse, før han fik samlet sig igen. Han sænkede langsomt kniven og skiftede til en mere overlegen stilling, frem for den dyriske han havde befundet sig i lige før. Man kunne praktisk talt se en synlig forvandling, da han først havde opgivet skuespillet.
"Du har ben i næsen, taget i betragtning af at jeg står med en kniv." kommenterede han og lod blikket glide bedømmende op og ned af hende. Tilsyneladende tilfreds med, hvad han så, smilede han.
"Okay, jeg indrømmer. Det er her måske ikke min levevej. Var jeg så forfærdelig?" spurgte han. Cecilia fnyste. Hvis det havde været enhver anden uskyldig kvinde, der havde mødt ham en mørk aften, ville han såmænd havde fungeret meget godt. Men som varulv, skulle der meget til, før hun blev skræmt.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål." sagde hun blot, hvilket fik ham til at grine. Det var en behagelig latter, der dog bar præg af nogle mørkere undertoner. Lige som hun kunne lide det. Derefter gjorde han et lille ironisk buk, men ikke et eneste øjeblik slap hans øjne hendes.
"Tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Alec. Alec Summers. Hvis du vil vide mere, så kan du byde mig på en drink." præsenterede han sig, med et drillende blink.
"Jeg troede at det var fyren der gav drinks."
"Du har tydeligvis aldrig mødt en rigtig gentleman, der lader kvinden være så selvstændig som hun vil." svarede han og gjorde tegn til hende om at følge med. Selvom det normalt stred hende imod at omgås tyve og andre løgnagtige typer, så havde hendes nysgerrighed det med at tage over på de dårligste tidspunkter. Det var nok også derfor at hun nu fandt sig selv i gang med at følge efter fyren, der lige havde prøvet på at stjæle fra hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...