Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2005Visninger
AA

6. Biltur

Cecilia havde en klar fornemmelse af at have rodet sig ud i mere end hun kunne håndtere. Alec virkede utrolig opstemt over rejsen, men hun vidste ikke helt hvordan hun skulle føle. De havde knapt nok kendt hinanden i to uger, og hun var allerede i et mere fast forhold end hendes tidligere kærester. Det hele gik lidt for hurtigt frem, og så var der jo den lille detalje at hun var en varulv. Alligevel kunne det måske ikke gå helt galt. Overalt hvor hun gik, så hun dem. Skyggerne, der fulgte hende med deres lysende øjne, parat til at slå til når som helst, og når hun mindst forventede det. Hun vidste at det var på tide at flygte videre. Der var allerede for mange af dem, der havde opdaget hende. Ikke at det ikke var velfortjent. Hun havde trods alt selv rodet sig ud i det. Dengang. Hun havde været ung og uerfaren. Hendes instinkter havde været langt stærkere. Men hun troede stadig på at hun havde gjort det rigtige, til trods for at det var gået imod alt hvad hun havde lært. Man måtte aldrig forråde sin flok. Det var en varulvs eneste familie og Koblet var det stærkeste bånd en varulv kunne knytte. Alene tanken fik det til at svide i hendes øjne, men hun bed tænderne sammen. Alec fløjtede muntert, da han satte sig ind i bilen. Det var et imponerende monstrum. I al sin uvidenhed, var hun kommet til at spørge om han havde købt sig en hel limousine. For den fejl havde det kostet hende et godt grin på hendes regning.
 


"Hvor er det så, at din familie bor?" spurgte Cecilia, da de havde kørt et kvarters tid i en underligt akavet stilhed. De var allerede kommet et godt stykke vej, og Cecilia var ikke sikker på at hun kunne genkende omgivelserne, hvilket var skidt, hvis hendes kompagnon lige pludselig flippede, afslørede at han kendte hendes hemmelighed og besluttede sig for at myrde hende og slæbe hende ud et øde sted hvor man aldrig fandt hendes lig. Ikke at hun tænkte på sådan noget. Hun var bare forsigtig.
"Det er ikke så langt. Mit hjem ligger i Salisbury."
"Det er jo i den anden ende af landet!" udbrød Cecilia forfærdet.
"Er det?" spurgte han med et bredt grin, "tænkt det havde jeg ikke bemærket."
Cecilia skulede til ham. Hun var nu mere usikker på om det var en god ide, end hun havde været før. Dater jeg en gal mand? Tænkte hun opgivende. Da hun kiggede over på den rolige Alec, der sad med et forventningsfuldt smil på munden, kunne hun ikke lade være med at feje bekymringerne til side. Hun kunne sagtens gennemføre det her. Det var trods alt ikke en forlovelse der var tale om.

 

Men selvom det muligvis ikke drejede sig om en permanent binding til hinanden, var det alligevel ret foruroligende at hun nu sad i bilen hos den fyr hun knapt nok kendte og var på vej hjem til hans familie, der boede gud ved hvor langt væk. Godt nok havde hun ikke altid været den bedste mønsterborger, men det her var nok en af de mest sindssyge ting hun havde kastet sig ud i. Det var bare som om der var et eller andet ved Alec der fortryllede hende og fik hende til at glemme det faktum at enhver handling har sin egen konsekvens, og at hun kunne ende ud i en seriøs omgang lort til halsen. Hun havde ikke lyst til at spørge sig selv om hvad der var det værste der kunne ske. Havde ikke lyst til at tænke på det. I stedet lænede hun sig tilbage, gjorde sig det behageligt og krydsede fingre for at det ville blive en oplevelse hun sent ville glemme - på den gode måde.

 

 

Cecilia havde frygtet for ankomsten til hendes 'kærestes' hjem, men hun havde helt glemt at tage turen der hen i betragtning. Langt fra det behagelige hotel som hun og Alec havde tilbragt det meste af døgnet, hver dag på, virkede det til at de ikke havde det mindste at tale om. Bortset fra sex, og det faktum at de ikke var helt almindelige mennesker, hvad havde de så tilfælles? Alec havde sin familie og hun ... Tja, det var i hvert fald bedst at hun holdt sig så langt væk fra sin familie som muligt. Han så ud til at klare sig godt i verden. Hun kunne knapt nok finde ud af hvordan hun skulle forholde sig til den. Og til sidst, men overhovedet ikke mindst, så var hun en varulv, hvor han var en varulvehadende halvdæmon. Til sidst besluttede hun sig for at tænde for radioen for at overdøve den akavede stilhed der syntes at herske i den lille, men rummelige bil. Heldigt, for hende i hvert fald, var der netop kommet en sang som hun elskede på den kanal radioen i forvejen var tunet ind på.
"Jeg elsker den sang!" udbrød hun begejstret. Alec smilede.
"Har aldrig hørt den før." svarede han, men den måde hans hoved langsomt nikkede i takt til musikken på, viste hende at han i hvert fald ikke lod til at have en dårlig musiksmag. Ironisk var det sangen der fik startet en samtale i gang imellem os, så vi helt glemte at lytte til den.
"Min søster har altid sagt at jeg har en rædselsfuld smag i musik." betroede Alec mig med et smørret smil da jeg komplementerede hans smag i musik. Jeg grinte.
"Min søster plejede at hamre døren i under store protester når jeg hørte sange som den her." fortalte jeg. Tanken om min søster smertede mig, men mindet gav mig alligevel en smule varme. Det var dengang at familien virkede helt normal. Som barn var det ikke så vigtigt at være varulv. Det mest interessante i vores liv dengang, var hvem der skulle klæde sig ud som vores idoler, og hvem der skulle agere fan. Vi talte lidt frem og tilbage om vores familier, ind til vi kom til et tidspunkt i vores fortid, hvor jeg ikke længere kunne tillade mig at gå tilbage. Selvfølgelig lukkede jeg i som en østers, i stedet for at føre samtalen over på et andet emne som enhver anden med en glat tunge ville have gjort. Alec sendte mig et bekymret blik, inden han rømmede sig.
"Jeg tror du vil komme til at holde af min familie. Vi er ikke så slemme, som vi måske giver udtryk for i første omgang. Bare se på mig." sagde han.
"Skulle det overbevise mig?" spurgte jeg sarkastisk. Han skulede til mig for sjov, og pludselig virkede hele den der samtaleleg meget lettere.

 

 

Mens Alec kørte, og talte om småting der gav et lille indblik i hans liv, gav hun sig til at betragte ham. Den måde munden konstant buede en smule op af, og hvordan hans øjenbryn bevægede sig en lille smule når han talte. Hele samspillet i hans ansigt virkede så harmonisk og fascinerende. Hun havde aldrig rigtig betragtet en mand så tæt på og så grundigt før. Ikke engang dengang ... Hun rystede minderne af mig, med visheden om at de ville komme igen på et tidspunkt. Så vendte Alec pludselig hovedet mod hende, og en blid ømhed strålede ud af hans øjne.
"Jeg tror de bliver forbavsede."
"Over at jeg ikke er en dum, storbarmet blondine?" spurgte hun, nervøs over den pludselige blidhed i hans stemme.
"Over at jeg endelig har fundet en jeg gider blive med. Jeg har aldrig taget en pige med hjem." svarede han. Hun slugte klumpen der pludselig var opstået i sin hals.

 

 

Hun vidste ikke hvor længe de havde kørt, eller hvor langt, da landskabet pludselig ændrede sig drastisk. Flere og flere træer klumpede sig sammen rundt om vejen, der så småt var begyndt at blive forvandlet til en stenet lille grusvej. Himlen var overskyet og grå, og alting var badet i et tusmørke, der gjorde Cecilia utryg.
"Charmerende udsigt. "mumlede hun for sig selv. Alec lo.
"Jeg ved det godt. Men hvad det her sted mangler i charme, har det i hemmelig skønhed." forklarede han.
"Hvorfor tror jeg ikke på dig?" spurgte jeg og kiggede dystert ud af vinduet, hvor landskabet nu lignede en skitse, kun lige ridset op med kul og med en masse skygger og dystre intentioner.
"Så lad mig vise dig det." svarede han så, efter et par minutters tøven i stilhed. Med et drejede han af så bilen, med en masse bump og ildevarslende lyde, kørte over på græsset og hen mod træerne, der efterhånden havde dannet et skovområde.
"Lad os nu bare køre videre." sagde Cecilia, og prøvede at skjule en snigende frygt for at blive dræbt af et eller andet der lurede bag træerne. Da han åbnede døren og trådte ud i tusmørket, var Cecilia lige ved at trygle ham om at komme tilbage i sikkerhed igen, men hun ville ikke fremstå som en kæmpe kylling. Ikke i hendes alder. Derfor trådte hun også ud af bilen, ud i den kolde aftenvind, og satte efter ham. Måske var Alec ikke bange for mørket, som den halvdæmon var. Dæmoner er jo praktisk talt skabt af mørket, så måske var det naturligt nok for ham. Men hun vidste også at der fandtes værre ting en varulve og dæmoner, og selvom hun måske var et Månebarn, så var hun lige så bange for mørket, som et almindeligt menneske. Alec bemærkede hendes nervøse trækninger, og kunne ikke lade være med at smile overlegent.
"Jeg skal nok beskytte dig mod de væmmelige nattedyr der pusler rundt i mørket." jokede han, og lige i det øjeblik havde hun en glødende lyst til at slå ham. Natten faldt hurtigt på, og Cecilias eneste trøst var månen der lyste ned på hende med dens sædvanlige kraft, der fik det til at snurre underligt i kroppen, og fik hendes blod til at synge. Hun følte sig faktisk mere magtfuld end før, hvilket altid var en dejlig fornemmelse. Hun var næsten helt rolig, da de fandt frem til en lille lysning i den tætpakkede, og dog ikke så store, mørke skov. Her måtte hun måbe af beundring. Alting var badet i et sælsomt sølvagtigt skær. Blomsterne glitrede af en frisk morgendug, til trods for at det var aften og bladene på træernes kroner raslede blidt i vinden. Cecilia så op imellem træerne. Himlen var helt mørk, men dækket af et lag af stjerner der blinkede ned til hende. Hun måtte sukke af lykke.
"Hvad sagde jeg?" spurgte Alec selvtilfredst. To små røde plamager dannede sig på Cecilias kinder. Hun hadede at tage fejl, og hun hadede endnu mere at tage fejl til en arrogant skiderik, der tilfældigvis også var hendes kæreste. Hun kunne se at han skulle lige til at sige noget mere, da der pludselig lød stemmer i mørket.
"Nå da da. Hvad har vi her? Det er da vist langt over jeres sengetid, små kærlighedsfugle." hvislede en ubehagelig stemme. Cecilia og Alec kunne ikke gøre andet end at stirre ud i mørket med bange anelser.
"Vi er omringet." hviskede Alec. Det vidste Cecilia allerede godt. Som varulv var hendes hørelse exceptionel, men Alec troede jo stadig at hun kun var et menneske. De sad i saksen nu.
"Jeg tror vi har fundet to af slagsen." lød en stemme bag dem, anderledes end den første.
"Vi er ikke ude på ballade." sagde Alec, og prøvede at lyde så heroisk som muligt. Stemmerne grinte.
"Vi ved hvad I er. I kan ikke gemme jer fra os." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...