Cecilias hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 20 mar. 2014
  • Status: Færdig
Cecilia er en varulv. Hun lever sit liv i en konstant frygt for at blive slået ihjel af den hemmelighed hun bærer på. Så møder hun halvdæmonen Alec, og inden hun ved af det, bliver hun draget mod ham og forelsker sig i ham. Det eneste problem er, at han hader varulve. Kan Cecilia klare at holde på hemmeligheden om hvem hun er?
Eller vil hele hendes verden endnu engang ramle sammen omkring hende?

38Likes
288Kommentarer
2114Visninger
AA

10. Bæst

I modsætning til almindelig tro, er man ikke fuldkommen sat ud af spillet når først forvandlingen er fuldført. Cecilia ville sammenligne fornemmelsen med en tåget drøm, hvor man ser tågede gullige billeder. Og som i drømme skipper scenerne. Man har blackouts ind imellem så det ene øjeblik sidder man i en celle, som Cecilia gjorde, og det næste står man bøjet over liget af den vagt der før havde gjort nar af hende. Cecilia hørte sig selv knurre imens hun slikkede blodet til sig. Uf. Hun havde aldrig kunnet fordrage smagen af blod. Den forvirrende, rumlende lyd af mennesker der gik i panik spredte sig om hende. Hun løftede hovedet og åbnede gabet. Så sprang hun. Blod overalt. Hun kunne kun se til, svævende i sin bevidsthed, der lige nu var låst fast af uhyrets instinkter, mens hendes varulveside hurtigt flænsede og myrdede alt og alle omkring sig. En uforsvarende kvinde trådte ud af et af værelser med et søvnigt blik for at se hvad der skete, og hun nåede aldrig at se hvad der sprang på hende før hendes bryst blev skåret op og hendes hals bidt i stykker. Skriget var for evigt stivnet på hendes halvopspærrede læber. Cecilia - eller bæstet, som hun foretrak at kalde sig selv i den her form, halsede videre uden så meget som et stik af skyld.

 

Der gik ikke lang tid før den næste stod i vejen for den. Blodet sprøjtede op af de tapetsklædte vægge. I baggrunden hørte Bæstet de svage skrig fra de andre væsener holde op og blive erstattet med glædeshyl og heppen. De troede den ville redde dem, men sandheden var at den ville dræbe dem på et øjeblik hvis de ikke var spærret inde. Med et glædeshyl sprang Bæstet af sted, på jagt efter et nyt offer, indtil den lige pludselig stod overfor den fregnede dreng fra før. Åh nej! gispede Cecilia. Det her ville hjemsøge hende for evigt. Hvorfor kunne hun dog ikke kontrollerer sig selv? Ikke så sært at menneskene hadede hende, når hun dræbte deres afkom på den måde. Men indtil videre var drengen i live. Rædselslagen, men i live. Bæstet sneg sig tættere på, mens den slikkede sig om flaben. Den var sulten og den var i humør til en lille leg.

 

Den lille dreng skælvede og råbte på sin mor, men Bæstet var ligeglad. Bæstet ville bare have fat i drengens lille hoved og knuse det mellem sine kæber. Hurtig som et lyn sprang det frem og landede på bordet som drengen gemte sig bag. Den lille dreng skreg skrægslagent og kastede et stol efter Bæstet, der knurrede irriteret. "G-G-G-GERALD!" skreg drengen og nu trillede tårerne ned af hans kinder. Cecilia klynkede af medfølelse inde i sit hoved, med Bæstet hylede bare triumferende. Så, med et gik døren op og Gerald trådte frem. Hans øjne var store af skræk, og samtidig spænding. Bæstet vidste at denne mand ville kæmpe for sit liv, og vendte sig derfor straks om mod ham med en forventningsfuld mine. "Du rør ikke den knægt, din udyr." brølede Gerald, og der var intet spor af den forfærdelige mand fra før. Her stod en mand der var parat til at kæmpe for et barns liv, og i sit lille tomrum som Cecilia gemte sig i, kunne hun nu se en helt anden side af sin tilfangetager. Han er oprigtig i sin tro på at han gør det rigtige, gik det op for hende. Denne mand var ikke nogen ondskabsfuld djævel. Han var en mand der, fordi han ikke vidste bedre, havde gjort det til sit mål at gøre verden mere sikker ved at udradere alt der ikke var komplet menneskeligt. Og hvis han ikke 'bare' var ond, tænkte hun, så var alle dem hun havde myrdet det heller ikke.

 

Ulven lagde hovedet tilbage og hylede. Ikke ondskabsfuldt eller kampklart, men bare sørgmodigt. Det var en tuden der fik Gerald til at skælve. Det var næsten smukt. For en gang skyld havde Cecilias følelser trængt igennem. Men så var Bæstet tilbage, og ulven gik til angreb med en snerren. Gerald tog noget frem han havde gemt bag ryggen. Det var en sølvkniv. Overrasket skiftede Bæstet retning midt i et spring, hvilket gjorde at den væltede ind i en sofa, et par meter væk. Den knurrede vredt. Hvor vovede det ynkelige menneske at trække et våben mod den? De kredsede anspændt om hinanden; tænkte på deres næste træk. Bæstet vidste at den havde menneske hvor den ville have dem. Gerald var bange. Den kunne lugte hans frygt lige så tydeligt som havde det været lugten af grillet kylling i et grillhus. Den spændte musklerne, og gjorde sig klar til at gå til angreb. Så satte den af, med kløer og tænder mod Gerald. Den fik fat i hans arm med en af dens kæmpe kløer. Gerald skreg af smerte, imens han forsøgte at afværge Bæstets tænder. Hans vidste hvad der ville ske, hvis den fik fat. Der var kun to muligheder.

 

Men i samme øjeblik, mærkede Bæstet sine muskler trække sig sammen i smertefulde kramper. Nu havde en tredje mulighed åbnet sig. Kløerne, der før var boret dybt ind i armen på Gerald trak sig tilbage. Bæstet klynkede og faldt til jorden og Gerald tog sin chance. Han havde muligheden for at slå den sårbare varulv ihjel, men i stedet greb han fat i den lille dreng og flygtede over hals og hoved. Hans frygt havde overtaget ham. Ét instinkt styrede ham nu, og det var flugtinstinktet. Bæstet lå på jorden, skælvende, og i stor smerte. Cecilia mærkede sin egen styrke vokse i takt med at pelsen på varulven trak sig tilbage. Til sidst lå hun på det hårde gulvtæppe, badet i sved og fuldkommen udmattet. Hun var på grænsen til bevidstløshed. Et sted i baggrunden hørte hun et stort postyr. Hvad mon det handler om? nåede hun at tænke, inden hun gik ud som et lys.

 

Da hun kom til sig selv, sad der en skikkelse på stolen ikke langt fra hende. Åh gud, han slår mig ihjel, tænkte hun, uden rigtig selv at vide hvem hun talte om, og hvorfor hun var så sikker på det. Men som hendes øjne begyndte at fokusere, genkendte hun skikkelsen. "Alec?" hostede hun hæst. Alec fór op af stolen. En handling der stod i stærk kontrast til hans udtryksløse ansigt. Cecilia vidste at øjeblikket var kommet. Hun var afsløret. Han vidste nu at hun var en varulv. Hun ventede på at hans øjne skulle blive røde og på at han skulle gøre det af med hende. Hun holdt vejret. "Hvad har de dog gjort ved dig?" hviskede han forfærdet. Hun stivnede på gulvet. Kunne han virkelig være så naiv? Hun håbede inderligt på det, og besluttede sig for at spille med på den. "Det er ikke noget du har lyst til at vide. Bare få mig væk herfra." sagde hun, og håbede på at frygten i hende stemme kunne blive fortolket som frygten for hvad der var blevet gjort imod hende. Alec hev hende op fra gulvet op ind i et tæt kram. "Undskyld at jeg ikke kom noget før." mumlede han. Cecilia vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Skyldfølelsen stak i hende som en ondskabsfuld kniv. Hun skubbede ham lidt ud fra sig med et skælvende smil. "Det er okay. Jeg har det bedre nu." Alec rynkede på panden. Han stirrede på hende med et uudgrundeligt blik. Det var et af de slags som man brugte til at studere dyr man ikke forstod. Cecilia følte sig forfjamsket. Opførte hun sig underligt?

"Jeg har hørt at der er en varulv løs et eller andet sted her. Var det derfor du blev lukket ud?" spurgte han. Cecilias hjerte sank i livet på hende. Hun blev nødt til at lyve. Endnu en løgn der forgiftede deres forhold. Det var sært, nu hvor det var blevet så alvorligt begyndte løgnene som hun før kun havde moret sig over, at kvæle hende. Hun vidste hverken hvordan hun skulle stoppe dem eller fortsætte med dem. Hun sank klumpen i halsen med besvær. "Ja. De var ret oprørte. Tænk at varulve er sådan et stort problem." svarede hun, og selvom løgnen sved i hendes hals, lød hun præcis så uvidende som løgnen krævede.

 

Hun stirrede på ham, ledte efter tegn på at han vidste hvad hun gemte på. "Jeg tænkte på at finde bæstet og slå det ihjel før det skader nogen andre." fortsatte Alec. Hans øjne glødede, og han havde et mørkt udtryk i ansigtet. Han mente det. "Nej!" udbrød hun forfærdet, før hun indse sin fejl. Alec så forvirret på hende. En forvirring der hurtig forsvandt og blev erstattet med udtryksløshed. "Jeg mener," fortsatte hun usikkert, "jeg har ikke lyst til at være her så meget som et sekund længere. Kan vi ikke bare smutte?" Hun så rundt. Overalt havde hun efterladt spor af blod og mord. Hun gyste. Alec åndede ud. "Selvfølgelig kan vi det." sagde han mildt. Cecilia følte en overvældende lettelse skylle ind over hende. Men hun overså ikke det flygtige udtryk af mistænksomhed i Alec's ansigt. Han havde godt opfanget at der var noget galt. Cecilia kunne kun håbe på at han ikke ville sætte puslespilsbrikkerne sammen. Hun gav ham prøvende et smil, før hun slyngede armene omkring ham og gav ham et kys der midlertidigt gav ham andet at tænke på, end hendes pludselige udbrud. Da deres læber skiltes, havde han et åndssvagt smil på læben og skinnende øjne. "Hvor er du dejlig. Lad os komme ud herfra, min elskede." sagde han, og hans stemme var lige så varm og flygtig, som den kærlighed der lyste ud af ham. Cecilia kunne ikke lade være med at lægge hænderne på hans bryst og læne sig op af ham. "Ja," sagde hun i en uudgrundelig tone, "lad os det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...