Du har såret mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Igang
Amalie er 15 år gammel, og ret ny i alt med kærlighed.
Fra hun begyndte i 2 klasse, til i begyndelsen af 7 klasse, blev hun mobbet, virkelig virkelig meget.
Amalie's bedste veninde, Katrine, havde altid været der for hende, og hun var også blevet mobbet en del, så de to havde været stærke sammen, og kæmpet sig igennem mobningen.
Men så efter sommerferien, i begyndelsen af 7 klasse, havde Amalie skiftet stil, personlighed og udseende, så meget, at de andre nærmest ikke kunne kende hende.
Ingen mobbede hende mere, og hun troede at nu skulle hun leve livet og være glad hele tiden... Men hun måtte tro om igen.

1Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg kan huske da jeg faldt for ham.

Hans smil. Hans ravbrune øjne. Hans brune hår. Hans søde grin. 

Jeg faldt for ham fra første øjeblik, den aften jeg så ham for første gang, nede på ungdomsklubben, hvor jeg var sammen med mine to bedste veninder, Katrine og Melissa.

Næste dag, så jeg ham igen. Og denne gang var min mave ved at sprænges af alle de sommerfugle som tuskede rundt, og jeg kunne mærke at jeg blev helt rød i andsigtet... Han gik på min skole, og var ny her - en god chance for venskab, ikke?

Jeg skrev til ham på facebook, og han svarede med det samme.

Jeg fangede mig selv i at grine af glæde.

Vi skrev hver dag i lang tid, og vi blev mere og mere tætte.

December kom, snefnug dalede smukt over byen, når man gik forbi caféer duftede det sødt af varm kakao, og lys pærer i alle mulige farver oplyste de mørke gader.

Der skulle holdes et julebal, og han skulle med.

Jeg og Katrine, skulle også med, så vi lagde vores makeup, tog fine kjoler på og øvede os på nice danse moves, og selvfølgelig på scorereplikker.

Min mor kørte os ned til ballet, og vi steg ud i sneen, med vores høje stiletter på benene, og var ved at glide, men grinede bare og hjalp hinanden over vejen.

Vi gik indenfor, diskolys og røgmaskiner lavede rummet helt tåget.

Jeg spejdede rundt efter ham. Han stod der sammen med sine venner, jeg kunne ikke se hans andsigt for røgen. 

,,Hvad skal jeg gøre?'' Peb jeg til Katrine. Sommerfuglene dansede i min mave og jeg kunne mærke at jeg var ved at få røde kinder.

,,Bare tag over til ham, og sig hej!'' Smilte hun. 

,,Okay'' Hviskede jeg glad, krammede hende, og begyndte at gå over imod ham.

Jeg hostede opmærksomhedskrævende. 

,,hej..!'' Sagde jeg genert.

Han vendte sig om mod mig, og til min skræk, var det slet ikke ham.

,,Hej søde!'' Smilte drengen halv fuld. Han havde bumser på panden og hår stang ud fra hans næse.

Jeg kiggede forvirret rundt. 

,,Øh.. Ved du, hvor øh.. Tobias er?'' Mumlede jeg.

Han fnøs. ,,Ths.. Derhjemme i guess.. Han sagde at ingen kunne køre ham, og at han ikke gad gå i sneen'' Mumlede han og vendte sig om igen.

Jeg vendte mig om. Sommerfuglene i min mave begyndte langsomt at trække sine vinger tilbage, og den der søde kilden i maven forsvandt.

,,Uha? Hvem var det, Arne?'' ,,Det ved jeg ik', hun spurgte efter Tobias, troede lige at jeg skulle score'' Hørte jeg drengene mumle bagved mig, mens jeg gik over til Katrine igen. Hun stod allerede og dansede med Jacob, en fra Tobias' klasse.

,,Hey skat! Hvad så?'' Smilte hun med spændte øjne.

Jeg kiggede lidt ned. ,,Han er ikke her'' Mumlede jeg.

,,Hvorfor siger du set?'' Spurgte hun forvirret, ,,Var det ikke ham du talte med?''.

Jeg rystede på hovedet, ,,Næh, det var en eller anden Arne.. Han sagde at Tobias var hjemme''.

Katrine skød underlæben ud. ,,Åh skat'' Sagde hun, og krammede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...