Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
638Visninger
AA

9. Kap. 9 - Næste dag

Jacob sad ved hendes seng da hun vågnede næste dag. Det var hen af eftermiddagen og hun fornemmede Snape havde givet hende lidt rigeligt af det der sovemiddel. I hvert fald mere end hun synes var nødvendigt. Jacob så alvorlig ud. Hun slog blikket væk da han så hun var vågen. Hun vidste han havde fulgt efter hende aftenen før, sammen med Draco. Hun havde med vilje ledt dem i en helt forkert retning, for derefter at forsvinde. Jacob rejste sig. Han så skuffet ud. Hun vidste han virkelig troede på at hun kunne rette sig og undgå balladen. Men han forstod det ikke. Hun vidste han tog fejl. Det var som om han troede på noget godt i hende. Noget som ikke eksisterede. Noget han desperat havde brug for at se i hende. Og hver gang hun gjorde som han sagde, blev han styrket i den tro. Og når hun endnu en gang skabte problemer eller ting skete, så blev han ked af det og skuffet. Og bagefter glemte han det hele igen. Og så troede han fuldt og fast på det der gode der skulle være i hende, og som slet ikke var der. Hun betragtede hvordan han gik lidt rundt. Han var vred. Meget vred. Hun kunne godt lide tanken. Hun kunne godt lide hans vrede. Selv den dybe skuffelse hun kunne mærke hos ham nød hun i fulde drag. Han måtte være godt dum for at tro på noget godt i sådan et barn. Da han stadig ikke gjorde noget tilløb til at sige noget, satte hun sig op. Hendes blå øjne betragtede ham. Han kunne mærke dem. Deres blå, deres falske uskyld som intet kunne ændre og han kunne mærke den kulde der lå bag dem. Han følte deres hypnotiserende kraft. En kraft det tog alt i ham at overvinde. Han drejede sig og så på hende. Hun så bare tilbage på ham. Hun var et barn. Den uskyld der lå over hendes snehvide hud og de store, klare, blå øjne, overbeviste ham endnu engang om at hun kun var et barn. ”Snape hentede mig i nat.” Sagde han så, langsomt. Som for at være sikker på hun forstod hvad han sagde. Hun så på ham med uskyldig forundring. ”Han sagde han havde fulgt dig i tilbage til dit værelse fra Slytherin drengene fra sjette års sovesal.” Han talte stadig langsomt, men han hævede stemme en smule. Hun fornemmede hvordan han kogte af vrede inden i. ”Ja!” Sagde hun så, med en uskyldig og barnlig stemme. Han så på hende med en mine som fortalte det ikke just var det svar han havde ventet, og at han ikke var positivt overrasket. ”Hvad lavede du hos de drenge?” Spurgte han så. Hun lagde hoved på skrå og så ud til at tænke sig om. ”Det kan jeg ikke huske!” Løj hun, i samme tone fald som før. Jacob var sikker på at hvis hun havde haft smukke dukkelignende slangekrøller havde hun drejet hoved så de dansede, bare for at charmere ham. Hun var charmerende og kunne indsmigre sig hos alle. Og værst af alt – hun vidste det. Det var som om hun tryllebandt ham med de blå øjne. Det var jo fuldstændig umuligt at føre en fornuftig samtale med hende. Han kom til at tænke på hvad det måtte have kostet Snape af kræfter at modstå hende aftenen før. Hun havde vidst ligget bevidstløs og haft blod ud over natkjolen og hun havde påstået at hun ikke anede hvordan hun var havnet på den sovesal. Jacob fik ondt at den professor. Han vidste desuden at Jarna ville gøre alt for at han ikke skulle indberette dem. ALT! ”Jeg ser Dumbledore i dag og fortæller jeg ikke længere vil have ansvaret for dig.” Sagde han så. Hun så på ham igen. Med de der uskyldige blå øjne. ”Okay.” Sagde hun bare. Samme tonefald som før. Jacob drejede en hel gang rundt om sig selv, i desperation over at han ikke anede om han skulle gå eller blive og råbe af hende. Jarna virkede optaget af det sår hun havde fået i baghoved. ”For fanden Jarna!” Råbte Jacob. ”Hm!” Jarna rettede sin opmærksonhed mod ham, som om hun slet ikke havde hørt efter. Han satte sig opgivende ned på hendes stol. Hun smilede alvorligt til ham. ”Jacob! Der sker ikke noget. Jeg taler med Snape og sørger for at han ikke siger noget til Dumbledore. Jeg sørger for noget lignende ikke sker og jeg skal nok holde dig uden for problemerne.” Sagde hun alvorligt. ”Jeg vil gerne beholde dig. Men jeg vil ikke tvinge dig til at blive. Jeg synes bare ikke du skal gå hvis du helst vil blive.” Fortsatte hun, mens hun kom på benene og så sig om efter noget tøj. ”Du skal have vasket hår.” Sagde Jacob. ”Og skiftet din hoved pude.” Jarna så uforstående på ham. Så så hun på den hånd hun et øjeblik for inden havde brugt til undersøge såret i baghoved. Den var helt rød, fra det indtørrede blod i hendes hår. Hun så lidt på den. Så nikkede hun. Jacob rejste sig og tog hendes hoved pude. ”Jeg sørger for en ren. Du får vasket hår.” Sagde han. Jarna nikkede indforstået og begyndte at lede efter ret tøj.


Draco besøgte hende efter aftensmaden. Hun sad ved sit skrivebord. Han bankede forsigtigt på og gik ind. Hun smilede da hun så ham. Hun drejede sig og så smilende på ham. Hun så nu sød ud. Og han tænkte hele tiden på hvor bange han havde været for at miste hende aftenen før. Hun så ud til at have det bedre. Meget bedre. Og Snape havde vist holdt ord. Ingen af drengene var blevet kaldt til samtale med Dumbledore. Han lænede sig op af hendes skrivebord og så længe på hende. Hun smilede bare. Så besluttede han at spørge alligevel. Det spørgsmål han helst ville hører svaret på fra hende, hvis han da overhoved ville hører det. ”Hvor mange…” Han tøvede og begyndte forefra. ”Hvor mange af dem lå du med i går?” Han var alvorlig, meget alvorlig. Og ret trist og ked af det og såret. Det tog hun som altid stille og roligt. Nøjagtigt som med Jacob. ”På din sovesal?” Han nikkede og hun fortsatte. ”Jeg manglede kun dig. Jeg vidste at dig og Jacob var fulgt efter mig og jeg så dig da Zabini ville have mig med ned på sovesalen. Så jeg regnede ikke med du kom. Og så tænkte jeg at du nok heller ikke ville alligevel. Og så gad jeg ikke vente på at Zabini faldt i søvn, med at gå tilbage.” Svarede hun roligt. Draco kunne ikke finde ord. Hverken at sige højt eller til at forklare hvad han følte. Had, afsky, vrede. Han følte sig såret og frastødt. Både overfor hende, men også over for drengene. Hun smilede sit tavse smil, da han ikke reagerede overhoved. Han blev vred. Han følte sig over set. At hun havde ville ligge med en hver anden på hans sovesal, undtagen ham. Og at hun ikke så han var lige så besat af hende som de andre. ”Jeg ved hvordan jeg vil forhindre Snape i at indberette os.” Sagde hun glad. Draco hørte ingenting. Han stod lidt og tænkte. Hendes ord nåede ham ikke længere. Han betragtede hende. Hendes perfekte læber, der var naturligt røde. Hendes blå, kraftfulde øjne. Hendes flotte figur. Hans blik gled hen over hendes barm. Han så hendes kolde, hvide hud. Alt for kold. Han hånd strejfede hendes kind. Silkeblød. Han tog hendes hånd og trak hende op at stå. Hun var så kold. Han ville bare holde om hende. Varme hende. Så hun ikke frøs.
Før han vidste af det skubbede han hende ned på sengen. Hun gjorde ikke rigtig nogen modstand. Men hvis han havde været bare lidt opmærksom, på andet end bare hendes kulde, havde han uden tvivl bemærket den modvilje der lå i hendes øjne og i hendes bevægelser. Han sansede intet før hun med et skubbede ham væk. ”Nej!” Hvæsede hun, knap hørligt. Han så forundret på hende. Det havde da ikke generet hende at ligge med de andre, aftenen før. Hvorfor så nu? Hun kom på benene og trak sin trøje ordentligt på igen. Han så bare fortsat uforstående på hende. ”Ikke sådan her Malfoy. Ikke nu. Ikke… ” Hendes usikre stemme døde hen. Han så bare tavst på hende. Hun satte sig på sengen. Opgivende. træt. ”Og det er bare fordi du ikke bestemmer det? Fordi du ikke bestemmer hvor, hvornår, hvordan eller hvorfor?” Spurgte han tonløst. Hendes isblå øjne mødte hans blik. Hun rystede opgivende på hoved og så væk. ”Nej.” Svarede hun bare. Koldt. Han så længe på hende. Uden at forsøge at forstå. Hun trak vejret dybt. ”Fordi jeg holder for meget af dig, til at det skal betyde ingenting.” Han stod bare tavs. De så stadig ikke hinanden i øjnene. Der gik lidt før han forstod. ”Hvad hvis jeg hellere vil have det intet betyder end at det aldrig sker?” Spurgte han. Hun drejede hoved og så på ham. Med et blik der var lige så tomt som hans. ”I så fald havde du ikke stoppet da jeg skubbede dig væk.” Hendes stemme var blevet til en hvisken. Deres blikke mødtes for alvor nu. Ikke kun tomt. ”Jeg mener det.” Sagde han, også hans stemme var kun en hvisken nu. Hun nikkede. ”Så kom dog. Et lille puf og et svag nej, burde ikke stoppe dig så.” Hviskede hun tilbage. Han så lidt på hende og hun på ham. Så drejede hun hoved væk. Hans hånd rakte ud efter hende. Efter en pige han ikke kunne nå. En pige han knap kendte. Så vendte han sig og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...