Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
671Visninger
AA

6. Kap. 6 - At blive teenager

Jarnas fjerde år endte med at blive et langt forvirrende år. Hun startede ud med at erklære sig selv for teenager. Hendes vidunderlige blå øjne flirtede med enhver dreng der havde mod nok til at se hende i øjnene. Hendes tøj var udfordrende og viste ofte lidt mere af hendes alt for velformede krop end hun burde tillade sig. Hendes nedringede eller korte toppe og lavtaljede, stramme jeans, var virkelig noget der fik drengene til at kigge efter hende på gangene. Hun nød deres blikke og hun nød deres mumlen i krogen om hende. De holdt sig på afstand. Rygterne sagde jo at hun var vanvittig. Og at der hele tiden skete mærkelig ting som ingen kunne forklare omkring hende hjalp ikke.
Jacob fulgte hende stadig til timer og måltider. Og han fornemmede mere end nogen anden den kulde der voksede i hende. De før så klare øjne, med farve som en lys blå sommer himmel, blev langsomt mere og mere isblå. De blev kolde og det samme gjorde hun. Hendes snehvide kolde hud gav hende stadig en facade af uskyld. Og kulden hos hende forstærkede den overraskende nok. Som om hendes kolde blege hud manglede varmen fra kærtegn. Varmen fra et andet menneske. Jacob så drengenes blikke når hun gik ned af gangene. Han fornemmede det begær hun vakte i dem. Og han frygtede hun ikke selv anede hvad hun gav anledning til af følelser hos dem.
Men der var en anden som også så det. En hun for længst havde skubbet fra sig. Draco Malfoy, en sjette års elev fra Slytherin. Han havde ikke set til hende året før, skønt alle andre hun havde talt bare lidt med ofte havde spurgt til hende, mens hun var spærret inde på hospitalsfløjen. Men at hun havde skubbet ham væk og ikke værdigede ham et blik, betød ikke han havde glemt hende. Han så hende også. Han så hvordan Jacob passede på hende og han så hvordan hun gjorde sig til overfor drengene. Han sagde aldrig et ord. Han havde ingen timer med hende og hun spiste ved Rawenclaw bordet hvor der altid var en plads til hende ved siden af Jacob. Han savnede hende. Men sagde aldrig et ord. Også Draco så kulden. Og han så også drengenes begær. Men til forskel fra Jacob vidste han at Jarna var fuldt ud klar over hvilke følelser hendes tøj og hver eneste af hendes bevægelser forårsagede. Hun nød at vide de tænkte på hende. Hun nød tanken om deres begær. Og selv var hun en urørlig og uskyldig skønhed. Hun vidste det. Hun vidste det hele og benyttede sig fuldt ud af det. Og hun nød hvert eneste skridt på vejen.
Begge drenge holdt tand for tunge. Begge drenge observerede hende. Og begge hadede de den pige de så i hende. Den pige hun var blevet. Så havde det været lettere, og måske bedre, at have hende indespærret i hospitalsfløjen fordi hun var gået fra forstanden. Det var ikke noget de kunne vælge. Men i deres stille sind ønskede de begge hun ville indse at det hun havde gang i kun ville fører til problemer. Men Jarna var åbenbart netop ude på at få problemer.

Jacob mærkede det som den første. Langsomt synes han uskylden blev mere og mere en facade. Han havde en fornemmelse af at hun ikke sov i sin egen seng om natten. Han sagde godnat ved en titiden når han havde hentet hende på biblioteket og fulgt hende ned til hendes værelse. Han hentede hende om morgenen og fulgte hende til morgenmad. Hun sagde intet. Alt var som det plejede. Men alligevel var der noget som fortalte ham at hun ikke tilbragte natten i sin egen seng. Og inden længe begyndte rygterne at sige det samme. Jacob fandt ingen håndfaste beviser for det. Men alligevel var han sikker i sin sag. Han burde egentlig indberette det til kontoret. Det var hans opgave at holde øje med hende. Men alligevel kunne han ikke få sig selv til det. Han kunne ikke engang spørge hende om det passede. Når først han så hende forsvandt det helt. Al hans mistro. De uskyldige blå øjne fjernede det hele. Det nagede ham at han ikke kunne få hverken af- eller bekræftet sin mistanke. Det blev Draco som opsøgte ham, med en idé. Og allerede næste aften gjorde de noget ved det.

Jacob fulgte Jarna til hendes værelse og de sagde godnat. Jacob mødte Draco lidt længere nede af gangen. De ventede længe. Meget længe. Første kl. halv elleve sneg Jarna sig lydløst ud fra sit værelse. Draco og Jacob fulgte efter. De fulgte hende et godt stykke. Så forsvandt hun pludselig. Hun drejede om et hjørne og da de nåede hjørnet var hun væk. De måtte opgivende gå tilbage. Jacob til sin sovesal. Draco til sin.


Da Draco nåede Slytherins opholdsstue fik han et glimt af en som endnu sad vågen. Blaise Zabini, 6. års og Slytherin elev. Draco kendte ham godt. Draco blev i skyggen, følte lige pludselig at det nok ikke var godt at blive set lige nu. Så fik han øje på hende. Jarna. Hendes lyse hår og klare blå øjne. Hun stod pludselig ved gangen ned til sovesalene. Draco måtte gnide øjnene og ryste på hoved og se igen. Det var hende. Zabini havde også set hende og han rejste sig med et selvtilfreds smil. Draco så ham omfavne Jarna og kysse hende. Han så hendes spillende øjne. Det betød intet for hende. For ham betød det så meget at hun ville ligge med ham. For hende betød han intet. Zabini greb hårdt fat i Jarnas arm da hun trak sig lidt væk fra ham. I hendes blå øjne spillede et ondt glimt. Zabini smilede til hende og nærmest tvang hende ned af gangen. Draco så Jarna dreje hoved og et øjeblik så de hinanden direkte i øjnene. Så blev hun brutalt hevet ned af gangen. Havde hun set ham? Draco var i vildrede. Havde hun? Og hvorfor lå hun med Zabini? Hvorfor ham? Draco ønskede brændende at det var ham i stedet. Han blev siddende i opholdsstuen, da han vidste at Zabini sikkert havde hevet Jarna med op på sovesalen. Han tænkte længe. Hvorfor blev det alle andre? Hvorfor valgte Jarna ikke ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...