Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
649Visninger
AA

5. Kap. 5 - Fjerde år


”Jacob!” Hun sprang op fra sengen og løb hen til ham. ”Endelig. Jeg synes du var en evighed om at komme.” Sagde hun glad og slog armene om ham. Han sukkede opgivende. ”Og så er der ingen der forstår jeg har frygtet at skulle tilbage.” Sagde han tørt. Hun smilede glad og satte sig på det skrivebord hun havde fået på sit værelse. ”Så du fik dit skrivebord?” Sgad ehan og satte sig på stolen. Hun nikkede. ”Ja. Så slap jeg for at skulle op i biblioteket og bibliotekaren slap for hele tiden at skulle være i nærheden. De tør stadig ikke lade mig ude af synes.” Han smilede. ”Nej, det forstår sig.” Hun rystede på hoved. ”Har du haft en god sommer?” Spurgte hun venligt. Han nikkede. ”Det var rart at være hjemme. Og få slappet lidt af.” Hun nikkede forstående. Selvom hun nu ikke havde den fjerneste idé om hvad han helt præcist mente. ”Dig? Du har vel bare læst?” Spurgte han. Hun nikkede. ”Ja. Men jeg er allerede langt foran. I hvert fald ifølge listen over det vi skal læse i år.” Svarede hun. ”Jeg fatter dig altså ikke.” Proklamerede han. ”Du bliver på skolen hele sommeren og læser. Du laver ingen lektier i løbet af året og når det så bliver sommer, læser du hele pensum for det år der er gået, plus alt hvad vi skal læse til året efter. Har du aldrig overvejet at læse det når vi får det for?” Spurgte han. Hun rystede på hoved. ”Jeg kan bedre lide det her. Hvad skulle jeg ellers lave om sommeren?” ”Tage hjem og slappe af?” Foreslog han. Hun så på ham som om han havde foreslået hun skulle spise en tudse. ”Hvorfor vil du ikke hjem?” Spurgte han alvorligt. Hendes blå øjne blev kolde og hun slog blikket væk. ”Vi har talt om det her.” Sagde hun koldt. Han fik lyst til at trække sig væk. Når hun opførte sig sådan var hun ret skræmmende. ”Nej!” Svarede han. ”Du har sagt at du ikke vil tale om det. Det er ikke at tale om det. Jeg vil altså gerne vide det.” Hun så bare på ham, med de kolde blå øjne, indtil han måtte se væk. ”Jeg kan bedre lide at være her. Desuden er her ro og plads til at jeg kan læse op.” Svarede hun, stadig koldt. ”hvad er det med dig og din onkel? Hvorfor vil du hellere blive her alene en hel sommer end at skulle hjem til ham? Du tager aldrig hjem til jul. Og du bliver her hele sommeren. Hvad er det der er sket mellem jer? Han ville heller ikke have dig hjem sidste år.” Jacob blev ved. Jarna så på ham. ”Der er ikke sket noget. Det er bare lettere at synes om hinanden hvis vi aldrig mødes.” Svarede hun. ”Men han vil jo ikke engang svarer på Dumbledores breve.” Jacob var tydeligvis udepå at starte en diskussion, hun vidste han ville tabe. Hun trak på skulderen. ”Det er ikke alt jeg har svarende på. Desuden er det da dig der er så klog. Du er jo på Rawenclaw.” Han sukkede og opgivende. ”Jeg er slet ikke særlig klog. Hvis ikke jeg hele tiden læser og hele tiden kæmper for at følge med og skrive noter og læse lektier kunne jeg glemme alt om en troldmandseksamen. Men dig! Du skal bare læse tre linier i en bog eller halvt overhører en smule af undervisningen eller skimme en eller andens noter og straks du kan det hele. Du er irriterende.” Svarede han. ”Jacob! Du skal nok få din eksamne. Og fordi du arbejder for den har du fortjent den. Har jeg måske det? Jeg laver kun ballade. Jeg skaber problemer. Bevidst eller ubevidst er lige meget. Alle snakker om det. At der sker mærkelig ting i nærheden af mig. Det er kun dig og så et pat enkelte af Slytherin eleverne der ikke har noget i mod mig. Du kan snakke med alle dem du går i klasse med og også mange af de andre på dit kollegium. Ja sågar nogle på andre kollegier. Men jeg har ingen. Så kan jeg være nok så intelligent. Det hjælper mig ikke. Desuden vil min eksamen være fuldstændig ubrugelig. Jeg har ikke noget kollegium, ingen lærer kan lide mig, ingen elever kan lide mig og jeg gik glip af det meste af undervisningen på mit 3. år.” Forsvarede hun sig hurtigt. Han rejste sig og smed sig over på sengen. Han rejste sig også. Hun rykkede sig så der var plads til ham ved siden af sig. ”Læg dig her. Du ser træt ud efter rejsen.” Han nikkede og lagde sig. Han lagde armen om hende og hun rykkede tættere på ham. ”Tror du også vi hænger på hinanden i år?” Spurgte hun stille. ”Ja. Desværre.” Svarede han. ”Specielt efter sidste år.” Hun nikkede. Året før, hendes tredje år, var hun blevet flyttet til hospitalsfløjen. Ingen vidste hvorfor, men der gik rygter om at hun var blevet sindssyg. Lærerne havde forsøgt at få hende hjem, men ude held. Hun var gået glip af undervisningen næsten et helt år og ingen havde set hende i den periode. Ikke engang Jacob havde fået lov at besøge hende. Hun nikkede. ”Det skal nok gå bedre i år.” Lovede hun. Han smilede ved sig selv. Han var begyndt at holde af det lille djævle barn. ”Det håber jeg da.” Svarede han og kom på benene. Hun blev træt liggende. ”Henter du mig inden aftensmaden?” Spurgte hun. Han nikkede. ”Og sid ved Rawenclaw bordet i år, ikke? Der var for mange problemer da du sad ved Slythrin bordet.” Hun så forurettet på ham. ”Det var da ikke men skyld!” Udbrød hun. ”Nej. Men der kom problemer da du sad derovre.” Hun sukkede, tog sin bog og begyndte at læse idet han gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...