Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
838Visninger
AA

4. Kap. 4 - Glemt

Hun smed opgivende bogen fra sig, da det bankede på døren. hun så op og Malfoy trådte ind. Hun smilede til ham og gjorde plads så han kunne sætte sig ved siden af hende på sengen. Han satte sig og smilede forsigtigt til hende. ”Fik du meget ballade?” Spurgte han stille. Hun rystede på hoved. ”Nej. Det var ikke så slemt.” Sagde hun afværgende. Det hele blev lidt akavet nu mens de stod alene sammen. Det synes han i hvert fald. ”Jeg savnede dig i aftes. Der var så stille da du ikke var der.” Fortsatte han. Hun nikkede. ”Det var også trist at skulle undvære jer.” Svarede hun. Hun følte ligesom hun burde. Men hun var ikke sikker på hun mente det. Han så vist tvivlen i hendes øjne, men sagde intet. Smilede bare endnu engang usikkert og skulle til at rejse sig. ”Nej. Bliv dog lidt.” Udbrød hun og greb hans arm. Han smilede nu knap så usikkert og blev siddende. ”Jeg ser du sidder ved Rawenclaw bordet. Hvad har vi gjort dig?” Spurgte han mens han så væk. ”Det er Jacobs skyld.” Sagde hun. ”Han er blevet min…. tja… han skal holde øje med mig og sikre at jeg møder op til timerne og måltiderne. Lærerne er død bange for mig og ingen vil gøre det.” Fortsatte hun ivrigt. ”Eller også var det fordi de havde for travlt.” Tilføjede hun eftertænksomt. ”Så du skal altså sidde ved det bord?” Spurgte han. Hun så lidt på ham. ”Tja… Jacob fik af vide han skulle sikre…” Hendes stemme døde ud og blev erstattet af et stort ondt smil. ”Han skulle ikke sikre jeg spiste, eller undersøge hver skefuld. Han skal bare sørge for jeg kommer ned i spisesalen.” Sagde hun henrykt og sprang op. Malfoy smilede. Han var glad for at hun var så henrykt. Så var hun glad for dem alligevel. Og glad for ham? Hun smilede til ham. Allerede en god måde at trodse lærerne på. Vidunderligt. Hun elskede a skabe problemer i det små. De store var for besværlige og tiltrak for meget opmærksomhed. Dette kunne ingen sige noget til. og Jacob ville nok ikke brokke sig. Han sad alligevel sammen med nogle lidt ældre elever og diskuterede bøger eller sådan noget. Hun havde endnu ikke fået den vanvittige idé rent faktisk at hører efter. Hun sad bare og så ind i væggen og gjorde sit bedste for at nægte at spise mindst to gange dagligt. Selvom hun godt kunne spare sig. Jacob så ingen ting. ”Jacob? Hvem Jacob?” Spurgte Malfoy da hun satte sig ned igen. ”Reevit! Han er førsteårselev fra Rawenclaw.” Svarede hun. ”Reevit? Du mener ham du sendte ind i den lukkede afdeling for biblioteket?” Spurgte han overrasket. Hun så lidt på ham. ”Hvem af dem? Det gjorde vi da med tre gjorde vi ikke?” Spurgte hun. ”Ham her var nr. 5. Ud af de 7 vi nåede før du fik nok og stoppede.” Svarede han forklarende. ”Nårhh!” Udbrød hun. ”Ham! Så er det derfor! Det er derfor han hader mig!” Intet i hendes stemme tyde op at hun fortrød noget. Hun lød ikke engang ked af at hun havde sendt ham ind i en afdeling af biblioteket han bestemt ikke havde adgang til. Malfoy betragtede hende skjult. Hvor ville det være rart hvis hun en skønne dag blev lidt ældre. Hvis hun nu blev lidt mere voksen. Hendes store, blå øjne og den barnlige uskyld der lå over hende fik hende til at virke så lille, selv om hun jo var 12. Han rejste sig. ”Jeg må hellere gå. Vi skulle nødig have at Reevit ser os sammen. Så kommer det nok med i næste rapport til kontoret.” Hun smilede og rejste sig også. ”Jeg tror altså ikke han skriver rapporter til dem endnu. Men kommer der problemer begynder han nok på det.” Svarede hun med et smil. Malfoy nikkede og forsvandt ud af døren. Meget tænksom efter en samtale han ikke helt kunne placere.

Jacon kom lidt efter. ”Det var ikke min mening at glemme dig.” Sagde hun da han trådte inden for, med den opslåede bog i hånden. Han rettede for første gang siden han fik opgaven tildelt sit blik mod hende. Hun smilede forsigtigt og gjorde tegn til ham om at sætte sig ved siden af hende. Han blev stående. Hun trak på skulderen og fortsatte. ”Jeg havde glemt det. At jeg lokkede dig til at forsøge at skaffe en bog fra biblioteks…” Han afbrød hende ved at se på hende igen. Hun blinkede et par gange med de store, blå øjne, som af forundring over at han ret faktisk så på hende. ”Skal du med ned til aftensmaden?” Spurgte han kort. ”Næh!” Svarede hun. ”Jeg er ikke sulten.” ”Du spiste ingen frokost. Tving mig ikke til at slæbe dig derned.” Sagde han i en voksen tone, der fortalte hende at selv hvis hun havde bedt ham om det ville han ikke engang overveje at hive hende ud fra værelset. ”Jeg er altså ikke sulten!” Løj hun, mens hun kom på benene. Han sendte hende et alvorligt blik, uden at se hende direkte i øjnene og hun fulgte, om end modvilligt, med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...