Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
641Visninger
AA

3. Kap. 3 - Opdaget

Malfoy lå uroligt og ventede på hende. Hun burde have været der for længst. Hvor blev hun af? Han for op da han hørte døren gå. Jarna stod i døren. Bleg og med blikket slået ned. ”Hvor har du været? Jeg har…” Han tav. Han fik øje på en større blodansamling under hendes ene øje. Han for bekymret hen til hende. ”Hvad er der sket? Hvem har…” Han fik et glimt af de andre drenge ud af øjenkrogen. De så alle hen mod døren. ”Jeg er her bare for at hente mine ting.” Sagde Jarna kort, da Malfoy drejede hoved og så Snape stå i døren. ”Har han… Er det ham..” Malfoy standsede sine sætninger før de knap var begyndt i vrede. Hun gik hen og hev sin kuffert frem fra under hans seng. Malfoy drejede sig om mod Snape. ”Hvis du har rørt hen…” Han standsede da hun gik forbi ham. ”Jeg har ikke rørt hende.” Hvæsede Snape vredt, mens han tog sig selv i at være ved at lægge en hånd på hendes skulder. Hun fangede hans blik og hviskede så kun han kunne hører det. ”Nej. Men du ville gerne.” Han trak sig væk med et blik af ren afsky rettet mod hende. Hun drejede hoved mod Malfoy som om hun ikke havde set det. ”Det var ikke ham. Han afbrød et slagsmål med… Det er lige meget hvem det var med… og hev mig med op til Dumbledore. Og Dumbledore forlangte straks at…” Snape gav hende et let puf ud af døren. Hun trak på skulderen og nikkede til Snape. ”Ja ja. Jeg skal nok gå nu.” Svarede hun forurettet. Malfoy måtte smile af hende da han så det. Hun virkede som det mest uskyldige barn. Men han havde selv personligt set djævlen i hende. Hun vinkede til dem inden Snape gav hende et nyt (knap så let) puf ned af gangen.

Jarna satte sig op af væggen ude i korridoren uden for indgangen til Slytherins opholdsstue. ”Hvad gør jeg så nu?” Spurgte hun. Snape rakte hende hånden og hev hende på benene. ”Vi finder et sted du kan sove i nat. Og i morgen finder vi så ud af resten.” Sagde han koldt. Hun nikkede kort. ”Jeg havde altså ikke tænk mig jeg skulle sove på deres sove sal så længe endnu.” Sagde hun så. Han så lidt på hende, men mødte kun de blå øjne, som ingen kunne stå for. ”Ja ja. Det siger du jo.” Sagde han i det han så væk for ikke at fortabe sig helt i det blå. Hun smilede. Mærkede tydeligt han knap turde se på hende. Han gav hende et nyt puf og tvang hende til at fortsætte ned af gangen. Hun skar ansigt af ham, men fortsatte ellers uden brok.

Næste morgen blev det besluttet at lade Denjarna Dark ”overvåge”. Der var en som skulle følge hende til hver eneste time og som skulle sørge for hun mødte op til måltiderne, som hun tit udeblev fra. Der var en del snakken frem og tilbage om hvem det skulle være. Ingen af lærerne havde held med hende og ingen ville være i nærheden af hende hvis de kunne undgå det. Der skete ting omkring hende. Desuden havde alle lærerne nok i deres arbejde, med at rette stile og forberede undervisning. At skulle være barnepige for en umulig førsteårselev, var ikke noget nogen af dem følte de havde tid til. Dumbledore sad med den endelige beslutning. Han spurgte til hvilke ansvarlige elever hun talte med, men ingen kendte til nogen venskaber med nogen, bortset fra gruppen af drenge fra Slytherin, som kun Snape syntes måske passede sig til opgaven. De var også bange for at finde en som hun for let kunne snyde eller som hun ingen respekt havde for. Opgaven var slet ikke let. Valget faldt på en første års elev fra Rawenclaw. Han var dygtig og ansvarsbevidst, han var altid pligtopfyldende og kunne hjælpe hende med lektier hvis hun havde problemer der. Han var en rolig og stille dreng som ikke havde så mange andre at snakke med. Dumbledore mente han ville have en god indflydelse på hende, og at hun måske ville sætte lidt mere kulør på hans hverdag. Hans navn var Jacob Reevitt. Da ingen havde et bedre valg blev det sådan. Denjarna fik et eneværelse i nærheden af Rawenclaw kollegiet. Og alle udelod pænt at spørge Jarna hvad hun synes. Det ville kun skabe problemer at starte en diskussion med hende om det. De fik Jarnas ting bragt op på hendes værelse og Dumbledore kaldte Jacob ind til samtale. Han var ikke meget for det. men endte med at påtage sig opgaven alligevel, da han ikke kunne komme med gode argumenter for at han skulle have lov at slippe. Jarna var den sidste de tog fat. I og hun blev ikke videre begejstret for nyheden. Men hvis det var at acceptere det eller rejse hjem, blev hun gerne lidt længere. Hvem vidste hvad muligheder der var for at torturerer ham Reevitt. Og han skulle nok komme til at fortryde han havde påtaget sig opgaven. Hvem vidste, måske ville hun ligefrem kunne få ham rodet ind i problemer. Der var masser af muligheder. Men derfor behøvede hun jo ikke synes om det eller fortælle nogen hun syntes det kunne have været værre.

Han stod uden for døren til hendes værelse, da hun kom derned. Han sad op af væggen med en bog. Hun var allerede træt af ham. Hvad skulle han også til for? Hun satte sig lydløst ved siden af ham og så lidt på hans bog. Han registrerede hende ikke. Hun sad længe og så på ham. Han ikke så meget som løftede blikket. Det irriterede hende. Hun var sikker på han kunne mærke hvordan hun så indgående på ham. Hun vidste han mærkede kraften fra det blå. Hvorfor sad han så bare der som ingenting? ”Er den god?” Spurgte hun så til sidst. Han nikkede uden så meget som at løfte blikket. ”Har du kodeordet?” Han nikkede. Hun sukkede da han ikke gjorde mine til at røre sig igen. Han bladrede en side frem. ”Må jeg få det?” Spurgte hun så. Han stak hånden ned i tasken og rakte hende et stykke papir. ”Athenja!” Læste hun og døren gik op. Det var et meget lille værelse. Der var en seng, en håndvask og et lille skab til hendes ting. Hun måtte side på biblioteket og lave lektier. Men det generede hende ikke. Hendes kuffert stod på gulvet. Hun måtte selv pakke ud. Hun hørte Jacob rejse sig. ”Jeg lovede bare jeg ville sikre du kom på plads. Jeg kommer tilbage og henter dig når vi skal ned til aftensmaden.” Sagde han uden at løfte blikket fra bogen. Hun nikkede. Han måtte åbenbart have registeret det for han vendte sig og gik. Hun satte sig opgivende på sengen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...