Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
650Visninger
AA

27. Kap. 27 - Judaskysset


”Jacob! Jacob!” Hun indhentede ham. ”Jeg er ked af det.” Hun så væk. Han forholdt sig tavs. Hun forstod hun havde såret ham. ”Jeg tager hjem.” Sagde hun. ”Det burde du også.” Svarede han bare. Hun nikkede. De stod lidt i tavshed. Han så ikke engang på hende. Men han gik heller ikke. Så måske var han ikke helt så vred som hun havde regnet med. Hun tog hans hånd. Han så forundret på hende. Den var varm. Hun smilede. ”Angel hjalp mig.” Han smilede tilbage, uden at tænke over det. De så længe på hinanden. Hendes øjne var bare blå. Hun prøvede ikke på at påvirke ham. Hvad kunne det også nytte nu? Hun var jo egentligt på vej hjem. Hans grønne øjne så tilbage på hende. Grøn. Håbets farve. Hun smilede og han omfavnede hende kort. Så fulgte han hende ned af gangen. ”Hvordan kommer du hjem?” Spurgte han. ”Der er et stort spejl, som næsten fylder en hel væg i nærheden af hospitalsfløjen. Jeg kan komme igennem til underverdenen der.” Han nikkede. ”Jeg vil savne dig.” Og hun lød nu mere oprigtig end nogensinde før. Han smilede. ”Du behøver ikke svare.” Sagde hun. Det beroligede ham. Han behøvede ikke skulle gengælde det. Hun smilede forsigtigt til ham. De nåede spejlet. Hun rørte forsigtigt ved det. Hendes hånd gik igennem det. Som den ville gået igennem overfladen på en sø. Han så forundret på hende. Hun smilede da hun drejede hoved og så på ham. Han smilede igen. Om lidt var det hele forbi. Han kunne igen bare være en almindelig elev som kun havde sine egne ting at tænke på. Han behøvede aldrig mere bekymre sig om hende. Hun smilede og hun trak hånden til sig. Så gik hun hen til ham og lagde armene om helsen på ham og så længe ind i hans øjne, der havde håbets farve. Han smilede igen. Hun lod sine perfekte, naturligt røde læber strejfe hans kind. ”Jeg vil også savne…” Hun afbrød ham, ved at lægge en finder på hans læber. ”Kys mig!” Hviskede hun. Han nikkede. Hendes læber mødte hans. Hun mærkede hans livskraft strømme over i sig. Han forsøgte at skubbe hende væk, men forgæves. Hun holdt fast. Hun holdt fast helt til hun kunne mærke det sidste af hans livskraft forsvinde og hans kamp holdt op. Han faldt død om på gulvet, da hun slap ham. Hun vendte sig ligegyldigt om. Som om det intet havde haft af betydning. Han var død. Hun var ligeglad. Hun gik langsomt hen til spejlet. Pigen der så tilbage på hende havde isblå øjne, men ind i mellem flakkede et rød skær nu alligevel i dem, som om en rød flamme brændte bag dem. Hendes hud var hvid som sne. Hun havde små sorte horn i panden og et ondskabsfuldt glimt i øjnene. Hun havde sorte skyggeagtige vinger, som ledte Jarnas tanker hen på Angels lange tynde hår, som mindede hende om mørke skygger. Dæmonbarnet i spejlet havde også en lang sort hale som endte i noget der lignede en spydspids. Jarna smilede. var det sådan hendes Dæmon så ud? Hun gik tættere på og spejlet ventede et øjeblik, før hun trak vejret dybt og trådte igennem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...