Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
643Visninger
AA

26. Kap. 26 - Afsked

”Verden er bygget så vanvittigt op af en meget simpel grund.” Forklarede Angel. Jarna nikkede interesseret, som tegn til at Angel skulle fortsætte. ”Guderne prøvede det med en perfekt verden. Allerede inden der var gået et år havde de mistet interessen for den. De udslettede den og skabte en uretfærdig og kaotisk verden, med mennesker der for alvor kunne tænkte selv.” Jarna smilede ved tanken om gudernes kedsomhed. ”Men er verden ikke lidt for uretfærdig? Jeg mener for menneskene…” Angel trak på skulderen. ”At skulle behandle alle på hele jorden fuldstændig retfærdigt? Det er en umulig opgave. Den øverste gud fandt på at sige at hvis livet er uretfærdigt for alle så har alle til en vis grad de samme forudsætninger. Livet er uretfærdigt. For os alle sammen. Og det er måske den eneste retfærdighed der er til.” Jarna nikkede. Angel var god til at forklare. ”Hvorfor har vi valget om at tro?” Spurgte Jarna tænksomt. ”Det var noget en af guderne fandt på. Jeg nævner ingen navne, men jeg tror den øverste gud fortrød det bitterligt.” Jarna lo. ”Det tror jeg også.” ”Han argumenterede med at mennesker skulle have valg. Og han regnede ikke med at de var så dumme. Jeg mener, selv når miraklerne regner ned over dem, tror de ikke.” Angel smilede ved Jarnas tænksomme ansigt. Hun var et videbegærligt barn. Nøjagtigt som Angel selv. De ville begge vide alt, hvis det var muligt. ”Tror vi?” Spurgte Jarna så. Angel rystede på hoved. ”Nej. Vi ved. Og det er noget helt andet.” Jarna nikkede. ”Du tager af sted snart, gør du ikke?” Angel nikkede. ”Hvorfor har du svar på det hele? Og hvorfor svarer du mig, når jeg spørger?” Angel så længe på hende, med de sorte øjne. Hun smilede roligt. ”Fordi du skal kende menneskene.” Svarede hun. Jarna nikkede som om hun forstod. ”Du skal vide hvad de er for nogle. Og du skal være sikker på du ikke blev her af den forkerte årsag.” ”Hvad er den forkerte årsag?” Spurgte Jarna. Angel strøg hende over håret. ”At blive fordi du længes efter at være menneske. Af samme grund som du holdt fast i Jacob med. Fordi du håbede at han fandt noget godt. Så du kunne blive menneske.” Jarna sad tavs længe. ”Jeg vil ikke være menneske.” Sagde hun så. Angel smilede. ”Jeg burde være taget tilbage da han var her.” Angel nikkede. ”Du ved det hele.” Jarna så på igen på Angel. ”Nej. Jeg ved så langtfra det hele. Men jeg ved nok til at kunne sige dig, at du bør hjælpe mig i min kamp mod guderne fra dit hjem i helvede. Englen vidste det ikke. For hun har aldrig gået rundt blandt menneskene. Hun har aldrig været rigtig i live. Men en krop af kød og blod. Men det har vi. Det har jeg. Og derfor ved jeg.” Jarna nikkede, ved Angels ord. ”Gør op med dig selv hvorfor du er her. Gør op med dig selv om du vil blive. Hvis du vil blive så stik af og find mig. Det skulle ikke være så svært. Hvis du vil hjem. Så tag hjem.” Angel rejste sig mens hun talte. Jarna så op på hende. ”Du rejser nu.” Sagde hun. Angel nikkede. ”Jack venter.” Jarna nikkede og rejste sig. De to piger omfavnede hinanden. ”Jeg vil savne dig.” Sagde Jarna. Angel smilede og tørrede en tårer væk fra Jarnas kind. ”Vi ses igen. Det lover jeg dig. Hils din far og sig jeg glæder mig til at møde ham.” Jarna nikkede. ”Han glæder sig også til at møde dig. Specielt nu hvor du forpurrede Englens plan, med at jeg skulle blive.” Angel smilede og lod Jarnas iskolde hånd fjerne et par tårer fra sin kind. ”Jeg vil også savne dig.” Svarede Angel. De smilede til hinanden. ”Hils i helvede. Og sig jeg glæder mig til jeg ser det der.” Jarna nikede. Så gik Angel. Og Jarna følte sig endnu engang lille og ensom.

 

Hun hørte dem diskutere. Flitwick, Spire, Snape og McGonagall. ”Du burde have sendt hende af sted sammen med Frøken Slytherin!” Sagde Flitwick. ”Hu burde ikke være her og har aldrig burde det.” Fortsatte Spire. Jarna åbnede døren til Dumbledores kontor. Alle så på hende. ”Hvor meget nåede du at hører?” Spurgte Snape. ”Nok!” Hvæsede hun. ”Tror i jeg gider være her! Jer med jeres forbandede kollegier.” Jarna så Snape tilbage holde en kommentar. ”Ja! Lad os starte med dig Professor Snape!” Hvæsede hun. ”Du har ikke andet end en flok uduelige, ynkelige tabere på dit kollegium! De er for svage til at være sig selv! De er for bange for deres forældre og deres fordomme til selv at forsøge at gøre det som de ved burde! De er bange for at lukke andre ind til sig og blive kolde, ondskabsfulde og bitre. Og det er du stolt af?” Hvæsede hun. Han så væk. Hun nikkede. ”Ja! Jeg har aldrig forstået du så meget som kunne se på mig efter den nat.” ”Hr. Malfoy sagde sandheden!” Svarede Snape. ”Draco? Han aner ikke hvad sandheden er. Han har bare bildt sig selv alt for meget ind. Og dig? Du kan vel stadig ikke redegøre for hvordan jeg endte i din seng den nat. Det næste bliver vel du har glemt alt om næste morgen, hvor du fik mig til at love jeg ikke ville gå før du gav mig lov, hvis bare du befriede mine hænder fra de reb der sikrede at jeg ikke stak af og sladrede om dig. Jeg har stadig ar efter at jeg flåede mine hænder til blods i forsøg på at komme fri.” Råbte hun. Alle stirrede lamslået på Snape. Jarna nød i sit stille sind at vide han på ingen måde kunne få det her til at se anderledes ud. Hun havde allerede vundet. ”Og hvad med dig?” Hun vendte sig mod professor Spire. ”Hufflepuff!” Hvæsede hun fuld af afsky. ”Venners ven! Ha! De er svage. De er bange for at leve alene. De er bange for at leve et liv hvor der ikke er nogen der kan underholde dem. De har ingen gode sikre kvaliteter og de mangler desperat nogen at være sammen med, for de kan ikke holde ud at tilbringe et øjeblik alene.” Spire så såret på hende. Jarna smilede i triumf. ”Rawenclaw! En flok stræbere. Uden blik for verdenen omkring dem! De lukker sig inde i bøgerne og håber på at de kan redde dem fra verden omkring dem. De stræber efter en perfektion som ingen kan opnå. De vil være de bedste og klogeste. Og de ender som de dummeste fordi de ingen nyttig viden har. De kender kun teorien bag det hele.” Jarnas stemme var stadig en hvæsen, fuld af spot. Hun drejede sig om mod McGonagall. ”Og dig! Griffindore! For de modige!” Hun lo en hånende latter. ”For de bange! For dem der har et POTIELTIALE til at overvinde deres frygt. Et potientiale. Intet andet!” Hvæsede hun. ”De er svage hele bundtet. Om end deres frygt er forskellig er de ikke mere end en flok svage, bange børn. Og i gør alt hvad i kan for at opdele dem og sige det er er de søde og det her er de kloge. I hjælper ikke just på respekten mellem dem.” Hun vendte sig og skulle til at gå. Ingen sagde noget. Alle følte hun på en eller anden måde havde sagt noget sandt. Men ingen brød sig om det. Hun drejede hoved og så på ham. ”Jeg tager hjem. Farvel.” Hendes stemme var kold og rolig. ”Fortæl mig hr. Malfoy talte sandt!” Bad Snape. Hun så koldt på ham. ”Du er bare bange for hans ord var løgn! Du er mere svag end nogen af de andre!” Hvæsede hun. ”Du lod dig forfører af en elev! Du burde have haft kræfter til at sige fra!” Sagde hun, som en bekræftelse på hans bøn. ”Skrid af helvede til!” Sagde han. ”Det har jeg også tænkt mig! Og jeg gemmer en plads til dig!” Sagde hun med et selvsikkert smil. Og hun blinkede til ham, ved den sidste kommentar. Så forsvandt hun ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...