Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
646Visninger
AA

24. Kap. 24 - Søstre


Hun vidste det. Længe inden hun vågnede. Den trettende ville side ved siden af hende. Og da Jarna åbnede øjnene og så til siden, sad hun der. Hun var smuk. Havde langt sort hår og sorte øjne. Præcis som englen. Hun lignede ikke en engel. Hun var menneske. Men med en skønhed Jarna sjældent havde set lig. Hun smilede da hun så at hun var vågen. Jarna satte sig op. ”Du er den trettende.” Sagde hun. Angel nikkede. ”Og du er dæmonbarnet.” Sagde hun smilende. ”Skal var holde os til titlerne eller så nogle navne på?” Jarna smilede. ”Denjarna Dark, eller bare Jarna.” ”Angel!” Lænkerne åbnedes. Uden brug af nogen nøgle og ramte lydløst gulvet. Angel rakte Jarna hånde. ”Vi må hellere blive ordentligt introduceret. Jeg ville undskylde at jeg trængte ind i dine drømme. Men jeg har erfaret at den slags kun har betydning for mennesker. Så du er vel ligeglad?” Jarna nikkede. Angel smilede. ”Jeg skal være ærlig. Jeg kommer fordi du skal hjælpe mig. Jeg kan få dig ud herfra. Med ud i verden. Vi skal lægge planer. Jeg skal have hævn over guderne. Det var englens ide at du skulle hjælpe. Hun vil dog ikke sige det. Hun har en ide om at mennesker helst skal tro de selv kom på ideen. Men jeg kender hende. Det var derfor du fik lov at blive. Jeg synes lige så godt du kan få det af vide.” Jarna nikkede. Det overraskede hende ikke. ”Men har vi en chance?” Spurgte Jarna. Angel smilede og fik et ondt glimt i øjet, som beroligede Jarna. ”En tidligere engel og gudernes hævner der har slået sig sammen med et dæmonbarn, der tilmed er datteren af det onde selv. Jeg siger vi har en chance.” Jarna smilede. ”Du er ond.” Bekendte gjorde Jarna. Angel smilede. ”Ja. Det er jeg. Du kan mærke det ikke? Smerte, ondskab, sorg, had…” Jarna nikkede. ”Jeg kan godt lide din tavshed og din kulde. Og dine vidunderlige øjne, kan hjælpe os begge. Hvis du da ikke beslutter at kæmpe fra helvede. Jeg har hjælpere i dødsriget. Englen kan passere gennem alle verdner. Hun blev fanget, da hun faktisk skulle holde op med at eksistere. Men hendes fortid som gudinde gjorde det umuligt.” Jarna smilede. Hun kunne lide den trettende. ”Ved du de siger du har den største skæbne?” Spurgte hun. Angel så overrasket på hende. ”De siger så meget. Jeg er ligeglad. Jeg gør som det passer mig. Og måske er det bare noget nogle astrologer og numerologer har fundet på.” Svarede hun. ”Jeg er ligeglad med hvad der står i stjernerne eller i de trettentaller der er omkring mig. Jeg er en trettende hos De Skjulte. Jeg er den trettende gang den forbandede engel opstod. Den engel har ikke givet mig andet end problemer. Du er sendt for at hjælpe mig.” Jarna nikkede. Deres øjne mødtes. Det blå mødte mørket. De undersøgte hinanden. Angel med de kræfter hun havde. Jarna med sine. De sad sådan længe. Helt tavse og betragtede hinanden. Så nikkede de begge. De havde hver i sær godtaget den anden. ”Hermione sagde du troede du kunne hjælpe.” Angel nikkede. ”Jeg har noget som måske kan dæmpe dine kræfter. Ekspoldere den eller går den på anden måde i stykker er det bare helt perfekt. Det er en lænke. Den kan tilbageholde De Skjultes kræfter. Hos mig altså. De fleste andre får et armbånd, en halskæde eller en ring. Min ring ekspolderede. 3 år senere fik jeg støbt to lænker om mine håndled. Jeg har dem stadig. Jeg reagerer voldsomt på dem. Men kun hvis jeg har dem begge to på er mine kræfter helt væk.” Jarna lyttede interesseret. ”Det er helt ufarligt. For mig brænder det og jeg bliver dårlig. Helt vildt. Jeg besvimer sågar ind i mellem. Men efter et par døgn har man det faktisk okay igen. Jeg har taget begge lænker med. For at du kan vide jeg ikke snyder dig. Tager jeg selv den anden af dem på. Jeg vil bede en anden om at give os dem på. For jeg kan ikke selv udholde metallet. Er der nogen du gerne vil have skal hjælpe?” Jarna trak på skulderen. ”Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke Jacob vil.” Angel tænkte lidt. ”Hvis det betyder meget for dig at det bliver ham, kan jeg sørge for han gør det.” Jarna nikkede. ”Det må du gerne.” Angel smilede. Hun satte sig op af væggen igen og så koncentreret ud længe. Så så hun igen på Jarna. ”Han er på vej.” Jarna nikkede. ”Jeg har altså ikke nøglen lænkerne. Men en som jeg stoler på har den. Han er her. Og bliver her indtil jeg tager af sted. Jeg skal lige se hvordan du reagere på at få lænken på. Hvis du fortryder så tager vi den af. Jeg skulle nødig blive upopulær blandt dine beskyttere.” Jarna smilede. ”Okay. Men du bliver altså?” Angel nikkede. ”Lidt endnu. Jeg havde planer om at skulle ud og rejse så snart jeg var færdig her. Men mine planer blev en anelse ændret. Blandt andet på grund af det her. Men der var også en del sidste sommer jeg måtte tage mig af. Jeg skal nok nå noget. Men jeg tager ud igen senere. Jeg har bare lovet at være hjemme næste sommer. Harry, Ron, Hermione og et par af Rons søskende kommer på besøg.” Forklarede Angel. ”Jeg vil med. Når du tager af sted igen.” Angel smilede glad. ”Det kommer du så.” Der var ca. to års forskel på de to piger. Den ene havde gået på hogwarts et enkelt år. Den anden i snart fire. Den ene var mørk som natten. Den anden så lys som en iskold, frostklar morgen. Den ene var en tidligere engel. Den anden et dæmonbarn og godt på vej til at blive en dæmon selv. Og dog havde de mere tilfælles med hinanden end med nogen andre. De fandt hos hinanden noget da havde savnet hos et hvert andet menneske. Ondskab i en sådan grad at den ikke burde eksistere, et god kendskab til en verden hvor de dybest set ikke hørte til, viden om guder og dæmoner de fleste mennesker aldrig hørte om og vigtigst af alt, en forkærlighed for denne mærkværdige verden hvor de begge vidste ingen af dem hørte til. De var søstre. På en mærkværdig måde bundet sammen af forskellen mellem det de var, burde have været, eller var på vej til at blive. Angels rakte hånden ud og Jarna rakte sin iskolde ud og mødte den. ”Du er kold.” Sagde Angel. Jarna smilede. ”Du virker varm.” Svarede hun bare. ”Jeg forstår pludselig hvorfor de siger jeg er kold.” Angel smilede. Hun trak hånden til sig og tændte en sort flamme i den. ”Tag den. Den vil varme dig. Du får brug for det. Hvis du skal overleve i helvede.” Jarna rakte ud med et fascineret udtryk i ansigtet. Angel smilede. Hun kendte den fascination fra sig selv. Jarna gispede da hun rørte flammen. Angel fik et koncentreret udtryk i ansigtet. Flammen forsvandt ind i Jarna. Hun mærkede den brændende varme opfylde hende. ”Men du vil nok stadig være den eneste dæmon der kan fryse hele helvede til is.” Jarna smilede ved Angels ord. ”Jeg forstår hvis du tager tilbage inden vi når at udrette meget her på jorden. Men der er også nok du kan gøre i helvede.” Jarna nikkede, mens hun fascineret studerede sin hånd. Angel så længe på hende. ”Jacob er her.” Jarna nikkede. Døren gik op og Angel kaldte Jacob ind. Hun vidste ham en sæk som lå et stykke væk og bad ham tage lænkerne op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...