Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
638Visninger
AA

23. Kap. 23 - Tanker

Da Jarna vågnede vidste hun præcis hvor hun var. længe inden hun åbnede øjnene. Hun genkendte følelsen. Lugten, den kølige temperatur, fugtigheden og så selvfølgelig lænkerne om hendes håndled. Det var sådan hun var vågnet hver eneste dag stort set hele sit tredje år. Hun lå på gulvet i en celle i fangekælderen underslottet. At hun skulle have været på hospitalsfløjen var lærernes undskyldning for at ingen skulle vide noget om sandheden. Personligt holdt hun bare mund. Det var bedre de troede hun var komplet vanvittig end at de vidste hun var datter af ondskaben selv. Denne gang vidste hele flokken der havde været på hospitalsfløjen den aften at hun var der. Og de vidste hvorfor. Egentlig var hun ligeglad. Hun hev i lænken. Lige så solid som hun huskede den. Pokkers også. Ikke at hun havde haft noget sted at flygte hen, hvis hun kunne. Men bare tanken om at være fanget huede hende ikke. Hun bebrejdede ingen at hun var endt hvor hun var. Hun vidste hun burde være taget med hjem. Men hun nød menneskene, deres verden og deres sorger og smerter.
Hun hørte en lyd ved døren. Nogen måtte have hørt hun var vågnet. Hun lyttede til fodtrinene. Det var ikke nogen hun kendte. Døren åbnedes stille. En ung pige trådte ind. Jarna huskede hende fra aftenen i hospitalsfløjen. Hun havde husket Englen. Hun havde ville stille spørgsmål og sige en hel masse. Men det hele var blevet glemt i forvirringen. Jarna kunne kun huske de hev hende på benene. Og at de forsøgte at trække hende af sted. Det var vidst ikke lykkedes så godt. Hun havde ikke kæmpet imod eller skreget vildt. Hun havde bare været tavs og stille og ladet kulden tage til. Hun havde en vag erindring om at de havde lagt hende i lænker. Men det var ikke sikkert at det hun huskede var fra i år af. Pigen satte sig ved siden af hende. Hun så forfærdet på Jarna. ”Er du okay?” Spurgte hun bekymret. Jarna nikkede roligt. ”Hermione Granger.” Sagde hun. Og tog sig selv i at ville give Jarna hånden. Jarna smilede. ”Det gør ikke noget. Det er egentlig bedst sådan her.” Sagde hun. Pigen smilede. Et smil fuld af medlidenhed. Jarna opgav. ”Jeg kender en som måske kan hjælpe dig.” Sagde hun så. Jarna så overrasket på hende. Det havde hun ikke forventet. ”Men jeg gerne hører lidt om den engel til gengæld.” Jarna smilede. ”Intet er gratis. Det ved jeg godt. Hvad vil du vide?” Hermione smilede. ”Hvad lavede hun sammen med de… dæmoner… i sidste uge?” Sidste uge? Var det så længe hun havde været bevidst løs? Det overraskede Jarna en hel del. ”Hun fik overtalt min far til at lade mig blive. Han vidste i ikke ville lade mig slippe let nu. Ikke nu hvor i kendte sandheden om hvem jeg er.” Hermione nikkede. ”Hvorfor var hun så interesseret i at du skulle blive?” Jarna trak på skulderen. ”Det ved jeg ikke.” ”Okay.” Hermione accepterede svaret. Hvilken lettelse. ”Hvem var det du kendte?” Spurgte Jarna så. Hermione satte sig ned og Jarna fandt kræfter til at sætte sig op. De sad lidt overfor hinanden. ”Har du nogensinde hørt om de Skjulte?” Spurgte Hermione. Jarna nikkede. Dem kendte hun godt. ”Jeg kender en af dem.” Sagde hun. Jarna mødte hendes blik. Hun havde kønne brune øjne. Jarna fornemmede den gysen der gik gennem hende. ”Du kender den trettende.” Sagde hun bare. Hermione nikkede. Angel havde snakket om noget med at hun var en trettende. Så det passede udmærket. ”Du kender den opstående engel. Det er derfor du vil have svar.” Fortsatte Jarna. Hermione så væk og nikkede. Jarna smilede. ”Hvis jeg nu sagde hun troede hun kunne hjælpe, at hun havde noget som kunne…” Hermione tav. Hvad var det egentlig Angel troede hun kunne. ”Ville du så tale med hende?” Jarna nikkede. ”Jeg vil gerne tale med den trettende. De siger hun har en mægtig skæbne. Uanset om hun kan hjælpe eller ej, vil det være mig en ære at møde hende.” Hermione smilede. ”Jeg skriver det til hende. Nightfeather kan være ude hos hende i løbet af en uge. Så hun skulle snart være her.” Jarna nikkede. Den trettende ville se hende. Så var det lige meget hvem hun var hende pigen her. Harrys veninde. Hun virkede ikke engang ond. Hun virkede klog. Meget klog. Og oprigtig god helt ind i hjertet. Præcis som Jacob håbede at Jarna var. Tanken om Jacob bragte et andet minde med sig. Hun sagde hastigt farvel til Hermione. Måtte tilbage til tankerne. I det samme som de andre var vågnet og hendes far, ondskaben selv, var forsvundet ud af døren, havde Jarna hørt hans stemme. ”Giv ham Judaskysset!” Havde den sagt. Judaskysset. Hun vidste præcis hvad det betød. Hun smilede ved tanken. Og den trettende ville se hende. Den trettende. Jarna rykkede et par gange i de ellers solide lænker. Hun ville gerne ud snart. Hun ville mærke den isnende vind mod sin hud. Hun ville se frost klare stjerne på en sort vinter himmel over sig. Og nu var det allerede langt hen i foråret. Hun havde spilt den dyrebare vinter. Jarna havde alt for mange tanker. Det var godt hun ikke havde andet end tid. Hun havde kun tankerne. Hun skulle have fundet ud af hvad der var for en aftale en forkastet engel ville lave med det onde. Og hvordan hun kunne komme til det med Judaskysset. Hvis det da ikke var mere af ren medlidenhed at give ham det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...