Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
776Visninger
AA

22. Kap. 22 - Ondskab, engle og aftaler

Døren blev slået op. Forrest kom en stærk mand der så ud til at være i midten af tredverne. Og ingen var i tvivl om hvem han var. Jarna smilede stolt da hun så ham og hans imponerende følge. Det var det Onde selv og hans følge var de syv dødssynder. Han gik direkte hen til Jarna som stadig sad på gulvet. Hun nåede med nød og næppe at undvige fra det spark han sendte ud efter hende. ”Rejs dig!” Råbte han hvæsende. ”Min datter ligger ikke ydmyg på gulvet! Rejs dig!” Jarna så lidt op på ham, som for at sige: jeg gør da hvad der passer mig, men kom så langsomt på benene. ”Hvor vover du…” Begyndte han. Stadig råbende. Jarna smilede og lagde hoved på skrå. ”Jeg er også glad for at se dig.” Sagde hun venligt. ”Du ved hvem de andre er. Måske med undtagelse af Jacob. Jeg ville ikke gå ud fra at det at være naiv er noget der kan fange din opmærksomhed. Og jeg er sikker på de andre ikke tvivler på hvem du er.” Hun så rundt på de andre. Ingen sagde noget. Alle stod som forstenet. Jarna sukkede opgivende. ”Var det nødvendigt at bringe hele din helvedes hær med dig?” Spurgte hun. Han skulle til at komme med en forklaring om at dette langt fra var hele hans hær og at han kun kunne tage nogle få udvalgte med når han drog til menneskenes verden, men Jarnas åbenlyse ligegyldighed standsede ham. ”Min kære isflamme. Tag nu med os. Jeg har bedre ting for mine tjenere at lave end at forsøge at overtale dig til at tage med hjem.” Hun sukkede og satte sig på den nærmeste seng. ”Jeg kan lide menneskenes verden!” Svarede hun. Han så fornærmet på hende. ”Hvad er det du kan lide ved det her… Det her… Sted?” Spurgte han, med afsky i stemmen. Hun sukkede. ”Dens uskyld! Dens mangel på forståelse. Dens mangel på indsigt. Dens stærke lidenskabelige følelser. Der er lidenskab i alt hvad mennesker føler. Både had og kærlighed. Ja! Selv deres ligegyldighed! Far! Jeg vil have lov at blive!” Bad hun. ”Ikke tale om!” Udbrød han. Hun sukkede. ”Ja! Jeg tager altså ikke med frivilligt.”
Alt gik i stå et øjeblik. Menneskene, Jarna og dødssynderne standsede hver eneste bevægelse og vejrtrækning. Helvedeskongen vendte sig. Englen smilede til ham. ”Lad hende blive.” Sagde hun. Hun stod lænet op af dørkarmen og havde et venskabeligt glimt i øjet. Han sukkede. ”Er der nogen steder du ikke blander dig?” Spurgte han. Hun rettede sis ordentligt op og rystede de sorte vingers fjer. ”Du er passeret ind i mit domæne uden så meget som at give mig besked.” Svarede hun med myndig stemme. ”Jeg ville bare hente min datter.” Forklarede han. Hun så opgivende på ham. ”Som aldeles ikke vil med dig! Lad hende dog blive. En dag får hun nok og vender hjem. Det ved du. Hvordan var du ikke selv da du havde den alder?” Han sukkede. ”Du har da også svar på alt!” Snerrede han. Hun tilbageholdt et latterudbrud og så spottende på ham. ”Enten tager du og dine rotteunger tilbage og lader dem er nu engang er i menneskenes verden blive i menneskenes verden, enten til de dør eller til de vælger det som nu engang er bestemt for dem. Eller også skal jeg sørge for at størstedelen af dine dæmoner bliver arbejdsløse.” Truede hun. Han bed tænderne hårdt sammen i vrede og tilbage holdt et udbrud. Hun så længe på ham. Hans røde øjne flakkede, som om to blodrøde flammer var tændt bag dem. ”Hvad vil du have?” Spurgte han vredt. ”Så kom vi endelig til sagen!” Udbrød hun med sarkastisk glæde. ”Jeg vil have du lader barnet være!” Forlangt hun. Han vendte sig vredt mod hende og flamme vinger tændtes på ryggen af ham. ”Så fald dog ned. Hun skal nok komme hjem til dig. Altså fædre og deres døtre!” Hun sukkede opgivende. ”Jeg har en opgave til hende. Ikke en jeg kan tale om. Men hun skal møde en. En du vil synes om.” Englen smilede på en måde der vakte hans interesse. ”Du har altid haft en interessant bekendtskab, Nemesis.” Sagde han. Nu tydeligvis interesseret. ”Nemesis?” Udbrød hun. ”Jeg har ikke være Gudinden Nemesis i flere årtusinder.” Svarede hun. ”Det er hvad man får ud af at modarbejde de andre guder.” Sagde han. Hun sukkede. ”Ja. Men jeg fik til gengæld adgang til alle verdner. Guders og dæmoners, levendes og dødes. Som den eneste. Jeg er den eneste der har den magt.” Han smilede. ”Ja. Det er der mange af os andre der gerne ville have. Men tilbage til den plan du har for min datter.” Englen smilede. Hans røde øjne mødte hendes sorte i et langt øjeblik. ”Jeg har funder et menneske der vil udfordrer guderne.” Han så vantro på hende. ”Det passer ikke! Hvem ville dog være så dum?” Udbrød han. Hun smilede skyldigt. ”Det ville jeg åbenbart.” Sagde hun. Han så lidt på hende, som om han ikke forstod. Så begyndte han at le. ”Den trettende. Hende…” Han lo. Hun sukkede. ”Jeg glemmer aldrig hvor sur du blev da de gjorde dig menneske.” Fortsatte han. ”Og at du blev fanget uden nogen verden at hører til i, fordi du faktisk ikke eksisterer, tog du heller ikke så pænt. Men at den del af dig som blev menneske faktisk endelig er blevet gal nok i hoved over det… ja det må jeg nok sige. Og jeg som troede det var dig som havde et problem med guderne.” Hun så alvorligt på ham og han holdt op med at le. ”Hun er ikke vred over fortiden. Ikke ovre min fortid, i hvert fald. En ung pige døde. Barnet tog skylden. Og jeg fik vidst sagt noget med at guderne synes det havde tjent sit formål. Hun hader guder og tro og religiøsitet. Hun hader mig. En engel! Sig selv! Bare fordi hun vil have en så kaldt fri vilje.” Sagde hun opgivende. ”Og min datter vil blive i en verden hvor hun intet har at gøre.” Svarede han. De sukkede begge. ”Væk hende. Forklar hende vi er kommet til enighed. Men lad som sædvanligt ikke barnet få noget af vide. De skal jo helst tro de kom på det hele selv.” Han nikkede. ”Du tager dig af dit menneske?” Hun nikkede. ”Og lad hende nu ikke slippe af med at få sin vilje billigt.” ”Jeg er ondskaben selv! Hvad regner du med?” Udbrød han. Hun så alvorligt på ham. ”At hun er din datter.” Svarede hun tørt. Hun knipsede med fingrene og Jarna vågnede. ”Hey Beauty!” Sagde hun. Jarna gispede. ”Det er en Engel! Det er Englen! Englen med de sorte vinger!” Hun sprang hen til hende. ”Hvorfor har du aldrig fortalt du kendte hævneren? Er det rigtig den trettende lever nu?” Jarna standsede sine spørgsmål da englen så på hende med et glad smil. ”Det er et videbegærligt barn du har fået, må jeg sige. Og så er hun køn.” Englen smilede. ”Jeg har fået talt din far til rette. Men du kan ikke blive her for altid.” Jarna nikkede. Det vidste hun godt. ”Det har jeg heller ikke tænkt mig. Jeg vil bare gerne blive lidt endnu.” Englen smilede hemmelighedsfuldt til Ondskaben og forsvandt. ”Den Engel altså!” Udbrød han. Dæmonerne vågnede. ”Jeg må godt blive!” Udbrød Jarna glad. Han rystede på hoved. ”Jeg synes du skal tage med tilbage. For din egen skyld.” Hun rystede på hoved. ”I så fald lader jeg resten af dem vågne. Og du får ikke chancen for at slippe væk. Og du ved hvor du ender, når de får fat på dig.” Hun så bare koldt på ham, med de isblå øjne. Han sukkede. ”Vi tager af sted!” I det samme vågnede resten af flokken. Lige tidsnok til at se ondskaben og hans følge forsvinde ud af døren og Jarna der så efter ham. Så faldt hun sammen på gulvet. Lod han hende bare gå? Ville han virkelig ikke kæmpe mere for hende? Fik hun bare lov at blive?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...