Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
678Visninger
AA

21. Kap. 21 - Dæmonbarn

Jarna vendte sig og mødte et par velkendte grå øjne. Hun smilede. Draco så forundret på hende. Hans forbandelse prellede af på hende. Hun smilede bare. Sit søde uskyldige smil. ”Jeg har savnet dig Smukke!” Sagde hun og slap Harry, som var han fuldstændig ligegyldig. Hun vendte sig helt og trådte uden om Dumbledore, som var han bare en mindre forhindring i vejen for hende. Hun smilede bare. Draco havde tabt underkæben da han så hun var på vej hen i mod ham. ”Jeg kan sagtens klare Doloroso forbandelse.” Sagde han. ”Hvad er det her for djævelskab?” Hun smilede og lagde hånden mod hans kind. Han skubbede hende væk. Hun havde et ondt glimt i øjet da hun så på ham igen. Men med et forandres alt ved hende. Draco drejede sig og fik øje på Jacob. Han så skuffet på Jarna og vendte sig så om og satte i løb. Væk. Væk fra hende. Han havde set hende. han havde måske endda set at Dracos Doloroso ikke havde nogen effekt på hende. Jarna bed tænderne sammen og så væk. Draco sukkede. ”Han holder virkelig af dig. Hvorfor fanden bliver du ved med at sætte det på spil?” Spurgte han i det han trådte tættere på. Jarne trådte væk fra ham. Hun løb over til sengen hvor hendes tryllestav lå. Hun opfangede ud af øjenkrogen at Dumbledore var ved at se om det var muligt få liv i Harry. Jarna vidste han skulle være heldig. Harry var ikke død. Endnu. Men han var så afkræftet det ikke kunne vare længe. Jarna vendte sig mod Draco. De stod nu over for hinanden. Næsten som var de klar til en duel. ”Hvad foregår der her?” Udbrød en velkendt stemme bag dem. Jarna vendte sig og så Snape stå med Jacob ved siden af sig. Jacob havde tårer i øjnene og han forsøgte at vride sig fri af det greb Snape havde om hans arm. Jarna sendte Snape et iskoldt blik og skubbede sig forbi Draco. ”Slip ham!” Forlangte hun. Han slap Jacob med det samme. Jacob, som i Jarnas øjne tydeligvis havde mistet en hver fornuft, faldt bare grædende sammen på gulvet. Hun så alvorligt på ham, før hun opgav og vendte sin opmærksomhed mod Snape. ”Jeg synes du skal blande dig uden om!” Fortsatte Jarna sine forlangender. Men Snape blev stående. Draco så hvordan det provokerede hende at han ikke gik. Jarna fik et glimt af en bevægelse ved døren. En rødhåret dreng og en pige, som Jarna vidst nok kunne huske at have set sammen med Harry, når Draco og hans slæng var ude på ballade. Harry der stadig lå på gulvet, Dumbledore som sikkert ledte efter Madam Pomfrey, Jacob på gulvet, med tårerne løbende ned af kinderne i afmagt, Snape der stod ubevægelig over for Jarna og Draco der stadig havde sin tryllestav peget mod Jarna. Jarna overskuede hele situationen som den måtte se ud for de nyankommende. Hun trak vejret dybt og sparkede vredt til den nærmeste seng. Draco var hurtig. Han løb over til hende og satte sin tryllestav mod hendes strube. Det satte åbenbart også gang i Snape der også farede frem mod hende. Hun så Jacob langsomt komme på benene og smilede forsigtigt til ham, da hun fangede hans blik. Han så koldt op hende. Hun forsøgte et øjeblik at vride sig fri af Dracos greb, men det lykkedes hende ikke. ”Hvem er du Jar… Frøken Dark?” Spurgte Snape. Jarna rystede på hoved. ”Du skal spørge rigtigt for at få svar.” Sagde hun roligt. Hun fornemmede hvordan drengen og pigen kom nærmere. De gik vel på Harrys årgang. ”Hvad er du?” Spurgte Snape. Jarna smilede. Hun forsøgte endnu engang at vride sig fri fra Draco, men han holdt fast. ”Har du nogensinde hørt om Ondskaben selv?” Spurgte hun. ”Kongen over alle dæmoner. Han regere i helvede, hvor dæmonerne lever af de dødes smerte, had, fortvivlelse, håbløshed og alle de andre følelser i mennesker helst vil være fri for. Jeg er hans datter.” Svarede hun med is i stemmen. ”Og han kommer snart og henter mig. Hans dæmoner har hjemsøgt mine drømme i måneder. De vil have mig hjem. De syv dødssynder venter spændt på kongen giver op og henter mig selv. De følger med glæde med ham. De har det ligesom alle andre dæmoner. Menneskenes smerte er i menneskenes verden den sødeste vin. I helvede er det hele en stærk cocktail af det hele blandet sammen. Det er vidunderligt. Men på et tidspunkt får man nok og vil gerne her tilbage. Om end bare kort. Det hele er lettere at sætte pris på i helvede når man først har været her.” Alle stirrede lamslået på hende. Selv Dumbledore og Madam Pomfrey i den modsatte ende af lokalet. ”Jeg er ond, Jacob!” Sagde hun roligt, mens hun så intenst på ham. ”Jeg er ond! Din smerte, din mission, din håbløse naivitet! Jacob!” Endnu engang forsøgte hun at rive sig selv fri af Dracos greb, men han turde ikke slippe hende. Hun sukkede opgivende og fortsatte. ”Jacob! Giv slip! Accepter at der intet godt er i et dæmonbarn. Der masser af mennesker derude. Og du har ret. Der er noget godt i dem alle. Men bare ikke i mig.” Han tørrede tårerne bort. ”Jeg vil ikke bede dig om at blive. Men måske vil det hjælpe dig at forstå når han kommer. Han er her snart.” Jacob nikkede bare. Hvad kunne han sige? ”Slip mig Draco!” Forlangte hun. ”Slip mig!” Han lystere ikke. Og han stod alt for meget bag hende til at hun kunne dreje hoved og se bedende på ham. Han havde sandelig lært sin lektie. Det måtte hun give ham. Hun måtte bruge andre metoder nu. Hun så på Snape. ”Bed ham slippe mig. Jeg gør ikke noget. Det var ikke med vilje. Professor! Jeg beder dem! De må bede ham om at slippe mig!” Sagde hun og så bedende på ham med sine store, uskyldige, blå øjne. Ingen kunne stå fordi øjne. Og det var hele fælden ved dette dæmonbarn. Snape forsøgte at se væk. Han vidste det kun kunne gå galt. Men noget fast holdt ham. ”Slip hende!” Gav Snape efter. Draco så længe på ham. Jarnas øjne blev kun mere bedende. ”Så slip hende dog!” Råbte Snape. ”Red Harry!” Råbte hun, Så snart hun var fri. Hun lod sig synke sammen på gulvet og fornemmede kun tumulten omkring Harry som meget fjern. Så begyndte tårerne. Hun sad stille. Helt indtil hun mærkede en varm velkendt hånd mod sin skulder. Hun så op og ind i Jacobs grønne øjne. Han satte sig trist ved siden af hende. ”Så det er derfor det hele er så fucked-up i nærheden af dig?” Spurgte han. Hun nikkede. ”Det var ikke med vilje!” Svarede hun. Han nikkede. Det sagde hun jo altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...