Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
647Visninger
AA

20. Kap. 20 - Harry

”Hvor skal jeg begynde?” Spurgte hun. ”Ved begyndelsen?” Foreslog han. Hun trak på skulderen. ”Hvad hvis der ikke er sådan en?” Spurgte hun. I det samme kom Madam Pomfrey løbende. ”Reevit! Dark! Ud! jeg henter dig senere Dark! Lige nu er Hr. Potter på vej.” Sagde hun generede Jacob og Jarna ud. Jarna fik et glimt af en sorthåret Griffindor elev som hun ikke kendte. Hun havde set ham før. Han gik på Malfoys årgang, og Malfoy hadede ham. Ellers kendte hun ham ikke. Og Jacob hev hende med sig, ingen hun fik set ordentligt på ham. ”Hvem er han?” Spurgte hun interesseret Jacob. Jacob så forbløffet på hende. ”Ved du ikke det?” Spurgte han. Hun rystede på hoved. ”Det er Harry Potter!” ”Hvem?” Spurgte hun. Han så alvorligt på det. ”Ved du det ikke? Har du aldrig hørt om Harry Potter?” Hun rystede igen på hoved. Og så gav Jacob sig til at fortælle historien om den berømte Harry Potter.


Da Jarna hen af aften igen kom op på hospitalsfløjen, lå i den anden ende af salen. Og efter at Madam Pomfrey havde tvunget mad i hende gik Jarna stille over til ham. Hun så interesseret på ham. Han var to år ældre end hun var. Altså 6. års elev. Hun gik lydløst over mod ham. Mon han sov? Han drejede sig og så på hende. Han så venlig ud. Han smilede til hende. Hun smilede tilbage. Hun fik et glimt af det ar han havde i panden og som Jacob havde talt om. Harry satte sig op. Han så såret ud. ”Hvad er der sket?” Spurgte hun roligt. Han smilede. ”Jeg fik lidt problemer under min Quidditch-træning…” Hun smilede. ”Du er søger, ikke?” Han nikkede. ”Hvem er det du er?” Spurgte han. Hun smilede og satte sig på sengen ved siden af hans. ”Dark. Denjarna Dark.” Han nikkede. ”Du er Malfoys veninde.” Hun rystede på hoved. ”Jeg snakkede med ham tidligere. Men vi var aldrig venner eller noget der bare minde om det.” Harry nikkede. ”Og du skulle så være Harry Potter? Du ser ikke ud af meget.” Hun så vurderende på ham og han måtte le. ”Jeg har hørt du skulle være lidt speciel. Nu forstår jeg hvad de mener.” Sagde han. Hun smilede. ”Hvad er det mellem dig og Malfoy?” Spurgte hun. Han trak på skulderen. ”Vi kan bare ikke lide hinanden.” Sagde han undvigende. Hun nikkede. ”Okay.” Hendes korte svar beroligede ham. Hun ville ikke begynde at forlange en masse svar. ”Hvad laver du så her? Du ser da rask nok ud.” Hun smilede svagt og mødte hans blik, med sine blå øjne. Hun rakte ham sin hånd. ”De prøver på at jeg skal blive varm igen.” Sagde hun, da han tog i mod hendes isnende hånd. Og selv om hun holdt igen på kulden af alle kræfter, netop for ikke at skræmme ham, var det tydeligt at kulden overvældede ham. Hun trak hånden til sig. ”Hvad kollegium går du på? Og hvad årgang?” Spurgte han. ”4. år… Og det er mig uden kollegium.” Han så lidt på hende. ”Du er Jarna! Er du ikke?” Spurgte han. Hun nikkede. ”Dumbledore nævnte dig. Han siger du nu virker alle tiders.. Eller… det var vist ikke lige de ord han brugte.” Hun smilede. ”Sagde han det?” Spurgte hun. Han nikkede. ”Ja. Eller noget der mindede om det. Han var glad for du var her. Så du havde t godt sted at være. Og nogen som tog sig af dig.” Hun nikkede trist. ”Jeg bliver nok ikke så længe.” Svarede hun. Han så undrende på hende. ”Lærerne har ledt efter en grund til at smide mig uden siden jeg startede. Og jeg tror de snart har argumenter nok.” Han så trist på hende. ”Det ville da være surt. Specielt nu hvor vi lige har hilst på hinanden.” Hun smilede smigret. De blå øjne havde ikke mistet deres indsmigrende evner. ”Snakker du meget med Dumbledore?” Spurgte hun. Han trak på skulderen. ”Det gør jeg vel. Jeg er vel en af de elever der snakker mest med ham. Jeg tror han ser mig som en af sine ynglings elever.” Hun smilede. Han sagde det ikke pralende. Kun som svar på hendes spørgsmål. ”Jarna!” Jacob stod i døren. Harry nikkede til hende. Hun kunne bare gå.
”Jeg har lige hørt Dumbledore tale med et par af de andre lærer. De vil have dig smidt ud. Zabini har åbenbart sladret, på trods af at han selv var ude efter senge tid. Kun Dumbledore synes du skal blive. Og det er kun fordi de ingen steder har at sende dig hen.” Hun mærkede vreden komme. Jacob så alvorligt på hende. ”Du må hellere finde på en god historie snart. Ellers er du på vej væk herfra allerede i aften.” Hun nikkede. Han vendte sig og skulle til at gå. ”For resten,” tilføjede han og så undrende på hende. ”Snape synes også du skulle blive. Hvordan har du bestukket ham?” Hun smilede undskyldende og skubbede ham ud igen. ”Jeg finder på noget. Tak!” Han så bekymret på hende og gik.
”Han virker sød.” Sagde Harry, da hun igen satte sig over for hende. Hun nikkede. ”Hvem er han?” ”Han er fra Rawenclaw. Jeg har haft problemer allerede siden første år. Han har reddet mig mange gange. Han følger mig til timer og til måltider og passer på mig. Han sørger godt for mig.” Svarede hun. ”Har han gjort det i 4 år?” Spurgte Harry. Hun trak på skulderen. ”3. det var først sidst i vores første år, han fik den uheldige opgave.” Sagde hun trist. Harry så lidt på hende. De blå øjne. Den blege hud, som var alt for kold. Hun virkede så indtagende, så sød. Som et lille uskyldigt barn. Hvorfor lå der så hele tiden den advarsel i ham om at passe på? Hun smilede. Han fortabtes i flere lange sekunder i det blå. Mon hun selv vidste hvor forfærdelig smukke de øjne var? Hendes hånd rørte hans. Hvor var den dog kold. Hun smilede. Hendes anden hånd lagde sig mod hans kind. Han kunne ikke reagere. Kulden og det blå tryllebandt ham. På en måde han ikke brød sig om. Han ville rejste sig, skubbe hende væk, et eller andet. Hendes kolde hænder hev ham op at stå. De blå øjne slap ikke hans. Hun lænede sin isnende krop ind mod ham. ”Dumbledore smider mig ud. Han sendte mig brevet. Jeg burde aldrig være kommet. Men han accepterede mig som elev. Han slipper ikke af sted med det. Ingen af dem gør. Snape lystrer allerede. Men du er måske min eneste chance for at ramme den kærer rektor.” Hviskede hun ondt. Og i samme øjeblik hun færdiggjorde sætningen, mærkede han hvordan al hans energi blev suget ud af ham og over i hende. Gennem de alt for kolde hænder. Hun skulle slippe. Han ville skrige af smerte, men kunne ikke. Alt blev til smerte inde i ham. Hendes kolde hænder. Den ene hvilede ved hans nakke. Den anden holdt hans hånd. Hun sugede al hans livskraft over i sig. Jarna mærkede energien. Suget. Det stærke sug i maven. Hans smerte og hans livskraft. Om få sekunder ville han være død. Og hun ville være endnu mere magtfuld end før. Hun mærkede en stærk hånd på sine skulder og en stav der blev presset mod sin ryg. Dumbledores stemme hviskede i hendes ører. ”Slip ham!” ”Aldrig!” Hviskede hun tilbage, og lod et par iskolde læber strejfe hans kind. ”Aldrig!” Hun lod kulden løbe gennem hans hånd til han var tvunget til at slippe. Kraften fra Harry hjalp en hel del. ”Dolor!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...