Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
642Visninger
AA

2. Kap. 2 - Intet kollegium

 
Hun sukkede højlydt. ”Jeg vil ikke mere!” Proklamerede hun. Drengene så alvorligt på hende. ”Det kan du ikke mene, Dark!” Udbrød Malfoy. Hun koldt på ham med sine blå øjne. Han sukkede opgivende. ”Hvorfor?” Spurgte han så. Hun satte sig ned ved bordet og sukkede. ”Det giver bare ingen mening. Jeg mener… det var sjovt først… Men nu er det ligesom… bare lidt lige meget.” Sagde hun tøvende. Drengene så betaget på hende, som de altid gjorde. Hun mærkede og nød deres blikke. Hun var kun en første års og at hun var sej nok til at en flok tredje års synes hun var cool var hun selv ret stolt over. Malfoy, slængets leder, så længe på hende. ”Du mener det altså.” Hun nikkede alvorligt, mens hun strøg sit tynde, fine, lyse hår om bag ørerne. ”Okay.” Sagde han så. De andre så overrasket på ham. ”Men du sover vel stadig hos os, ikk’?” Hun nikkede og smilede. ”Selvfølgelig. Hvor skulle jeg ellers sove?” Svarede hun. ”Aner lærerne stadig ikke hvor du sover?” Spurgte Crabbe. Hun rystede på hoved. ”De har ingen anelse. Og det har ellers stået på i flere måneder. Men de aner ikke hvor de skal anbringe mig. Og Dumbledore nægter at smide mig ud. Jeg fatter ikke han lod mig blive, selvom fordelingshatten nægtede at fordele mig.” Svarede hun smilende. ”Hvad sagde hatten til dig?” Spurgte Malfoy og drengene satte sig til rette for at hører hende fortælle. Hun satte sig op på bordet op af væggen så de alle sammen kunne se hende så hun rettede ryggen og begyndte. ”Den kendte mit navn og min slægt. Dark er et godt navn. Og så gik der længe. Ren tavshed.” Hendes blik flakkede rundt mellem dem. Hun fortalte altid spændende. Hun havde en evne til den slags. ”Du er ingen ven! Sagde den alvorligt til mig. Hufflepuff er udelukket! Rawenclaw.. Hmm! Nej! Duer heller ikke! Du har intelligensen, men… ikke en stræbers vilje. Hvad har vi så, hvad har vi så…” Fortsatte hun, mens hun forsøgte at efterligne hatten stemme. Drengene fulgte smilende og interesseret med. ”Slytherin! Tja… Du er stædig! Og du har det lette tag på reglerne som ville passe godt til stedet, men… Nej! Du skyr godt nok ingen midler, men det er ikke for at nå målet, nærmere bare for at afprøve midlerne…” Hun så rundt på dem igen. De virkede spændte. ”Griffindor! Udbrød den meget dramatisk. Nej! Det kan ikke passe… Her passer du heller ikke. Du har dog noget der kunne ligne mod. Men! Intet mod uden frygt! Og du har ingen frygt og derfor intet mod!” Hun standsede. ”I kender resten. Det var det den sagde højt.” Drengene nikkede. ”Jeg vil ikke! Jeg nægter at placere hende! Hun hører ikke til nogen af stederne!” Sagde Zabini højt, også han forsøgte at efterligne hattens stemme. Jarna smilede henrykt. Det var han god til. ”Men..” Fortsatte hun. ”Den tilføjede stilfærdigt til mig: Her hører ondskaben ikke til.” Sagde hun roligt mens hun rejste sig. Drengene så længe på hende. I dyb tavshed. Alle andre havde en sådan tavshed nok have foruroliget. Men Jarna lod som ingenting. Drengene vidste at hun var ond. Men sådan at få sat ord på det, på den måde skræmte dem nu alligevel mere end de havde forventet. ”Vi ses i aften!” Sagde hun og vinkede i det hun forsvandt ud af biblioteket.


”Det kan ikke fortsætte sådan Albus!” Jarna for ind i skyggen ved lyden af Professor McGonagalls stemme. ”Jeg ved det Minerva. Men hvad skal vi gøre. Alle lærer fortæller at pigebarnet har en evne til at forsvinde så snart i taler om hendes situation som hjemløs.” Svarede Dumbledore. ”Du skulle have sendt hende hjem. Var fordelingshattens advarsel ikke nok. Og nu er 7 døde. Uanset hvilket kollegium hun har boet på eller hvilken sovesal. Og nu er der ingen der ved hvor hun sover. Eller om barnet overhoved får noget søvn.” Fortsatte McGonagall stædigt. ”Hun skulle være blevet sendt hjem for længe siden.” Jarna hørte rektoren sukke. ”De siger mærkelig ting sker omkring hende.” Sagde han eftertænksomt. ”Mig vil hun ikke tale med.” ”Hun vil ikke tale med nogen.” Svarede McGonagall. ”Magien er stærk i hende. Og hun har brug for at lærer at styr de kræfter. Vi kan ikke sende hende væk, Minerva.” Jarna hørte at de begyndte at gå ned af gangen og forsvandt i den retning hun var kommet fra. Hun kunne finde en anden vej ned mod krypten og Slytherins sovesale. Hun kendte et par genveje der sikrede hun ikke behøvede kodeord.
Hun tænkte en del på vejen. Hun vidste at hun burde være blevet sendt hjem den aften hun var kommet. Hvis hun da nogensinde skulle have været optaget på skolen. Men alligevel. Hun ville ikke give sig frivilligt. Hun ville blive. Desuden var der mere her at udforske end hjemme. De syv der var døde… Hun kom til at tænke på dem. Godt ingen kunne bevise noget. Og ingen havde mod nok til at beskylde hende for noget når hun var der. Det var de blå øjnes gave, men også deres forbandelse.
Hun nåede Slytherins sovesal for 3. års drengene og smuttede forsigtigt ind af døren. Malfoy smilede da han så hende. ”Så kom du alligevel.” Hun smilede tilbage. ”Ja! Selvfølgelig. Det var her eller en stol i biblioteket. Og i biblioteket er der altid risikoen at jeg kan blive opdaget af Filch.” Svarede hun med et smil og smed sig på han seng. Han smilede og lagde sig ved siden af hende. ”Du kan ikke blive her for altid ved du nok.” Hun drejede hoved og så på ham. ”Det ved jeg da godt.” Svarede hun roligt. ”Men så finder jeg ud af noget til den tid.” Hun lød ikke det mindste bekymret. Malfoy strøg hende over håret. ”Ja. Det gør du vel.” Svarede han stille. Hun smilede sit uskyldige smil og drejede sig helt om på ryggen igen. Drengene smilede af hende. Malfoy sukkede opgivende

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...