Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
636Visninger
AA

19. Kap. 19 - Snapes besøg

Jarna vågnede op næste dag. Tilbage på hospitalsfløjen. Som efterhånden føltes mere som et fængsel. Hun havde boet der så længe nu. Det var en måned siden hun havde brugt en hel nat på at kravle fra sengen og over til døren på sit værelse. Hun trængte til en stor åben himmel, til blæst og til regn. Hun ville uden for. Hun ville mærke vejret. Hun ville gå bland mennesker igen. Hun følte sig fanget. Jacob havde våget over hende hele natten. Han sov på stolen ved siden af hende. Hun stod lydløst op og gik over til vinduet. Hun åbnede det og mærkede vinden. Hun rakte hænderne ud og et øjeblik efter stod hun lænet langt ud af vinduet. Hun fik et chok da en greb fat i hende bagfra og hev hende ind. Hun vred sig fri og vendte rundt. Snape stod bag hende. Han lukkede vinduet. ”Vi kan ikke have du falde ud.” Hun så ned i gulvet. ”Du ser ud til at have det bedre.” Hun nikkede uden at løfte blikket. Han så alvorligt på hende længe. Hun rørte sig ikke. ”Jeg ville bare se til dig.” Hun løftede langsomt hoved. ”Okay.” Svarede hun stille. ”Og så ville jeg snakke med dig om hvordan det går. Hvis du vil? Jacob ser ikke ud til at have det store held. Så det har jeg måske heller ikke?” Hun kunne godt hører hvor det bar hen. Hun gik med tunge skridt over til sengen og satte sig. Jacob var gået. Det havde hun slet ikke hørt. ”Frøken Dark…” Begyndte Snape mens han satte sig på stolen. ”Jarna!” Afbrød hun ham. ”Jeg synes ærlig talt at vi efter omstændighederne godt kan tillade os at være dus i enerum.” Han måtte smile. ”Jarna, så!” Rettede han sig selv. ”Hvad er det der sker?” Jarna trak på skulderen. Snape rakte hånden ud og tog hendes arm. Hun hverken forstærkede kulden eller trak sig væk. Han hev hendes ærme til side og afslørede en hel række ar på hendes arm. Han så alvorligt på dem. ”Hvordan har du lavet dem?” Spurgte han. ”En kniv.” Svarede hun. ”Hvorfor?” Hun trak på skulderen og så væk. Grebet om hendes arm strammedes. Hun rettede blikket mod ham igen. ”Hvorfor?” Gentog han. ”Fordi det var lettere.” Svarede hun. ”Fordi jeg skal leve med mig selv. Jeg skal acceptere det jeg ser, hver gang jeg passere et spejl. Jeg skal acceptere det jeg ser ikke er menneskeligt. Jeg skal acceptere det væsen er mig.” Han slap hende, som havde han brændt sig. Hun hev et stykke papir frem fra under hovedpuden, den blev godt krøllet sammen. Hun smed det vredt efter ham. Han rejste sig og samlede det langsomt op. Han så hvordan hun fortrød. Hvordan hun ville ønske hun kunne tage papiret tilbage. Men det var for sent. Hans øjne gled allerede hen over ordene på siden.


”I Hate.

I look into the mirror and I hate the girl I see
I hate her for no reason, except that she is me.

I hate the girl I see,
when I look into the mirror

I hate her eyes
they look so sad
I hate her tears
they make me mad
I hate her lips
who never smile.
I hate her look.
Or maybe not
I guess I just hate her.


I hate her every move.
I hate her every choice,
she makes so wrong decisions.
I hate the way she wastes her life,
she doesn’t live at all.
I hate the way she wastes her time
like she doesn’t fear the fall.
I hate her because she doesn’t even try.
I hate her for wasting her life
like she would rather die.


I hate her for being alone
I hate her for being no one
I hate her for being the one, they never see
But most of all:
I hate her for being me”


Læste han. Hun krympede sig ved hans ord. Skulle han absolut læse det højt? Hans ord havde ingen magt over hende. Men det havde hendes egne. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være? Han betragtede hende. Hvordan hun virkede bange. ”Du skal have hjælp.” Sagde han stille. Hun rystede på hoved. ”Lad mig være!” Hvæsede hun da han satte sig ned over for hende igen. Hun rykkede væk og faldt ned på den anden side af sengen. Han smilede. Hun blev liggende. Måske havde faldet banket lidt fornuft ind i hende. Hvem vidste? Han rejste sig og gik om og hjalp hende på benene. Hun så koldt på ham. ”Du kan ikke gøre mig noget. Du kan ikke sige noget til nogen. Og det ved du godt.” Han nikkede. ”Det ved jeg godt. Men måske skal du være ærlig og fortælle hvad der foregår.” Hun trak på skulderen. ”Frøken… Jarna, hvis du ikke fortæller os hvad der er galt, kan vi ikke hjælpe dig.” ”Det beder jeg heller ikke om.” Svarede hun. Svaret overraskede ham lidt. Selvfølgelig bad hun ikke om det. Men var hun virkelig ikke interesseret i hjælp? ”Frøk.. Jarna,” Han rettede sig selv hver gang. Hun så koldt på ham. ”Hvad vil du?” Spurgte hun. ”Hvad er du her for? Skal du have lettet din samvittighed over noget som skete for et halvt år siden? Kan du ikke komme over at jeg faktisk lå med dig frivilligt, eller kom du for at spørge om det kunne gentage sig? Du er her jo ikke fordi du gerne vil vide hvordan det går. Du er her fordi du føler du skylder mig noget. Det gør du ikke.” Hun talte hurtigt og han fik ikke en chance for at afbryde eller forsvare sig. Hendes blå øjne flammede koldt. Han veg tilbage. ”Gå. Nu. Mens du stadig har chancen.” Hvæsede hun, med et fraværende blik. Snape flygtede ud af hospitalsfløjen. Og havde nær væltet Jacob som kom tilbage. Jarna satte sig på sengen. Hendes helt egen personlige fængselscelle. Hun sukkede og lagde sig og så op i loftet. Han satte sig på kanten af sengen. ”Jarna! Jeg skal have svar. Du er nød til at fortælle mig det hele. Ellers går jeg. Og så kommer jeg ikke igen.” Hun satte sig op og så på ham, med sine store, kønne, isblå øjne. Hun nikkede. ”Okay. Du skal nok få det hele af vide.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...