Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
669Visninger
AA

18. Kap. 18 - Dæmoner

Jarna vågnede med en gispen. Dæmonerne havde hjemsøgt hende igen. De ville have hende med. Væk fra menneskenes verden. Hun ville ikk med. Der var så meget at opleve blandt menneskene. Og hun kunne jo sagtens overleve. De havde sorger og smerter. Selvfølgelig var de også glade og lykkelige ind i mellem. Men mennesker var jo generelt ret lidenskabelige i alle deres følelser. Og de kunne hade. Et grænseløst had der gjorde dem helt syge og dårlige. Den slags had fandtes ikke blandt dem. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være? Hvorfor? Hvorfor måtte hun ikke leve blandt mennesker? Og hvorfor skulle Jacob hele tiden spørge? Hvordan skulle hun nogensinde forklare ham det hele? Det var kort efter midnat. Havde Madam Pomfrey glemt hendes beroligende drik? Hun vidste hun fik den hver nat omkring dette tidspunkt. Hun vidste det var deromkring drømmene blev skubbet bort. Hvis det da var drømme. Jarna havde en stærk fornemmelse af at det var mere end det. Det var mørkt. Alt var tyst og stille. Hun stod op og løb lydløst hen til døren. Hun havde været herinde alt for længe. Nu skulle hun ud. Hun løb gennem de mange korridorer og fornemmede hver eneste elev der havde mareridt eller som ikke kunne sove. Hun fornemmede en forkølelse hos en 7. års elev som læste op fordi eksamen nærmede sig. Hendes kraf rakte længere end nogensinde følte hun. Hun havde en fornemmelse af at hendes kræfter ikke længere var begrænsede af mure, afstand og…. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun følte ikke sine kræfter begrænset af tiden eller af verdenen. Det var dæmonernes værk. De ville lokke hende med over. Det var sikkert dem som vidste hende en forsmag på de kræfter hun kunne få hvis hun ikke holdt fast i menneskenes verden. Hvorfor skulle hun overhoved kunne hører til hos dem?
Hun fortsatte uden for. Stadig i natkjole og barfodet. Hun så sig om. Mørket herude gjorde hende tryk. Men hun vidste dæmonerne sikkert gerne ville havde hende ud. Hun stod længe på trappen og betragtede den stjerneklare nattehimmel. ”Jeg har savnet dig.” En varm hånd lagde sig på hendes iskolde skulder. Hun drejede hoved og så Zabini ved sin side. Hun vendte sig og begyndte tavst at gå. Han greb hendes arm, men gav et skrig fra sig da en dødeligkulde løb hele vejen fra hans hånd til skulderen. Hendes isblå øjne mødte hans. Hun smilede ondt og gik inden for. Han løb efter hende. ”Dark! Dark!” Hun svarede ikke og fortsatte bare med at gå. ”Dark! Vent.” Fortsatte han. Hun reagerede stadig ikke. Han indhentede hende da hun begyndte at gå op af trappen. Og i samme øjeblik han skulle til at gribe ud efter hende igen, vendte hun sig om og lagde en iskold hånd om hans hals. Hun sugede energien fra ham. Han mærkede hendes kulde opfylde sig. Han frøs til inden i. Hun mærkede hvordan ordene knap nok kunne formes i hans hoved. Selv tankerne frøs til. Hans blod ville størkne om få sekunder. ”Du burde være i seng nu.” Hendes stemme var kold. Alt for kold. ”Jarna!” Det var Jacob. Jarna slap Zabini og satte i løb væk. Jacob løb efter hende. han stoppede et øjeblik da han stod ud for Zabini som var faldet sammen på gulvet, men besluttede med det samme at sætte efter Jarna.

Han fandt hende et sted i krypten. Kulden holdt ham væk. Den var stærk nu. Hun sad op af væggen et par meter fra ham. Men han kunne ikke komme et skridt tættere på. Han satte sig ned. tålmodigt ventende. Hendes isblå øjne flammede koldt. ”Hvad vil du?” Hvæsede hun, men en stemme der ikke var hendes. Som en ildstemme. En fremmed, fjern, dyb stemme. Det var hendes læber der bevægede sig, men det var ikke hende der talte. Han rykkede uvilkårligt et par meter tilbage. Hun rejste sig og gik tættere på. Hendes øjne lyste rødt. ”Lad hende være!” Sagde stemmen som ikke var hendes. Røde flammer skød om omkring Jacob. En cirkel af ild lukkede ham ind. Jarna trådte stadig tættere på. Det røde i hendes øjne lyste vildt. Som røde flamme, der flakkede lige bag hendes øjne. ”Lad hende være!” Gentog stemmen. Jacob forsøgte at rejse sig. Men kunne ikke. Han lå på gulvet, i en cirkel af ild. Jarna svævede hen over cirklen. Hendes røde øjne så rundt, som om de søgte efter ham. Hun svævede over gulvet et halvt minuts tid, mens de røde øjne forgæves forsøgte at få øje på ham. Så landede hendes fødder på gulvet, flammerne omkring dem slukkedes og det røde i Jarnas øjne slukkedes. Hun faldt livløs sammen på gulvet. Jacob kravlede væk fra hende. skrækslagen. Først efter at han i flere minutter havde ligget og iagttaget hende indgående, efter den mindste bevægelse, bevægede han sig tættere på. Hun trak ikke vejret. Han rakte prøvende hånden ud. Hun virkede febervarm. Han drejede hende rundt, så hun lå på ryggen. Et øjeblik slå hun øjnene op og de var stadig røde. Jacob flyttede sig uvilkårligt flere meter væk. Han foretrak de blå øjne når det kom til stykket. Hun rørte sig ikke. Denne gang gik der lidt længere inden han vågede sig nærmere. Hun så bleg ud i mørket. Og hun var iskold. Det beroligede ham på en måde. Først da han fornemmede et isblåt lys under de lukkede øjenlåg, følte han sig igen sikker

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...