Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
835Visninger
AA

17. Kap. 17 - Smerte

”Og hvad så hvis jeg er mere sikker her?! Hva’? Hvad så hvis der sker ting hvis i lukker mig ud? Hvad så? Hvem skal stå til regnskab for det? Det skal jeg!” Råbte hun af ham. Han fornemmede hun manglede ord. Ord til at forklare noget hun aldrig havde behøvet at forklare. ”Ting sker, Jacob! Det er ikke noget jeg vælger! Men jeg nyder at mærke det!” Han så bare på hende. Uden at kunne finde svar. ”Kan du huske hende pigen er døde? Hende den første?” Han nikkede. ”Jeg slog hende ihjel!” Jacob følte sig tør i halsen. Han kunne ikke få et ord frem. Og der var ingen svar at give. ”Hun var heroppe efter vores første flyvetime. Madam Pomfrey sikrede at der intet var galt. Den aften blev hun syg. Jeg kunne mærke det fra min seng. Hvordan hun langsomt blev fortæret indefra. Jeg mærkede det. Jeg nød det. Hun blev flyttet her op den nat. Næste morgen var hun død.” Jacob så bare på hende. Havde stadig ingen svar. ”Jeg slog hende ihjel. Jeg nød at mærke hende lide. Jeg måtte samle alle mine kræfter for ikke at få lærerne til at lade hende ligge på sovesalen. Så jeg kunne mærke hendes liv ebbe ud. Hun døde langsomt og smerte fuldt. Jeg længtes efter en lignende smerte hos en hver anden jeg mødte. Ligesom en vampyr tørster efter blod. De seks andre der døde år var også min skyld. Den sidste lagde jeg hænderne mod hendes brystkasse. Jeg lod min kræft glide over i sygdommen. Den fortærede hende, med langt større hastighed og smerte end nogen af de andre. Jeg har aldrig følt noget lignende. Hendes død, hendes smerte, blev den mest livgivende kilde for mig. Det tog kun få minutter. Så var hun væk. Død.” Jarna gispede ved de sidste ord. Som havde hun netop genoplevet det hele. Jacob måbede bare. ”Du bad om svar.” Hun satte sig ned ved siden af ham. ”Jeg har kun ondskab til dig.” Han begyndte langsomt at hive efter vejret. Hun så alvorligt på ham indtil han faldt til ro. ”Og det har du ikke fortalt nogen før?” Hun trak på skulderen. ”Næh. Skulle jeg da det?” Han så frem for sig. Med et chokeret tænksomt udtryk i ansigtet. ”Jarna…” Han tøvede. ”Jeg har brug for at tænke.” Hun nikkede. ”Madam Pomfrey lader mig stadig ikke gå ud herfra. Hvilket jeg tror er meget godt. Så du må jo nok hellere selv gå hvis det er.” Han nikkede. Hun greb hans arm da han rejste sig. Han mødte for første gang den sidste halve time hendes blik. ”Kom tilbage! Jeg har brug for dig!” Han hev langsomt sin arm til sig. Kunne ikke svare. Hun forlangte det åbenbart heller ikke.


”Det er fortid. Jeg skal bruge svar for nu? Jeg skal vide hvorfor du gjorde det mod din arm. Jeg vil vide om kulden. Jeg vil vide hvorfor du græder når du drømmer. Jeg vil vide hvad du er bange for.” Hun trak på skulderen. ”Okay!” Han så overrasket på hende. Okay? Bare sådan? ”Spørg løs. Jeg vil ikke love jeg kan svare. Men bare spørg.” Hun satte sig til rette på sengen og så afventende på ham. ”Armen først! Hvorfor?” Hun så tænksom ud. ”Jeg kan ikke huske det. Måske skulle jeg bare mærke smerte. Og så var det vel værd at se om min egen også virker. Så jeg ikke behøver gå ud og gøre skade på andre.” Han nikkede. ”Var det for smerten du sårede Malfoy og de andre?” Hun så overrasker på ham. Så nikkede hun. ”Vi blev uvenner over noget. Kun Malfoy var i stand til at sætte sig ud over det. Men det holdt ikke så længe. Det er rart at passere dem på gangene. De er så sårede og vrede. Det er rart. Alle de negative følelser i har – det er dem jeg godt kan lide.” Sagde hun eftertænksomt. ”Det er som om det er nok. Som om jeg kan leve af dem, og dem alene.” Han trak vejret dybt. ”Kan du kontrollere kulden?” Hun nikkede. ”Men kun lidt.” ”Okay. Hvad med drømmene?” Hun blev tavs. ”Kan vi ikke snakke om noget andet?” Han rystede på hoved. ”Så har jeg ingen svar til dig.” Sagde hun stille. Hans hånd rakte ud efter hende. En ubærlig kulde slog i mod ham allerede inden han rørte hende. Han sukkede. ”Hvorfor Jarna? Hvorfor må jeg ikke komme indtil dig?” Hun drejede hoved og så på ham. ”Fordi du ikke har noget at gøre der!” Hendes stemme var kold. De blå øjne flammede isnende. Hvorfor skulle det være så svært med hende? Han så væk. Væk far hende, væk fra kulden. ”Hvad skal jeg gøre, for at du stoler på mig?” Hun slog blikket ned og trak langsomt på skulderen. ”Hvorfor vil du så gerne vi skal stole på hinanden?” Spurgte hun omsider. ”Det vil jo bare gøre ondt.” Han så på hende. Det lød virkelig som om hun ikke forstod det. ”Jeg vil blive her hos jer.” Sagde hun og lagde hoved mod hans skulder. ”Menneskenes smerte er så sød.” Han forstod ikke. Men det var også ved at være sent. Hun skulle sove. Han lagde hende ned og trak dynen hen over hende. ”Sov Jarna. Vi snakker videre når du er frisk til det.” Hun gabte og nikkede. Han overvejede hvordan hun mon havde det med drømmene? Mon de stadig skræmte hende? Der var ingen svar at hente. Hun var tavs og stille. Hun var som en lukket bog han ikke kunne åbne. En bog han så gerne ville læse. Eller bare forstå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...