Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
647Visninger
AA

16. Kap. 16 - Drømmene


Jarna fik det værre ugen efter. Kulden tog til og hun forsøgte ihærdigt at slippe for at spise. Hun talte knap nok til Jacob og ofte så hun bare væk når han kom for at besøge hende. Madam Pomfrey sagde hun græd sig selv i søvn hver aften. Jacob fik et enkelt glimt af nye ar på hendes arme. Hun blev tavs og fjerne igen. Allerede ved weekenden var kulden blevet værre end før de fik hende til hospitalsfløjen. Jacob var fortvivlet. Han blev væk derfra et par dage.
Da han en eftermiddag løb ind i Draco Malfoy blev det ham Jacobs vrede og frustration gik ud over. Han var vred over at Malfoy slet ikke havde set til Jarna. Han var vred over at han alene stod med opgaven at skulle passe på hende. Jacob blev bragt til hospitalsfløjen senere den dag. Draco og hans slæng ville ikke hører mere om Jarna. Og det endte med et slagsmål. Hvor Jacob selvfølgelig fik bank.
Da lærerne havde talt med ham og var gået kravlede Jarna ud af sengen. Hun gik forsigtigt over til ham. Hun var barfodet og han hørte hende ikke. Først da hun satte sig på kanten af hans seng. Han drejede sig og så på hende. ”Hva vil du?” Spurgte han vredt. ”Du er godt dum.” Smilede hun. Han så uforstående på hende. ”At gå efter Malfoy!” Hun smilede smigret. Selvom hendes tonefald afslørede hun havde mest lyst til at le af ham. ”Hvem siger jeg gjorde det?” Spurgte han. Hun smilede. ”Dine øjne.” Svarede hun. ”Din stemme da du nægtede at fortælle lærerne hvem der havde banket dig. Mærket på din kind. Jeg kender det. Det er Malfoy.” Hun smilede. Hvor virkede hun glad. Hvor var det dog længe siden han havde set hende sådan. Han måtte smile tilbage. ”Gør det ondt?” Spurgte hun og lagde hånden mod hans kind. Han gispede da kulden overvældede ham. Hun trak hånden til sig. Hun så koncentreret ud længe. Så lagde hun forsigtigt sin hånd mod hans. Kulden var til at holde ud. Han så forundret på hende. Hendes glæde smittede af på ham. ”Du kontrollere kulden?” Spurgte han, mens han satte sig op. Hun nikkede. ”Lidt. Men det kræver mange kræfter.” Han nikkede, uden at tage blikket far hendes hånd. ”Jarna?” Spurgte han forsigtigt. Hun så på ham. ”Kan du ikke fortælle mig lidt? Vil du ikke nok forklare?” Hun blev tavs. Hev hånden til sig. Hun rystede på hoved. Han strøg hendes kind. Kulden tog langsomt til. ”Jarna?” Han så indgående på hende. Hun mødte ikke hans blik. ”Jarna?” Blev han ved. Hun rejste sig og satte i løb mod sin egen seng. Hun gemte sig, med dynen trukket helt op over hoved. ”Jarna!” Han kom over til hende. ”Lad mig være!” Hvæsede hun. Han hev langsomt dynen væk. ”Madam Pomfrey siger du græder i søvne.” ”Jeg græder ikke.” Hvæsede hun. ”Hun siger du er bange. Hun siger det er noget du selv vælger det hele.” Jarna satte sig vredt op. ”Hun ved ingenting!” Hvæsede hun og hev dynen ud af Jacobs hånd. Han så alvorligt på hende, satte sig langsomt ned. ”Jeg er ikke bange for dig!” Hviskede hun trodsigt. Han sukkede. ”Jeg gør dig ikke noget.” Sagde han stille. Hun så ondt på ham. Hun virkede så lille. Som et lille barn der er bange. Hendes åndedrag var kolde højlydte hvæs. Han var bange for hun ville begynde at hyper-ventilere snart. Han lagde hånden på hendes skulder. Hun veg tilbage og kulden ramte ham som et chok. ”Jarna!” Råbte han. ”Svar mig! Ellers kan jeg ikke hjælpe dig.” ”Gå!” Græd hun. ”Gå!”. Han lagde forsigtigt armene om hende. Parat til at hive dem til sig hvis kulden blev for slem. Hun virkede nærmest varm. Og hun græd. Sådan rigtigt. Ikke kun tavse tårer. Hun hulkede stille mens hun lagde sig ind mod ham. ”Jeg må ikke sige noget.” Græd hun. ”For hvem?” Spurgte han beroligende. Hun rystede på hoved, ville ikke svare. ”De kommer i drømmene.” Fortsatte hun. Der var ingen sammenhæng i hendes sætninger. Han blev bange for hun skulle løses inde igen. Lige som sidste år. ”De siger jeg skal med. Jeg vil ikke. Jeg vil blive her. Jeg er ikke bange.” Hun sagde det hele hurtigt og usammenhængende. Han så uforstående på ham. ”Jarna? Hvad sker der?” Spurgte han. Hun rystede på hoved. Hun virkede fuldstændig vanvittig. Hvad gik der af hende? ”Slip mig!” Hvæsede hun. ”Slip mig.” Han prøvede. Men hun holdt fast i ham. ”Det er dig der holder fast i mig.” Det chokerede hende vidst så meget at hører at hun kom rimeligt til sig selv. Hun slap ham og fjernede tårerne. Skubbede ham forsigtigt væk fra sig. ”Jeg vil gerne sove nu.” Sagde hun stille. Som om det før ikke var sket. Han nikkede. Hvad andet kunne han gøre? Han strøg hendes hånd. Kulden var tilbage. Men ikke så stærk. Han gik tavst hen til sin egen seng.

Han vågnede i løbet af natten. Hun græd. Hun lå uroligt og slog ind i mellem ud med armene. Som for at holde nogen på afstand. Hun drømte. Hun græd og skreg og hvæsede. Hun virkede feber varm og drejede sig vildt ind i mellem. Han overvejede at hente Madam Pomfrey, men så hun allerede var på vej med en beroligende drik. Hun tvang den i det sovende barn og generede Jacob tilbage i seng, men løfte om at Jarna snart ville falde til ro. Jacob sad ved Jarnas side hele natten. Der gik længe inden hun faldt til ro. Alt for længe. Var det på mon grund af drømmene Jarna ikke havde ville sove?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...