Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
651Visninger
AA

15. Kap. 15 - I bedring

Jarna kom langsomt til kræfterne igen. Men det gik så uendelig langsomt, synes Jacob. Hun talte mere. Hun var ikke vildt snaksaglig, men talte dog. Hun svarede ham, når han fortalte om hans skoledag. Hun smilede mere. Og det gjorde Jacob glad. Hun nægtede dog stadig at forklare. Hverken sin mangel på tale, sin pludselige anoreksi eller de mange ar på hendes arme. Jacob havde en ide om hvor de stammede fra. Men sagde intet. Hendes lyse hår var ved at være langt igen. Kort inden det gik helt galt havde Jacob fundet hende på gulvet på sit værelse, hvor hun med en kniv var ved at skære sit hår af. Heller ikke det havde han fået forklaring på.
Langsomt mærkede han hvordan kulden aftog. I starten lagde han ikke mærke til det. Men langsomt men sikkert forsvandt kulden. Det overraskede ham, den dag han kunne tage hendes hånd, uden handske og uden at det smertede vildt. Hun smilede til ham. ”Jeg gør hvad jeg kan for at holde den tilbage.” Han nikkede. Ude af stand til at finde ord. Han strøg håret væk fra hendes ansigt. Det var ved at være langt igen. ”Vil du ikke klippe det? Det er alt for langt.” Sagde hun da han trak hånden til sig igen. ”Skal jeg lege frisør?” Spurgte han skeptisk. Hun smilede og nikkede. Der var den Jarna han kendte fra før. ”Kom nu?” Bad hun. ”Ja ja! Jeg skal nok. Bare skaf mig en saks. Jeg har time om lidt. Men i aften kan vi gøre det.” Sukkede han opgivende. Hun smilede triumferende og nikkede. Han gav hendes hånd et klem ingen han rejste sig og gik.

”Fryser du aldrig?” Spurgte han, mens han klippede. Nu tvang han hende til at svare. Rystede hun på hoved eller nikkede, kunne han ikke klippe hendes hår. ”Næh!” Svarede hun. ”Det forstår jeg altså ikke.” Sagde han. Hun trak forsigtigt på skuderen. Han strøg forsigtigt hendes kind. ”Er jeg meget kold?” Spurgte hun. Han så overrasket på hende. Kunne hun slet ikke mærke det? Havde hun ingen idé om hvor kold hun virkede? Hun var stadig dødelig kold. Men det var langt fra så slemt som det havde været. Han rystede på hoved. Det havde set værre ud. Og hun skulle ikke foruroliges unødigt. Hun fortsatte med ildblade, flammeblomster og soltårer i maden. Kulden skulle nødig komme tilbage. Og Madam Pomfrey sørgede langt bedre end Jacob kunne have gjort for at hun fik spist. Hun blev holdt i kort snor. Jarna sagde ingenting. Men Jacob fornemmede hun havde sin egen ide om hvorfor kulden var forsvundet. Han sagde heller ikke noget til det.
Hun greb hans hånd da han lagde saksen fra sig. ”Sender de mig hjem hvis det går bedre?” Spurgte hun. Han så overrasket på hende. ”Har du noget hjem at blive sendt hjem til?” Spørgsmålet overraskede hende. Så rystede hun på hoved. ”Du skulle sige noget mere!” Sagde han. Hun smilede. ”Du bruger for meget det med at ryste på hoved og nikke og smile.” Hun svarede ikke, men børstede i stedet hår af sin skulder. Han sukkede og smilede. Det skulle nok komme. På hendes første år havde hun snakket helt forfærdeligt. Hvis kulden faldt og hun begyndte at sove og spise, som før, måtte det vel også komme. Han hev hende på benene. ”I seng med dig. Madam Pomfrey siger du skal hvile.” Beordrede han. Hun sukkede. ”Men jeg laver jo aldrig andet!” Protesterede hun. I det mindste havde hun kræfter til at protestere. Han måtte jo se på de lyse sider. For bare en uge side havde hun knap haft kræfter til at sige ham imod eller også så ville hun bare slet ikke sige noget. For bare tre uger siden havde hun knap nok kræfter til at komme ud af sengen. Der var sket store fremskridt.
Han lagde dynen godt omkring hende. Selvom hun ikke selv kunne mærke kulden, så var han stadig meget bevidst om den. Han satte sig på senge kanten. ”Hvad gør de når jeg har det bedre?” Spurgte hun. Han smilede. Anede det ikke. Men ville så gerne berolige hende. ”Jeg ved det ikke.” Sagde han. ”Men de smider dig ikke bare ud. De finder ud af noget.” Hun nikkede trist. ”Jacob…” Begyndte hun, men afbrød sig selv. Han mødte hendes blik. Hun fortrød vidst igen. ”Tak for hjælpen.” Sagde hun. Han nikkede. Havde fornemmet hun ville sige mere. Eller noget andet. Men accepterede at det måtte vente. Hun skulle nok sige det når hun blev klar. Han lod hånden glide ned over hendes arm. Mærkede alle arene. ”Du lavede dem selv ikke?” Hun nikkede. Så ham stadig i øjnene. Hun var ikke længere bange for hans reaktion. Han havde jo været der for hende gennem det hele. ”Hvorfor?” Spurgte han. Hun trak på skulderen. ”Skulle jeg ikke hvile mig?” Spurgte hun, og trak dynen op over hoved. Han slap hendes arm. Og hun trak den til sig med det samme. Han rejste sig. Hun trak dynen ned igen kort og så på ham. ”Kommer du igen i morgen?” Spurgte hun. Han nikkede. Hun smilede glad og han gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...