Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
654Visninger
AA

14. Kap. 14 - Et råb om hjælp


Da Jarna ikke længere ville ud fra værelset fik Jacob nok. Han forlangte at hun blev overflyttet til hospitalsfløjen. Han nægtede at se hende sådan. Desuden kunne de der sørge for hun fik mad. Så behøvede han ikke også tænke på det. Han gik trods alt stadig i skole. Problemet var bare at ingen kunne rører hende. Hendes kulde var for stærk. Og hun nægtede at gå med frivilligt. Jacob forlangte at lærerne kom med en løsning. De havde givet ham ansvar for hende. Han var kun en elev. De kunne ikke forvente mere af ham, end han allerede havde gjort. Jarna sad tavs på sit værelse. Hun sagde intet, spiste intet, rørte sig knap nok. Og hun blev stadig koldere. Jacob kunne ikke nå hende. Det smertede ham. Han fik indtryk af hun holdt ham på afstand, med sin kulde. Som om hun lukkede ham ude. De blå øjne så kun engang i mellem på ham. Tårerne kom indimellem. Men hun græd aldrig rigtigt. Hun sad bare der og lod tårerne løbe. Hver gang han tog mod til sig og forsøgte at trænge ind til hende mødte han kun en mur af kulde. Hans hænder blev ugentligt behandlet mod forfrysninger.
Lærerne vidste han havde ret. Hun skulle ikke være på det værelse. Ikke når hun var sådan. Men ingen af dem kunne komme hende nær. Jacob forsøgte en nat at lægge en reb om hendes arm, så de kunne tvinge hende med. Men hun vågnede og skrev vildt af ham. Det tog ham timer at berolige hende. resten af natten og hele næste dag, sad hun tavst og rokkede frem og tilbage. Jacob var bange. Hvad var der galt med hende? Hun havde været så levende da han mødte hende. Så vild, så… så levende. Hvad var der sket? Hele året hvad han ikke følt han kunne nå hende. Nu følte han sig låst ude, skubbet væk. For alvor.


En morgen han kom for at se til hende sad hun foran døren. Hun så tavs frem for sig og hun rokkede stille frem og tilbage. Han satte sig over for hende. Han sad der tavs længe. Ventede på at hører hvad hun ville. Han så hende kæmpe med ordene. Hun havde ikke talt i måneder. ”Jeg har brug for hjælp.” Hviskede hun svagt. Han nikkede og havde allermest lyst til at omfavne hende. Endelig. Endelig var hun klar. Han rakte hånde ud mod hende. Og han følte sig sikker på det hele nok skulle gå nu, da hun rakte hånden ud og tog i mod den. Han måtte straks hive hånden til sig. Kulden bed sig langt op i hans arm. Hendes øjne undskyldte. Og han smilede. ”Jeg henter en lærer. Så hjælper vi dig op på hospitalsfløjen. Hun nikkede langsomt. Han rejste sig og løb i retning af lærerværelset. Professor McGonagall og Professor Snape fulgte med ham tilbage. Snape hentede Madam Pomfrey. Jacob havde time, så han måtte gå. Det tog tid at få bragt Jarna til hospitalsfløjen. Hun kunne knap nok gå. Egentlig næsten kun kravle hen af jorden. Så afkræftet var hun efterhånden. Og lærerne kunne ikke stødte hende på vejen derop. De nåede kun et par meter hen af gangen, før alle havde indset der skulle hentes en bårer. Og derefter måtte de hente Jacob for at forklare Jarna der ikke ville ske hende noget hvis de bragte hende til hospitalsfløjen. Første da de forsøgte at få hende i en seng på hospitalsfløjen gik det op for lærerne hvor tynd hun var blevet. Jacob fik en hanske på og holdt hendes hånd. Hans fingre var stadig blå af kulde bagefter. Men nu var det til at holde ud for ham. Han smilede til hende og måtte tage sig selv i at ville stryge håret væk fra hendes ansigt med den anden hånd. ”Du skal have varmen igen Jarna.” Sagde han stille. Hun nikkede. ”Og du skal spise.” Fortsatte han. Hun nikkede igen. Hvad andet kunne hun gøre? Han sad længe ved hendes side. Og formanede hende om alle de ting han ville have hende til nu. Han forsøgte at tvinge suppe i hende. Men den frøs til is når skeen ramte hendes læber. Han forsøgte at få hende til at tale. Fortælle om noget. Forklare hvad der var sket. Men hun havde ingen svar at give. Lærerne betragtede hvordan han sad ved hendes side. Hvordan han vågede over hende. Og hvordan han ihærdigt og utrætteligt kæmpede for at få hende i gang. Hun livede en smule op. Smilede til ham. Øjnene så mere direkte på ham når han talte. Hun nikkede eller rystede på hoved, med smil på læben og med liv i de blå øjne. Hun var stadig svag. Hun var stadig alt for afkræftet. Men det her var en start. Nu skulle de finde en måde at få mad i hende på. Uden at de frøs til.
Snape og Spire hjalp hinanden længe. I håb om at finde noget der kunne hjælpe hende. De blandede ildblade, flamme blomster og soltårer. Og det endte med hendes kulde ikke kunne fryse det. Bare der var nok af det i hendes mad. Men kulden forsvandt ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...