Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
670Visninger
AA

13. Kap. 13 - Jacobs smerte

Jacob tog hendes iskolde hånd. ”Du skal have varmen.” Sagde han roligt. ”Jeg kan ikke nå dig.” Hun så væk. Vidste han havde ret. ”Hvad skete der sidste år? Hvad skete der det første år? Hvorfor var der så mange der døde? Jarna! Hjælp mig!” Han så tårerne. Længe før hun selv blev opmærksom på dem. Hun trak forsigtigt sin iskolde hånd til sig og tørrede tårerne bort. Han så længe og indgående på hende.


Efter episoden med Snape var alt i en kort periode fortsat som det plejede. Jarna tilbragte hver nat i en ny seng. Hun lå aldrig med den samme to gange. Så vendte Draco tilbage. Han savnede hende. Han blev det tætteste hun kom på et fast forhold. Flere nætter ventede hun på værelset på ham. Andre var hun borte. Forsvundet til en anden seng, hos en anden dreng. Hun havde holdt sig fra eliksir timerne et stykke tid. Derefter skabt problemer med vilje. Måske i håb om det ville give Snape den undskyldning hun forventede han manglede for at kunne nægte at undervise hende. Men det skete ikke. Han var tålmodig og hun indså snart hun ikke behøvede frygte det blev akavet for ham. Måske forstod han ligefrem det var hendes måde at sikre hans tavshed på.
En måneds tid efter var det hele skriftet. Hun havde skiftet tøjstil totalt. Jacob måtte tvinge hende fra biblioteket hvor hun ledte efter en formel der kunne gøre hende sorthåret. Hendes tøj var stadig en smule udfordrende. Men det primære ved det nu var at det var sort. Hun var skiftet til goth-stil. Det tog kun en uge. Så så ingen hende i andet end sort. De smukke lange øjenvipper var næsten helt sorte i forvejen. Dem behøvede hun ikke gøre noget ved. Men de naturligt røde læber blev dækket af en metallisk-sort læbestift. Der var noget mørk og faretruende over hende. Hun blev stadig koldere. Draco faldt hurtigt fra. Oftere og oftere sov hun i sin egen seng. Ville stadig ikke bryde det med aldrig at ligge med den samme to gange. Kun Draco havde været så heldig. Hun virkede vred, kold og uigennemtrængelig. Alle holdt sig fra hende. Kun enkelte havde modet til at få aftalt en nat med hende. Hun droppede mange timer. Hendes øjne virkede onde. Hun var asocial på en måde der skubbede andre væk. Hun virkede farlig. Som en eksplosiv bombe, der bare manglede en undskyldning for at springe. Alle kendte til de mærkværdige ting der skete omkring hende og som ingen kunne forklare. Der var aldrig nogen der bagefter kunne redegøre for det. Fra det uskyldige der før lå over hende virkede hun nu faretruende og farlig. Kun Jacob stod hende bi.

Kort efter det skiftede det hele igen. Hendes tøj var ikke længere udfordrende. En smule mørkt. Men ikke kun sort. Hun blev neutral gik i et med baggrunden. Forsvandt. Når man så hende lagde man mærke til den kulde der kunne mærkes bare man stod tæt på hende. At røre hendes hud var slet ikke muligt. Så kold var hun blevet. Hendes øjne flammede isblåt. Kolde flammer blussede i hendes øjne og fik det til at isne bare man så hende i øjnene. Der var en endnu stærkere uskyldig hed over hende nu end nogensinde før. Hun virkede mystisk. Ikke farlig eller skræmmende. Hun valgte isolationen af en årsag. De kendte den bare ikke. Hun sov næste aldrig. Hun holdt langsomt op med at tale. Hun blev på sit værelse når Jacob bekymret gik derfra. Hun kunne side i timer og stirrer ind i den hvide væg. Lærerne snakkede om endnu engang at få hende op i hospitals fløjen. Jacob gjorde hvad han kunne for at undgå det. Madam Pomfrey tog et enkelt og kort kik på hende og erklærede hun ikke kunne gøre noget. Barnet var tydeligvis ikke blevet sindssygt, ifølge hendes vurdering. Hun valgte din opførsel. Jacob kunne ikke få mad i hende. Og det sammen med manglen på søvn foruroligede ham. Det tog ham måneder at opbygge en tillid der kunne få hende til at tale. Hun sagde næsten aldrig noget. Det var bedst hvis han brugte ja/nej-spørgsmål. Han bekymrede sig for hende. Han havde passet på hende, fulgt hende til timer, sørget for hun spiste, hjulpet hende med lektier og hun havde hjulpet ham. Han havde fundet ekstra tæpper til hende til om natten, fordi han ikke kunne lide hun var så kold. Han havde taget hvert af hendes smil til sig og tilgivet alt hvad hun havde lavet af ballade. Han holdt af hende.

”Jarna! Jarna! Tal til mig! Jeg ved du kan. Jeg ved du vælger at lade vær. Jarna!” Hans stemme var rolig. Kulden fra hendes hånd i hans, skar gennem hans hud. Det smertede. Men forfrysningerne kunne Madam Pomfrey tage sig af senere.
Dumbledore havde besøgt hende et par gange. Men heller ikke han kunne nå hende. Snape kom med eliksirer. Madam Spire med urter. Intet hjalp. Jacob var ved at blive desperat. De kunne ikke sende hende hjem. De kunne ikke finde den onkel hun skulle havde boet hos.
”Jarna!” Hun drejede hoved og så på ham. I de blå øjne flammede kulden. Smerten i hans hånd tog til. Hendes blik var tomt. Som om hun slet ikke så ham. Han slap hende og flygtede ud. Med tårerne løbende ned af kinderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...