Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
675Visninger
AA

12. Kap. 12 - Kulden

Draco og Jacob gik begge hele næste dag og ventede på hende. Kun Draco vidste hvor hun var, men han nægtede at sige det til Jacob. Jacob holdt stadig af hende. Draco fornemmede hans tro på det bedste i hende. Draco var selv begyndt at tro der intet godt var i hende. At hun var ren ondskab. Hele vejen igennem.
Ved frokosten pukkede Jarna pludselig op. Hun satte sig over for Malfoy, efter at have fået øjenkontakt, med en ret så negativ Jacob. Draco så koldt på hende. Hun smilede sødt til ham. De andre drengen rejste sig og rykkede væk. Hun smilede ondskabsfuldt efter dem. På en måde Draco mindes at have syntes om på hendes første år. ”Hvor har du været?” Spurgte han. Hun smilede og trak på skulderen. ”Jeg stod sent op. Og jeg har haft nok at se til. Men bare rolig. Snape er gjort tavs.” Draco så længe på hende. Helt udtryksløst. ”Blev det nødvendigt?” Spurgte han. ”At gå længere end bare at bede ham løse dine hænder og lade dig gå.” Hun smilede uskyldigt til ham, for uskyldigt, og rystede på hoved. Han slog hårdt i bordet. Hun smilede og kæmpede for at tilbageholde en latter. Hun lænede sig ind over bordet og så ham ind i øjnene. Han nægtede at lade det blå overtage. Hun smilede provokerende og glimtet i hendes øje gjorde ham nervøs. ”Jeg gjorde bare det for at se dit ansigt udtryk når jeg fortalte dig at Snape begyndte at klæde sig på da jeg gik. For et kvarter siden. Det eneste sørgelige ved det er at hvis jeg gør det igen vil det ikke chokere dig nær så stærkt. Det var helt klart det værd.” Draco fyldtes af vrede. Af afmagt. Af had. Han ville slå hende, råbe af hende, skubbe hende væk og sætte sig i en mør krog og tude. Mest af alt ville han slå hende. Han ville være sur. Han ville være vred. Og hun skulle mærke det. Et drillende glimt i hendes øjne fortalte ham hun sikkert vidste det og at hun sikkert frydede sig over det. Han ville reagere. Ville blive vred. Ville slå hende. Gøre hende fortræd. Bare hun forstod. Hun skulle ikke side der og le af ham. Han rejste sig langsomt. Så tomt på hende. Hun trak vejret dybt. ”Vi ses hr. Malfoy.” Sagde hun køligt i det hun rejste sig. Og i næste øjeblik forsvandt hun ud af døren. Draco satte sig igen. Han fik et glimt af Jacob som styrtede efter Jarna. Men han skænkede det ikke en tanke. Han kunne bare mærke at det hele blev for meget. Der var noget sygt over hende. Måden hun bare gjorde den slags ting på. Blev det opdaget ville Snapes karriere være slut. Så mange ville få problemer. Og hun så bare ud til at nyde det. Han fik en fornemmelse af at hun nød at se hans reaktion på det, mere end selv det at ligge med deres eliksir professor. Han rejste sig og gik, da tårerne begyndte at melde sig.

”Jarna! Jarna! Du har ikke spist noget! Du er nød til at spise. Hvor var du her til morgen?” Jacob greb fat i hendes arm for at standse hende. Hun drejede sig rundt og så på ham. De blå øjne mødte hans. Det overvældede ham de var så stærke. Hun hev sin arm til sig. ”Jeg dør ikke af sult Jacob.” Svarede hun koldt. Isen i de blå øjne tog til, mens hun talte. Han rykkede væk fra hende. Det var som om en kold blå ild brændte bag de øjne. Isnende kolde flammer lurede bag det uskyldige ydre. Da han tog fat i hendes arm havde han indtryk af at den kulde der lå under hendes blege hud tog til. Flammerne forsvandt. Den kulde der havde været ved at tage over i ham forsvandt. ”Jacob!” Begyndte hun gispende. Han bakkede væk. Han var skræmt. Hvem var hun? Hvad var hun? De andre havde ret. Der skete ting omkring hende. Ting hverken mugglere eller magikere ville synes var normale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...