Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
645Visninger
AA

11. Kap. 11 - Jarnas plan

Næste eftermiddag havde Draco skaffet hvad Jarna havde bedt om. De sad på hendes værelse og hun blandede det hun skulle bruge. ”Jeg acceptere ikke du mener du vil gennemfører det.” Sagde han surt, mens hun rystede en lille klar flaske. Hun smilede til ham og undlod og svare. ”Jeg kunne sige det til Jacob. Han stopper dig.” Fortsatte han. Jarna havde snart hørt alle hans trusler for femte gang. Hun smilede bare og lagde hoved på skrå. ”Hvis du ville sladre til Jacob, så havde du gjort det for længst.” Svarede hun koldt. Han så alvorligt på hende. Hun satte flasken fra sig og så vredt på ham. ”Det er ikke faldet dig ind at jeg gør det her i trods. Over at i andre ikke kan lade mig tage den beslutning selv. Det er mig de har ledt efter en undskyldning for at smide ud i mere end 3 år. De lade sikkert jer slippe.” Han sukkede. ”Malfoy? Jeg mener det. Jeg havde ikke tænke mig at gøre alvor af det, før i begyndte at protestere på den måde.” Han så sammenbidt på hende. ”Lover du det?” Hun trak på skulderen og smilede, i et forsøg på at holde en latter tilbage. ”Jeg gør hvad der passer mig. Og det ved du godt!” Han rejste sig. ”Vi ses Dark!” Sagde han opgivende og koldt og gik. Hun svarede ikke.


”Hvad er planen igen?” Spurgte Zabini. Drengene sad på hendes værelse. Jarna rettede sig. ”Jeg har sørget for en eliksir i Snapes glas her til aften. Og hvis det ikke slår benene væk under ham ingen for en time, må jeg se hvad jeg kan gøre for at forføre ham.” En gysen gik i gennem drengene. Bare det at hun kunne sige det. ”Hvad så?” Spurgte Draco, ivrig efter at få det her afsluttet. Og Jarna fortsatte. ”Jeg har bedt om at tale med ham efter mødet og jeg sørger for at hjælpe ham tilbage til krypten. Her er i parat. Hvis han er så godt som bevidstløs når jeg når så langt, skal i hjælpe.” ”Hvordan?” Spurgte Crabbe. ”Få det til at se ud som om jeg ikke havnede i hans seng af egen fri vilje. Bind mine hænder så jeg ikke kan stikke af. Illusionen er det vigtigste her. Hvis han bare tror der har foregået noget, har vi ham.” Jarna var kold og rolig, mens hun talte. Drengene så på hinanden. Ville de virkelig gå så langt for Snapes tavshed? Havde de virkelig besluttet at hjælpe hende, i dette vanvid? Hun lænede sig op mod væggen. Draco betragtede hende som hun sad der på skrivebordet. Hvorfor hadede han hende sådan? Hvorfor var hun sådan? Og hvorfor kunne han ikke undgå at holde af hende og af hendes charmerende smil og blå øjne? ”Hvordan ser tidsplanen ud?” Spurgte han. Hun rettede sig op igen. ”Vi har en halv time. Så er jeg på plads uden for kontoret og så finder i vej til krypten. Mødet starter nu og der går lidt inden min eliksir virker.” Draco nikkede. Jarna rejste sig. ”Tag det roligt. Det kan du nemt klare!” Sagde Goyle. Jarna så koldt på ham. ”Jeg er ikke bange for ham. Og det her er intet problem. Det er jer jeg er bekymrede for.”

 

”Malfoy! Malfoy!” Draco kæmpede med kvalmen. Jarna så strengt på ham. ”Slå mig nu!” Forlangte hun. ”Hårdt!” Han sukkede. Hendes blå øjne havde han aldrig set koldere. Hun mente det alvorligt. Han kastede et blik over mod Crabbe og Goyle som var ved at få en halvnøgen Snape over på sengen. Det var nok. Han slog Jarna så hårdt hun kunde og hun landede et par meter fra ham på gulvet. Hun spyttede blod ud på gulvet og rejste sig. ”Godt!” Fik hun fremstammet. Draco så rundt. ”Hvad så nu?” ”Zabini!” Kaldte hun. Han kom over til hende med det samme. ”Draco mangler det sidste.” Zabini smilede. Han greb så hårdt fat i Jarnas arm at der kom mærker. Han skubbede hende op mod senge stolpen og begyndte at flå hendes top af. Jarna strittede hårdt i mod, men Zabini var tydeligvis stærkest. Draco så deres drillende øjne. For dem var det bare en leg. ”Hvor hårdt skal dine hænder bindes? Skal du have hænderne flået til blods?” Spurgte Zabini, med et ondskabsfuldt grin, mens han brutalt vred hendes arm rundt og begyndte at åbne hendes bukser. Jarna smilede stille og fik et glimt i øjet Draco ikke kunne lide. ”Hvor hårdt kan du stramme rebet? Blodet skal flyde.” Han greb rebet og snoede det som hendes ene arm. ”Som prinsessen ønsker!” Hun gispede af smerte og et øjeblik efter var hun ved at besvime af blodmangel. Zabini løsnede rebet. Hun hev efter vejret et par gange. Zabini og Draco greb hende samtidig da hun igen var ved at falde. ”Måske skal vi ikke lukke for blodomløbet.” Sagde Draco. Jarna smilede stille og nikkede. Hun så over på ham. ”Bare roligt. Der sker ikke noget. Når han vågner i morgen tidlig kan han ikke huske andet end at jeg fulgte ham tilbage hertil. Og jeg er overbevidst om at han straks løser mig. Han forsøger ikke op noget.” Draco nikkede. Stadig ikke tryg ved det her. Jarna rettede sig op. ”Bind de hænder!” Hvæsede hun af Zabini.

 

Da Snape vågnede næste morgen havde han ingen anelse om hvordan han var kommet i seng. Og at Jarna lå ved siden af ham, gjorde ikke hans forvirring bedre. Hun klynkede svagt og rykkede og flåede og bed i rebene om hendes hænder. Reb der var røde af blod. Han forstod det ikke. Hun rykkede bange væk fra ham og klynkede igen. Han rakte hånden ud mod hende, som for at berolige pigebarnet men hun hvæsede skrækslagen af ham. ”Frøken Dark?” Spurgte han stille. Han følte sig ør i hoved og havde en fornemmelse af at han ville besvime hvis han forsøgte at rejste sig. ”Hvad skete der?” Hendes store blå øjne så forgrædte ud. Hun rystede på hoved og så væk. Ville ikke tale om det. Han rakte hånden ud igen. Hun veg ikke tilbage. Mødte bare hans blik, med de forgrædte blå øjne. Hans hånd strøg håret væk fra hendes ansigt. Hun drejede hoved og hendes læber strejfede hans fingre. Deres blikke mødtes. ”Jeg går ud fra skaden er sket.” Hviskede hun. Han smilede. Uden at vide hvorfor. Han trak sin hånd til sig, da hun kyssede han fingerspidser. ”Frøken Dark.” Startede han, men kunne ikke fortsætte. ”Løs mine hænder.” Hviskede hun. Han svarede ikke. Rørte sig ikke. ”Løs mig.” Gentog hun, stadig hviskende. ”Så går du.” Svarede han. Hun smilede og rystede på hoved. ”Ikke hvis du helst vil have jeg bliver.” Han så bare ind i de blå øjne. Glemte i flere øjeblikke at han lå i sin seng sammen med en elev. Han fortabtes som så mange andre i det isblå hav. Han kaldtes tilbage af hendes klare stemme. ”Vil du lade drengene slippe for problemer hvis jeg lover jeg bliver?” Spurgte hun stille. Han nikkede. Hvordan kunne han give dem problemer for at se den samme skønhed i hende, som han så? ”Hvad med Jacob?” Spurgte hun. ”Får han problemer eller finder i en anden til at passe på mig?” Han så lidt på hende. Var nær blevet fortabt i det blå igen. ”Hvis jeg nu ikke siger noget?” Fortsatte hun. ”Jacob slipper.” Sagde han bare. Hun smilede. ”Løser du ikke mine hænder?” Spurgte hun. ”Går du hvis jeg gør?” Spurgte han. ”Vil du gene have jeg bliver?” Hun så væk, bare et øjeblik før hun igen mødte hans blik. Han bemærkede den rødlige farve på hendes blege kinder. Hun fandt det her lige så akavet som han. Han begyndte langsomt at løse hendes hænder. ”Hvad skete der?” Spurgte han igen. Hun så væk fra ham og ville ikke svare. ”Kan du slet ikke huske det?” Spurgte hun og rørte uroligt på sig. Han havde fornemmelse af at hun så nødigt ville fortælle om det. Han rystede på hoved. ”Så… så må jeg vel også hellere glemme om det.” Sagde hun, men en stemme der nær var knækket over og tårer der begyndte at løbe ned over hendes kinder. ”Du må ikke græde! Frøken Dark!” Hun så på ham og han tørrede hendes tårer bort. Hvor var hun dog kold. Det var forkert. Hun skulle være varm og rigtig levende. Hun virkede dødelig kold. Hendes håndled var store sår. Han så lidt på dem. ”Jeg fryser.” Hviskede hun. Som om hun vidste præcis hvad hun tænkte. At han tænkte hun var alt for kold, og at hun gav ham lyst til at varme hende. Han trak tæppet tættere om hende. ”Skal jeg gå?” Spurgte hun, det blev kun en forlegen hvisken. Han strøg hendes kind. ”Nej. Bliv. Bare lidt endnu.” Hviskede han tilbage. Hun nikkede. ”Jeg skal op til morgenmaden. Jacob får problemer hvis jeg ikke er der.” Hendes hånd strøg hans kind. Han tog et nærmere kik på hendes håndled. De så ikke for godt ud. ”Jeg kan sørge for ingen savner dig før din første time på mandag.” Sagde han stille, mens han så væk. ”Fint.” Hviskede hun og kyssede hans læber forsigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...